L 98 Forslag til lov om ændring af kildeskatteloven, kursgevinstloven, selskabsskatteloven, virksomhedsskatteloven og forskellige andre love. (Exitskat og henstand for fysiske personer, gennemførelse af ændring af moder-/datterselskabsdirektivet, justering af rentefradragsbegrænsningsreglerne og opgørelsesprincipper for fordringer og gæld m.v.).

Af: Skatteminister Benny Engelbrecht (S)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2014-15 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 19-02-2015

Betænkning afgivet af Skatteudvalget den 19. februar 2015

20141_l98_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Skatteudvalget den 19. februar 2015

1. Ændringsforslag

Skatteministeren har stillet 10 ændringsforslag til lovforslaget.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 17. december 2014 og var til 1. behandling den 16. januar 2015. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Skatteudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.

Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og Skatteministeriet sendte den 3. oktober 2014 dette udkast til udvalget, jf. folketingsåret 2013-14, SAU alm. del - bilag 274. Den 17. december 2014 sendte skatteministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget 2 interne skriftlige henvendelser fra Martin Fisker Christensen, Odder, og en henvendelse fra Deloitte.

Skatteministeren har over for udvalget kommenteret de skriftlige henvendelser.

Deputationer

Endvidere har Martin Fisker Christensen, Odder, mundtligt over for udvalget redegjort for sin holdning til lovforslaget.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 8 spørgsmål til skatteministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

3. Indstillinger

Udvalget indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 1

Af skatteministeren, tiltrådt af udvalget:

1) Før nr. 1 indsættes som nyt nummer:

»1. I § 2, stk. 7, § 65 C, stk. 1, 1. pkt., to steder i § 65 C, stk. 2, og i § 65 D, stk. 1, 1. pkt., og § 65 D, stk. 3, 1. pkt., ændres »25 pct.« til: »22 pct.««

[Udvidelse, så også indkomstskattesatsen for begrænset skattepligt af royalty nedsættes til 22 pct.]

2) Nr. 4 udgår.

[Konsekvensændring som følge af ændringsforslag nr. 1]

3) I de under nr. 5 foreslåede §§ 73 B og 73 C indsættes i § 73 B, stk. 1, 1. pkt., og i § 73 C, stk. 4, 1. pkt., efter »herunder efter en«: »eventuel«.

[Præcisering af, at der henvises til en eventuel dobbeltbeskatningsoverenskomst]

4) I den under nr. 5 foreslåede § 73 C ændres i stk. 1, 2. pkt., »Henstandssaldoen« til: »Henstandsbeløbet«.

[Sproglig ændring for at sikre, at der anvendes en ensartet terminologi]

Til § 4

5) I det under nr. 1 foreslåede kapitel 6 indsættes i § 17, stk. 2, 3. pkt., efter »udsættelse med«: »indgivelse af«.

[Præcisering af, at udsættelsen vedrører indgivelsen af selvangivelsen]

Til § 13

6) I stk. 2 ændres »§ 1, nr. 4« til: »§ 1, nr. 01«.

[Konsekvensændring som følge af ændringsforslag nr. 1 og 2]

7) Stk. 3 affattes således:

»Stk. 3. § 1, nr. 5, har virkning for skattebetalinger vedrørende aktiver, der efter kildeskattelovens § 10 som affattet ved denne lovs § 1, nr. 2, anses for afhændet den 1. marts 2015 eller senere. § 4 har virkning for skattebetalinger vedrørende indestående på konto for opsparet overskud, der anses for overført efter virksomhedsskattelovens § 15 c den 1. marts 2015 eller senere.«

[Omformulering af ordlyden med henblik på tydeliggørelse]

8) I stk. 12, 2. pkt., ændres »kildeskattelovens § 10« til: »kildeskattelovens § 10, jf. lovbekendtgørelse nr. 1403 af 7. december 2010«.

[Præcisering af, at det er den gældende § 10 i kildeskatteloven, der henvises til]

9) I stk. 12, 5. pkt., ændres »overførselstidspunktet m.v.« til: »tidspunktet for overførslen m.v.«

[Tydeliggørelse af, at reglen også vedrører aktiver, der er beliggende i udlandet]

10) I stk. 13 ændres fem steder »§ 4, nr. 2« til: »§ 4«.

[Konsekvensændring, da § 4 kun indeholder ét nummer]

Bemærkninger

Til nr. 1

Personer, der ikke er undergivet fuld skattepligt til Danmark, er begrænset skattepligtige af royalty, der erhverves fra kilder i Danmark, jf. kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 8. Indkomstskatten udgør 25 pct. af royaltybeløbet, jf. kildeskattelovens § 2, stk. 7.

I kildeskattelovens § 65 C er fastsat, at den, der udbetaler royalty til en person, der er begrænset skattepligtig af den modtagne royalty, skal indeholde en kildeskat på 25 pct.

Ved § 1, nr. 4, i lovforslaget er det foreslået, at kildeskattesatsen efter kildeskattelovens § 65 C nedsættes fra 25 til 22 pct. Nedsættelsen er foreslået i konsekvens af den gradvise nedsættelse af selskabsskattesatsen, således at den fra 2016 udgør 22 pct. Hertil kommer, at det kan udgøre en diskrimination i strid med EU-rettens regler om kapitalens fri bevægelighed, hvis royaltybeskatningen af udenlandske selskaber er hårdere end royaltybeskatningen af danske selskaber.

