L 81 Forslag til lov om ændring af lov om en garantifond for indskydere og investorer, lov om finansiel virksomhed, lov om værdipapirhandel m.v., lov om finansiel stabilitet og ligningsloven.

(Ændring af finansieringsformen for Garantifonden for Indskydere og Investorer, udvidelse af medgiftsordningen, opretholdelse af tilladelse som led i krisehåndtering og Finanstilsynets videregivelse af fortrolige oplysninger m.v.).

Af: Erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF)
Udvalg: Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget
Samling: 2011-12
Status: Stadfæstet

Lovforslag som vedtaget

Vedtaget: 22-03-2012

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 22. marts 2012

20111_l81_som_vedtaget.pdf
Html-version

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 22. marts 2012

Forslag

til

Lov om ændring af lov om en garantifond for indskydere og investorer, lov om finansiel virksomhed, lov om værdipapirhandel m.v., lov om finansiel stabilitet og ligningsloven

(Ændring af finansieringsformen for Garantifonden for Indskydere og Investorer, udvidelse af medgiftsordningen, opretholdelse af tilladelse som led i krisehåndtering og Finanstilsynets videregivelse af fortrolige oplysninger m.v.)

§ 1

I lov om en garantifond for indskydere og investorer, jf. lovbekendtgørelse nr. 133 af 22. februar 2011, som ændret ved § 30 i lov nr. 718 af 25. juni 2010, § 1 i lov nr. 619 af 14. juni 2011, § 1 i lov nr. 1061 af 22. november 2011 og § 6 i lov nr. 155 af 28. februar 2012, foretages følgende ændringer:

1. Overalt i loven ændres »afviklingsafdelingen« til: »afviklings- og restruktureringsafdelingen«.

2. Overalt i loven ændres »Afviklingsafdelingen« til: »Afviklings- og restruktureringsafdelingen«.

3. Overalt i loven ændres »afviklingsafdelingens« til: »afviklings- og restruktureringsafdelingens«.

4. Overalt i loven ændres »Afviklingsafdelingens« til: »Afviklings- og restruktureringsafdelingens«.

5. § 2 a, stk. 1, affattes således:

»Overtager et datterselskab til Finansiel Stabilitet A/S et pengeinstituts virksomhed eller dele heraf efter kapitel 4 b eller 4 d i lov om finansiel stabilitet, skal Fonden via afviklings- og restruktureringsafdelingen stille en tabskaution over for Finansiel Stabilitet A/S for Finansiel Stabilitet A/S' kapitalisering af datterselskabet, for Finansiel Stabilitet A/S' tildeling af likviditetsramme til datterselskabet og for eventuelt underskud i Finansiel Stabilitet A/S' datterselskab som følge af afviklingen.«

6. § 5, stk. 5, affattes således:

»Stk. 5. Afviklings- og restruktureringsafdelingen omfatter afvikling af de i § 3, stk. 1, nr. 1, nævnte institutter i henhold til kapitel 4 b-4 d i lov om finansiel stabilitet samt den i § 2 a nævnte tabskaution samt restrukturering af disse institutter, der er blevet nødlidende.«

7. § 7 affattes således:

»§ 7. Pengeinstitutternes samlede årlige bidrag til pengeinstitutafdelingen skal udgøre 2,5 promille af de dækkede nettoindskud opgjort pr. 1. oktober det foregående år, jf. dog stk. 5.

Stk. 2. Hvis formuen i pengeinstitutafdelingen overstiger 1 pct. af de dækkede nettoindskud, ophører pengeinstitutternes bidragspligt. Bidragspligten genoptages, hvis formuen ikke længere overstiger 1 pct. af de dækkede nettoindskud.

