L 176 Forslag til lov om ændring af lodsloven, lov om sikkerhed til søs og forskellige andre love.

(Konkurrenceudsættelse på lodsområdet, skærpet strafniveau ved forvoldelse af søulykke eller ved sejlads i strid med godt sømandskab m.v. og undersøgelse af dykkerulykker).

Af: Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S)
Udvalg: Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget
Samling: 2013-14
Status: Delt

Betænkning

Afgivet: 28-05-2014

Betænkning afgivet af Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget den 28. maj 2014

20131_l176_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget den 28. maj 2014

1. Ændringsforslag

Der er stillet 15 ændringsforslag til lovforslaget. Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget har stillet ændringsforslag nr. 1, 13 og 14 om deling af lovforslaget. Enhedslistens medlemmer af udvalget har stillet ændringsforsalg nr. 2. Erhvervs- og vækstministeren har stillet ændringsforslag nr. 3, 6-12 og 15. Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget har stillet ændringsforslag nr. 4 og 5.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 2. april 2014 og var til 1. behandling den 22. april 2014. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 5 møder.

Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og erhvervs- og vækstministeren sendte den 20. december 2013 dette udkast til udvalget, jf. ERU alm. del - bilag 111. Den 2. april 2014 sendte erhvervs- og vækstministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget skriftlige henvendelser fra:

Danmarks Skibsmæglerforening,

Danske Havne,

Danske Lodser og Søfartens Ledere og

Aalborg Pilot ApS.

Erhvervs- og vækstministeren har over for udvalget kommenteret de skriftlige henvendelser til udvalget med undtagelse af en henvendelse, som forventes kommenteret inden 2. behandling.

Deputationer

Endvidere har følgende mundtligt over for udvalget redegjort for deres holdning til lovforslaget:

Danske Havne,

Danske Lodser og Søfartens Ledere og

Aalborg Pilot ApS.

Samråd

Udvalget har stillet 5 spørgsmål til erhvervs- og vækstministeren til mundtlig besvarelse, som denne har besvaret i et åbent samråd med udvalget den 19. maj 2014. Ministeren har efterfølgende sendt udvalget det talepapir, der dannede grundlag for ministerens besvarelse af spørgsmålene.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 47 spørgsmål til erhvervs- og vækstministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret med undtagelse af et spørgsmål, som forventes besvaret inden 2. behandling.

3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (V, S, RV, LA og KF) vil stemme for ændringsforslag nr. 1 om en deling af lovforslaget. Flertallet indstiller de under A og B nævnte lovforslag til vedtagelse med de af erhvervs- og vækstministeren stillede ændringsforslag og de af Dansk Folkeparti under nr. 13 og 14 stillede ændringsforslag. Flertallet vil stemme imod det af Enhedslisten under nr. 2 stillede ændringsforslag og de af Socialistisk Folkeparti under nr. 4 og 5 stillede ændringsforslag.

Venstres medlemmer af udvalget støtter den liberalisering, som lovforslaget er udtryk for.

I den forbindelse lægger Venstre vægt på, at der ikke med lovforslaget er lempet på de sikkerhedsbestemmelser, der sikrer skibe og miljø i de danske farvande.

Endelig noterer Venstre sig, at den »åbningstid«, hvor der kan ske lodsning i de mindre havne som i dag til takst-pris, er blevet udvidet væsentligt (fra 12 til 18 timer), hvilket alt andet lige vil være en lempelse af vilkårene for de mindre havne sammenholdt med det oprindelige lovforslag.

Et mindretal i udvalget (DF) vil stemme for ændringsforslag nr. 1 om en deling af lovforslaget. Mindretallet indstiller det under A nævnte lovforslag til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for de til det under A nævnte lovforslag stillede ændringsforslag. Mindretallet indstiller det under B nævnte lovforslag til vedtagelse med de under nr. 13-15 stillede ændringsforslag.

Et andet mindretal i udvalget (SF) vil stemme for ændringsforslag nr. 1 om en deling af lovforslaget. Mindretallet indstiller det under A nævnte lovforslag til vedtagelse med de stillede ændringsforslag. Hvis de af Socialistisk Folkeparti under nr. 4 og 5 stillede ændringsforslag ikke vedtages, indstiller mindretallet det under A nævnte lovforslag til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet indstiller det under B nævnte lovforslag til vedtagelse med de under nr. 13-15 stillede ændringsforslag.

Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget bemærker, at det for SF er helt afgørende at fastholde og udvikle det høje sikkerhedsniveau ved sejlads i danske farvande. De danske gennemsejlingsruter er nogle af verdens mest trafikerede farvande, og der er forventninger om en betydelig vækst i de kommende år, specielt når det gælder olietransporter. SF har således i mange år arbejdet for fremskridt i retning af at få obligatorisk lodsning gennem danske farvande, ligesom SF ønsker endnu større dansk pres på de flagstater, hvorfra fartøjer, der ikke anvender lods, kommer. Derfor støtter SF de forbedringer, der ligger i lovforslaget.

Efter SF's opfattelse er der derimod ikke leveret nogen som helst dokumentation for, at en fuld liberalisering af lodsområdet fører til, at flere vil anvende lods. Oplysningerne om erfaringer i andre lande er sporadiske og ikke fyldestgørende, og en fuld liberalisering vil samtidig udgøre en unødvendig  øget risiko for  sikkerheden.

SF ønsker derfor, at loven ikke skal omfatte en fuld liberalisering, og har derfor foreslået, at der forsøgsvis åbnes op indtil 2018 i begrænset omfang for at indhente erfaringer, inden en endelig beslutning træffes.

Et tredje mindretal i udvalget (EL) vil stemme for ændringsforslag nr. 1 om en deling af lovforslaget. Mindretallet indstiller det under A nævnte lovforslag til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for det af Enhedslisten under nr. 2 og de af erhvervs- og vækstministeren under nr. 3 og 6-12 stillede ændringsforslag. Mindretallet vil stemme hverken for eller imod de af Socialistisk Folkeparti under nr. 4 og 5 stillede ændringsforslag. Mindretallet indstiller det under B nævnte lovforslag til vedtagelse med de under nr. 13-15 stillede ændringsforslag.

Enhedslistens medlemmer af udvalget bemærker, at lovforslaget er et led i regeringens liberaliserings-/privatiseringsstrategi, som man også tidligere har set det med DONG, og hvor privatisering af den danske velfærdssektor såsom daginstitutioner, plejehjem, hospitaler og skoler også hyldes som en mulighed.

Derfor virker dette lovforslag også som en liberalisering for liberaliseringens egen skyld. Det her er igenigen konkurrencesamfundet, der stikker sit grimme fjæs frem, og det er mest egnet til, på trods af hvad man siger, at forringe arbejdsvilkårene og skabe lønpres på de ansatte. Det vil uundgåeligt føre til forringelse af sejladssikkerheden og forøge truslen mod vores kystnære miljø og det følsomme havmiljø.

Ved en privatisering af lodsvæsnet er der jo også en klar fare for, at der opstår en uhensigtsmæssig relation mellem et rederi og det lodseri, der gerne ser rederiet som kunde igen - måske endda fast kunde med mange lodsninger. Så kan man jo klistre lovforslaget til med skærpelse af tilsyn med lodserne og lodserierne og indberetningspligt osv., men i sidste ende er det lodsen på broen, der observerer og konstaterer, hvis noget er galt, og lodsen vil være under pres fra rederiet og sit eget lodseri, hvis den pågældende ved, at rederiet bare kan skifte lodseri ved næste gennemsejling.

Hvorfor egentlig? Hvorfor eksperimentere eller for den sags skyld »reparere« på noget, som ikke er i stykker, men som faktisk fungerer? Det eneste argument, der fremføres, som Enhedslisten har kunnet se det, er prisen på gennemsejlingslodsning. En forventet prisreduktion på 17 pct., har man regnet sig frem til på disse lodsninger, forventes at animere flere skibe til at tage lods ombord og dermed højne sejladssikkerheden. Andre høringssvar peger på, at der skulle ganske meget mere til, hvis det var den vej, man skulle gå for at få flere lodser på. Men hør nu her, priserne på gennemsejling af dansk farvand placerer sig i midten af det europæiske felt, stort set alle vores nabolande i umiddelbar nærhed ligger højere end Danmark, nogle endda betragtelig højere, når 96,3 pct. af samtlige skibe - og for tankskibenes vedkommende faktisk 100 pct. - som er omfattet af IMO-anbefalingerne om at tage lods ombord, rent faktisk følger anbefalingerne, på trods af at der ikke er tale om lodspligt, er der altså noget, der tyder på, at det ikke er de nuværende priser, det er galt med.

