Regeringen har jo været kendetegnet ved to ting:
En økonomi, der er gået fuldstændig i stå, og en uhørt zigzagkurs i forhold til arbejdsmarkedspolitikken.
Sidste år lavede vi en kontanthjælpsreform sammen, og det var lige før, man havde lyst til at give regeringen en bjørnekrammer, for den var jo god:
Den fik flere væk fra offentlig forsørgelse.
Men siden hen og før vi nåede at sige flere i job, har regeringen jo indført en ny ydelse sammen med den yderste venstrefløj, som fastholder flere på offentlig forsørgelse.
Man kan sige akutjobordning, man kan sige arbejdsmarkedsydelse og nu senest også kontantydelse.
Men det stopper jo ikke her, for med sidste uges finanslov ændrede regeringen i den kontanthjælpsreform, som vi indgik i fællesskab sidste år.
Det betyder bl.a., at den gensidige forsørgerpligt bliver droppet.
Den sikrede ellers det sunde princip, at man sørger for sig selv og sin familie først, før man beder naboen om hjælp.
Men hvad værre er, så vælger man også at hæve ydelsen til unge på kontanthjælp, så vi dermed trækker dem længere væk fra arbejdsmarkedet og fra uddannelse.
Det er jo mærkeligt, for tidligere var det ellers regeringens politik ikke at lade de unge spilde værdifulde måneder og år af deres liv på kontanthjælp, som den daværende beskæftigelsesminister formulerede det.
Den tidligere formand for socialrådgiverne udtrykte det jo endnu mere klart, og nu kommer der et lille citat fra hende:
»Jeg kommer heller ikke til at gå ud og slås for, at fuldstændig velfungerende unge mennesker, som kunne gå i gang med en uddannelse, og som egentlig bare går og klør røv, fordi de ikke rigtig gider, skal have en højere ydelse end SU'en.«
Nu får de her unge velfungerende en højere ydelse end SU.
Det bliver altså mere attraktivt at være på kontanthjælp end i uddannelse.
Er det rimeligt?