L 102 Forslag til lov om ændring af selskabsloven og lov om ændring af årsregnskabsloven, lov om finansiel virksomhed og forskellige andre love.

(Ændring af bestemmelser om ikrafttræden).

Af: Økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (KF)
Udvalg: Erhvervsudvalget
Samling: 2009-10
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 13-01-2010

Skriftlig fremsættelse (13. januar 2010)

20091_l102_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (13. januar 2010)

Økonomi- og erhvervsministeren (Lene Espersen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af selskabsloven og lov om ændring af årsregnskabsloven, lov om finansiel virksomhed og forskellige andre love (Ændring af bestemmelser om ikrafttræden)

(Lovforslag nr. L 102).

Den 29. maj 2009 blev den nye lov om aktieselskaber og anpartsselskaber (selskabsloven), lov nr. 470 af 12. juni 2009, vedtaget.


Det fremgår af den nye selskabslov, at det er økonomi- og erhvervsministeren, der ved bekendtgørelse sætter loven i kraft. Det fremgår endvidere af loven, at ministeren kan fastsætte, at forskellige dele af loven kan sættes i kraft på forskellige tidspunkter. Dette er nødvendigt, idet en række af de ændringer, som den nye lov indebærer, nødvendiggør væsentlige ændringer i Erhvervs- og Selskabsstyrelsens it-system.


Den nye selskabslov medfører på en række punkter væsentlige ændringer i forhold til de hidtidige regler i aktieselskabsloven og anpartsselskabsloven. Den nye selskabslov medfører øget fleksibilitet i forhold til den enkelte virksomheds situation og styrker danske selskabers konkurrenceevne ved at nedbringe de administrative byrder. Selskabets ejere får eksempelvis fuld fleksibilitet med hensyn til valg af selskabets struktur og ledelsesorganer, så det bliver nemmere at tiltrække udenlandske selskaber til Danmark. Kravet til en minimumskapital for anpartsselskaber opretholdes, men nedsættes fra de gældende 125.000 kr. til 80.000 kr., hvilket vil gøre det nemmere at starte virksomhed som et anpartsselskab.


Den nye selskabslov er endnu ikke sat i kraft, da de nødvendige it-tilpasninger først skulle udarbejdes. En række af de nødvendige it-tilpasninger er imidlertid nu klar til at blive sat i drift her i begyndelsen af 2010. Dette skal også ses i sammenhæng med, at hovedparten af selskaberne afholder generalforsamling om foråret. Det vil derfor være særdeles uhensigtsmæssigt, hvis selskaberne må vente med at drage fordel af de nye og mere fleksible regler, indtil de afholder generalforsamling igen i 2011.


Det er imidlertid nødvendigt at udarbejde en række konsekvensændringer for at undgå, at der kommer til at mangle regler i lovgivningen, når det kun er dele af selskabsloven, som kan sættes i kraft, samtidig med at hele aktieselskabsloven og hele anpartsselskabsloven bliver ophævet. Det har imidlertid vist sig, at selskabsloven ikke indeholder en tilstrækkelig detaljeret hjemmel til, at ministeren kan fastsætte de nødvendige konsekvensændringer i overgangsperioden i den bekendtgørelse, der skal sætte loven delvist i kraft.


Formålet med lovforslaget er derfor at præcisere og udbygge økonomi- og erhvervsministerens hjemmel til at fastsætte regler om delvis ikrafttræden og nødvendige konsekvensændringer i forbindelse hermed i en overgangsperiode, indtil de nødvendige it-tilpasninger er på plads.


Med disse bemærkninger, og idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og bemærkningerne til dette, skal jeg hermed anbefale forslaget til Tingets velvillige behandling.