Læg dertil, at prisen på havnelodsningerne kan forventes at stige med måske helt op til 61 pct., som der er blevet gjort opmærksom på - det er i hvert fald det, der subsidieres for nogles vedkommende. Og her er der tale om godstransport til og fra Danmark, hvor man er i konkurrence med ikke mindst landtransporten.

Der er ingen tvivl om, at forslaget om liberalisering af lodsvæsenet først og fremmest er lavet af hensyn til rederierne og deres bundlinjer. Danmarks, måske verdens, i særklasse mest forkælede erhverv bidrager på grund af tonnageskat og DIS-aflønninger jo ikke væsentligt til fælleskassen. Alligevel skal de altså tilgodeses med endnu et »tilskud«.

Lovforslaget er uigennemtænkt og udtryk for ideologi. Socialdemokraterne har lagt en håbløs kurs med den efterhånden religiøse tilbedelse af de frie markedskræfter. De sejler tilsyneladende uden brug af kompas eller søkort, og har i hvert fald ingen lods ombord, der kan holde partiet fri af farlige rev og skær. Sådan noget plejer at ende med forlis!

Enhedslisten stemmer på den baggrund imod lovforslag A.

Et fjerde mindretal i udvalget (Uffe Elbæk (UFG)) vil stemme for ændringsforslag nr. 1 om en deling af lovforslaget. Mindretallet indstiller det under A nævnte lovforslag til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for de af erhvervs- og vækstministeren under nr. 3 og 6-12 stillede ændringsforslag. Mindretallet vil stemme hverken for eller imod det af Enhedslisten under nr. 2 stillede ændringsforslag og de af Socialistisk Folkeparti under nr. 4 og 5 stillede ændringsforslag. Mindretallet indstiller det under B nævnte lovforslag til vedtagelse med de under nr. 13-15 stillede ændringsforslag.

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

a

Ændringsforslag om deling af lovforslaget

Af et mindretal (DF), tiltrådt af et flertal (det øvrige udvalg):

1) Lovforslaget deles i to lovforslag med følgende titler og indhold:

A. »Forslag til lov om ændring af lodsloven og lov om Danpilot (Konkurrenceudsættelse på lodsområdet)« omfattende § 1, § 2, § 5, nr. 3, § 7 og § 8.

B. »Forslag til lov om ændring af lov om sikkerhed til søs, lov om sikkerhedsundersøgelse af ulykker til søs, lov om ændring af søloven og forskellige andre love og lov om søfarendes ansættelsesforhold (Skærpet strafniveau ved forvoldelse af søulykke eller ved sejlads i strid med godt sømandskab m.v. og undersøgelse af dykkerulykker)« omfattende § 3, § 4, § 5, nr. 1 og 2 og §§ 6, 7 og 8.

[Deling af lovforslaget]

b

Ændringsforslag til det under A nævnte lovforslag

Til § 1

Af et mindretal (EL), tiltrådt af et mindretal (DF og SF):

2) Efter nr. 2 indsættes som nye numre:

»01. § 8, stk. 1, affattes således:

»I forbindelse med lodsning kan lodsen mod betaling fastsat af det lodseri, som lodsen er beskæftiget i, medtage og sidemandsoplære en lodsaspirant eller medtage en anden lods til vedligeholdelse af dennes kendskab til farvandet.«

02. I § 8, stk. 2, udgår »endvidere«.«

[Lodsen/lodserierne får mulighed for at kræve betaling for sidemandsoplæring og vedligeholdelse af andre lodsers farvandskendskab]

Af erhvervs- og vækstministeren, tiltrådt af udvalget:

3) I den under nr. 3 foreslåede § 13 ændres i stk. 1 »Gennemsejlingslodsning« til: »Gennemsejlingslodsning i dansk farvand«, og »til gennemsejlingslodsning« til: »til gennemsejlingslodsning i dansk farvand«.

[Præcisering]

Af et mindretal (SF), tiltrådt af et mindretal (DF):

4) I den under nr. 3 foreslåede § 13 affattes stk. 2 og 3 således:

»Stk. 2. Søfartsstyrelsen kan efter ansøgning give private lodserier tilladelse til at foretage op til i alt 800 gennemsejlingslodsninger årligt i dansk farvand. Efter en evaluering i 2018 kan der gives yderligere tilladelse til at foretage gennemsejlingslodsninger med henblik på en fuld liberalisering af gennemsejlingslodsningerne.

