L 137 Forslag til lov om ændring af forvaltningsloven og lov om behandling af personoplysninger.

(Udveksling af oplysninger mellem forvaltningsmyndigheder).

Af: Justitsminister Brian Mikkelsen (KF)
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2008-09
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 25-02-2009

Fremsættelsestale af lovforslag

20081_l137_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (25. februar 2009)

Justitsministeren (Brian Mikkelsen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af forvaltningsloven og lov om behandling af personoplysninger (Udveksling af oplysninger mellem forvaltningsmyndigheder)

(Lovforslag nr. L 137).

1. Formålet med lovforslaget er at gennemføre en forenkling af reglerne om adgangen til at videregive oplysninger inden for den offentlige forvaltning.


Lovforslaget bygger på de overvejelser og anbefalinger, som fremgår af den betænkning, som blev afgivet i december 2008 af Udvalget om udveksling af oplysninger inden for den offentlige forvaltning (betænkning nr. 1500/2008).


2. Lovforslaget indeholder følgende hovedelementer:


Det foreslås, at adgangen til både elektronisk og manuelt at videregive personoplysninger mellem forskellige forvaltningsmyndigheder fremover reguleres af persondataloven. Der vil herefter gælde samme adgang til at udveksle personoplysninger med en anden forvaltningsmyndighed, uafhængigt af på hvilken måde udvekslingen sker, herunder om det sker elektronisk eller manuelt.


Det vil bl.a. betyde følgende:


- Der vil ske en vis udvidelse af adgangen til manuelt at videregive personoplysninger mellem forvaltningsmyndigheder, idet der bl.a. i forhold til de gældende regler vil være en øget mulighed for at videregive oplysninger, hvis det er nødvendigt for den modtagende myndigheds sagsbehandling.

- Både adgangen til at videregive fortrolige og ikke-fortrolige oplysninger vil blive omfattet af reguleringen i persondataloven (forvaltningsloven regulerer i modsætning hertil i dag alene videregivelse af fortrolige oplysninger).

- Datatilsynet vil blive tilsynsmyndighed i forhold til (også) manuel videregivelse af personoplysninger mellem forskellige forvaltningsmyndigheder (som hidtil har været omfattet af forvaltningslovens § 28).



De bestemmelser i persondataloven, som efter lovforslaget vil gælde for manuel videregivelse af personoplysninger mellem forvaltningsmyndigheder, er persondatalovens § 5, stk. 1-3 (om grundlæggende principper for behandling af personoplysninger), §§ 6-8 (om almindelige betingelser for behandling af personoplysninger), § 10 (om statistiske og videnskabelige undersøgelser), § 11, stk. 1 (om personnummer), § 38 (om tilbagekaldelse af samtykke) og § 40 (om klageadgang til Datatilsynet). Endvidere vil persondatalovens kapitel 16 (om Datatilsynet) som nævnt komme til at gælde.


Lovforslaget vil herudover betyde, at reguleringen af adgangen til at videregive henholdsvis fortrolige oplysninger om juridiske personer samt oplysninger, der - uden at være personoplysninger - af andre grunde er fortrolige, som hidtil vil være fastsat i forvaltningsloven.


Der foreslås i den forbindelse visse ændringer i forvaltningslovens regler om videregivelse af fortrolige oplysninger om juridiske personer mv. Det drejer sig navnlig om at tilpasse kravene til samtykke i den gældende forvaltningslovs § 28, stk. 4 og 5, til de krav til samtykke, der følger af persondataloven.


Med lovforslaget lægges der ikke i øvrigt op til at foretage ændringer af den gældende regulering i forvaltningsloven.


3. Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.