L 102 Forslag til lov om udvikling af landdistrikterne

(landdistriktsloven).

Af: Fødevareminister Hans Christian Schmidt (V)
Udvalg: Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Samling: 2006-07
Status: Stadfæstet

Lovforslag som vedtaget

Vedtaget: 27-03-2007

Lovforslag som vedtaget

20061_l102_som_vedtaget (html)

L 102 (som vedtaget): Forslag til lov om udvikling af landdistrikterne (landdistriktsloven).

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 27. marts 2007

Forslag

til

Lov om udvikling af landdistrikterne (landdistriktsloven)

 

Kapitel 1

Formål

§ 1. Formålet med loven er at bidrage til en bæredygtig udvikling af landdistrikterne, hvor vækst baseres på bæredygtig anvendelse af ressourcerne, og hvor lokal medbestemmelse samtidig bidrager til at skabe attraktive levevilkår og lokale arbejdspladser. Formålet søges realiseret gennem fremme af

1) stærkere konkurrenceevne i jordbrugs-, fødevare- og skovbrugssektoren,

2) flere iværksættere og lokale arbejdspladser i landdistrikterne,

3) varierede landskaber, rig natur og rent miljø og

4) attraktive levevilkår for børn, unge og voksne i landdistrikterne med henblik på at styrke sammenhængen mellem land og by.

Kapitel 2

Støtteforanstaltningerne

§ 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan yde tilskud til følgende foranstaltninger:

1) F oranstaltninger til at fremme viden og kompetence, som omfatter

a) kompetenceudvikling og vidensformidling inden for jordbrugs-, fødevare- og skovbrugssektoren og

b) jordbrugeres og skovbrugeres anvendelse af rådgivningstjenester.

2) Foranstaltninger til omstrukturering og udvikling samt fremme af innovation, som omfatter

a) modernisering af jordbrugsbedrifter,

b) forøgelse af jordbrugs- og skovbrugsprodukters værdi,

c) samarbejde om udvikling af nye produkter, processer og teknologier i jordbrugs-, fødevare- og skovbrugssektoren,

d) forbedring og udvikling af infrastruktur af betydning for udviklingen og tilpasningen af jord- og skovbrug og

e) genopretning af jordbrugets produktionspotentiale efter skader som følge af naturkatastrofer.

3) Foranstaltninger til forbedring af jordbrugsproduktionens og jordbrugsprodukternes kvalitet, som omfatter

a) jordbrugeres tilpasning til skærpede normer på grundlag af EU-lovgivningen,

b) jordbrugeres deltagelse i ordninger for fødevarekvalitet og

c) producentsammenslutningers informa­tions- og markedsføringsaktiviteter vedrørende produkter, der er omfattet af ordninger for fødevarekvalitet.

4) Foranstaltninger for bæredygtig anvendelse af jordbrugsarealer, som omfatter

a) jordbrug i ugunstigt stillede områder,

b) Natura 2000-forpligtelser og forpligtelser i forbindelse med direktiv 2000/60/EF om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger (vandrammedirektivet),

c) miljøvenligt jordbrug, herunder økologisk jordbrugsproduktion,

d) dyrevelfærd og

e) ikkeproduktive investeringer.

5) Foranstaltninger til diversificering af økonomien i landdistrikterne, som omfatter

a) diversificering, der rækker ud over jordbrugsaktiviteter,

b) oprettelse og udvikling af mikrovirksomheder for at fremme iværksætterkultur

samt udvikling af den økonomiske struktur og

c) fremme af turisme.

6) Foranstaltninger til forbedring af livskvaliteten i landdistrikterne, som omfatter

a) basale tjenester for økonomi og befolkning i landdistrikterne, herunder kulturelle aktiviteter,

b) fornyelse og udvikling af landsbyer og

c) bevarelse af og større opmærksomhed på landdistrikternes natur- og kulturarv.

7) Uddannelses- og informationsforanstaltninger for økonomiske aktører inden for de områder, der er omfattet af nr. 5 og 6.

8) Kompetenceudviklings- og informationskampagneforanstaltninger med henblik på udarbejdelse og gennemførelse af en lokal udviklingsstrategi.

9) F oranstaltninger vedrørende

a) lokale aktionsgrupper,

b) gennemførelse af lokale strategier og

c) samarbejde mellem aktionsgrupper.

§ 3. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om

1) de foranstaltninger, der kan ydes tilskud til,

2) de betingelser, der skal opfyldes for at opnå tilskud,

3) størrelse og udbetaling af tilskud,

4) prioritering og udvælgelse af ansøgninger samt reduktion af ansøgt tilskud og

5) nedsættelse af lokale aktionsgrupper.

§ 4. Kommuner, andre offentlige myndigheder, private organisationer, offentlige fonde og private fonde med almennyttigt formål kan deltage i finansieringen af de i § 2 nævnte foranstaltninger.

Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte nærmere regler om finansieringen nævnt i stk. 1.

Kapitel 3

Administrative bestemmelser

Regler om ansøgning m.v.

