Spm. nr. S 13

6) Til ministeren for sundhed og forebyggelse af:

Per Clausen (EL):

Mener ministeren, at det er udtryk for, at den borgerlige regerings sundhedspolitik har været vellykket, at antallet af private sundhedsforsikringer er eksploderet og snart runder en million?

Ministeren.

Stigningen i antallet af private sundhedsforsikringer indebærer, at der samlet set tilføres flere penge til det danske sundhedsvæsen. Regeringen har med skattefritagelsen af arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer medvirket til, at langt flere danskere end hidtil nu har adgang til sundhedsforsikringer. Det skyldes, at skattefritagelsen kun opnås, såfremt virksomhederne tilbyder sundhedsforsikringer til samtlige medarbejdere og ikke kun til ansatte på direktørgangen.

Når regeringen sideløbende har løftet det offentlige sundhedsvæsen ved at tilføre 18 mia. kr. fra 2001 til 2009, og når vi har styrket patienternes rettigheder i forbindelse med livstruende sygdomme, nedbragt ventelisterne, og givet patienterne flere valgmuligheder, og når dødeligheden af hjertesygdomme er faldet kraftigt, når middellevetiden er steget betydeligt osv. osv., så mener jeg i høj grad, at regeringens sundhedspolitik har været vellykket.

Hr. Per Clausen.

Jeg kan forstå på ministeren, som jo ellers i forbindelse med et tidligere spørgsmål sagde, at sundhedsforsikringerne sådan set var inderligt overflødige, fordi man har så fremragende tilbud til folk, der ikke har en sundhedsforsikring, at det er helt ubegribeligt, at folk vil benytte sig af den her mulighed, at han nu alligevel mener, at det, at der er 1 million mennesker i Danmark, som har en sundhedsforsikring, er en succes for regeringens politik. Det har jeg måske en anelse svært ved at begribe.

Som jeg også sagde før, er konsekvensen af, at man indførte skattefrihed i forhold til sundhedsforsikringerne, jo ikke den, at det flytter fra direktører til andre, men at vi går ind direkte og understøtter, at nogle mennesker får mulighed for at stille sig forrest i køen i stedet for, som det var tidligere, at folk selv skulle betale - det er fuldstændig rigtigt - og de også selv skulle betale skatten for den ydelse, som de i givet fald fik.

Ministeren.

Succesen i vores sundhedsvæsen er et fald i dødeligheden, flere operationer, længere levetid og først og fremmest meget kortere ventelister. Det har været en succes siden 2001, og det er det udvidede frie valg, der har medført det. Det udvidede frie valg har som forudsætning, at der er to væsener: et privat og et offentligt.

Alle sundhedsforsikringerne - og det kan jeg notere som et objektivt faktum - er jo virksomhedsbetalte, og derfor er det ikke skatteyderbetalt. Det betyder, at der altså er nogle private virksomheder og nogle forsikringsselskaber, der tilfører sundhedsvæsenet nogle ressourcer. Det kan jeg da ikke være utilfreds med.

Men som sundhedsminister, når vi skal kigge på det principielle, arbejder jeg for, at der er fuldstændig fri og lige adgang for alle. Det er derfor, at jeg holder fast i det udvidede frie valg som værende midlet til til stadighed at kunne tilbyde alle danskere uanset økonomisk formåen et skatteyderbetalt tilbud. Det er succesen.

Hr. Per Clausen.

Men det er vel stadig væk rigtigt, at vi bruger skatteydermidler til at sikre, at nogle mennesker kan komme foran i køen. Og ministeren får det ligesom til at lyde, som om det er sådan noget, alle kan få, og at der er lige vilkår.

Ministeren er vel klar over, at pensionister, arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere ikke har den her mulighed. Ministeren er vel klar over, at hvis man ser på, hvilke brancher de her ordninger oprettes i, kan man se, at det inden for rengøringsbranchen er ca. 30 pct., der er omfattet, og at det inden for medicinalindustrien er ca. 70-75 pct. Der er altså en enorm social skævhed med hensyn til, hvem der får skattesubsidierede sundhedsforsikringer til at komme foran i køen, og det er jo det, den her ordning handler om.

Ministeren.

Jo, men der er jo desværre ikke noget, der er enkelt. Men der er jo en fradragsret, og det er dermed skatteyderbetalt.

Men der kommer endnu flere penge ind, for heldigvis er skatten under 50 pct., så når man kun fradrager med et mindre beløb, kommer der flere penge ind i systemet, betalt af de private. Det frigiver ressourcer ovre i det offentlige. Men den diskussion synes jeg sådan set ikke er så interessant.

Det, der er interessant, er, hvad vi i det offentlige - og jeg er altså chef for det offentlige system i sundhedsvæsenet - har af principper for sygdomsbehandling, og dér er princippet, at uanset økonomisk formåen skal man have et rigtig godt tilbud. Derfor arbejder jeg for, at det udvidede frie valg er så effektivt, at folk, hvis de i det hele taget har tegnet en sundhedsforsikring separat og den ikke bare er blevet klasket sammen med noget andet - jeg har nemlig en mistanke om, at det er sådan salget sker - vælger dem fra, fordi de siger: Jamen jeg har jo det udvidede frie valg; det er jo det bedste for mig. Sådan ville jeg personligt selv tænke.