Stk. 3. Pengeinstitutternes årlige bidrag forfalder til betaling senest den 10. januar. Hvis et pengeinstitut ophører med at have dækkede nettoindskud i løbet af det pågældende kalenderår, tilbagebetales en forholdsmæssig del af pengeinstituttets indbetalte årlige bidrag. Den forholdsmæssige tilbagebetaling beregnes fra kvartalet efter pengeinstituttets udtræden og frem til kalenderårets udgang. Tilbagebetaling af bidrag herudover kan ikke finde sted.

Stk. 4. Det påhviler Fondens bestyrelse at sikre en forsvarlig likviditet i pengeinstitutafdelingen. Den samlede likviditet i form af likvide aktiver og lånetilsagn skal til en­hver tid mindst udgøre 0,75 pct. af de dækkede nettoindskud. Hvis Fonden ikke opfylder likviditetskravet, skal dette snarest meddeles Finanstilsynet.

Stk. 5. Fondens bestyrelse kan forhøje det årlige bidrag ekstraordinært, hvis pengeinstitutafdelingens finansielle forhold tilsiger det. Efter forhandling med Danmarks Nationalbank kan Finanstilsynet påbyde Fondens bestyrelse at forhøje det årlige bidrag ekstraordinært, hvis pengeinstitutafdelingens finansielle forhold tilsiger det.

Stk. 6. Finanstilsynet kan efter indstilling fra Fondens bestyrelse fastsætte nærmere regler om bidrag.«

8. Efter § 7 indsættes:

»§ 7 a. Fondens midler skal for realkreditafdelingens og fondsmæglerselskabsafdelingens vedkommende bestå af bidrag og indeståelser og skal for hver afdeling udgøre mindst 10 mio. kr. De i § 3, stk. 1, nr. 2 og 3, angivne institutters individuelle bidrag beregnes med udgangspunkt i dækkede midler og dækkede værdipapirer.

Stk. 2. Til brug for afvikling efter kapitel 4 b og 4 d i lov om finansiel stabilitet af de i § 3, stk. 1, nr. 1, angivne institutter samt den i § 2 a nævnte tabskaution skal Fondens midler for afviklings- og restruktureringsafdelingens vedkommende udgøre 3,2 mia. kr. i indeståelser fra disse institutter.

Stk. 3. Til brug for restrukturering, herunder dækning af omkostninger forbundet med udtrædelse af datacentraler i forbindelse med enten en fusion, hvor det ene pengeinstitut er nødlidende, eller en aktivoverdragelse, hvor det overdragende institut afvikles efter kapitel 4 b-4 d i lov om finansiel stabilitet, skal Fondens midler for afviklings- og restruktureringsafdelingens vedkommende udgøre 1 mia. kr. bestående af indeståelser eller kontante indbetalinger fra de i § 3, stk. 1, nr. 1, angivne institutter.

Stk. 4. Pengeinstitutternes samlede bidrag til afviklings- og restruktureringsafdelingen kan inden for et regnskabsår højst udgøre et beløb svarende til 2 promille af institutternes indlånsmasse.

Stk. 5. Finanstilsynet kan efter indstilling fra Fondens bestyrelse fastsætte nærmere regler om bidrag.«

9. § 18, stk. 4, affattes således:

»Stk. 4. Afviklings- og restruktureringsafdelingens værdiansættelsesråd består af 4 medlemmer, der repræsenterer institutterne nævnt i § 3, stk. 1, nr. 1. Medlemmerne og et passende antal suppleanter udpeges af erhvervs- og vækstministeren efter indstilling fra Finansrådet for 1 år ad gangen. Værdiansættelsesrådet vælger 1 formand og 1 næstformand blandt sine medlemmer. De udpegede suppleanter er som udgangspunkt ikke personlige. For formanden og næstformanden i værdiansættelsesrådet kan der dog tillige udpeges personlige suppleanter. § 21 c finder tilsvarende anvendelse for medlemmer af værdiansættelsesrådet og dets suppleanter.«

§ 2

I lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 885 af 8. august 2011, som ændret ved § 14 i lov nr. 1382 af 28. december 2011 og § 1 i lov nr. 155 af 28. februar 2012, foretages følgende ændringer:

1. I § 225, stk. 1, indsættes efter »tilladelsen«: », jf. dog stk. 4 og 5«.

2. I § 225, stk. 3, indsættes efter »tilladelse«: », jf. dog stk. 4 og 5«.

3. I § 225 indsættes som stk. 4 og 5:

»Stk. 4. Finanstilsynet fastsætter fristen i stk. 1 og 3 under hensyntagen til sagens karakter og de konkrete omstændigheder. Fristen kan forlænges, hvis Finanstilsynet skønner det nødvendigt.

