Spm. nr. S 10

1) Til integrationsministeren af:

Johanne Schmidt-Nielsen (EL):

Når regeringen har annonceret, at man er ved at indgå en aftale med den irakiske regering om hjemsendelse af flere irakiske asylansøgere, mener ministeren da, at det er ansvarligt at sende mennesker - herunder børnefamilier - til et land i kaos og borgerkrig?

Det er ministeren, der starter med at svare. Værsgo, minister.

Det, man starter med at påstå, er, at regeringen har annonceret, at den er ved at indgå en aftale med den irakiske regering, og så spørger man, om jeg så mener, at det er ansvarligt at sende tilbage. Det er jo et spørgsmål, der har været diskuteret masser af gange, og svaret er altid det samme: Når man søger asyl i Danmark, går man til Udlændingeservice. Får man afslag, kan man gå til Flygtningenævnet.

Langt de fleste afgørelser er gået over Flygtningenævnet, og det er Flygtningenævnet, der som uafhængigt organ træffer afgørelse om, hvorvidt de pågældende mennesker, der har søgt, kan få opholdstilladelse i Danmark. Siger Flygtningenævnet, at de ikke kan få opholdstilladelse, skal de udsendes. Det har vi politiet til.

De lande, hvortil de pågældende skal sendes tilbage, er folkeretligt forpligtet til at modtage egne statsborgere. Det er der så nogle lande, der forsømmer, og der må vi prøve at være mere grundige. Det er bl.a. Irak, og der prøver vi til stadighed at få sendt afviste asylansøgere tilbage til, og det er lykkedes at få sendt nogle få af sted. Vi forhandler stadig væk med myndighederne i Irak om at få sendt alle de afviste asylansøgere hjem.

De skal hjem. Flygtningenævnet har sagt, at de ikke opfylder kriterierne for at være flygtning i Danmark, og derfor skal de udsendes.

Tak. Så er det fru Johanne Schmidt-Nielsen. Jeg kan lige oplyse, at hr. Morten Østergaard har meldt sig som medspørger og kommer ind i spørgerækken. Værsgo, spørger.

Ja, jeg tænkte jo nok, at der ville blive henvist til Flygtningenævnet - og tak for svaret i øvrigt. Så kan man tage en anden diskussion om, at FN's flygtningeorganisation altså anbefaler noget andet, men den diskussion kan vi lade ligge.

Jeg tror, at vi kan blive enige om, at det jo er ministeren og regeringen, der har det endelige ansvar for de her menneskers liv og skæbne. Jeg har kigget lidt i de amerikanske aviser i de sidste uger på nyhederne om udviklingen i Irak, og jeg vil gerne gengive nogle af nyhederne:

Den 12. september er der 32 dræbte ved et bombeangreb nord for Bagdad, den 13. september er 4 dræbt af en bombe i det østlige Bagdad, den 22. september er 2 dræbt af en bilbombe i Bagdad, og der er 9 dræbte og 70 sårede andre steder i landet. Den 24. september bliver 5 børn dræbt af en bombe i Mosul - jeg ved ikke, om jeg udtaler det rigtigt - og en 3-årig pige bliver dræbt i Bagdad. Den liste kunne jeg fortsætte.

Man kan finde mange spændende informationer, eller skræmmende informationer om sikkerhedssituationen i Irak, så mit spørgsmål til ministeren er: Kan ministeren garantere for de her menneskers sikkerhed? Jeg ved godt, at ministeren henviser til Flygtningenævnet, men vi er vel enige om, at det er regeringen og ministeren, som har det overordnede ansvar for de her menneskers sikkerhed. Kan ministeren personligt garantere for de mennesker, man nu forhandler om at tvangshjemsende, og for deres sikkerhed?

Ministeren.

Det, jeg kan garantere for, er, at sagerne bliver behandlet efter dansk lovgivning, og det er det, jeg er ansvarlig for, også over for Folketinget. Hele det der spørgeri er jo blot et forsøg på at gå ad omveje. Sig det dog rent ud: Vi er politisk uenige, der er en uenighed. Vi har en dansk lovgivning, som spørgeren ikke er enig i. Det er fuldstændig legitimt, men så sig det dog.

Vi følger dansk lov lovgivning, og spørgeren vil følge nogle regler, som ikke er dansk lovgivning. Hun vil åbenbart hellere være undergivet nogle organisationer ud i verden, og det er jo helt i orden. Sig det. Jeg følger dansk lovgivning, og det er det, jeg som minister er forpligtet til.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Nu er det at kunne spørge jo en del af den demokratiske proces i Danmark, og det er vi glade for, og hvis nogen skulle være i tvivl, vil jeg da meget gerne endnu en gang sige, at jeg er dybt, dybt uenig med den siddende regering i den flygtninge/indvandrerpolitik, der bliver ført. Det tror jeg ikke er en nyhed.

På Udenrigsministeriets hjemmeside fraråder man på det kraftigste alle danskere at rejse til Irak, og alle danskere, som befinder sig i landet, bliver opfordret til at forlade landet, og der bliver henvist til risikoen for terrorhandlinger og kidnapninger.

Igen vil jeg gerne spørge: Har ministeren nogen som helst garanti for, at de mennesker, som bliver sendt til Irak, er i sikkerhed? Ellers synes jeg, at ministeren skulle svare klart og rent og sige, at ministeren ikke er interesseret i de menneskers sikkerhed.

Ministeren.

