Det vil jeg da gerne, men det er jeg jo ikke blevet spurgt om før nu.
Jeg vil jo virkelig prøve på at bestræbe mig på at svare på det, jeg bliver spurgt om, og det gjorde jeg også i det første spørgsmål, som gik på, om jeg kunne bekræfte, hvor meget mindre der er at være kommune for i 2019.
Svaret på det spørgsmål er, at det kan man ikke sige, før man når frem dertil og vedtager finansloven for 2019.
For så vidt angår næste år, har vi med kommunerne aftalt et omprioriteringsbidrag på 2,4 mia.
kr.
– ikke 2,5 mia., men 2,4 mia.
kr.
Det er også aftalt, at 1,9 mia.
kr.
returneres til kommunerne, og det vil sige, at der netto-netto er 0,5 mia.
kr.
mindre, i hvert fald indtil vi nu er kommet ind i finanslovsforhandlingerne, som jeg ikke ved præcis hvor ender.
Det er klart, at det da ville være nemmere at være kommune, hvis der ikke var et omprioriteringsbidrag; det siger sig selv.
Det ville også være nemmere at være minister, både i den her regering og i alle tidligere regeringer, hvis staten ikke havde et tilsvarende system, hvor ministrene har været ansvarlige for med få undtagelser at levere 2 pct.
om året.
Men vi synes nu altså, det er klogt, at man så at sige hele tiden rører i gryden for at frigøre nogle penge, som kan investeres, og jeg står ikke her og udelukker, at en del af det, der frigøres, kan geninvesteres i velfærd, også i velfærd i kommunerne.