§ 5. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om ansøgning efter loven, om administrationen af de i loven omhandlede tilskudsordninger og om regnskab og revi­sion vedrørende bevilget tilskud efter loven.

Udvalg og rådgivning

§ 6. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan nedsætte et bredt sammensat udvalg, som skal rådgive ministeren om, hvordan aktiviteter under landdistriktsprogrammet kan bidrage til at fremme udviklingen i landdistrikterne.

Stk. 2. Ministeren nedsætter et overvågningsudvalg med repræsentanter for berørte myndigheder, interesseorganisationer, foreninger og partnerskaber til at varetage tilsyns- og opfølgningsfunktioner ved administration af tilskudsordninger efter loven.

Stk. 3. Ministeren kan nedsætte rådgivende udvalg for tilskudsordningerne efter loven.

Stk. 4. Ministeren kan indhente rådgivning hos andre udvalg, som er nedsat i medfør af anden lovgivning.

Stk. 5. Ministeren kan fastsætte regler om, at de regionale vækstfora, der er nedsat i henhold til lov om erhvervsfremme, kan afgive indstilling om projekter vedrørende de i § 2 omhandlede foranstaltninger. Regionsrådene og Bornholms Regionskommune kan efter indstilling fra de regionale vækstfora deltage i finansieringen af de pågældende projekter.

Bortfald og tilbagebetaling af tilskud

§ 7. Tilskud efter § 2 bortfalder, hvis

1) tilskudsmodtageren har afgivet urigtige eller vildledende oplysninger eller har fortiet oplysninger af betydning for sagens afgørelse,

2) betingelserne for tilskud ikke længere er opfyldt eller

3) tilskudsmodtageren tilsidesætter sine pligter i medfør af § 10 og § 11, stk. 2, eller pligter i medfør af regler fastsat i medfør af § 11, stk. 4.

Stk. 2. I forbindelse med en afgørelse om bortfald af tilskud efter stk. 1 kan ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri bestemme, at udbetalte tilskud skal tilbagebetales.

Stk. 3. Tilskud, der skal tilbagebetales, jf. stk. 2, skal tilbagebetales med tillæg af renter. Rentetillægget beregnes, medmindre andet er fastsat ved forordning, fra tidspunktet for meddelelse af tilbagebetalingskravet, til tilbagebetaling sker, og med den i lov om renter ved forsinket betaling fastsatte referencesats med tillæg. Den tillagte rente udgør dog mindst 50 kr.

Stk. 4. Ministeren kan fastsætte regler om de i stk. 1-3 nævnte forhold.

Inddrivelse af tilgodehavender

§ 8. Restanceinddrivelsesmyndigheden inddriver statskassens tilgodehavende efter § 7, stk. 2, med tillæg af renter og omkostninger. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan inddrive skyldige beløb ved indeholdelse i løn m.v. hos den pågældende efter reglerne om inddrivelse af personlige skatter i kildeskatteloven og ved udpantning.

Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan i samråd med skatteministeren fastsætte regler om fremgangsmåden i forbindelse med lønindeholdelse.

Eftergivelse af tilgodehavender

§ 9. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan eftergive gæld til det offentlige efter denne lov efter reglerne i opkrævningsloven.

Oplysningspligt for tilskudsmodtager

§ 10. Tilskudsmodtageren skal i hele perioden, hvor betingelserne for tilskud efter loven skal opfyldes, på ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeris forlangende afgive erklæring om, hvorvidt betingelserne for tilskud fortsat er opfyldt.

Stk. 2. Tilskudsmodtageren skal i hele perioden, hvor betingelserne for tilskud efter loven skal opfyldes, underrette ministeren, hvis betingelserne for tilskud ikke længere er opfyldt.

Kontrol m.v.

§ 11. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri eller den, ministeren bemyndiger hertil, har til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til lokaliteter, der ejes eller drives af en fysisk eller juridisk person, der har modtaget tilsagn om tilskud efter loven. På tilsvarende måde har ministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, adgang til regnskaber, forretningsbøger, papirer m.v., herunder også materiale, der opbevares i elektronisk form, for at tilvejebringe oplysninger til brug for løsning af opgaver i henhold til loven eller til regler, der er fastsat i medfør af loven.

Stk. 2. Den, der har modtaget tilsagn om tilskud, jf. stk. 1, skal efter anmodning fra ministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, yde den fornødne vejledning og hjælp ved kontrollens gennemførelse, og det i stk. 1 nævnte materiale skal udleveres eller indsendes til ministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, på dennes begæring.

Stk. 3. Politiet yder om nødvendigt bistand til gennemførelse af den i stk. 1 nævnte kontrol. Ministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte nærmere regler herom.

Stk. 4. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om kontrol af de foranstaltninger, hvortil der ydes tilskud efter loven.

§ 12. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri eller den, ministeren bemyndiger dertil, kan hos andre offentlige myndigheder indhente de oplysninger, der er nødvendige for at kontrollere overholdelsen af de relevante forordningsbestemmelser og loven samt de regler, der er udstedt i medfør af loven, med henblik på registersamkøring og sammenstilling af oplysninger i kontroløjemed.