Stk. 3. Tilladelsen meddeles med virkning fra 2016 og for op til 4 år.«

[Begrænsning af konkurrenceudsættelsen på gennemsejlingsområdet]

5) I den under nr. 3 foreslåede § 13 affattes stk. 5 således:

»Stk. 5. Erhvervs- og vækstministeren kan efter en evaluering i 2018 fastsætte regler om antallet af gennemsejlingslodsninger, der må foretages af private lodserier.«

[Begrænsning af konkurrenceudsættelsen på gennemsejlingsområdet]

Af erhvervs- og vækstministeren, tiltrådt af udvalget:

6) I den under nr. 4 foreslåede § 19 ændres i stk. 4 »12 sammenhængende timer« til: »18 sammenhængende timer«.

[Den normale lodsningsperiode for mindre havne udvides til 18 timer]

7) Efter nr. 7 indsættes som nyt nummer:

»03. I § 28, stk. 1, nr. 1, ændres »loven eller« til: »loven,«.«

[Konsekvensændring]

8) Efter nr. 9 indsættes som nyt nummer:

»04. I § 30, stk. 1, nr. 1, ændres »loven eller« til: »loven,«.«

[Konsekvensændring]

9) Efter nr. 14 indsættes som nyt nummer:

»05. Efter kapitel 13 a indsættes:

»Kapitel 13 b

Lodsning i grønlandske farvande

§ 33 b. Lodsning i grønlandske farvande, som er foreskrevet i medfør af § 3, stk. 3, i lov om sikkerhed til søs, må kun udføres af en lods, som i henhold til § 12 er certificeret til at foretage lodsning i det pågældende område.

Stk. 2. Erhvervs- og vækstministeren kan indgå aftaler med lodserier om, at de inden for et fastsat varsel skal stille lods til rådighed for skibe, som er omfattet af lodspligten, der er foreskrevet i medfør af § 3, stk. 3, i lov om sikkerhed til søs.

Stk. 3. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om, at statsligt ejede lodserier inden for et fastsat varsel skal stille lods til rådighed for skibe, som er omfattet af lodspligten, der er foreskrevet i medfør af § 3, stk. 3, i lov om sikkerhed til søs.

Stk. 4. Bestemmelserne i §§ 8 og 9, § 11, stk. 3, §§ 12, 14 og 16-18, § 19, stk. 6, § 19 a, § 20, stk. 1, §§ 24-33 a og § 34, stk. 1, 4 og 5, finder anvendelse for lodsning, som er omfattet af stk. 1.««

[Lovteknisk justering]

10) Efter nr. 15 indsættes som nye numre:

»06. I § 34, stk. 3, indsættes efter »nævnte tilfælde«: », og den pågældende leder ikke sikrer, at politiet eller Søfartsstyrelsen underrettes herom uden unødigt ophold efter skibets anløb til havnen«.

07. I § 40 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. §§ 8 og 9, § 11, stk. 3, §§ 12, 14 og 16-18, § 19, stk. 6, § 19 a, § 20, stk. 1, §§ 24-33 b og § 34, stk. 1, 4 og 5, kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.««

[Lempelse af strafansvaret for havnedirektører, der sikrer underretning af myndighederne om anløb til havnen af skibe, der ikke overholder lodspligten, og lovteknisk justering]

Til § 5

11) Nr. 3 affattes således:

»3. § 4, nr. 2 og 3, ophæves.«

[Lovteknisk justering]

Til § 8

12) I stk. 2 ændres »§§ 2-5« til: »§§ 2 og 5«, og i stk. 3 ændres »§ 5 kan helt eller delvis« til: »§ 5 kan ved kongelig anordning helt eller delvis«.

[Præcisering]

c

Ændringsforslag til det under B nævnte lovforslag

Til § 7

Af et mindretal (DF), tiltrådt af et flertal (det øvrige udvalg):

13) I stk. 2 ændres »§§ 1 og 5« til: »§ 5«.

Til § 8

14) I stk. 2 ændres »Lodslovens § 19, stk. 5, og § 19 a, som affattet ved § 1, nr. 4, og §§ 2-5« til: »§§ 3-5«.

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 1 om deling af lovforslaget]

Af erhvervs- og vækstministeren, tiltrådt af udvalget:

15) I stk. 3 ændres »§ 5 kan helt eller delvis« til: »§ 5 kan ved kongelig anordning helt eller delvis«.

