L 207 Forslag til lov om ændring af lov om afgift af elektricitet og forskellige andre love.

(Forhøjelse af energiafgifterne, afgift på erhvervenes energiforbrug, afgiftsmæssig ligestilling af central og decentral kraft-varme, afgift på smøreolie m.v. og forhøjelse af affaldsafgiften).

Af: Skatteminister Kristian Jensen (V)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2008-09
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 22-04-2009

Fremsættelsestale af lovforslag

20081_l207_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (22. april 2009)

Skatteministeren (Kristian Jensen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af lov om afgift af elektricitet og forskellige andre love (Forhøjelse af energiafgifterne, afgift på erhvervenes energiforbrug, afgiftsmæssig ligestilling af central og decentral kraftvarme, afgift på smøreolie m.v. og forhøjelse af affaldsafgiften)

(Lovforslag nr. L 207).

Regeringen (Venstre og Det Konservative Folkeparti) og Dansk Folkeparti har den 1. marts 2009 indgået en aftale om Forårspakke 2.0.


Lovforslaget er en udmøntning af Forårspakke 2.0. på følgende aftalepunkter:


- Forhøjelse af energiafgifterne på brændsler og el med hhv. 15 pct. og 5 pct. Forslaget træder i kraft pr. 1. januar 2010.

- Forhøjelse af grøn energiafgift på el i husholdninger og erhverv med 17 kr. pr. GJ

- Indførelse af energiafgift på brændsler anvendt til fremstilling i erhverv med 15 kr. pr. GJ

- Mineralogiske processer, kemisk reduktion, elektrolyse, metallurgiske processer mv. friholdes i overensstemmelse med EU's energibeskatningsdirektiv.

- Med aftalen Lavere skat på arbejde fra 2007 blev energiafgifterne indekseret frem mod 2015. Med forårspakke 2.0 indekseres energiafgifterne også efter 2015.

- Der indføres ens beskatning af central og decentral kraftvarme. Det vil fjerne den nuværende forvridning mellem varme produceret på centrale og decentrale kraftvarmeværker. Forslaget træder i kraft pr. 1. januar 2010.

- Energiafgift på el til belysning. Reglerne vedrørende afgift af el til opvarmning af transformerstationer præciseres, således at der betales afgift heraf.

- Afgift på køling som ligestiller energi til opvarmning og nedkøling



Aftaleparterne er enige om at justere enkelte elementer i Forårspakke 2.0. På energiafgiftsområdet drejer det sig om følgende elementer:


- Energiafgifterne for erhvervene indfases langsommere end oprindeligt aftalt.

- Forhøjelse af affaldsafgiften via en forhøjelse af deponeringssatsen, indeksering af forbrændingsafgiften og indførsel af afgift på farligt affald.



Med forslaget vil klimagasserne uden for kvotesektoren blive formindsket med 0,44 mio. t CO2-ækvivalenter, bruttoenergiforbruget vil blive formindsket med ca. 16 PJ, medens VE andelen vil blive øget med 5,6 PJ.


Forslaget skønnes at medføre en samlet provenugevinst på 18,8 mia. kr.


Forslaget indebærer en række ændringer til energiafgiftslovene, der tidligere er blevet ændret med lov nr. 528 af 17. juni 2008 vedrørende afgiftsrationalisering. Lov nr. 528 af 17. juni 2006 afventer fortsat Kommissionens godkendelse i medfør af statsstøttereglerne. Der indsættes derfor i loven en bemyndigelse til skatteministeren til at sætte bestemmelserne nærværende lov i kraft, når statsstøttegodkendelsen er modtaget.


Den sene fremsættelse skyldes, at lovforslaget efter aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti om Forårspakke 2.0 - Vækst, klima, lavere skat blev indgået den 1. marts, er blevet justeret og færdiggjort.


Regeringen har i den forbindelse fundet det vigtigt, at skattereformens første skattelettelser kan nå at få virkning allerede fra 2010, hvilket forudsætter, at lovforslagene vedtages inden Folketingets sommerferie.


Idet jeg i øvrigt henviser til bemærkningerne til lovforslagene, skal jeg anbefale lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.