L 208 Forslag til lov om ændring af pensionsbeskatningsloven.

(Afskæring af fradragsret for nye indbetalinger til en kapitalpension efter udbetaling af en kapitalpension, undtagelse af indeksordninger fra loftet på 100.000 kr. for fradragsberettigede indbetalinger m.v.).

Af: Skatteminister Troels Lund Poulsen (V)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2009-10
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 26-05-2010

Betænkning afgivet af Skatteudvalget den 26. maj 2010

20091_l208_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Skatteudvalget den 26. maj 2010

1. Ændringsforslag

Skatteministeren har stillet 2 ændringsforslag til lovforslaget.


2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 14. april 2010 og var til 1. behandling den 6. maj 2010. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Skatteudvalget.


Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 2 møder.


Høring

Lovforslaget blev sendt i høring samtidig med fremsættelsen. Den 29. april 2010 sendte skatteministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.


Skriftlige henvendelser

Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget en skriftlig henvendelse fra Erik Hjortholt. Skatteministeren har over for udvalget kommenteret den skriftlige henvendelse.


Spørgsmål

Udvalget har stillet 7 spørgsmål til skatteministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.


3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af EL) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.


Et mindretal i udvalget (EL) vil ved 3. behandling stemme hverken for eller imod lovforslaget. Mindretallet vil stemme hverken for eller imod de stillede ændringsforslag.


Enhedslistens medlem af udvalget udtaler, at Enhedslisten er for lovforslagets hovedformål, at stoppe en mulighed for at spekulere i skattefradrag for pensionsordninger. Da regeringen imidlertid i lovforslaget samtidig åbner et nyt skattehul, vil Enhedslisten undlade at stemme for lovforslaget.


Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldisflokkurin og Sambandsflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.


En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.


4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 1

Af skatteministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af EL):

1) Efter nr. 7 indsættes som nye numre:

»01. I § 25, stk. 1, nr. 1, indsættes efter »eller første policedag herefter,«: »jf. dog § 26, stk. 1,«.

02. I § 26 indsættes før stk. 1 som nyt stykke:

»Ved udbetaling til ejeren, efter at efterlønsalderen, jf. § 74 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., er nået, kan ejeren kræve, at afgiften i stedet for beregnes efter § 28.«


Stk. 1-3 bliver herefter stk. 2-4.


03. I § 37 ændres »§ 26, stk. 1 eller 2« til: »§ 26, stk. 1, 2 eller 3«.«

[Hjemmel til, at forsikrede eller opspareren kan vælge at afgiftsberigtige en kapitalpension til 60 pct.]

Til § 2

Af skatteministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af EL):

2) Som stk. 4 indsættes:

»Stk. 4. § 1, nr. 01-03, har virkning for udbetalinger, der sker den 14. april 2010 eller senere.«

[Konsekvensændring som følge af ændringsforslag nr. 1]

Bemærkninger

Til nr. 1

Ved lov nr. 412 af 29. maj 2009 blev værnsreglen i pensionsbeskatningslovens § 18, stk. 2, 5. pkt., ophævet. Efter denne værnsregel var der ikke fradragsret for indskud på kapitalpensioner, når en kapitalpension var ophævet og der var betalt afgift med 40 pct.


Værnsreglen var i pensionsbeskatningslovens § 26, stk. 1, suppleret af en regel om, at ejeren i stedet for afgift på 40 pct. kunne kræve, at der i stedet for kunne betales afgift efter pensionsbeskatningslovens § 28. Efter denne bestemmelse betales der 60 pct. i afgift. Virkningen af betaling af afgift med 60 pct. var, at der fortsat ville være fradragsret, henholdsvis bortseelsesret, for fremtidige indbetalinger på en kapitalpension. Som konsekvens af ophævelsen af værnsreglen i pensionsbeskatningslovens § 18, stk. 2, 5. pkt., og ophævelsen af pensionsbeskatningslovens § 19, stk. 1, 3. pkt., blev pensionsbeskatningslovens § 26, stk. 1, ophævet.


Det foreslås med ændringsforslaget at genindføre den tidligere gældende § 26, stk. 1, hvilket ved en fejl ikke skete i det fremsatte lovforslag.


Til nr. 2

Det foreslås, at genindførelsen af bestemmelsen i pensionsbeskatningslovens § 26, stk. 1, om afgiftsberigtigelse til 60 pct. har virkning fra og med 14. april 2010. Personer, der har fået udbetalt en kapitalpension den 14. april 2010 eller senere, vil således kunne få beregnet afgift efter den foreslåede bestemmelse i pensionsbeskatningslovens § 26, stk. 1, uanset at afgiften umiddelbart er blevet beregnet med 40 pct. efter de gældende regler.


Torsten Schack Pedersen V Karsten Lauritzen V Mads Rørvig V Jacob Jensen V Mikkel Dencker DF Pia Adelsteen DF Mike Legarth KF Rasmus Jarlov KF Simon Emil Ammitzbøll LA Nick Hækkerup S John Dyrby Paulsen S Klaus Hækkerup S René Skau Björnsson S Thomas Jensen S Jesper Petersen SF Niels Helveg Petersen RV fmd. Frank Aaen EL

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldisflokkurin og Sambandsflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Folketingets sammensætning
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)
47
 
Liberal Alliance (LA)
3
Socialdemokratiet (S)
45
 
Inuit Ataqatigiit (IA)
1
Dansk Folkeparti (DF)
24
 
Siumut (SIU)
1
Socialistisk Folkeparti (SF)
23
 
Tjóðveldisflokkurin (TF)
1
Det Konservative Folkeparti (KF)
17
 
Sambandsflokkurin (SP)
1
Det Radikale Venstre (RV)
9
 
Uden for folketingsgrupperne
3
Enhedslisten (EL)
4
 
(UFG)
 


 

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 208


Bilagsnr.


Titel


1
Høringssvar og høringsskema, fra skatteministeren
2
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
3
Henvendelse af 11/5-2010 fra Erik Hjortholt
4
1. udkast til betænkning
5
Ændringsforslag, fra skatteministeren
6
Skatteministerens kommentar til henvendelsen af 11/5-2010 fra Erik Hjortholt
7
2. udkast til betænkning


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 208


Spm.nr.
Titel
1
Spm. om at oplyse, hvem der har inspireret ministeren/Skattemini-steriet til ændringerne vedrørende indeksordninger, der indebærer, at indbetalinger på indeksordninger friholdes fra fradragsloftet på 100.000 kr. for årlige indbetalinger på ratepensioner og ophørende livrenter, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm. om, hvori forskellen på »indtægt ved personligt arbejde« og »personlig indkomst« består, jf. bemærkninger til lovforslaget afsnit 2.1.1.3, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
3
Spm. om, hvorledes »Øget skat og afgift«, som fremgår af tabellen i bemærkninger til lovforslaget afsnit 2.1.1.3, udregnes, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
4
Spm. om, hvor mange personer der i dag er indehavere af indekskontrakter, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
5
Spm. om, hvor stort et beløb der i 2008 er indbetalt til pensionsopsparing gennem indekskontrakter, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
6
Spm. om, hvor mange indehavere af indekskontrakter der i 2008 har ramt indbetalingsloftet på 100.000 kr., til skatteministeren, og ministerens svar herpå
7
Spm. om, hvilke provenumæssige konsekvenser det ville have haft, såfremt også indbetalinger til indeksordninger i pengeinstitutter havde været omfattet af loftet på 100.000 kr., til skatteministeren, og ministerens svar herpå