Spm. nr. US 4

Vi bliver ved klimaet, for det er jo klart en meget bred opfattelse, at hvis det skal lykkes at få en klimaaftale næste år på mødet i København, er det fuldstændig afgørende, at EU får lagt sig på en ambitiøs kurs, i forhold til hvad der rent faktisk er nødvendigt, for at vi kan få en klimaaftale, som batter. Og der kan man se, at det i sidste uge i forhandlingerne i Bruxelles er begyndt at gå rent ud sagt ad Pommern til. Store lande er helt klart på vej væk fra at ville noget, og derfor er det meget, meget betydningsfuldt, at Danmark - om end vi er et lille land - som det land, der har værtskabet for klimatopmødet i 2009, virkelig giver den en skalle og helt klart støtter Parlamentet, sådan at vi får en bedre chance for at få en ordentlig aftale.

Derfor er mine spørgsmål meget konkrete, og de kan lyde meget tekniske, til den danske klimaminister: Støtter Danmark helhjertet, at der gælder det for kvotesektoren, altså vores kraftværker og de store virksomheder i Europa, at deres mulighed for at købe sig, man kan sige aflad uden for EU skal være så lille som muligt? Det er mit ene spørgsmål.

Det andet drejer sig om den anden del af vores udslip, nemlig det fra bilerne, boligerne og bønderne. Støtter ministeren her Parlamentet, som går ind for, at man kun skal kunne købe 1 pct. uden for EU?

Det tredje spørgsmål er: Støtter ministeren det forslag fra Parlamentet, der går ud på, at kraftværker fra 2015 kun må udlede 500 g CO2 pr. kWh?

Det er meget konkrete spørgsmål, men de handler om noget, der er meget betydningsfuldt for, at man rent faktisk har en chance for, at der kommer noget igennem, som løfter bare en lille smule.

Ministeren.

Jeg tror næsten, jeg på forhånd kan love spørgeren, at det nok ikke er muligt at svare meningsfyldt på alle tre komplicerede spørgsmål i løbet af den korte tid, der er, men heldigvis har vi jo en løbende dialog om det.

Må jeg ikke lige først sige med hensyn til præmissen: Fru Anne Grete Holmsgaard siger, at vi i sidste uge så, at nu begyndte det at gå ad Pommern til, men så synes jeg lige, vi skal passe på, for jeg synes, at det sådan set også er værd at notere sig, at på trods af den finansielle krise lykkedes det i sidste uge samtlige EU’s 27 stats- og regeringschefer at blive enige om at fastholde de ambitiøse mål, der er sat i marts 2007, og oven i købet også at sætte en deadline, nemlig at de politiske forhandlinger om det her skal være afsluttet inden udgangen af i år.

Det er altså faktisk ret ambitiøst. Nu havde jeg lejlighed til at deltage i et energirådsmøde ganske få dage før, hvor jeg kunne høre, at der var mange, der gerne ville sætte spørgsmålstegn ved selv de overordnede mål, og så var det vigtigt, at det blev slået fast om onsdagen af stats- og regeringscheferne. Og i mandags var der så miljøministerråd, og der synes jeg allerede at debatten havde ændret sig lidt, for nu var det gået op for alle lande, at vi altså skal se at blive færdige i år. Og målene står ikke til diskussion, så dem skal der leveres på.

Det synes jeg egentlig er værd at opholde sig ved, for på trods af den finansielle krise lykkedes det altså at holde fast, også selv om der er nogle, der egentlig gerne så målene gå væk.

Med hensyn til det med om vi så støtter Europa-Parlamentet i forhold til de konkrete spørgsmål, vil jeg sige, som spørgeren også godt ved, at Danmark lægger uhyre meget vægt på, at det meste af det, der skal gøres i de enkelte lande og i EU, skal gøres hjemligt. Der skal man ikke kunne købe sig til det. Men vi er altså også nødt til at sige, at det ikke nødvendigvis er dårligt, at man kan købe sig til noget af det - ikke kun fordi det er den samfundsøkonomisk fornuftige måde at gøre det på, men fordi det, at der er nogle kvotekøb og nogle fleksible mekanismer, altså er det, der skal gøre det attraktivt for udviklingslandene overhovedet at gå med i en global aftale i København, og derfor er vi altså nødt til også i den danske debat at erkende, at de fleksible mekanismer ikke kun er skabt til ære for os, det er også det, der skal give udviklingslandene nye teknologier, det er en måde at overføre vores teknologier til dem på, og det er en helt central del af forhandlingsspillet.

Så er det fru Anne Grete Holmsgaard.

Når jeg siger, at landene er på vej på flugt - nogle af dem i hvert tilfælde, heldigvis ikke alle - handler det jo om, at nogle af landene bruger den finansielle krise til at sige, at nu må vi så klare økonomien først, og så kan det der med klimaet komme bagefter. Det minder - bare på en lidt anden skala - om ligestillingskampen, hvor man sagde: Nu er der arbejdsløshed, så må vi klare det med ligestillingen, når vi har klaret arbejdsløsheden. Og her er det jo en fatal fejltænkning, for skal vi undgå at få store økonomiske problemer fremover, skal vi have en ambitiøs klimapolitik, som netop gør, at vi kan klare vores økonomi og vores udvikling med meget lavere energiforbrug. Det tror jeg faktisk at ministeren og jeg er enige om.