Stk. 5. Finanstilsynet kan undlade at inddrage tilladelsen efter stk. 1 og 3, når hensynet til en hensigtsmæssig krisehåndtering eller afvikling taler herfor.«

4. § 354, stk. 6, nr. 10, affattes således:

»10) Interessenter, herunder myndigheder, involveret i forsøg på at redde en nødlidende finansiel virksomhed, når Finanstilsynet har modtaget et mandat fra erhvervs- og vækstministeren, og under forudsætning af at modtagerne af oplysningerne har behov herfor.«

5. § 354, stk. 6, nr. 14, affattes således:

»14) Finansiel Stabilitet A/S, under forudsætning af at Finansiel Stabilitet A/S har behov herfor til varetagelse af sine opgaver.«

6. § 354, stk. 6, nr. 15, affattes således:

»15) Erhvervs- og Vækstministeriet i sager om behandling af ansøgninger om og sager om statsligt kapitalindskud, jf. lov om statsligt kapitalindskud i kreditinstitutter.«

7. I § 354, stk. 6, indsættes efter nr. 15 som nyt nummer:

»16) Udvalg, grupper m.v. nedsat af erhvervs- og vækstministeren, der har til formål at drøfte og koordinere indsatsen for at sikre den finansielle stabilitet.«

Nr. 16-30 bliver herefter nr. 17-31.

8. I § 354, stk. 8, ændres »stk. 6, nr. 21« til: »stk. 6, nr. 22«.

9. I § 354, stk. 10, ændres »stk. 6, nr. 27« til: »stk. 6, nr. 28« og »stk. 6, nr. 28« til: »stk. 6, nr. 29«.

10. I § 354, stk. 11 og 12, ændres »stk. 6, nr. 22« til: »stk. 6, nr. 23«.

§ 3

I lov om værdipapirhandel m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 883 af 9. august 2011, som ændret ved § 2 i lov nr. 155 af 28. februar 2012, foretages følgende ændring:

1. § 84 a, stk. 6, nr. 10, affattes således:

»10) Interessenter, herunder myndigheder, involveret i forsøg på at redde et nødlidende aktieselskab omfattet af § 7, stk. 1, når Finanstilsynet har modtaget et mandat fra erhvervs- og vækstministeren, og under forudsætning af at modtagerne af oplysningerne har behov herfor.«

§ 4

I lov om finansiel stabilitet, jf. lovbekendtgørelse nr. 875 af 15. september 2009, som ændret bl.a. ved § 1 i lov nr. 721 af 25. juni 2010 og senest ved § 2 i lov nr. 619 af 14. juni 2011, foretages følgende ændringer:

1. I § 1, stk. 1, indsættes som 3. pkt.:

»Der etableres endvidere en ordning, hvor Finansiel Stabilitet A/S kan deltage i den medgiftsordning, der er beskrevet i § 2 i lov om en garantifond for indskydere og investorer.«

2. § 6, stk. 2, ophæves, og i stedet indsættes:

»Stk. 2. Medlemmerne af bestyrelsen vælges for en periode på 1 år med mulighed for genvalg.

Stk. 3. Erhvervs- og vækstministeren bemyndiges med virkning fra Finansiel Stabilitet A/S' stiftelse til at skadesløs­holde medlemmerne af bestyrelsen for Finansiel Stabilitet A/S for

1) ethvert erstatningskrav mod medlemmer af bestyrelsen som følge af udøvelsen af deres hverv som bestyrelsesmedlemmer, medmindre der er tale om krav efter dansk ret, der gøres gældende ved en dansk domstol, og

2) udgifter til sagsomkostninger m.v. i forbindelse med retssager omfattet af nr. 1.