Ja tak. Hr. Jens Peter Vernersen som medspørger.

Jeg tror da kun, at det er ovre i regeringskontorerne - og måske ikke engang blandt embedsmændene, men kun omkring ministeren - at man ikke har opdaget, at uligheden i sundhed faktisk vokser.

Jeg var til en konference her forleden med lægemiddelindustrien, som jo netop viste, hvor store problemer der var med ulighed i sundheden, og som viste, hvor store problemer der var i forhold til behandlingen af de forskellige befolkningsgrupper. Og når man ser på et område som hjerte-kar-sygdomme, som ministeren her nævnte der også var succes med, så kan man sige, at det var en succes, da vi fik den første hjerteplan. Men den succes har regeringen også sat over styr.

Netop her for et år siden kom de første tal frem, der viste, hvor galt det var gået på det område. De viste, at man med hensyn til forundersøgelser på hjerteområdet kunne have en ventetid på både 20 og 30 uger de fleste steder, og behandlingen efterfølgende, ja, det var også noget, der lå derude i horisonten. Det er jo derfor, Hjerteforeningen siger, at det er katastrofalt. O.k., så har man skudt nogle penge ind nu her på finansloven, efter aftale med regionerne, men det ser jo ud til, at regionerne stort set modregner lige så meget, fordi de er udsat for store sparekrav. Jeg synes, det er dybt problematisk, hvis det er virkningen af det her.

Ministeren.

Nu synes jeg, at hr. Jens Peter Vernersen - når man nævner eksempler på, at der er nogen, der venter 20 og 30 uger på en forundersøgelse - skylder at fortælle, at de pågældende patienter rent faktisk, enten inden for samme region eller ved at bevæge sig over i en anden region, kan komme til forundersøgelse noget tidligere; det er muligt. Og regeringen har i den seneste økonomiaftale for 2008 afsat ekstra penge, for at vi kan komme af med puklen i forbindelse med folk, der venter på en forundersøgelse i forbindelse med hjertesygdomme.

Med hensyn til hjertesygdomme har vi ikke noget at skamme os over; der har vi succes. Vi har nogle af de bedste læger; vi har det maskineri, vi skal have; og vi har en højere overlevelse hos folk med hjertesygdomme end i landene omkring os. Så det er en succeshistorie på hjerteområdet. Det skylder vi at fortælle alle dem, der arbejder med det.

Hr. Jens Peter Vernersen.

Jeg tror, at hvis ministeren har fulgt med i de meldinger, der er kommet fra Hjerteforeningen, vil han kunne se, at det ser noget anderledes ud.

Det er jo rigtigt, at der er bevilget nogle få millioner. Men det, der skulle have været bevilget, hvis man skulle løse problemet med den pukkel, der var i forbindelse med den venteliste, var i størrelsesordenen 350-400 mio. kr. Og det, der sker med det, der er bevilget, er, at det stort set indgår i den store modregningskasse ude i regionerne, hvor man jo er i gang med at spare milliardbeløb efter de aftaler, man har med regeringen. Det er jo sådan set virkeligheden; sådan er det nu engang.

Jeg vil godt spørge, om ikke ministeren anerkender det, som i hvert fald kloge folk siger, nemlig at uligheden i sundheden har været voksende under den her regering, helt åbenbart voksende, netop fordi man har indrettet sig sådan, som man har, sådan at dem, som har færrest ressourcer, er dem, der bliver behandlet senest. Uanset hvad ministeren siger, så er det virkeligheden; der ligger også nogle undersøgelser på det.

Ministeren.

Nej, det vil jeg ikke anerkende. Men jeg synes, at man skal mene noget andet end godt for det danske sundhedsvæsen for at kunne få en stigning på 2 mia. kr. til at være en besparelse.

Der er kommet ca. 2 mia. kr. ekstra til regionerne. Og det kan godt være, at hr. Jens Peter Vernersen mener, at der skulle have været tilført 3 mia. kr. Men derfor er det stadig væk forkert at fremstille det som en besparelse, at en stigning ikke var så stor, som hr. Jens Peter Vernersen kunne forvente. En stigning på 2 mia. kr. er immer væk rigtig mange penge, og det kan man ikke tale om som en besparelse ude i regionerne.

Der er i 2009 ca. 2 mia. kr. mere at arbejde med i regionerne, end der var i 2008. Det er et faktum.

Hr. Per Clausen.