[Præcisering]

Bemærkninger

Til nr. 1, 13 og 14

Det foreslås at dele lovforslaget i to lovforslag. Det ene lovforslag (A) indeholder ændringerne omhandlende konkurrenceudsættelse på lodsområdet. Det andet lovforslag (B) indeholder ændringerne omhandlende skærpet strafniveau ved forvoldelse af søulykke eller ved sejlads i strid med godt sømandskab m.v. og undersøgelse af dykkerulykker.

Til nr. 2

Ændringsforslaget betyder, at lodsen fremover kan få betaling ved oplæring af nye lodser og ved medtagelse af en anden lods til vedligeholdelse af dennes kendskab til farvandet. Efter gældende regler har lodsen i dag pligt hertil, men uden at kunne kræve betaling herfor.

Enhedslisten finder det ikke rimeligt, at lodser og lodserier i en konkurrencesituation kan pålægges henholdsvis at oplære nye lodser og at vedligeholde kendskab til et farvand hos andre lodser fra konkurrerende lodserier uden betaling. Enhedslisten finder det helt uacceptabelt, at lodser og lodserier (dvs. DanPilot og lodserne beskæftiget her) på denne måde gratis skal medvirke til at »undergrave« deres egen arbejdsplads, fordi regeringen vil tvinge en liberalisering igennem, som der i virkeligheden ikke er markedsmæssig baggrund for.

Til nr. 3

Det præciseres, at det er gennemsejlingslodsning i dansk farvand, der kun må foretages af lodser ansat i DanPilot og lodser ansat i private lodserier, der har fået tilladelse hertil af Søfartsstyrelsen. Det præciseres desuden, at bestemmelsen om, at kun sådanne lodser må formidles til gennemsejlingslodsning, kun gælder for gennemsejlingslodsning i dansk farvand.

Til nr. 4 og 5

Ændringsforslagene medfører, at alene den første fase af konkurrenceudsættelsen gennemføres i 2016, og at ingen yderligere konkurrenceudsættelse sættes i gang før en evaluering i 2018.

Til nr. 6

Ændringsforslaget indebærer, at den normale lodsningsperiode for de mindre havne udvides fra 12 til 18 timer. DanPilot vil fortsat have forsyningspligt 24 timer i døgnet, men lodsninger, som foretages af DanPilot til eller fra de mindre havne uden for 18-timersperioden, vil skulle udføres til markedspris, uanset om der er tale om lodsning af skibe, som er undergivet lodspligt.

Til nr. 7

Ændringen er alene en sproglig justering af bestemmelsen som konsekvens af, at der med lovforslaget indsættes et nyt nr. 2 i lodslovens § 28, stk. 1. Ændringen har intet materielt indhold.

Til nr. 8

Ændringen er alene en sproglig justering af bestemmelsen, som konsekvens af at der med lovforslaget indsættes et nyt nr. 2 i lodslovens § 30, stk. 1. Ændringen har intet materielt indhold.

Til nr. 9

Der er tale om en lovteknisk justering. Med lovforslaget foretages en konsekvensændring af henvisningen til lodslovens § 19 i de bestemmelser om lodsning i grønlandske farvande, der indgår i lov nr. 618 af 12. juni 2013 om ændring af søloven og forskellige andre love. Da de pågældende bestemmelser endnu ikke er trådt i kraft, gennemføres konsekvensændringen, ved at bestemmelserne ophæves og affattes på ny. Ændringen har intet materielt indhold.

Til nr. 10

Ad nr. 06

Lodslovens § 34, stk. 3, hvorefter en havnedirektør kan straffes, hvis havnen modtager et skib, som ikke har taget lods, selv om det er omfattet af lodspligt, har til formål at fremme skibenes overholdelse af lodspligten, idet de enkelte havne i vidt omfang kan motivere skibenes førere til at efterleve lodspligten.

Der er fortsat behov for, at havnene medvirker i sikringen af, at skibene tager lods. Det vurderes dog, at strafansvaret for havnedirektøren er for vidtgående. Bestemmelsen har ikke været anvendt i praksis.

Bestemmelsen foreslås derfor lempet, således at en havnedirektør ikke kan straffes efter bestemmelsen, såfremt den pågældende efter skibets ankomst sikrer, at myndighederne underrettes om skibets manglende overholdelse af lodspligten. Havnedirektøren kan således ikke straffes, såfremt den pågældende sikrer, at Søfartsstyrelsen eller politiet underrettes om skibets overtrædelse af lodspligten uden ugrundet ophold efter skibets anløb til havnen. Havnedirektøren kan kun straffes, såfremt den pågældende har kendskab til overtrædelsen, medmindre den pågældende bevidst holder sig i uvidenhed herom.