Stk. 4. Erhvervs- og Vækstministeriet giver afkald på at rejse

1) regreskrav for erstatningsbeløb og sagsomkostninger m.v., som staten har betalt til tredjemand, for så vidt angår erstatningsbeløb og sagsomkostninger m.v., som bestyrelsesmedlemmet ikke skulle have afholdt ved dom afsagt af en dansk domstol efter dansk ret, og

2) erstatningskrav, herunder regres, gældende over for medlemmerne af bestyrelsen for tab, der er påført staten eller Finansiel Stabilitet A/S, og som overstiger forsikringsdækningen i henhold til bestyrelsesansvarsforsikringen, hvis bestyrelsesmedlemmet alene har udvist simpel uagtsomhed.

Stk. 5. Erhvervs- og vækstministeren kan på en generalforsamling i Finansiel Stabilitet A/S stemme for et forslag til ændring af vedtægterne, der vil gøre det muligt for selskabets bestyrelse med virkning fra selskabets stiftelse at forpligte selskabet til at skadesløsholde medlemmer af direktionen i samme omfang som statens skadesløsholdelse af medlemmerne af bestyrelsen samt at selskabet giver afkald på at gøre erstatningskrav, herunder regres, gældende over for direktionen i samme omfang som gældende for bestyrelsen.«

3. I § 16 e, stk. 2, 3. pkt., indsættes efter »således at datterselskabet«: »akkurat«.

4. I § 16 g, stk. 6, indsættes efter »revisorerne«: »og den kreditsagkyndige«.

5. § 16 g, stk. 9, affattes således:

»Stk. 9. Aktivernes værdi fastsættes endeligt ud fra principperne i stk. 3 af to revisorer udpeget af Finansiel Stabilitet A/S, Garantifonden for Indskydere og Investorer og det nødlidende pengeinstitut i fællesskab og én kreditsagkyndig udpeget af værdiansættelsesrådet. Hvis parterne ikke kan opnå enighed om udpegningen af revisorerne, anmoder de FSR - danske revisorer om at forestå udpegningen. Værdiansættelsen skal foreligge, hurtigst muligt efter at revisorerne og den kreditsagkyndige er udpeget.«

6. § 16 g, stk. 10, affattes således:

»Stk. 10. Revisorernes og den kreditsagkyndiges værdiansættelse kan indbringes for domstolene af det nødlidende pengeinstitut, Finansiel Stabilitet A/S eller Garantifonden for Indskydere og Investorer, senest 3 måneder efter at værdiansættelsen er modtaget.«

7. I § 16 g, stk. 11, indsættes efter »revisorernes«: »og den kreditsagkyndiges«.

8. Efter § 16 k indsættes før kapitel 5:

»Kapitel 4 c

Finansiel Stabilitet A/S' deltagelse i medgiftsordning - model I

§ 16 l. Opfylder et pengeinstitut med tilladelse efter § 7 i lov om finansiel virksomhed ikke længere kapitalkravene i lov om finansiel virksomhed, er der fastsat en frist i medfør af § 225, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, og har pengeinstituttet iværksat de foranstaltninger, der skal til for at kunne lade sig afvikle efter reglerne i kapitel 4 b i denne lov, kan Finansiel Stabilitet A/S beslutte at medvirke til en afvikling af pengeinstituttet ved at tilføre midler eller stille garanti til dækning af pengeinstituttets samtlige ikkeefterstillede kreditorer (medgift), jf. dog stk. 2. Finansiel Stabilitet A/S træffer beslutning herom, når det skønnes, at en sådan afvikling påfører staten færre omkostninger end afvikling efter §§ 16 e-16 i i denne lov og løsningen ud fra en forretningsmæssig betragtning er holdbar.