Nu er spørgsmålet jo nok, hvilken sammenhæng der er mellem den vækst, der er i opgaverne, og den vækst, der er i de økonomiske midler. Det kunne jo være en spændende diskussion, men jeg vil bare holde fast i det her med sundhedsforsikringerne og spørge ministeren, om han ikke er enig i, at konsekvensen af, at der går statslige midler til sundhedsforsikringer, er, at der går offentlige midler til at skabe større ulighed i sundhedssektoren, fordi der ikke er nogen som helst tvivl om, at man kommer foran i køen, hvis man har en sundhedsforsikring. Så kan det jo ikke nytte noget, at man benægter den kendsgerning, for det er jo rigtigt. Det er også rigtigt, at hvis man ser på, hvem der har sundhedsforsikringerne, er det ikke de mennesker, der har de største sundhedsproblemer, og dem, der har de største problemer i det her samfund. Det er jo systematisk sådan, at hvis man arbejder inden for brancher, hvor der er mange højtlønnede, har man en overrepræsentation af folk med sundhedsforsikringer. Og så er pointen vel, at regeringens politik på det her område er med til at bruge statsmidler til at skabe øget ulighed.

Ministeren.

Ulighed og ulighedsdiskussionen er jo på en eller anden måde uhåndterbar. Er det mere lige, at 50.000 direktører og advokater havde en sundhedsforsikring, sådan som det var tilfældet under SR-regeringen, eller er det mere lige, at 1 million almindelige lønmodtagere har en sundhedsforsikring? Jeg skal ikke give svaret, for jeg kan ikke give det, men faktum er, at der er kommet flere sundhedsforsikringer, og at de er blevet udbredt til langt flere mennesker under den her regering. Det er også rigtigt, at de giver en hurtigere adgang til en behandling. Derfor er mit arbejde at sikre, at det offentlige tilbud, hvad enten det udføres på et offentligt sygehus eller privat sygehus, er så tiptop, at folk siger, at det her er behandling i verdensklasse. Det er det, vi arbejder for, og derfor ville jeg personligt ikke tegne en sundhedsforsikring, for jeg synes, den er illusorisk. Det er min personlige opfattelse.

Ja tak. Spørgsmålet er afsluttet.

Medlem af Folketinget Carsten Hansen (S) har meddelt mig, at han ønsker at tage spørgsmål nr. S 1 og S 2 til statsministeren tilbage.

[Spm. nr. S 1

Til statsministeren (03.10.08) af:

Carsten Hansen (S):

Er statsministeren enig i Jens Rohdes udtalelser, om at »Det var den virkelighed, vi var med til selv at skabe i den måde, vi talte på. Det gælder både statsministeren, udenrigsministeren og mig selv. Alle sammen« og »Vi er nødt til at erkende, at vi i offentligheden skabte et billede af masseødelæggelsesvåben. Hvad der så står i lovteksten bagefter, det er juristeri« i forhold til grundlaget for Danmarks deltagelse i Irakkrigen, jf. Politiken den 28. september 2008?

Spm. nr. S 2

Til statsministeren (03.10.08) af:

Carsten Hansen (S):

Hvorfor sagde statsministeren, at »Jeg er ikke det mindste i tvivl om, at han råder over masseødelæggelsesvåben og ønsker at fremstille dem. Det kan verden ikke være ligeglad med« om Iraks Saddam Hussein efter et møde i Det Udenrigspolitiske Nævn september 2002, jf. Politiken den 28. september 2008?]

Medlem af Folketinget Villy Søvndal (SF) har meddelt mig, at han ønsker at tage spørgsmål nr. S 3 og S 4 til statsministeren tilbage.

[Spm. nr. S 3

Til statsministeren (03.10.08) af:

Villy Søvndal (SF):

Er det statsministerens opfattelse, at Jens Rohdes ytringsfrihed også omfatter hans ret til at ytre sig om Irakkrigen og de begrundelser, der dannede grundlag for ikke alene regeringens og Dansk Folkepartis beslutning, men også for VKO’s forsøg på at overbevise den danske befolkning?

Spm. nr. S 4

Til statsministeren (03.10.08) af:

Villy Søvndal (SF):

Finder statsministeren det ikke problematisk for sin troværdighed, at både den daværende politiske ordfører Jens Rohde (V) og regeringens støtteparti Dansk Folkeparti har haft den klare opfattelse, at beslutningen om krigsdeltagelsen i 2003 var begrundet i Iraks påståede trussel mod Danmark og Iraks besiddelse af masseødelæggelsesvåben?]

Medlem af Folketinget Frank Aaen (EL) har meddelt mig, at han ønsker at tage spørgsmål nr. S 7 og S 9 til økonomi- og erhvervsministeren tilbage.

[Spm. nr. S 7

Til økonomi- og erhvervsministeren (03.10.08) af:

Frank Aaen (EL):

Mener ministeren, det er acceptabelt, at skatteyderne skal betale for en garantiordning, der f.eks. skal sikre en spekulant, der har indskudt næsten 2 mia. kr. i Roskilde Bank?

Spm. nr. S 9

Til økonomi- og erhvervsministeren (03.10.08) af:

Frank Aaen (EL):

Mener ministeren, at den finansielle krise bør føre til en revision af den liberalistiske økonomiske politik, som har været ført de seneste årtier, hvor man har ment, at markedskræfterne skulle overlades til sig selv og demokratiske institutioner skulle blande sig så lidt så muligt?]

Hermed er spørgetiden afsluttet.