Delegation og klageadgang

§ 13. Henlægger ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri sine beføjelser efter loven til en myndighed under ministeriet, kan ministeren fastsætte regler om adgangen til at klage over myndighedens afgørelser, herunder om, at klage ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, og om myndighedens adgang til at genoptage en sag, efter at der er indgivet klage.

Stk. 2. Ministeren kan efter forhandling med vedkommende minister henlægge sine beføjelser efter loven til en anden statslig myndighed eller institution. Ministeren kan i forbindelse hermed fastsætte regler om adgangen til at klage over disse myndigheders eller institutioners afgørelser, herunder om, at klage ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, og om myndighedens eller institutionens adgang til at genoptage en sag, efter at der er indgivet klage.

Stk. 3. Ministeren kan henlægge sine beføjelser vedrørende de i § 2 omhandlede foranstaltninger til en kommunalbestyrelse. Ministeren kan i forbindelse hermed fastsætte regler om, hvilke betingelser der skal være opfyldt, for at kommunalbestyrelsen kan udøve beføjelserne, og om adgangen til at klage over kommunalbestyrelsens afgørelser. Ministeren kan ændre afgørelserne, uden at der foreligger klage. Ministeren bevarer sin fulde instruktionsbeføjelse. Ministeren kan træffe aftale med kommunalbestyrelserne om deres deltagelse i administrationen af foranstaltningerne.

Stk. 4. Ministeren kan henlægge sine beføjelser vedrørende de i § 2 omhandlede foranstaltninger til private organisationer. Ministeren kan i forbindelse hermed fastsætte regler om, hvilke betingelser der skal være opfyldt, for at private organisationer kan udøve beføjelserne, og om adgangen til at klage over de private organisa­tioners afgørelser. Ministeren kan ændre afgørelserne, uden at der foreligger klage. Ministeren bevarer sin fulde instruktionsbeføjelse. Ministeren kan træffe aftale med private organisationer om deres deltagelse i administrationen af foranstaltningerne. Ministeren kan fastsætte regler, hvorefter afgørelser, der er truffet af en myndighed på grundlag af indstilling fra en privat organisation, alene kan påklages, for så vidt angår retlige spørgsmål.

Kapitel 4

Straffebestemmelser m.v.

§ 14. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der

1) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger af betydning for afgørelser, der træffes i henhold til loven eller de i medfør af loven fastsatte regler,

2) handler i strid med vilkår, der er fastsat i en afgørelse, der træffes i henhold til loven eller de i medfør af loven fastsatte regler,

3) undlader at afgive den dokumentation og de oplysninger, som den pågældende har pligt til at afgive i henhold til loven eller regler fastsat i medfør af loven,

4) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger, som den pågældende har pligt til at afgive i henhold til loven eller regler fastsat i medfør af loven,

5) undlader at give kontrolmyndigheden adgang til virksomheden m.v. efter § 11, stk. 1, eller

6) undlader at udlevere eller indsende materiale eller yde kontrolmyndigheden bistand efter § 11, stk. 2.

Stk. 2. I regler, der udstedes i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i reglerne eller af vilkår, der meddeles efter reglerne. I reglerne kan der endvidere fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i regler fastsat af De Europæiske Fællesskaber om forhold, der er omfattet af denne lov.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 15. Skønnes en overtrædelse ikke at ville medføre højere straf end bøde, kan ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning. Det er en betingelse herfor, at den, der har begået overtrædelsen, erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden en nærmere angivet frist, der efter begæring kan forlænges, at betale en i tilkendegivelsen angivet bøde.

Stk. 2 Med hensyn til den i stk. 1 nævnte tilkendegivelse finder retsplejelovens regler om krav til indholdet af et anklageskrift og om, at en sigtet ikke er forpligtet til at udtale sig, tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Betales bøden i rette tid, eller bliver den efter vedtagelse inddrevet eller afsonet, bortfalder videre forfølgning.

Kapitel 5

Ikrafttræden m.v.

§ 16. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsætter tidspunktet for lovens eller dele af lovens ikrafttræden.

Stk. 2. Ministeren kan i forbindelse med fastsættelse af regler i medfør af § 3 bestemme, at loven eller dele af loven har virkning fra og med den 1. januar 2007.

Stk. 3. Ministeren kan i forbindelse med hel eller delvis ikraftsættelse af denne lov fastsætte regler om hel eller delvis ophævelse af kapitel 1, 2, 4 og 5 i lov om støtte til udvikling af landdistrikterne (landdistriktsstøtteloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1015 af 9. oktober 2006.

§ 17. Tilskud bevilget på grundlag af ansøgninger indgivet inden tidspunktet for lovens ikræfttræden behandles efter de hidtil gældende regler.

§ 18. I lov om støtte til udvikling af landdistrikterne (landdistriktsstøtteloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1015 af 9. oktober 2006, foretages følgende ændring:

1. Lovens titel affattes således:

»Lov om statsgaranti for lån til yngre jordbrugere m.v.«

§ 19. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.