L 181 Forslag til lov om ændring af universitetsloven, lov om professionshøjskoler for videregående uddannelser, lov om erhvervsakademier for videregående uddannelser og forskellige andre love.

(Indførelse af investeringsrammer på selvejeområdet og opfølgning på omlægning af tilskudssystem for maritime efter- og videreuddannelser m.v.).

Af: Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V)
Udvalg: Uddannelses- og Forskningsudvalget
Samling: 2016-17
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 23-05-2017

Betænkning afgivet af Uddannelses- og Forskningsudvalget den 23. maj 2017

20161_l181_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Uddannelses- og Forskningsudvalget den 23. maj 2017

1. Ændringsforslag

Radikale Venstre og Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget har stillet 1 ændringsforslag til lovforslaget.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 29. marts 2017 og var til 1. behandling den 18. april 2017. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Uddannelses- og Forskningsudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.

Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og uddannelses- og forskningsministeren sendte den 5. januar 2017 dette udkast til udvalget, jf. UFU alm. del - bilag 47. Den 29. marts 2017 sendte uddannelses- og forskningsministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.

Teknisk gennemgang

Uddannelses- og forskningsministeren har den 4. april 2017 over for udvalget foretaget en teknisk gennemgang af lovforslaget.

Henvendelser

Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget 1 skriftlig henvendelse fra DTU.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 24 spørgsmål til uddannelses- og forskningsministeren til skriftlig besvarelse. Uddannelses- og forskningsministeren har besvaret spørgsmål 1-22. Udvalget forventer spørgsmål 23 og 24 besvaret inden 2. behandling.

3. Indstillinger

Et flertal i udvalget (S, DF, V, LA, KF) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret. Flertallet vil stemme imod det stillede ændringsforslag.

Et mindretal i udvalget (EL, SF og ALT) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for det stillede ændringsforslag.

Et andet mindretal i udvalget (RV) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det stillede ændringsforslag. Hvis det stillede ændringsforslag bliver forkastet, vil mindretallet stemme hverken for eller imod lovforslaget.

Inuit Ataqatigiit, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 1

Af et mindretal (RV og SF), tiltrådt af et mindretal (EL og ALT):

1) I § 21 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3. Uddannelses- og forskningsministeren fastsætter nærmere regler om:

1) Frekvensen af institutionernes indberetning af investeringsbudgetter, som skal finde sted højst en gang årligt.

2) Investeringer der friholdes kravet om indberetning.

3) Hensyn til institutionernes langsigtede planlægningsmuligheder.

4) Mulighed for kompensation til institutioner, der bliver pålagt at tilpasse, udskyde eller standse investeringer.«

Stk. 2-4 bliver herefter stk. 4-6.

[Bemyndigelse til uddannelses- og forskningsministeren til på visse punkter at præcisere og konkretisere regler for forvaltning af investeringsrammen]

Bemærkninger

Til nr. 1

Ændringsforslaget er en bemyndigelse til ministeren til for universiteter at sikre regler for frekvens for indberetning, investeringer, der friholdes, hensyn til universiteternes langsigtede planlægning og mulighed for kompensation for investeringer, der tilpasses, udskydes og standses.

Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti foreslår med ændringsforslaget en ministerbemyndigelse på en række konkrete punkter, jf. nedenfor.

Det fremgår af bemærkningerne til det fremsatte lovforslag, at det forventes, at universiteterne vil blive pålagt to gange årligt at indberette investeringer for indeværende år og de efterfølgende 4 år samt regnskabstal. Med ændringsforslaget (nr. 1) foreslås det, at uddannelses- og forskningsministeren skal fastsætte regler for, at indberetningerne af investeringsbudgetter skal ske højst en gang årligt.

I det fremsatte lovforslag er det ikke tydeligt, hvordan en investering defineres. Det er afgørende for universiteterne løbende at kunne investere i nyt forsknings- og undervisningsudstyr. Med ændringsforslaget (nr. 2) foreslås det, at uddannelses- og forskningsministeren skal fastsætte regler for, at forsknings- og undervisningsudstyr friholdes for kravet om indberetning.

