B 30 (som fremsat): Forslag til folketingsbeslutning
om skærpede krav til dyreforsøg.
Fremsat den 4. november 2008 af
Per Clausen (EL),
Line Barfod (EL) og Frank Aaen (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om skærpede krav til dyreforsøg
Folketinget pålægger regeringen i løbet af
denne folketingsamling at fremsætte lovforslag om
ændring af lov om dyreforsøg, som sikrer:
- at der både
foretages en vurdering af et dyreforsøgs betydning for et
givet forsøg og af relevansen af det produkt, som skal
udvikles eller forbedres ved hjælp af disse
dyreforsøg, inden et dyreforsøg godkendes,
- at det
pålægges ansøgeren om godkendelse af et
dyreforsøg at dokumentere, at tilsvarende viden ikke kan
opnås uden anvendelse af levende dyr,
- at det
pålægges ansøgeren om godkendelse af
dyreforsøg at løfte bevisbyrden for, at det
foreslåede dyreforsøg ikke helt eller delvis kan
erstattes af allerede kendt viden,
- at det
pålægges ansøgeren at give en beskrivelse af det
enkelte dyrs belastning ved det foreslåede
dyreforsøg,
- at man i
udgangspunktet skal bruge dyr, som i forvejen har den lidelse, man
vil undersøge, og kun kan bruge raske dyr, hvis dette ikke
kan lade sig gøre.
Bemærkninger til forslaget
Det er forslagsstillernes opfattelse, at den nuværende
lovgivning på området og administrationen af denne
lovgivning betyder, at alt for mange dyr bliver brugt til
forsøg, og at dyrene, der bliver brugt til forsøg,
bliver udsat for unødvendige lidelser.
Dyreforsøg skal være
relevante
§ 1, stk. 4, i lov om dyreforsøg siger, at
»Dyreforsøgstilsynet kan afslå at give
tilladelse til dyreforsøg, såfremt forsøget
ikke skønnes at være til væsentlig gavn«.
I praksis fortolkes dette sådan, at det kun er selve
forsøget med det enkelte stof og ikke formålet med det
produkt, som teststoffet skal indgå i, der skal være
til væsentlig gavn. Denne tolkning har betydet, at der i
Rådet for Dyreforsøg siden lovens vedtagelse i 1992
kun i 2-3 tilfælde er sket en afvisning af forsøg, som
ikke er til væsentlig gavn.
Bestemmelsen blev indført ved sidste større
revision af lov om dyreforsøg på baggrund af en
udtalelse fra Det Dyreetiske Råd i 1992. Rådet
påpegede, at »de goder, som opnås gennem
dyreforsøg, skal stå mål med de ulemper, som
dyrene påføres under forsøgene.« Videre
skrev Det Dyreetiske Råd: »Hvad angår kosmetik og
andre luksusprodukter, der indeholder stoffer, der kræver
dyreforsøg for at blive godkendt, må det etisk set
mest korrekte være, at man undværer et sådant
produkt, frem for at produktets giftighed, lokal irritation m.m.
afprøves ved hjælp af dyreforsøg.« Det
Dyreetiske Råd definerer ikke begrebet »andre
luksusprodukter«, men skriver: »Befolkningen og
politikerne bør indse, at en fornuftig løsning af
problemerne på dette område forudsætter, at der
tages overordnede politiske beslutninger om, hvilke produkter der
skal kunne sælges, og om, hvilke krav der skal stilles til
sikkerheden af disse produkter.«
Dyrenes Beskyttelse har i debatoplægget »Stop
unødvendige dyreforsøg« fra 2006 beskrevet en
række produkter, hvor produktets nytteværdi på
ingen måde står i forhold til lidelserne for de dyr,
som man udsætter for forsøg. Rapporten dokumenterer
f.eks., at der til at teste indholdsstofferne i en meget udbredt
type shampoo er blevet brugt omkring 23.000 forsøgsdyr.
Samtidig viser det sig, at man ved testningen af en anden shampoo
med færre kemikalier har kunnet nøjes med 1.800
forsøgsdyr. Derudover drejer det sig f.eks. om
tilsætningsstoffer til fødevarer, hvor der i forvejen
er udmærkede alternativer.
Endelig kan nævnes kemikalier, som man efter mange
års brug ved er farlige og uønskede for naturen og
miljøet, men som alligevel skal testes yderligere ved brug
af forsøg på dyr i forbindelse med EU's
miljødirektiv REACH.
Mangelen på alternative metoder
skal dokumenteres
Lov om dyreforsøg § 6, stk. 2, bestemmer, at dyr
ikke må anvendes til forsøg, hvortil anvendelse af
celle- vævs- eller organkulturer eller andre metoder må
anses for at være lige så gode. Rådet for
Dyreforsøgs praksis betyder, at det er Rådet for
Dyreforsøg - og ikke forskeren - der har ansvaret for at
kontrollere, at der ikke er alternativer til de forsøg, som
rådet giver tilladelse til.
Ved ansøgninger om tilladelse til dyreforsøg
skal ansøgeren over for rådet begrunde, hvorfor
tilsvarende viden ikke kan opnås gennem forsøg uden
anvendelse af levende dyr. Men i forbindelse med ansøgningen
anfører ansøgeren ofte en sætning, der lyder
således: ». den relevante undersøgelse er
kompliceret, og mange kendte og ukendte faktorer har indflydelse og
kan således ikke efterlignes i cellekulturer. Dette
nødvendiggør brugen af levende dyr til det
pågældende forsøg.« En sådan
udokumenteret påstand kræver, at rådets medlemmer
skal have det fulde overblik over alternativer til alle de
forsøg, som der bliver søgt om tilladelse til. Det
har rådet reelt ikke nogen mulighed for.