Ad nr. 07

Der er tale om en lovteknisk justering. Med lovforslaget foretages en konsekvensændring af henvisningen til lodslovens § 19 i de bestemmelser om lodsning i grønlandske farvande, der indgår i lov nr. 618 af 12. juni 2013 om ændring af søloven og forskellige andre love. Da de pågældende bestemmelser endnu ikke er trådt i kraft, gennemføres konsekvensændringen, ved at bestemmelserne ophæves og affattes på ny. Ændringen har intet materielt indhold.

Til nr. 11

Der er tale om en lovteknisk justering, der hænger sammen med ændringsforslag nr. 8 og 9, hvorved bestemmelserne i lov nr. 618 af 12. juni 2013 om lodsning i grønlandske farvande nyaffattes. Nyaffattelsen af bestemmelserne indebærer, at lovforslagets ændring i bestemmelserne skal ophæves. Ændringen har intet materielt indhold.

Til nr. 12 og 15

Det præciseres, at en ikraftsættelse for Færøerne af lovforslagets § 5 kun kan ske ved kongelig anordning.

Benny Engelbrecht (S) Julie Skovsby (S) Anne Sina (S) Mette Reissmann (S) Karin Gaardsted (S) fmd. Peder Christensen (S) Ole Sohn (S) Ida Auken (RV) Nadeem Farooq (RV) Jeppe Mikkelsen (RV) Steen Gade (SF) Lisbeth Bech Poulsen (SF) Frank Aaen (EL) Stine Brix (EL) Uffe Elbæk (UFG) Kim Andersen (V) Michael Aastrup Jensen (V) Anne-Mette Winther Christiansen (V) nfmd. Preben Bang Henriksen (V) Torsten Schack Pedersen (V) Jakob Engel-Schmidt (V) Hans Christian Schmidt (V) Hans Christian Thoning (V) Hans Kristian Skibby (DF) Dennis Flydtkjær (DF) Mette Hjermind Dencker (DF) Kim Christiansen (DF) Joachim B. Olsen (LA) Brian Mikkelsen (KF)

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)47
Socialdemokratiet (S)47
Dansk Folkeparti (DF)22
Radikale Venstre (RV)17
Socialistisk Folkeparti (SF)12
Enhedslisten (EL)12
Liberal Alliance (LA)9
Det Konservative Folkeparti (KF)8
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 176

Bilagsnr.

Titel

1
Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervs- og vækstministeren
2
Henvendelse af 7/4-14 fra Aalborg Pilot ApS
3
Notat af 30/4-14 fra Danske Havne
4
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
5
Materiale til brug for Søfartens Lederes og Danske Lodsers foretræde for udvalget 8/5-14
6
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
7
Præsentation fra Søfartens Lederes og Danske Lodsers fælles foretræde 8/5-14
8
Henvendelse af 14/5-14 fra Danmarks Skibsmæglerforening
9
Henvendelse af 19/5-14 fra Aalborg Pilot ApS
10
Henvendelse af 21/5-14 fra Aalborg Pilot ApS
11
Ændringsforslag fra erhvervs- og vækstministeren
12
1. udkast til betænkning
13
2. udkast til betænkning
14
3. udkast til betænkning
15
4. udkast til betænkning
16
Henvendelse af 28/5-14 fra Aalborg Pilot ApS
17
Ændringsforslag fra erhvervs- og vækstministeren
18
5. udkast til betænkning


