L 35 Forslag til lov om ændring af lov om apoteksvirksomhed og lov om tinglysning.

(Friere adgang til oprettelse m.v. af apoteksfilialer, veterinærafdelinger og apoteksudsalg, ændret procedure for Sundhedsstyrelsens meddelelse af apotekerbevilling og bidrag ved ansættelse af sygehusapotekere, ophævelse af apotekeres adgang til statsgaranti ved lånoptagelse m.v.).

Af: Minister for sundhed og forebyggelse Nick Hækkerup (S)
Udvalg: Sundheds- og Forebyggelsesudvalget
Samling: 2014-15 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 09-10-2014

Skriftlig fremsættelse (9. oktober 2014)

20141_l35_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (9. oktober 2014)

Ministeren for sundhed og forebyggelse (Nick Hækkerup)::

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af apotekerloven. (Friere adgang til oprettelse m.v. af apoteksfilialer, veteri­nær­af­delinger og apoteksudsalg, ændret procedure for Sund­heds­styrelsens meddelelse af apotekerbevilling og bidrag ved ansættelse af sygehusapotekere, ophævelse af apotekeres adgang til statsgaranti ved lånoptagelse m.v.)

(Lovforslag nr. L 35)

Lovforslaget har til formål at etablere fundamentet for en modernisering af apotekersektoren. Regeringen ønsker, at apotekersektoren fortsat skal være en del af sundhedsvæsenet. Regeringen finder derfor, at det fortsat skal være op til Sundhedsstyrelsen at bestemme, hvor der er behov for apoteker, og hvilke personer med en farmaceutisk kandidateksamen, der skal kunne meddeles bevilling til at drive apotek. Da regeringen samtidig finder det vigtigt at øge tilgængeligheden til medicin, foreslås det at give apotekere en friere adgang til at oprette apoteksenheder som supplement til deres apotek (dvs. apoteksfilialer, veterinærafdelinger af apoteker og apoteksudsalg). Det er formodningen, at dette forslag vil medføre, at der etableres flere apoteksenheder rundt omkring i landet, ligesom det vil skabe forudsætningerne for øget konkurrence inden for sektoren. Regeringen foreslår endvidere, at der etableres grundlag for at drive rene online-apoteker med deraf følgende lettere adgang til lægemiddelforsyning.

I forlængelse af regeringens opfattelse af apotekssektoren som en sektor med særlige kendetegn indeholder lovforslaget ligeledes et forslag om at kunne udstede bindende regler om, hvilke varer, der naturligt og hensigtsmæssigt knytter sig til et apoteks virksomhed, og dermed lovligt kan forhandles på et apotek. Regeringen foreslår ligeledes at skabe fundamentet for, at apotekssektoren øger sit fokus på borgernes servicebehov, herunder behov for tilgængelighed, rådgivning m.v.

Regeringen foreslår endelig en række andre moderniseringstiltag, som har til formål at modernisere de vilkår, som apotekere arbejder under, således at de bliver mere tidssvarende og med øget fokus på at understøtte en sund sektor i konkurrence.

Det drejer sig for det første om et forslag om at forpligte apotekerne til at offentliggøre oplysninger om deres virksomhed, der er relevante for borgernes valg af apotek. For det andet drejer det sig om et forslag om en ændret tilrettelæggelse af apotekernes vagttjeneste, der har sit primære fokus på borgernes behov for medicin uden for apotekernes almindelige åbningstid, og som derfor bl.a. sigter mod at skabe større sammenhæng i indretningen af sundhedsvæsenet, idet der lægges op til, at apotekernes vagttjeneste skal indrettes i tæt sammenhæng med de regionale akut- og vagtlægefunktioner. For det tredje foreslås det at inddrage en repræsentant for forbrugerne såvel som en repræsentant for patienterne i processen for meddelelse af apotekerbevilling med henblik på at øge fokus for forbrugernes og patienternes ønsker og behov i vurderingen af en ansøgers egnethed som apoteker. For det fjerde foreslår regeringen en mere tidssvarende procedure, der bidrager til, at det også fremadrettet er de bedst kvalificerede farmaceuter, der meddeles apotekerbevilling. For det femte indeholder lovforslaget et forslag om ophævelse af apotekeres adgang til at få statsgaranterede lån til finansiering af eksempelvis ombygning m.v. af apoteker, apoteksfilialer og apoteksudsalg, samt for det sjette et forslag om, at adgangen til erstatning ved nedlæggelse af apoteksfilialer og apoteksudsalg, der er oprettet eller opretholdt af apotekeren selv efter de foreslåede nye regler, dvs. uden Sundhedsstyrelsens involvering, ophæves.

I den samlede moderniseringspakke indgår endvidere en tilpasning af de økonomiske vilkår for apotekersektoren, der skal sikre, at de offentlige udgifter på apoteksområdet ikke øges som følge af de foreslåede nye muligheder for at åbne bl.a. apoteksfilialer og apoteksudsalg. De forhold, som vil påvirke de økonomiske vilkår for sektoren vedrører en omlægning af udbetalingen af tilskud til forskellige typer af apoteksenheder, en begrænset tilpasning af apotekernes udligningsordning og en ny struktur for apotekernes vagttjeneste. Hertil kommer det ovenfor nævnte forslag om ophævelse af apotekernes adgang til statsgaranti ved optagelse af lån til ombygning m.v.

Idet jeg i øvrigt tillader mig at henvise til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.