L 117 Forslag til lov om videnskabelig uredelighed m.v.

Af: Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V)
Udvalg: Uddannelses- og Forskningsudvalget
Samling: 2016-17
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 25-01-2017

Skriftlig fremsættelse (25. januar 2017)

20161_l117_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (25. januar 2017)

Uddannelses- og forskningsministeren (Søren Pind):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om videnskabelig uredelighed m.v.

(Lovforslag nr. L 117)

I begyndelsen af 2015 blev der nedsat et ekspertudvalg, der fik til opgave at foretage et eftersyn af rammerne for Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed. Ekspertudvalget afgav i december 2015 Rapport om det danske uredelighedssystem - Anbefalinger til håndtering af videnskabelig uredelighed i Danmark. Lovforslaget bygger på rapportens anbefalinger.

Med lovforslaget lægges der op til at styrke troværdigheden og integriteten i dansk forskning gennem tidssvarende rammer for håndteringen af videnskabelig uredelighed og tvivlsom forskningspraksis. Behandlingen af sager om videnskabelig uredelighed er i dag reguleret i lov om forskningsrådgivning m.v. og bekendtgørelse om Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed, mens tvivlsom forskningspraksis ikke er reguleret i lov eller bekendtgørelse.

Et særligt grundlæggende hensyn bag lovforslaget er at inddrage forskningsinstitutionerne mere i håndteringen af videnskabelig uredelighed og tvivlsom forskningspraksis. Der foreslås en model, hvor et centralt nævn, Nævnet for Videnskabelig Uredelighed, behandler sager om videnskabelig uredelighed med inddragelse af den berørte forskningsinstitution, og hvor tilfælde af tvivlsom forskningspraksis behandles decentralt på forskningsinstitutionerne.

Lovforslaget indeholder en definition af centrale begreber, herunder videnskabelig uredelighed og tvivlsom forskningspraksis, samt regler bl.a. for nedsættelse af Nævnet for Videnskabelig Uredelighed, behandling af sager om videnskabelig uredelighed og tilfælde af tvivlsom forskningspraksis, årlig rapportering fra de relevante organer og institutioner, sekretariatsbetjening af det centrale nævn og bemyndigelser.

Lovforslaget skal i øvrigt ses i sammenhæng med, at der samtidig fremsættes forslag til ny hovedlov om Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd og Danmarks Frie Forskningsfond. Sammen skal de to lovforslag erstatte lov om forskningsrådgivning m.v.

Loven foreslås at træde i kraft den 1. juli 2017.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.