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 176

Spm.nr.
Titel
1
Spm. om kommentar til henvendelsen af 7/4-14 fra Aalborg Pilot ApS, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm., om ministeren vil redegøre for de kommunaløkonomiske tab og konsekvenser for Langeland, Ærø og Svendborg, der måtte blive ramt af tab som følge af lovforslaget, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
3
Spm. om en liste over de havne, der efter senest tilgængelige oplysninger vil blive omfattet af begrebet »mindre havn«, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
4
Spm. om antallet af anløb til de under spørgsmål 3 nævnte havne, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
5
Spm. om, i hvor mange af de under spørgsmål 4 nævnte anløb der blev rekvireret lodsbistand, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
6
Spm., om de under spørgsmål 5 nævnte lodsninger er foretaget om natten eller om dagen (kl. 06-18), til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
7
Spm., om der foreligger oplysninger, der indikerer, hvornår »åbningstiden« i forslaget, for så vidt angår små havne, vil blive placeret, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
8
Spm., om der foreligger antagelser vedrørende størrelsen af den merpris, der forventes at skulle betales ved lodsning uden for åbningstiden, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
9
Spm. om en redegørelse for de forventede økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser for de i spørgsmål 3 nævnte havne for det tilfælde, at der som angivet i forslaget vedtages »åbningstid«, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
10
Spm. om en redegørelse for den forventede størrelse på det forsyningsbidrag, der skal betales ved lodsning af et skib af en given størrelse, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
11
Spm. om, hvorfor rapporten »Økonomiske effekter for DanPilot som følge af forslag til ændring af lodsloven«, udarbejdet af erhvervsadvokatfirmaet Gorrissen Federspiel, ikke længere er at finde på DanPilots hjemmeside, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
12
Fejloprettelse
13
Spm. om kommentar til notatet af 30/4-14 fra Danske Havne, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
14
Spm. om, hvad regeringen og/eller DanPilot har foretaget sig for at forøge anvendelsen af lods ved gennemsejling gennem bilateral kontakt til flagstater, rederier m.v. og gennem FN og EU, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
15
Spm., om regeringen og/eller DanPilot har kortlagt, hvilke rederier og skibe der som hovedregel ikke anvender lods, og om det i bekræftende fald er information, der er offentligt tilgængelig, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
16
Spm. om, hvilke tiltag ministeriet har undersøgt med henblik på at sikre øget anvendelse af lods ved gennemsejling, og hvilken effekt disse tiltag kan have, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
17
Spm. om, hvilke muligheder der ligger for vedtagelser i IMO eller EU, som vil kunne sikre større anvendelse af lods ved gennemsejling i farvande som de danske, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
18
Spm., om Danmark som flagstat ved lov kan pålægge skibe under dansk flag altid at anvende lods ved gennemsejling af bestemte farvande i verden, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
19
Spm. om fremsendelse af et notat, som redegør for de udenlandske eksempler på konkurrenceudsættelse eller opsplitning af lodstjenesten, som regeringen har kendskab til, erfaringerne hermed (uheldsfrekvens, øget anvendelse af lods og priser) samt status i de enkelte tilfælde, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
20
Spm., om ministeren vil stille et ændringsforslag, således at alene første fase af konkurrenceudsættelsen gennemføres i 2016 og ingen yderligere konkurrenceudsættelse sættes i gang før en evaluering i 2018, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
21
Spm. om kommentar til materiale fra Søfartens Ledere og Danske Lodser, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
22
Spm. om kommentar til artiklen »Lovforslag om lodsliberalisering er i strid med international traktat« fra Søfartens Lederes hjemmeside, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
23
Spm. om kommentar til præsentationen fra Søfartens Lederes og Danske Lodsers fælles foretræde 8/5-14, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
24
Spm., om DanPilot er forpligtet til at foretage lodsninger i døgnets 24 timer alle årets dage og i alle områder, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
25
Spm., om der er områder og/eller tidspunkter i løbet af et døgn eller et år, hvor DanPilot ikke foretager lodsning eller ikke er forpligtet hertil, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
26
Spm. om, hvor mange lodsninger DanPilot foretager fordelt på områder og tidspunkter, samt prisfastsættelsen for DanPilots lodsninger, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
27
Spm. om, hvordan der er sikret eller kan sikres transparens og gennemsigtighed i forhold til anvendelsen af midlerne i Forsyningspuljen, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
28
Spm. om, hvem der er organiseret i Søfartens Ledere, og hvorfor private lodser ikke er med i Søfartens Ledere, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
29
