Tak for spørgsmålet.
Først og fremmest er jeg glad for, vi også i dag får lejligheden til at diskutere spørgsmålet om vores jøder i Danmark.
Det er en udsat gruppe, som vi skal passe særlig godt på, og det viser det tragiske terrorangreb jo med al tydelighed, desværre.
Der har under skiftende regeringer været henvendelser fra Det Jødiske Samfund omkring sikkerheden ved jødiske institutioner i deres forskellighed.
Det siger sig selv, at jeg er maksimalt optaget af sikkerheden for jøder i Danmark, som jeg i øvrigt også er det for andre grupper.
Jeg mødtes selv med Det Jødiske Samfund den 14.
januar 2015 for at diskutere bekymringer om sikkerhed og tryghed.
Lad mig bare i dag benytte lejligheden til at gentage, hvad jeg også sagde i offentligheden efter mødet:
For det første tog jeg bekymringerne fra Det Jødiske Samfund alvorligt.
For det andet gjorde jeg det klart, at vi i de dage var smerteligt bevidste om vigtigheden af, at vores jødiske medborgere kunne være trygge i Danmark – det gælder fortsat.
For det tredje gjorde jeg det meget klart, og jeg gentager det gerne, at spørgsmålet om sikkerheden for vores jøder ikke må blive et spørgsmål om økonomiske ressourcer.
Efter mødet sørgede jeg for, at informationerne tilgik PET med henblik på fornyet overvejelse hos PET om sikkerheden ved de jødiske institutioner.
Som jeg har sagt det ved andre lejligheder, er det ikke min opgave som justitsminister at diktere hverken den konkrete eller den operative beskyttelsesstrategi over for politiet.
Det er en politifaglig, og det er en sikkerhedsfaglig vurdering.
Det, der til gengæld er min opgave, det, der er regeringens opgave, det, der er Folketingets opgave, er i mine øjne at sikre, at der er det nødvendige antal kroner og øre, altså ressourcer, for at politiet kan løfte den her opgave, som det sig hør og bør.
Derfor er jeg også glad for, at det endelig er lykkedes at få et flertal i Folketinget for et aktstykke, sådan at vi netop kan styrke sikkerheden, både den fysiske omkring vores jødiske institutioner, men også at vi kan sikre en fortsat høj bevogtningsopgave.