I det fremsatte lovforslag er der ikke i tilstrækkelig grad taget højde for universiteternes langsigtede planlægningsmuligheder primært ved større investeringer, hvor universiteter typisk planlægger større investeringer flere år forud for det egentlige byggeprojekt. Med ændringsforslaget (nr. 3) foreslås det, at uddannelses- og forskningsministeren fastsætter nærmere regler for, hvordan der kan tages hensyn til universiteternes langsigtede planlægningsmuligheder. Det hensyn kan f.eks. tages, når den samlede investeringsramme er overskredet og det skal vurderes, hvilket universitet der skal begrænse sine planlagte investeringer. Hensynet kan desuden tages ved at lade universiteterne, der i et år forsinkes i deres investeringsplaner »komme forrest i køen« i det/de efterfølgende år.

I det fremsatte lovforslag er der ikke taget højde for en situation, hvor et universitet allerede har haft en række udgifter og herefter bliver ramt af investeringsloftet og dermed pålagt at tilpasse, udskyde eller standse en investering. Med ændringsforslaget (nr. 4) foreslås det, at uddannelses- og forskningsministeren skal fastsætte regler for, hvordan universiteter, der bliver pålagt at tilpasse, udskyde eller standse investeringer, kan blive kompenseret for dokumenterede merudgifter. Det gælder f.eks., hvis den manglende mulighed for investering vil medføre meromkostninger til leje eller midlertidig indretning af lokaler mv.

Hvis ændringsforslaget bliver vedtaget ved 2. behandling skal der udarbejdes tilsvarende ændringsforslag til de øvrige love, som er omfattet i lovforslaget.

Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) Marlene Harpsøe (DF) Alex Ahrendtsen (DF) Christian Langballe (DF) Tilde Bork (DF) Merete Dea Larsen (DF) Anni Matthiesen (V) Klaus Markussen (V) Bertel Haarder (V) Louise Schack Elholm (V) Thomas Danielsen (V) Jakob Engel-Schmidt (V) Villum Christensen (LA) Henrik Dahl (LA) nfmd. Brigitte Klintskov Jerkel (KF) Christian Rabjerg Madsen (S) Christine Antorini (S) fmd. Kirsten Brosbøl (S) Rasmus Prehn (S) Julie Skovsby (S) Mette Reissmann (S) Lotte Rod (RV) Bruno Jerup (EL) Pernille Skipper (EL) Torsten Gejl (ALT) Carolina Magdalene Maier (ALT) Sofie Carsten Nielsen (RV) Jacob Mark (SF) Trine Torp (SF)

Inuit Ataqatigiit, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)46
Dansk Folkeparti (DF)37
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)34
Enhedslisten (EL)14
Liberal Alliance (LA)13
Alternativet (ALT)10
Radikale Venstre (RV)?  8
Socialistisk Folkeparti (SF)7
Det Konservative Folkeparti (KF)6
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Tjóðveldi (T)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 181

Bilagsnr.
Titel
1
Høringssvar og høringsnotat, fra uddannelses- og forskningsministeren
2
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
3
Revideret udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
4
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
5
Udkast til betænkning
6
Henvendelse af 22/5-17 fra DTU
7
2. udkast til betænkning