I stedet bør Rådet for Dyreforsøg
kræve, at ansøgeren beviser, at det foreslåede
dyreforsøg ikke helt eller delvis kan erstattes af
alternative metoder. Man bør kræve, at
ansøgeren dokumenterer, at vedkommende har undersøgt,
hvilke alternative metoder der findes, både nationalt og
internationalt. Ansøgeren skal også beskrive, hvorfor
disse beskrevne alternativer ikke i det pågældende
forsøg helt eller delvis kan erstatte
forsøgsdyr.
Sikkerhed mod
dobbeltforsøg
De nuværende regler og den nuværende praksis giver
ikke nogen sikkerhed imod gentagelse af dyreforsøg, hvor der
allerede foreligger valide og anerkendte resultater. Det
frembringer ikke ny viden, og mange forsøgsdyr lider
på den måde helt unødvendigt. Det Dyreetiske
Råd udtalte således i 1992, at »det
selvfølgeligt ikke er rimeligt at gentage forsøg,
hvis resultater allerede er tilstrækkeligt dokumenterede og
anerkendte«.
I praksis er der to årsager til, at der udføres
dyreforsøg, der allerede er gennemført og
anerkendt:
For det første kan der opstå situationer, hvor
f.eks. producenter af lægemidler er tvunget til at foretage
unødvendige forsøg, fordi de på grund af
forretningshemmeligheder ikke har adgang til konkurrentens
forsøgsresultater. Om dette skriver Det Dyreetiske
Råd, at »det må ifølge rådets
opfattelse være en væsentlig opgave for de offentlige
myndigheder, som godkender lægemidler og andre produkter, at
medvirke til at forhindre sådanne unødige
dobbeltforsøg.«
For det andet kan myndighederne i forskellige lande
kræve, at der skal foretages nye dyreforsøg, hvis et
produkt skal godkendes i det pågældende land, selv om
der allerede foreligger resultater fra andre lande.
Forslagsstillerne finder, at ansøgeren skal
pålægges bevisbyrden for, at det foreslåede
dyreforsøg ikke helt eller delvis kan erstattes af allerede
kendt viden, bl.a. ved, at det kræves, at ansøgeren
dokumenterer, hvilke eksisterende dyreforsøg inden for
forskningsområdet der er offentliggjort, både nationalt
og internationalt, og argumenterer for, hvorfor disse beskrevne
resultater ikke i det pågældende forsøg helt
eller delvis kan erstatte forsøgsdyr.
Forsøgsdyrs smerte og lidelse
skal vurderes individuelt
Med de nuværende regler og den nuværende praksis
sker der ikke nogen vurdering af den belastning, som det enkelte
forsøgsdyr udsættes for. Dermed er der stor risiko
for, at forsøgsdyrene udsættes for unødig
lidelse.
Det sker, når der ansøges om tilladelse til over
en længere periode at afprøve forskellige stoffers
virkning som potentielle lægemidler. Her beskriver
ansøgerne alene selve dyreforsøgsmodellen og de
belastninger, den giver, f.eks. belastningen ved at få
påført bestemte sygdomssymptomer og ved at blive
behandlet på forskellige måder ved udtagning af
prøver og vurdering af teststoffets virkning. Derimod
beskrives det meget sjældent, hvilken belastning det enkelte
dyr udsættes for ved indgift af de forskellige
teststoffer.
Forslagsstillerne foreslår, at kravene strammes,
så alle forsøgsdyr vurderes individuelt, sådan
at ansøgerne ikke kun beskriver dyreforsøgsmodellens
belastning, men også efter bedste evne belastningen ved
indgiften af teststofferne og øvrige indgreb på
forsøgsdyrene. Der skal således være en
vurdering af den samlede belastning.
Raske dyr skal ikke
unødvendigt påføres sygdomme
I lov om dyreforsøg § 6, stk. 1, bestemmes bl.a.,
at man ved valg af forskellige fremgangsmåder skal
vælge den, der medfører brug af færrest dyr,
forvolder mindst smerte, lidelse eller varigt men, og som mest
sandsynligt fører til tilfredsstillende resultater.
På trods af dette tillader man i praksis, at raske heste
som led i et forsøg får ødelagt deres led,
så det bliver smertefuldt at bevæge sig, jf. tilladelse
J.nr. 2006/561-1113, selv om der er mange heste, som har denne
ledskade i forvejen og derfor ville kunne bruges til
forskning.
Dette vil ligeledes ofte være muligt ved forskning i
produktionsbetingede sygdomme i landbruget samt i stigende grad ved
forskning i sygdomme hos mindre husdyr. Forskerne argumenterer med,
at det er nemmere at have de »syge dyr« tæt
på deres laboratorier, og at de bedre kan standardisere
undersøgelserne, hvis de kan påføre raske dyr
sygdommene under kontrollerede forhold. Alternativt skal de have
kontakt til flere forskellige produktionssteder og køre til
disse på forskellige tidspunkter af døgnet, når
de rette sygdomssymptomer opstår. Dette vil ifølge
forskerne betyde, at forsøgene vil tage længere tid og
blive dyrere.
Men disse økonomiske betragtninger kan ikke berettige,
at dyr unødigt udsættes for smerte, lidelse og varige
men. Hvis man kan opnå de ønskede resultater ved at
benytte dyr, der i forvejen lider af den relevante sygdom,
bør dette som udgangspunkt gøres. Forskerne skal i
modsat fald overbevisende kunne argumentere over for Rådet
for Dyreforsøg for, at det er nødvendigt at bruge
raske dyr.
Skriftlig fremsættelse
Per Clausen
(EL):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig
herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
skærpede krav til dyreforsøg.
(Beslutningsforslag nr. B 30).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der
ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige
behandling.