L 97 Forslag til lov om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

(Trepartsaftale på Beskæftigelsesministeriets område om uddannelsesløft, voksenlærlingeordningen og 6 ugers jobrettet uddannelse).

Af: Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V)
Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Samling: 2016-17
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 14-12-2016

Skriftlig fremsættelse (14. december 2016)

20161_l97_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (14. december 2016)

Beskæftigelsesministeren (Troels Lund Poulsen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. (Trepartsaftale på Beskæftigelsesministeriets område - om uddannelsesløft, voksenlærlingeordningen og 6 ugers jobrettet uddannelse)

(Lovforslag nr. L 97)

Lovforslaget udmønter dele af Trepartsaftale om tilstrækkelig og kvalificeret arbejdskraft i hele Danmark og praktikpladser, som den tidligere regering (Venstre) og arbejdsmarkedets parter (DA, FA, Lederne, LO, FTF, AC, KL og Danske Regioner) indgik den 19. august 2016.

Regeringen og arbejdsmarkedets parter er enige om en række initiativer, som fremgår af aftalen. Initiativerne skal understøtte, at der er tilstrækkelig og kvalificeret arbejdskraft i hele Danmark.

Lovforslaget indeholder følgende hovedelementer:

- Et mere fleksibelt uddannelsesløft: Der indføres en midlertidig ordning i perioden fra den 1. marts 2017 til og med den 31. december 2019, hvor dagpengemodtagere, der i perioden påbegynder et uddannelsesløft i form af tilbud om en erhvervsuddannelse inden for puljen til uddannelsesløft, får 100 pct. af den hidtidige dagpengesats under deltagelse i tilbuddet. Det er en betingelse, at uddannelsen fremgår af en landsdækkende liste over erhvervsuddannelser, der knytter sig til stillingsbetegnelser med størst rekrutteringsudfordringer.

- Bedre mulighed for ledige faglærtes adgang til voksenlærlingeordningen: Ledige faglærte får adgang til voksenlærlingeordningen efter 6 måneders ledighed, mod hidtil 12 måneder, hvis erhvervsuddannelsen er inden for områder med mangel på arbejdskraft.

- Mere fleksibel ordning med seks ugers jobrettet uddannelse: Dagpengemodtagere og ledige fleksjobvisiterede kan deltage i jobrettet uddannelse i op til i alt 6 uger i form af kurser inden for en bestemt erhvervsgruppe. Kurser inden for de mulige erhvervsgrupper vil fremgå af den landsdækkende positivliste for 6 ugers jobrettet uddannelse. Der indføres samtidig en 5 ugers karensperiode.

De samlede økonomiske konsekvenser af lovforslaget er 20,2 mio. kr. i 2017, 26,0 mio. kr. i 2018, 20,6 mio. kr. i 2019 og 16,7 mio. kr. i 2020.

Det foreslås, at lovforslaget træder i kraft den 1. marts 2017.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og bemærkningerne hertil, skal jeg anbefale lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.