Stk. 2. Finansiel Stabilitet A/S kan alene træffe beslutning efter stk. 1, hvis Garantifonden for Indskydere og Investorer deltager i afviklingen af pengeinstituttet efter reglerne i § 2 i lov om en garantifond for indskydere og investorer. Den statslige medgift efter stk. 1 kan ikke udgøre en større andel af de individuelle statsgarantier i instituttet end den andel, som medgiften fra Garantifonden for Indskydere og Investorer udgør af Fondens dækkede indskud i instituttet.

Stk. 3. Finansiel Stabilitet A/S skal betinge sin beslutning efter stk. 1 af, at der sker en efterregulering af den statslige medgift, såfremt de frasolgte aktiver 3 år efter overtagelsen har en højere værdi end vurderingen på tidspunktet for tildelingen af medgiften. Såfremt det efter § 16 m, stk. 2, vurderes, at værdien af engagementerne er steget med mere end 10 pct., efterreguleres medgiften, ved at halvdelen af værdistigningen over 10 pct. tilbagebetales til Finansiel Stabilitet A/S. Tilbagebetalingen kan dog ikke overstige størrelsen af den statslige medgift.

Stk. 4. Finansiel Stabilitet A/S kan ikke træffe beslutning om at medvirke til en afvikling af instituttet ved at tilføre midler eller stille garanti til dækning af pengeinstituttets aktie-, garanti- eller andelskapital og anden efterstillet kapital.

Stk. 5. Finansiel Stabilitet A/S kan afholde omkostningerne forbundet med medgiften via statens genudlånsordning. Dækning af omkostninger forbundet med instituttets udtrædelse af aftale med en datacentral i forbindelse med overdragelse dækkes af afviklings- og restruktureringsafdelingen, jf. § 7 a, stk. 3, i lov om en garantifond for indskydere og investorer.

§ 16 m. Finansiel Stabilitet A/S fastsætter medgiftens størrelse efter § 16 l efter samme værdiansættelse af det nødlidende pengeinstituttets aktiver og passiver, som Garantifonden for Indskydere og Investorer anvender ved fastsættelse af medgift efter § 5, stk. 8, i lov om en garantifond for indskydere og investorer. Værdiansættelsen fastsættes af Finansiel Stabilitet A/S suppleret af to revisorer udpeget af Finansiel Stabilitet A/S og det overtagne institut. Hvis de to parter ikke kan opnå enighed om udpegningen af revisorerne, anmoder de FSR - danske revisorer om at forestå udpegningen.

Stk. 2. Efterregulering af medgiften efter § 16 l, stk. 3, skal basere sig på en værdiansættelse af de største engagementer i det nødlidende pengeinstitut. Værdiansættelsen skal udarbejdes i samarbejde mellem Finansiel Stabilitet A/?S og to revisorer udpeget af Finansiel Stabilitet A/S og det overtagende institut. Hvis de to parter ikke kan opnå enighed om udpegningen af revisorerne, anmoder de FSR - danske revisorer om at forestå udpegningen.

Kapitel 4 d

Finansiel Stabilitet A/S' deltagelse i medgiftsordning - model II

§ 16 n. Opfylder et pengeinstitut med tilladelse efter § 7 i lov om finansiel virksomhed ikke længere kapitalkravene i lov om finansiel virksomhed, er der fastsat en frist i medfør af § 225, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, og har instituttet iværksat de foranstaltninger, der skal til for at kunne lade sig afvikle efter reglerne i kapitel 4 b i denne lov, kan Finansiel Stabilitet A/S beslutte at medvirke til en afvikling af pengeinstituttet ved selv at overtage og dække samtlige pengeinstituttets ikkeefterstillede kreditorer (medgift).

