L 66 Forslag til lov om indgåelse af dobbeltbeskatningsaftale mellem Danmark og Kina.

Af: Skatteminister Holger K. Nielsen (SF)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2012-13
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 14-11-2012

Skriftlig fremsættelse (14. november 2012)

20121_l66_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (14. november 2012)

Skatteministeren (Holger K. Nielsen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om indgåelse af dobbeltbeskatningsaftale mellem Danmark og Kina

(Lovforslag nr. L 66)

Formålet med lovforslaget er at indhente Folketingets samtykke til, at regeringen tiltræder en ny dobbeltbeskatningsaftale mellem Danmark og Kina. Aftalen blev underskrevet 16. juni 2012 og skal afløse den nuværende aftale fra 1986, som ikke længere afspejler nutidens forhold.


Aftalen har regler for, hvornår Danmark henholdsvis Kina kan beskatte forskellige former for indkomst, som en person eller et selskab, der er hjemmehørende i den ene stat (bopælsstaten), modtager fra den anden stat (kildestaten), og om hvordan bopælsstaten skal lempe dobbeltbeskatning, når begge stater beskatter samme person eller selskab af samme indkomst.


Efter aftalen kan kildestaten beskatte udbytte udloddet fra et datterselskab i denne stat til et moderselskab i den anden stat, men skatten må højst være på 5 pct. I andre tilfælde kan kildestaten beskatte udbyttet, men højst med 10 pct. Kildestaten kan beskatte renter med højst 10 pct. samt royalties med højst 10 pct., dog kun højst 7 pct., for så vidt angår vederlag for leje af industrielt, kommercielt eller videnskabeligt udstyr.


Offentlige ydelser (herunder sociale pensioner) og tjenestemandspensioner kan beskattes i kildestaten. Det samme gælder for private pensioner, hvis kildestaten har givet skattefradrag for indbetalinger til ordningen.


Dobbeltbeskatning lempes efter credit-metoden, så Danmark som bopælsstat skal nedsætte sin skat af indkomst fra Kina med den skat, der er betalt i Kina af denne indkomst. Nedsættelsen kan dog højst udgøre et beløb svarende til den danske skat, som falder på den kinesiske indkomst.


Lovforslaget skønnes at medføre administrative merudgifter i størrelsesordenen 100.000 kr. til systemtilretning. Dets økonomiske konsekvenser for det offentlige og erhvervslivet skønnes at være begrænsede.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings hurtige og velvillige behandling.