Når det så kommer til at fastholde målene, er det rigtigt, at på overfladen har landene fastholdt målene, men det er jo bare sådan med hensyn til de 20-procents-reduktioner, som man har forpligtet sig til, at når man går ned og kigger i ændringsforslagene, kan man se, at de er ved at blive minimeret til 10-procents-reduktioner, og det duer altså ikke, hvis man skal have en ambitiøs politik.

Så jeg vil spørge mere generelt: Er ministeren og Danmarks regering indstillet på at støtte alle de forslag fra Parlamentet, som skærper kursen, som [Lydudfald] forslag eller går videre?

Så er det ministeren.

Når der bliver spurgt så generelt, så vil jeg sige: Ja, men jeg kan jo ikke udstede en blankocheck på, at det er fuldstændig ligegyldigt, hvad der måtte komme af forslag, vi ikke kender endnu. Så kan vi støtte det hele, og sådan er det jo ikke.

Må jeg ikke lige sige, at jeg jo er fuldstændig enig i, at der er nogle, der bruger den finansielle krise og truslen om det, man kalder carbon leakage, som undskyldning for, at EU nu skal gøre mindre. Som fru Anne Grete Holmsgaard ved, har jeg jo talt kraftigt imod det, også i rådsmøderne både den 10. oktober og så sent som i mandags, for det er en fejlslutning at tro, at hvis man tager klimadagsordenen alvorligt i Europa, taber man job.

Jeg tror faktisk, at det forholder sig omvendt: Hvis man ikke tager dagsordenen om klima, energieffektivitet, grønnere teknologier alvorligt, så mister Europa for alvor job. Jeg kan sige, at China Daily News for nogle få uger siden skrev, at de regner med, at Kina inden for de næste 12 måneder bliver den største eksportør i verden af grønne teknologier.

I stedet for at holde hånden over og beskytte i sådan en misforstået beskyttertrang gårsdagens industrier skulle vi måske hellere sørge for at have nogle ambitiøse mål, der tvinger industrierne af i går til at blive gearet til at klare udfordringerne af i morgen. Den sang har jeg altså sunget - også for kollegaerne i Europa, så de snart kan den udenad.

Jeg beder om, at man overholder lampernes funktion, af hensyn til at de efterfølgende spørgere også kan komme til inden for 1 time.

Det er fru Anne Grete Holmsgaard. Værsgo.

Den sidste del af det, ministeren sagde, er vi jo fuldstændig enige om, men jeg tvivler nu på, at budskabet er gået helt igennem til alle lande i Europa.

Jeg vil derfor godt gentage mit spørgsmål: Er Danmarks holdning, at man konsekvent vil støtte de mest vidtgående forslag fra Europa-Parlamentet, når det handler om at sikre, at det, vi i de europæiske lande selv skal bidrage med til at reducere vores CO2-udslip, bliver så stor en del af pakken som muligt, altså at det at købe sig til noget bliver et supplement?

Faren ved at købe sig til for meget er jo, at prisen på kvoterne falder, og så fungerer systemet simpelt hen ikke, for det fungerer kun, hvis prisen er høj, sådan at de, der skal investere i markedet, er motiveret for at flytte deres investeringer fra kul til naturgas, der er bedre, eller til det, der er endnu bedre, nemlig energibesparelser og vedvarende energi.

Ministeren.

Fru Anne Grete Holmsgaard ved jo, og jeg har også tidligere svaret i bl.a. Europaudvalget, at ja, det skal kun være et supplement og Danmark vil gøre, hvad vi kan for det. Det er også rigtigt, at der, som spørgeren siger, er rigtig mange, der prøver med alle mulige ting, og derfor er det jo en meget, meget svær forhandlingssituation, der er nu og vil være i de kommende uger. Jeg og den samlede regering har den opfattelse, at Danmarks rolle er at prøve at få denne pakke - så ambitiøs som overhovedet mulig - igennem.

Apropos hvad vi kan enes med Europa-Parlamentet om, kan jeg sige, at jeg var i Europa-Parlamentets klimaudvalg her i forrige uge, og at vi prøver at samarbejde meget stærkt med de kræfter i Europa-Parlamentet, der vil det samme som os, herunder i øvrigt at sørge for det her med ikke bare at holde 20 pct. som mål, men også stadig væk at prøve at få igennem, at EU allerede i den her ombæring skal blive enig med sig selv, hvis vi får en global aftale, om, hvordan vi så kan gå fra 20 pct. til 30 pct. Det er jo det, EU har meldt ud sidste år, og det er det, vi har lovet under de internationale forhandlinger, og derfor er det meget, meget vigtigt, at vi ikke opgiver den del af målet.

Tak til fru Anne Grete Holmsgaard som spørger.

Det næste spørgsmål er fra hr. Kim Mortensen, og det er stadig til klima- og energiministeren. Værsgo.