Stk. 2. Finansiel Stabilitet A/S' overtagelse efter stk. 1 er betinget af,

1) at der foreligger et bindende forhåndstilsagn fra et pengeinstitut om en umiddelbar efterfølgende overdragelse af en del af det overtagede institut,

2) at der foreligger et bindende tilsagn fra Garantifonden for Indskydere og Investorer om tildeling af medgift til Finansiel Stabilitet A/S efter § 2 i lov om en garantifond for indskydere og investorer,

3) at det skønnes, at en sådan afvikling påfører staten færre omkostninger end afvikling efter §§ 16 e-16 i i denne lov,

4) at løsningen ud fra en forretningsmæssig betragtning er holdbar, og

5) at den statslige medgift ikke udgør en større andel af de individuelle statsgarantier i det nødlidende pengeinstitut end den andel, som medgiften fra Garantifonden for Indskydere og Investorer udgør af Fondens dækkede indskud i det nødlidende pengeinstitut.

Stk. 3. Finansiel Stabilitet A/S' overtagelse sker ved at stifte og kapitalisere et nyt datterselskab, der overtager instituttets samtlige ikkeefterstillede kreditorer. Datterselskabet tilføres aktiekapital og supplerende kapital fra Finansiel Stabilitet A/S, således at datterselskabet akkurat opfylder kapitalkravene i lov om finansiel virksomhed. Samtidig kan Finansiel Stabilitet A/S tildele datterselskabet en likviditetsramme, således at datterselskabet kan finansiere overtagelsen og opfylde kravene i lov om finansiel virksomhed.

Stk. 4. Finansiel Stabilitet A/S kan ikke træffe beslutning om at medvirke til en afvikling af instituttet ved at tilføre midler eller stille garanti til dækning af pengeinstituttets aktie-, garanti- eller andelskapital og anden efterstillet kapital.

Stk. 5. Finansiel Stabilitet A/S kan afholde omkostningerne forbundet med medgiften via statens genudlånsordning. Dækning af omkostninger forbundet med instituttets udtrædelse af aftale med en datacentral i forbindelse med overdragelse dækkes af afviklings- og restruktureringsafdelingen, jf. § 7 a, stk. 3, i lov om en garantifond for indskydere og investorer.

§ 16 o. Finansiel Stabilitet A/S fastsætter størrelsen af medgiften efter § 16 n efter samme værdiansættelse af det nødlidende pengeinstituts aktiver og passiver, som Garantifonden for Indskydere og Investorer anvender ved fastsættelse af medgift efter § 5, stk. 8, i lov om en garantifond for indskydere og investorer, dog under hensyntagen til et skøn over aktivernes endelige værdiansættelse efter § 16 g, stk. 9. Værdiansættelsen fastsættes af Finansiel Stabilitet A/S suppleret af to revisorer udpeget af Finansiel Stabilitet A/S og det overtagne institut. Hvis de to parter ikke kan opnå enighed om udpegningen af revisorerne, anmoder de FSR - danske revisorer om at forestå udpegningen.

§ 16 p. Datterselskabet til Finansiel Stabilitet A/S skal straks efter overdragelsen anmelde en bekendtgørelse i Erhvervs- og Selskabsstyrelsens it-system med opfordring til enhver, der har en fordring eller andet krav mod det nødlidende pengeinstitut, om at anmelde sit krav til datterselskabet inden 3 måneder efter bekendtgørelsen, hvis kravet enten ikke tidligere har været rejst mod det nødlidende pengeinstitut eller er blevet afvist af det nødlidende pengeinstitut. Når særlige forhold taler derfor, skal datterselskabet sørge for, at bekendtgørelsen desuden optages i de medier, som det nødlidende pengeinstituts kunder forventes at orientere sig i.

Stk. 2. Bekendtgørelsen skal indeholde oplysning om

1) det nødlidende pengeinstituts navn, tidligere navne, adresse og cvr-nummer,

2) en person, til hvem anmeldelse skal ske, og

3) retsvirkningerne af for sen anmeldelse, jf. stk. 3.

