L 80 Forslag til lov om ændring af lov om afgift af elektricitet, lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter, registreringsafgiftsloven, momsloven og forskellige andre love.

(Ændrede fordelingsregler på kraft-varme-området, forøgelse af fradrag for moms på hotelovernatning og færdselsskadede køretøjer).

Af: Skatteminister Troels Lund Poulsen (V)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2010-11 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 17-11-2010

Skriftlig fremsættelse (17. november 2010)

20101_l80_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (17. november 2010)

Skatteministeren (Troels Lund Poulsen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af lov om afgift af elektricitet, lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter, registreringsafgiftsloven, momsloven og forskellige andre love (Ændrede fordelingsregler på kraftvarmeområdet, forøgelse af fradrag for moms på hotelydelser og færdselsskadede køretøjer).

(Lovforslag nr. L 80)

Forslaget indeholder 3 elementer:


Kraftvarme


Det foreslås, at justere reglerne for opgørelse af afgift på varme produceret i samspil med el (kraftvarme), således at afgiften af varme produceret ved kraftvarme øges. Som en afledt effekt af forslaget foreslås der en række balancetilpasninger i energi- og CO2-afgiftslovenes regler om overskudsvarme og elpatronordningen.


Hotelmoms


Som led i finanslovsaftalen for 2011 blev det aftalt, at turisterhvervets konkurrencevilkår skulle forbedres over for konkurrenter i vore nabolande. Første skridt på vejen er at styrke danske hotellers konkurrenceevne ved at give erhvervslivet mulighed for at kunne fradrage en større del af momsen på hotelydelser. Med dette lovforslag forhøjes fradragsprocenten fra 25 til 50, når udgiften bliver afholdt i erhvervsmæssig sammenhæng.


Færdselsskadede køretøjer


Det foreslås, at reglerne for registreringsafgift af færdselsskadede biler strammes, således omfanget af reparationer, der alene foretages af afgiftsmæssige hensyn, begrænses.


Provenuer


Forslaget på kraftvarmeområdet skønnes at lede til et umiddelbart merprovenu for statskassen på 125 mio. kr. i 2011 samt en varig virkning på 140 mio. kr. Forslaget om færdselsskadede køretøjer skønnes at lede til et umiddelbart merprovenu for statskassen på 130 mio. kr. i 2011 og en varig virkning 120 mio. kr. Forslaget om hotelmoms skønnes at lede til et umiddelbart provenutab for statskassen på 180 mio. kr i 2011 og en varig virkning på 180 mio. kr.


Miljøeffekter


I forhold til miljøbelastningen har kraftvarmeforslaget den positive effekt, at det skønnes at lede til en øget anvendelse af vedvarende energi.


Kraftvarmeforslaget vil i beskedent omfang øge CO2-udledningerne udenfor kvotesektoren, mens forslaget om færdselsskadede køretøjer vil lede til en begrænsning af CO2-udledningerne og andre skadelige stoffer.


Forslaget om hotelmoms skønnes ikke at have miljømæssige konsekvenser.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.