Ved en utilsigtet fejl indgår der i det fremsatte lovforslag ikke et forslag om nedsættelse af selve indkomstskatten. Det er kun kildeskattesatsen, der er foreslået nedsat til 22 pct. På den baggrund foreslås det, at også indkomstskattesatsen for royaltybetalinger til begrænset skattepligtige personer nedsættes til 22 pct.

Til nr. 2

Der er tale om en konsekvensændring som følge af ændringsforslag nr. 1. De foreslåede ændringer i lovforslagets § 1, nr. 4, er indeholdt i ændringsforslag nr. 1.

Til nr. 3

Der er tale om en sproglig præcisering af, at reglen om adgang til at vælge henstand dækker den situation, hvor personen er skattemæssigt hjemmehørende i EU/EØS som følge af en eventuel eksisterende dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Til nr. 4

Der er tale om en sproglig tilretning, da det i den pågældende sammenhæng er mere korrekt at anvende ordet beløb i stedet for saldo.

Til nr. 5

Det foreslås præciseret, at bestemmelsen drejer sig om den situation, hvor det er selve indgivelsen af selvangivelsen, der gives udsættelse med.

Til nr. 6

Det foreslås, at der foretages en redaktionel ændring, som konsekvens af at lovforslagets § 1, nr. 4, udgår og indsættes i ændringsforslag nr. 1.

Til nr. 7

Der er tale om en sproglig omformulering med det formål at tydeliggøre, at lovforslagets § 1, nr. 5, og § 4 omhandler exitskatten af henholdsvis aktiver, der er afhændet, og indestående på konto for opsparet overskud den 1. marts 2015 eller senere. Nyaffattelsen ændrer ikke selve indholdet af bestemmelsen.

Til nr. 8

Det foreslås præciseret i ikrafttrædelsesbestemmelsen, at henvisningen til kildeskattelovens § 10 er en henvisning til den gældende § 10 i kildeskatteloven.

Til nr. 9

Der foreslås en sproglig omformulering for at tydeliggøre, at reglen også dækker de tilfælde, hvor det aktiv, der er blevet exitbeskattet, befandt sig i udlandet og dermed ikke formelt set er blevet overført fra Danmark til udlandet.

Til nr. 10

Der er tale om konsekvensændringer, da lovforslagets § 4 alene indeholder ét nummer.

Ane Halsboe-Jørgensen (S) Astrid Krag (S) Pernille Rosenkrantz-Theil (S) John Dyrby Paulsen (S) Jesper Petersen (S) Simon Kollerup (S) Thomas Jensen (S) Nadeem Farooq (RV) Camilla Hersom (RV) Andreas Steenberg (RV) Lisbeth Bech Poulsen (SF) Trine Mach (SF) Frank Aaen (EL) Stine Brix (EL) Nikolaj Villumsen (EL) Hans Andersen (V) Jacob Jensen (V) Thomas Danielsen (V) Kristian Pihl Lorentzen (V) Jan E. Jørgensen (V) Torsten Schack Pedersen (V) Troels Lund Poulsen (V) Mads Rørvig (V) fmd. Dennis Flydtkjær (DF) Mikkel Dencker (DF) Hans Kristian Skibby (DF) Karina Adsbøl (DF) Ole Birk Olesen (LA) nfmd. Brian Mikkelsen (KF)

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)47
Socialdemokratiet (S)47
Dansk Folkeparti (DF)22
Radikale Venstre (RV)17
Socialistisk Folkeparti (SF)12
Enhedslisten (EL)12
Liberal Alliance (LA)9
Det Konservative Folkeparti (KF)8
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 98

Bilagsnr.

Titel

1
Høringsskema og høringssvar, fra skatteministeren
2
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
3
Intern henvendelse af 3/2-15 fra Martin Fisker Christensen, Odder
4
Ændringsforslag, fra skatteministeren
5
1. udkast til betænkning
6
Intern henvendelse af 16/2-15 fra Martin Fisker Christensen, Odder
7
Henvendelse af 13/2-15 fra Deloitte
8
2. udkast til betænkning
9
3. udkast til betænkning


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 98

Spm.nr.
Titel
1
Spm. til bemærkningerne til lovforslaget - afsnit 2.6 - om ændring af procentsatsen for kildeskatten på udbetaling af royalties m.v., til skatteministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm., om ministeren kan sikre, at ændringerne med hensyn til exitskat ikke betyder, at der - på kort og på længere sigt - er en øget mulighed for at flytte aktiver ud af landet uden at betale skat i Danmark, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
3
Spm. om kommentar til intern henvendelse af 3/2-15 fra Martin Fisker Christensen, Odder, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
4
Spm. om kommentar til intern henvendelse af 16/2-15 fra Martin Fisker Christensen, Odder, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
5
Spm. om kommentar til henvendelse af 13/2-15 fra Deloitte, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
6
Spm., om ministeren kan bekræfte, at konsekvensen af Skatterådets afgørelse 2015.40. SR i forbindelse med L 98 betyder, at forbrugerejede fjernvarmeværkers levering af opvarmet vand til procesformål vil være skattepligtig, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
7
Spm., om ministeren er enig i, at hvis et forbrugerejet fjernvarmeværk leverer opvarmet vand til procesformål, så vil hele fjernevarmeværkets aktiviteter være omfattet af skattepligt, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
8
Spm., om ministeren mener, at det administrativt er muligt at udskille levering af opvarmet vand til procesformål i et selvstændigt selskab, og vil ministeren i givet fald sørge for, at der udarbejdes grundige vejledninger herom, til skatteministeren, og ministerens svar herpå