Stk. 3. Anmeldes en fordring ikke rettidigt, jf. stk. 1, bortfalder retten til dækning i datterselskabet.

Stk. 4. Krav, der behandles under et gruppesøgsmål efter reglerne i retsplejelovens kapitel 23 a, prækluderes ikke, selv om tilmeldingen til gruppesøgsmålet sker efter udløbet af fristen i stk. 1, forudsat at grupperepræsentanten på gruppens vegne har overholdt fristen.«

9. Som bilag 1 indsættes:

»Bilag 1

Eksempler på skøn over forskellen mellem dividende for endelig afvikling og dividende efter fuld afvikling efter bankpakke III

Balancepost
Kommentar
Goodwill ved salg af grøn bank
Estimeret pba. tilgængeligt datagrundlag
Omkostninger ved salg af grøn bank
Estimeret værdi af rådgiveromkostninger
Likvider
Ingen ændring,
UOV = DV
Tilgodehavender
kreditinstitutter
Ingen ændring,
UOV = DV
Udlån
Difference mellem forsigtig opgjort IFRS og UOV, justeret for omkostninger
Aktier og obligationer
Likviditetsfradrag på aktier og obligationer reduceres
Øvrige aktiver
Ingen ændring
Omkostninger til kurator
Estimerede omkostninger til kurator
Omkostninger til
vurderingsrevisorer
Estimerede omkostninger til vurderingsrevisorer
Mellemregning
Mellemregning tilbageføres
Korrektion af aktiver i alt
Tvister
Tvister reduceres
Medarbejder­forpligtelser
Medarbejder­forpligtelser reduceres
Andre hensatte forpligtelser
Hensættelser til husleje og BEC reduceres
Garantier m.v.
Garantier reduceres
Korrektion af krav i alt.
 
«


§ 5

I lov om påligningen af indkomstskat til staten (ligningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1017 af 28. oktober 2011, som ændret bl.a. ved § 2 i lov nr. 1061 af 22. november 2011 og senest ved § 7 i lov nr. 153 af 28. februar 2012, foretages følgende ændring:

1. § 7 B, stk. 2, 2. pkt., affattes således:

»Det samme gælder medgift, der udbetales i medfør af § 16 k, § 16 l, stk. 1, og § 16 n, stk. 1, i lov om finansiel stabilitet.«

§ 6

Stk. 1. Loven træder i kraft den 30. marts 2012, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Erhvervs- og vækstministeren bemyndiges til at fastsætte ikrafttrædelsestidspunktet for lovens § 1, nr. 5, 6, 8 og 9, og §§ 4 og 5. Ministeren kan herunder fastsætte, at disse dele af loven undtagen § 5 træder i kraft for Færøerne og Grønland på andre tidspunkter.

Stk. 3. Beregning af første bidrag til pengeinstitutafdelingen efter lovens § 1, nr. 7, opgøres på baggrund af de dækkede nettoindskud opgjort pr. 1. oktober 2011. Bidraget opkræves af Garanti­fonden for Indskydere og Investorer snarest muligt efter lovens ikrafttræden. Er pengeinstitutafdelingens formue positiv, reduceres pengeinstitutternes første bidrag tilsvarende, dog med højst 2,5 promille, jf. lovens § 1, nr. 7. Er pengeinstitutafdelingens formue negativ, forøges pengeinsti­tutternes første bidrag tilsvarende, dog med højst 2 promille af pengeinstitutternes samlede ind­lånsmasse efter de hidtil gældende regler. Opgørelsen af formuen sker på det tidspunkt, hvor før­ste bidrag opkræves, dog således at »Forventet dividende konkurser« som opgjort i Fondens årsrapport for 2011 indgår. Indeståelser indgår ikke i opgørelsen af pengeinstitutafdelingens for­mue, og indeståelserne frigives til pengeinstitutterne samtidig med opkrævningen af første bidrag.

§ 7

Stk. 1. §§ 1-3 og 5 gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. §§ 1-3 kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.