Spm., om det ikke er urimelige konkurrencevilkår for private lodser, at private lodser skal indbetale forsyningsbidrag for en given lodsning til Forsyningspuljen, mens DanPilot kan udføre samme lodsning med underskud og overføre midler fra Forsyningspuljen til dækning af underskuddet på den pågældende lodsning, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
30
Spm., om ministeren vil stille ændringsforslag om en deling af lovforslaget, således at de elementer i lovforslaget, der gør det muligt, at dykkerulykker kan undersøges af Den Maritime Havarikommission, og de elementer, der skærper strafniveauet for visse søulykker, udskilles til et selvstændig lovforslag, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
31
MFU spm., om ministeren kan garantere, at lovforslaget ikke er i strid med den såkaldte Øresundstraktat, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
32
MFU spm., om ministeren er enig i, at liberaliseringen af gennemsejlingslodsningen vil medføre differentierede priser gennem f.eks. storkunderabatter, og at dette kan være i strid med Øresundstraktatens forpligtelse for Danmark til ens priser for lodsning for gennemsejlende skibe, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
33
MFU spm., om ministeren er enig i, at opkrævning af et forsyningsbidrag som foreslået i lovforslaget kan være i strid med Øresundstraktatens forpligtelser for Danmark til ikke at opkræve afgifter af nogen art på skibe, der gennemsejler de danske farvande, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
34
MFU spm., om ministeren har konsulteret nogle af de lande, som Danmark i henhold til Øresundstraktaten er forpligtet over for i henseende til opkrævning af afgifter og ens lodstakster på gennemsejlende skibe, med henblik på de pågældende landes vurdering af, om de vil føle sig krænket af forslagene om differentierede priser og opkrævning af forsyningsbidrag, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
35
Spm. om kommentar til henvendelsen af 14/5-14 fra Danmarks Skibsmæglerforening, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
36
Spm., om besvarelsen af spørgsmål 4 skal forstås således, at der ikke har været anløb til de havne, hvor der i den i besvarelsen anførte tabel ikke er angivet tal, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
37
Spm., om ministeren mere specifikt kan oplyse eller subsidiært anslå for de enkelte havne, hvor mange lodsanlæg der har været tale om, herunder hvor mange lodsanløb, der har været i tidsperioden kl. 07-19 og i tidsperioden kl. 19-07, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
38
Spm. om, hvilke havne der ville falde ind under »åbningstidsreglen«, hvis procentsatsen var f.eks. ¼ i stedet for den foreslåede procentsats ½, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
39
Spm. om, hvor mange anløb til de pågældende havne, som er nævnt i svaret på spørgsmål 3, der har benyttet lods i henholdsvis 2010, 2011 og 2012, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
40
Spm. om oversendelse af talepapir fra samrådet den 19/5-14, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
41
Spm. om teknisk bistand til udformning af ændringsforslag, hvorefter alene første fase af konkurrenceudsættelsen gennemføres i 2016 og ingen yderligere konkurrenceudsættelse sættes i gang før en evaluering i 2018, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
42
Spm., om regeringen vil rette henvendelse til de relevante flagstater med henblik på en bilateral aftale om, at skibe fra flagstaten altid bruger lods ved gennemsejling af danske farvande, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
43
Spm., om ministeren finder, at skibe under bekvemmelighedsflag kan overtales til at tage lods om bord på grund af en lavere pris som følge af øget konkurrence, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
44
Spm. om oversendelse af et notat, der for de i svaret på spørgsmål 19 nævnte lande - og for Canada - sammenligner uheldsfrekvensen siden konkurrenceudsættelsen med frekvensen forud for konkurrenceudsættelsen, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
45
Spm. om kommentar til henvendelsen af 19/5-14 fra Aalborg Pilot ApS, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
46
Spm. om kommentar til henvendelsen af 21/5-14 fra Aalborg Pilot ApS, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
47
Spm., om ministeren kan bekræfte modtagelsen af og beskrive indholdet i en bekymret henvendelse fra ministeren for økonomi, beskæftigelse, transport og teknologi i Schleswig-Holstein, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
48
Spm. om kommentar til henvendelsen af 28/5-14 fra Aalborg Pilot ApS, til erhvervs- og vækstministeren


Oversigt over samrådsspørgsmål vedrørende L 176

Samråds-spm.nr.
Titel
A
Samrådsspm. om, hvordan det sikres, at der ikke sker forringelser af sikkerheden til søs, til erhvervs- og vækstministeren
B
Samrådsspm. om krav til uddannelse og lokalkendskab i forbindelse med lodsning, til erhvervs- og vækstministeren
C
Samrådsspm. om, hvordan forsyningspligten med lodsning til tabsgivende opgaver vil blive tilrettelagt, til erhvervs- og vækstministeren
D
Samrådsspm. om, hvor meget en lods tjener i gennemsnit, til erhvervs- og vækstministeren
E
Samrådsspm. om at redegøre for den manglende sammenhæng mellem landdistriktspolitikken og regeringens lovforslag, til erhvervs- og vækstministeren