L 43 Forslag til lov om ændring af kildeskatteloven.

(Præcisering af sidste rettidige indbetalingsdato med hensyn til indbetaling af foreløbig skat).

Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2006-07
Status: Stadfæstet

Lovforslag som fremsat

Fremsat: 12-10-2006

Lovforslag som fremsat

20061_l43_som_fremsat (html)

L 43 (som fremsat): Forslag til lov om ændring af lov om opkrævning af indkomstskat samt kommunal og amtskommunal ejendomsværdiskat for personer m.v. (Præcisering af sidste rettidige indbetalingsdato med hensyn til indbetaling af foreløbig skat).

Fremsat den 12. oktober 2006 af Morten Homann (SF), Poul Henrik Hedeboe (SF) og Ole Sohn (SF)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om opkrævning af indkomstskat samt kommunal og amtskommunal ejendomsværdiskat for personer m.v.

(Præcisering af sidste rettidige indbetalingsdato med hensyn til indbetaling af foreløbig skat)

 

§ 1

I lov om opkrævning af indkomstskat samt kommunal og amtskommunal ejendomsværdiskat for personer m.v. (kildeskat), jf. lovbekendtgørelse nr. 1086 af 14. november 2005, foretages følgende ændring:

1. I § 59 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Fristen i stk. 1, 3. pkt., er ikke omfattet af § 41, stk. 3.«

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2. § 1 har virkning for indkomståret 2006 og senere indkomstår.

Bemærkninger til lovforslaget

Forslagsstillerne mener, at reglerne om forlængelse af fristen for sidste rettidige indbetalingsdag, som følger af lovens § 41, stk. 3, i en årrække er blevet administreret fejlagtigt af skattemyndighederne. Problemet er, at skattemyndighederne har fortolket reglerne således, at frivillige indbetalinger efter § 59 også er blevet betragtet som omfattet af § 41, stk. 3. Det mener forslagsstillerne er en fejl, da frivillige indbetalinger ikke kan sammenlignes med indbetalinger af opkrævede og forfaldne skattebeløb.

Derfor ønsker forslagsstillerne med dette lovforslag at forhindre, at brugere af virksomhedsordningen har mulighed for at få forlænget fristen for sidste rettidige indbetalingsdag efter denne lovs § 41, stk. 3. Ifølge § 41, stk. 3, forlænges indbetalingsfristen til den efterfølgende hverdag, når sidste rettidige indbetalingsdag er en helligdag eller lørdag. Det medførte i 2005, at den rettidige indbetalingsfrist efter lovens § 59, som var lørdag den 31. december 2005, blev forlænget til den 2. januar 2006. Den forskydning af indbetalingsfristen gjorde det muligt for skatteyderen at hæve pengene i virksomheden i regnskabsåret 2006, selv om indbetalingen vedrørte 2005.

Virksomhedsordningen fungerer således, at hævet overskud fra virksomheden beskattes som personlig indkomst eller kapitalindkomst, medens den ikke hævede del af overskuddet (såkaldt opsparet overskud) beskattes med en foreløbig skat på 28 pct. Ved at hævningen til frivillig indbetaling af restskat kunne forskydes fra slutningen af året til 2. januar i det efterfølgende år, kunne opsparet overskud tilsvarende forøges, og skatteyderen fik derved mulighed for at udskyde den resterende beskatning i mindst et år. Det er ønsket om at afskaffe denne mulighed, der er baggrunden for lovforslaget. Forslagsstillerne har med en række skriftlige spørgsmål gjort skatteministeren opmærksom på problemet, men skatteministeren har ikke udtrykt ønske om at ændre reglerne, jf. bl.a. § 20-spørgsmål S 1697 og 1698 samt spm. 122 på Skatteudvalgets alm. del (alle folketingsåret 2005-06). Derfor har forslagsstillerne valgt at fremsætte dette lovforslag.

Reglen i § 41, stk. 3, om, at betalingsfristen udskydes, hvis sidste dag er en helligdag eller en lørdag, er meget fornuftig, når der er tale om pligtmæssige betalinger af forfaldne beløb. Betalinger af foreløbig skat efter § 59 er imidlertid frivillige indbetalinger, hvor det er naturligt, at der ikke er denne forlængelse af »betalingsåret«.

Provenu

Ifølge skatteministerens besvarelse af Skatteudvalgets alm. del €" spørgsmål 122 (2005-06) var de samlede indbetalinger af restskat for 2005 i henholdsvis december 2005 og 2. januar 2006:

 

Skatteydere uden for virksomhedsskatteordningen (med beløb)

Skatteydere omfattet af virksomhedsskatteordningen (med beløb)

December

16.001

(3.167.623.570 kr.)

11.356

(3.100.616.421 kr.)

2. januar

2.157

(731.892.831 kr.)

4.720

(1.375.211.271 kr.)

De 1,3 mia. kr. indbetalt den 2. januar 2006 af skatteydere omfattet af virksomhedsskatteordningen, svarer formentlig til en øget opsparing på ca. 1,9 mia. kr. før skat. Regner man med, at der er tale om topskatteydere med en marginalskattesats på 62, vil besparelsen dermed være 649 mio. kr. og så lidt nedrunding, fordi ikke alle er topskatteydere osv.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Det foreslås, at der indføres en præcisering i et nyt stk. 2 i § 59, således at muligheden i § 41, stk. 3, for at forlænge fristen for den sidste rettidige indbetalingsdag ikke finder anvendelse ved frivillig indbetaling af foreløbig skat.

Til § 2

Det foreslås, at loven har virkning for indkomståret 2006 og følgende indkomstår.

Skriftlig fremsættelse

Morten Homann (SF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om opkrævning af indkomstskat samt kommunal og amtskommunal ejendomsværdiskat for personer m.v.. (Præcisering af sidste rettidige indbetalingsdato med hensyn til indbetaling af foreløbig skat).

(Lovforslag nr. L 43).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager lovforslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.