L 81 Forslag til lov om ændring af kildeskatteloven og ligningsloven.

(Ændring af skatteordningen for udenlandske forskere og nøglemedarbejdere).

Af: Skatteminister Troels Lund Poulsen (V)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2010-11 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 17-11-2010

Skriftlig fremsættelse (17. november 2010)

20101_l81_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (17. november 2010)

Skatteministeren (Troels Lund Poulsen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af kildeskatteloven (Ændring af skatteordningen for udenlandske forskere og nøglemedarbejdere)

(Lovforslag nr. L 81)

Regeringen ønsker at gøre det lettere for danske virksomheder at tiltrække højt kvalificeret arbejdskraft fra udlandet. Flere højt kvalificerede medarbejdere er med til at styrke danske virksomheders konkurrenceevne i en til stadighed mere globaliseret verden og er med til at øge vækstmulighederne i dansk økonomi.


Derfor har regeringen og partierne bag finansloven for 2011, dvs. Venstre, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne, aftalt, at det skal være muligt at anvende den særlige skatteordning for udenlandske forskere og nøglemedarbejdere i fem år med en skattesats på 26 pct.


I øjeblikket kan denne ordning anvendes enten i tre år til 25 pct. skat eller i fem år til 33 pct. skat. Vælger man efter tre år på 25 pct. skat at gå over på 33 pct. ordningen, skal man efterbetale forskellen på 8 pct. for de første tre år.


Denne efterbetalingsordning er der ikke behov for i det nye enstrengede system. Der er heller ikke længere behov for det krav om efterbeskatning, der i øjeblikket gælder, hvis man har været ude af dansk skattepligt i mindre end fem år, når man går ind i den særlige skatteordning. Dette skal ses i sammenhæng med, at partierne er enige om at foreslå den periode, hvor man skal have været ude af dansk skattepligt, fastsættes til 10 år.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.