L 123 Forslag til lov om en terrorforsikringsordning på skadesforsikringsområdet.

Af: Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (KF)
Udvalg: Erhvervsudvalget
Samling: 2007-08 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 27-03-2008

Fremsættelsestale af lovforslag

20072_l123_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (27. marts 2008)

Økonomi- og erhvervsministeren (Bendt Bendtsen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om en terrorforsikringsordning på skadesforsikringsområdet

(Lovforslag nr. L 123).

Formålet med lovforslaget er at oprette en ordning, som kan understøtte markedet for skadesforsikring mod terror. Det foreslås derfor at oprette en terrorforsikringsordning på skadesforsikringsområdet, som dækker nukleare, biologiske, kemiske og radioaktive (NBCR) terrorskader på bygninger og løsøre samt driftstab. Endvidere skal ordningen dække kaskoskader på motorkøretøjer og på skibe og jernbanemateriel som følge af NBCR-terror.


Ordningen er inddelt i to lag. Første lag er forsikringsselskabernes egenrisiko - et såkaldt selvbehold - der fastlægges årligt og er baseret på selskabernes solvenssituation samt branchens mulighed for genforsikring. Andet lag er en statslig genforsikringsgaranti på op til maksimalt 15 mia. kr., som udløses, såfremt skaden overstiger branchens selvbehold. De deltagende skadesforsikringsselskaber skal årligt betale en risikopræmie til staten for at få stillet denne garanti til rådighed.


Der foreslås obligatorisk deltagelse i ordningen for alle direkte tegnende skadesforsikringsselskaber, der har fået tilladelse af Finanstilsynet, og som dækker NBCR-terrorrisici på bygninger mv. i Danmark. Af hensyn til EU's konkurrenceregler åbner forslaget dog mulighed for, at udenlandske selskaber kan være omfattet af ordningen. Formålet med ordningen er at sikre danske skadesforsikringsselskabers fortsatte beståen i tilfælde af NBCR-terror, og deltagelse i ordningen må derfor være obligatorisk. Hvis skaden skulle ske, skal alle forsikringstagere (både virksomheder og private), der har forsikret deres bygninger mv., over en årrække tilbagebetale statens udgifter. Ordningen finansieres således først efter eventuelle udbetalinger, hvilket er med til at minimere de administrative omkostninger.


Med disse bemærkninger, og idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og bemærkningerne til dette, skal jeg anbefale forslaget til det høje Tings velvillige behandling.