Spørgeren har fuldstændig ret i, at spørgeren er berettiget til at stille spørgsmål. Det er en rigtig god form for kontrol af regeringen, det har jeg jo selv benyttet mig af, og det er jeg en varm tilhænger af. Men her ligger jo en politisk uenighed, og der kommer man jo ikke længere ved at stille spørgsmål. Man er velkommen til at blive ved, men mit svar vil hele tiden være, at den danske lovgivning er, som den er, og når Flygtningenævnet har truffet beslutning og kan genoptage sagerne, som Flygtningenævnet jo også gør, men alligevel siger, at der er personer, som skal udsendes, så bliver de forsøgt udsendt. Sådan er det.

Så er det hr. Morten Østergaard som medspørger - 1 minut.

Situationen er jo den, at der har været en lang række afviste irakiske asylansøgere, som ikke kunne tvangsudsendes, og det skyldes jo forholdene i det land, de kommer fra, for ellers havde man i sagens natur, som ministeren også redegjorde for, udsendt dem.

Med hensyn til det indledende svar fra ministeren vil jeg spørge, om det ikke er korrekt forstået, at regeringen forsøger at opnå en generel aftale om hjemsendelse.

Jeg spørger, fordi der tidligere har været afholdt et samråd i forbindelse med hjemsendelse af nogle kriminelle asylansøgere, som der var indgået en konkret aftale om - og det kan man jo så gøre, det er jo i sin skønneste orden - men ved den lejlighed sagde ministeren bare, at den ikke havde nogen betydning for de almindelige afviste asylansøgere, altså dem, som ikke er kriminelle. Kan vi ikke få en nærmere redegørelse for, hvad det er for nogle bestræbelser, og vil det være sådan, at man indgår en generel aftale med de irakiske myndigheder, før man tvangshjemsender afviste irakiske asylansøgere, som ikke er kriminelle?

Ministeren.

Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for, at myndighedernes afgørelse kan effektueres - alt! Og vi må konstatere, at Irak ikke opfylder sin folkeretlige forpligtelse, og derfor skal der altså mere til, for at vi kan få sendt alle de afviste asylansøgere hjem. Der findes irakere, som vi ved at fremlægge de konkrete sager har fået sendt hjem på den ene eller den anden måde, og der har Irak altså så opfyldt sin folkeretlige forpligtelse, men der findes stadig væk et antal tilbage. Og vi prøver stadig væk at mase på over for de irakiske myndigheder og fortæller dem, at de altså er forpligtet til at tage de afviste asylansøgere hjem, når det er deres egne statsborgere.

Hr. Morten Østergaard for et sidste spørgsmål.

Jeg er ikke helt klar over, om ministerens svar var, at regeringen har skiftet strategi sådan, at den i stedet for en generel hjemsendelsesaftale med Irak nu ønsker at tage sag for sag. Det synes jeg sådan set er vigtigt, for det gør jo en forskel, når regeringen hele tiden har forsøgt at få en generel hjemsendelsesaftale og har sagt, at det var en forudsætning for at kunne tvangshjemsende irakere.

Noget andet, jeg vil spørge om, er, om ministeren gør sig nogen anstrengelser for at sikre, at de fejltagelser, der blev begået i Kosovo, ikke bliver gentaget. Situationen er jo den, at mange af de folk, der har siddet årevis i asylcentre, har fået en lang række psykiske lidelser, og vi ved fra undersøgelser, at deres børn vil tage skade allerede efter 12 måneders ophold i et asylcenter. Gør ministeren sig nogen anstrengelser for at sikre, at folk med psykiske lidelser ikke hjemsendes til et sted, hvor der ikke er behandling at få? Det skete i Kosovo, hvor man, efter at medierne havde afdækket det, var nødt til at hente de folk hjem igen. Jeg beder bare om en bekræftelse af, at regeringen trods alt har taget ved lære af den fejltagelse, som blev begået, da psykisk syge blev hjemsendt til Kosovo.

Ministeren.

Jamen jeg kan kun gentage, at når Flygtningenævnet har sagt, at der er mennesker, der kan sendes hjem, så skal de sendes hjem, og det er slet ikke nødvendigt med nogle generelle aftaler, for der er en folkeretlig forpligtelse. Men det er klart, at hvert land selvfølgelig har ret til at sikre sig, at de pågældende personer netop er deres statsborgere, og derfor foregår det også sådan, at for hver enkelt af dem, der bliver sendt hjem, er der blevet fremlagt papirer for myndighederne, for at de kan se, at det er deres statsborger. Så er der en forståelse for at sende dem hjem, hvad enten det måtte være kriminelle eller ikkekriminelle.

Når så Irak har sagt nej til en lang række statsborgere, så er svaret, at ja, så forsøger vi derudover med en generel aftale. Det ene udelukker ikke det andet. Jeg kan gentage, hvad jeg vist hele tiden har sagt, nemlig at vi spiller på alle tangenter.

Med hensyn til Kosovo er svaret: Det er ikke nogen afgørelse, jeg har truffet, så det har jeg ikke lige present.

Så er det fru Johanne Schmidt-Nielsen for et sidste spørgsmål.

Først kan jeg sige, at humanitært ophold jo altså gives af ministeren til afviste, som er for syge til hjemsendelse.

Jeg skal bare lige finde ud af, om jeg har forstået det her rigtigt: Mener ministeren, at Danmark og ministeren selv absolut intet ansvar har for de mennesker, der bliver sendt hjem, altså at man ingen garantier kan give for, om de mennesker, de familier, der nu sidder i lejre i Danmark og venter på tvangshjemsendelse, vil være i sikkerhed? Det er jo i virkeligheden sådan et ja/nejspørgsmål. Fralægger man sig ethvert ansvar for deres sikkerhed?

Så er det ministeren.

Jamen jeg må sige det en gang til: Det er noget, Flygtningenævnet har taget stilling til.

Hermed sluttede spørgsmål nr. 1.

Så har vi spørgsmål nr. 2, og det er også til integrationsministeren og også af fru Johanne Schmidt-Nielsen.