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 181

Spm.nr.
Titel
1
Spm. om, hvor stort et beløb der forventes flyttet fra de statsfinansierede selvejende uddannelsesinstitutioner til andre formål ved gennemførelsen af lovforslaget, til uddannelses- og forskningsministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm. om at udøve en strammere udgiftspolitisk styring, ved at Finansudvalget får forelagt oplysningerne fra de statsfinansierede selvejende uddannelsesinstitutioner, til uddannelses- og forskningsministeren, og ministerens svar herpå
3
Spm. om overskridelse af det samlede investeringsniveau på de statsfinansierede selvejende uddannelsesinstitutioner, til uddannelses- og forskningsministeren, og ministerens svar herpå
4
Spm. om en beløbsbagatelgrænse for, hvad de statsfinansierede selvejende uddannelsesinstitutioner skal indberette til Uddannelses- og Forskningsministeriet, til uddannelses- og forskningsministeren, og ministerens svar herpå
5
Spm. om ny metode i samarbejde med Danmarks Statistik til opgørelse af investeringer på selvejeområdet, til uddannelses- og forskningsministeren, og ministerens svar herpå
6
Spm. om, hvordan ministeren egenrådigt kan fastsætte og prioritere investeringsrammen på institutionsniveau, til uddannelses- og forskningsministeren, og ministerens svar herpå
7
Spm. om, hvordan koordineringen mellem bygningsstyrelsen sikres, til uddannelses- og forskningsministeren, og ministerens svar herpå
8
Spm. om antallet af årsværk, der skal afsættes i hhv. Bygningsstyrelsen og Uddannelses- og Forskningsministeriet til at løfte opgaven i forhold til investeringsrammer på selvejende uddannelsesinstitutioner, til uddannelses- og forskningsministeren, og ministerens svar herpå
9
Spm. om, at der er stor forskel på DTUs og Marstal Navigationsskoles investeringsbehov, til uddannelses- og forskningsministeren, og ministerens svar herpå
10
Spm. om at fritage de mindre institutioner fra de strenge indrapporteringskrav to gange årligt, til uddannelses- og forskningsministeren, og ministerens svar herpå
11
Spm. om, at institutionerne skal afholde omkostninger til den øgede administration som følge af lovforslaget, til uddannelses- og forskningsministeren, og ministerens svar herpå
12
Spm. om harmoniseringen af de øgede administrative udgifter, til uddannelses- og forskningsministeren, og ministerens svar herpå
13
Spm. om, hvorledes investeringer i bygninger via Bygningsstyrelsen indgår i det enkelte universitets investeringsramme, til uddannelses- og forskningsministeren, og ministerens svar herpå
14
Spm. om at yde teknisk bistand til ændringsforslag om, at investeringsrammen alene bør dække universiteternes ordinære drift, til uddannelses- og forskningsministeren, og ministerens svar herpå
15
Spm. om at yde teknisk bistand til ændringsforslag om, at eksterne bevillinger, som forudsætter medfinansering, bør undtages fra investeringsrammen, til uddannelses- og forskningsministeren, og ministerens svar herpå
16
Spm. om at yde teknisk bistand til ændringsforslag om, at beløbet for investeringer bør hæves, så mindre anskaffelser ikke bliver betegnet som egentlige investeringer, til uddannelses- og forskningsministeren, og ministerens svar herpå
17
Spm. om at yde teknisk bistand til ændringsforslag om, at visse typer af investeringer bør være friholdt i lovforsalget, til uddannelses- og forskningsministeren, og ministerens svar herpå
18
Spm. om at yde teknisk bistand til ændringsforslag om, at indberetnng kun sker én gang årligt, så administrationen i ordningen begrænses, til uddannelses- og forskningsministeren, og ministerens svar herpå
19
Spm. om at yde teknisk bistand til ændringsforslag om, at eksisterende og påbegyndte investeringer ikke bremses eller stoppes, til uddannelses- og forskningsministeren, og ministerens svar herpå
20
Spm. om, hvordan uddannelsesinstitutionerne skal indberette regnskabstal og investeringsbudgetter m.v., til uddannelses- og forskningsministeren, og ministerens svar herpå
21
Spm. om, hvilke objektive kriterier der skal ligge til grund for at kunne reducere uddannelsesinstitutionernes samlede investeringsramme på finansloven, til uddannelses- og forskningsministeren, og ministerens svar herpå
22
Spm. om, hvordan den nye bestemmelse om fastsættelse af regler om betaling for deltagelse i martime efter- og videreuddannelser (§ 5, stk. 6) vil adskille sig fra gældende ret, til uddannelses- og forskningsministeren, og ministerens svar herpå
23
Spm. om kommentar til henvendelse af 22/5-17 fra DTU, til uddannelses- og forskningsministeren
24
Spm. om at beskrive den ny metode til opgørelse af investeringer på selvejeområdet, som Danmarks Statistik sammen med Finansministeriet, Undervisningsministeriet og Uddannelses- og Forskningsministeriet har udviklet, til uddannelses- og forskningsministeren