Jamen det er jeg et hundrede procent enig i, og det er også derfor, vi ikke har en teknisk tilgang til det.
Altså, den tekniske tilgang er jo den, fru Mette Frederiksen gør sig til fortaler for.
Det er den, hvor vi bare lader ting blive, som de altid har været.
Og hvis man først har fået en bevilling, har man også den bevilling næste år, og så bliver den fremskrevet med pris- og lønudviklingen, og sådan kører det bare – business as usual.
At tage ejerskab og lave politik er jo at sige:
Vi er nødt til at have det, man kunne kalde et udviklingspres på alle dele af den offentlige sektor, for at man alle steder i den offentlige sektor løbende tænker over, om man kan gøre det smartere.
Jeg er nemlig enig i, at alt ikke er perfekt.
Jeg kan da også komme i tanker om situationer, hvor sygefraværet er unødig højt, hvor personalefluktuationen er unødig stor, hvor der bruges for meget på bureaukrati og for lidt på kerneopgaver.
Og det er da derfor, at vi har brug for at have det her pres, sådan at man alle steder gør alt, hvad man kan, for at oppe sig.
Så skal den politiske diskussion jo stå på, hvordan det, vi så frigør der, de milliarder, vi frigør, skal bruges.
Det kan vi rimeligvis få en stor diskussion om.
Er de til sundhedsområdet?
Skal de bruges til – hvad jeg bl.a.
synes – at folk med små arbejdsindkomster i Danmark skulle have lov til at beholde lidt mere af deres lønindkomst selv, så engagementet, kan man sige, tilskyndelsen til at arbejde blev lidt større?
Det er jo der, den politiske diskussion bør ligge.
Men at have en stor ideologisk diskussion om, at kommunerne år for år skal levere det halve af det, vi siden engang i 1980'erne har arbejdet med i staten som den almindelige standard, forstår jeg ikke helt, det må jeg sige.