Vil ministeren tage kontakt til sin svenske kollega med henblik på at sikre adgang for danske lærlinge til lærepladser i Sverige og omvendt, sådan som det er tilfældet i forhold til erhvervsuddannelserne i Tyskland?

Spørgeren er naturligvis vidende om, at der gælder forskellige regler for praktik i Danmark og Sverige. Men det er jo netop den slags grænsehindringer, de nordiske lande er enige om at bekæmpe gennem nedsættelsen af det nye Grænsehindringsråd (hvor spørgeren har sæde som Nordisk Råds repræsentant). Med lidt god vilje må det være muligt at ændre reglerne i Sverige, således at danske elever kan få den samme støtte som svenske elever, ganske som studerende kan få studiestøtte i det andet land. Og med samme gode vilje må det være muligt for Rådet for de Grundlæggende Erhvervsrettede Uddannelser i Danmark at give »merit« for praktik i Sverige, uanset at reglerne og forventningerne til lærlinge er forskellige i de to lande. Og tilsvarende for svenske lærlinge i Danmark, hvor det ikke allerede er tilfældet. Når det er muligt at kombinere praktik i forskellige virksomheder, må det også være muligt at kombinere praktik i forskellige lande. Den lille ulempe, der kan være ud fra en meget snæver faglig synsvinkel, ophæves så rigeligt af det udbytte, lærlingen får ved at gennemføre et kortere eller længere praktikforløb i Sverige. Spørgeren minder om, at gensidig anerkendelse af sosu-uddannelser også var »umulig«, lige indtil det blev muligt, fordi en minister (nemlig spørgeren) skar igennem og anerkendte de svenske sosu-uddannelser trods forskelle mellem de to uddannelser. Ingen har siden protesteret eller stødt på ulemper som følge af denne beslutning. Det var alene et spørgsmål om politisk vilje. Det samme gælder i dette tilfælde.