B 72 Forslag til folketingsbeslutning om etablering af et letbanesystem i Århus.

Udvalg: Trafikudvalget
Samling: 2006-07
Status: Forkastet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 09-01-2007

Beslutningsforslag som fremsat

20061_b72_som_fremsat (html)

B 72 (som fremsat): Forslag til folketingsbeslutning om etablering af et letbanesystem i Århus.

Fremsat den 9. januar 2007 af Morten Homann (SF), Poul Henrik Hedeboe (SF) og Ole Sohn (SF)

Forslag til folketingsbeslutning

om etablering af et letbanesystem i Århus

 

Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af første halvår 2007 at indlede forhandlinger med de lokale myndigheder i Århus om etablering af et letbanesystem i byen med en statslig medfinansiering af anlægsudgifterne på ikke under 500 mio. kr.

 

Bemærkninger til forslaget

Etableringen af et sporvejs- eller letbanesystem har stået højt på den trafikpolitiske dagsorden i Århus-området i årtier. Det har været et tilbagevendende tema i debatten om den €" i øvrigt stadig fraværende €" samlede kollektive trafikplan for Århusområdet.

I takt med byområdets vækst er trafikbelastningen steget voldsomt, og med de nuværende trafikprognoser vil problemet forværres betragteligt i de kommende år. Det giver en lang række gener, lige fra trængselsproblemer over udledning af CO2 og partikelforurening til forringet trafiksikkerhed.

Derfor er der behov for en fremtidsorienteret investering, der gør de kollektive trafiktilbud væsentligt mere attraktive, så biltrafik kan konverteres til kollektiv trafik. Det kræver en udbygning med sporvogne eller €" oftest brugt synonymt hermed €" letbaner.

En opgave af national interesse

Et letbanesystem i Århus er selvfølgelig en lokal opgave, men det er det ikke alene. Trafiksituationen i landets næststørste by er af national interesse, og investeringerne i et letbanesystem er af en sådan størrelsesorden, at ingen kommune kan forventes at løfte byrden alene.

Internationalt er det også stort set reglen, at staten deltager i finansieringen af trafikprojekter af denne størrelse. Derfor er det naturligt, at staten deltager i finansieringen af et letbanesystem i Århus, ligesom staten selvfølgelig har skullet engagere sig i byggeriet af den københavnske metro, om end investeringerne her har været i en helt anden størrelsesorden.

Eksisterende planer

Århus Kommune har arbejdet uhyre seriøst med planerne om at indføre sporveje i Århus. En arbejdsgruppe bestående af Århus Kommune, Trafikministeriet, Århus Sporveje, Århus Amt, Banestyrelsen og COWIcon-sult udarbejdede i 2000 en grundig rapport, »Sporvogne i Århus?«, der beskrev mulige sporvejssystemer og anbefalede en løsning med tre linjer (alle via Nørre Allé/Park Allé):

€" Torsøvej-City Vest via Randersvej og Viborgvej

€" Ikea-Gunnar Clausens Vej via Randersvej og Skanderborgvej

€" City Vest-Gunnar Clausens Vej via Skanderborgvej og Viborgvej

Siden har Århus Kommune i samarbejde med Århus Amt udarbejdet endnu en plan €" »Vision om letbaner i Århus-området« fra 2005 €" for et letbaneprojekt med henblik på at betjene det udvidede Skejby Sygehus og det kommende byudviklingsområde i Lisbjerg. Selv om dette væsentligt mindre projekt ikke tilbyder nær den samme dækning af byområdets trafik som f.eks. planerne fra 2000 og derfor heller ikke vil have nær den samme trafikale betydning, vil disse planer ikke desto mindre være en vigtig styrkelse af den kollektive trafik i Århusområdet, og de kan betragtes som en første fase i etableringen af et egentligt nærbanesystem. Begge rapporter findes på Århus Kommunes hjemmeside, www.aarhuskommune.dk.

Hvis planer som disse bliver til virkelighed, vil Århus være den første danske by, der kobler sig på den internationale trend at genintroducere sporvejene som en hurtig, sikker og miljøvenlig transportform.

Århus er ikke det eneste sted i landet, hvor det vil være hensigtsmæssigt at indføre et letbanesystem. Særlig har der været en række konkrete forslag til etablering af letbaner i hovedstadsområdet, som vil kunne styrke den kollektive trafik væsentligt. Det er forslagsstillernes håb, at etableringen af en århusiansk letbane og erfaringerne herfra vil kunne bane vejen for yderligere udbygning af denne trafikform.

SF€™s foretrukne model

SF stiller sig ikke tilfreds med en discountmodel for letbaner, hvor der blot køres med sporvognsmateriel på eksisterende jernbaner. Århus har brug for mere kollektiv trafik på skinner €" ikke bare at flytte rundt på den eksisterende. Derfor ønsker SF en stærkere udbygning med letbaner end i den minimale model, som Århus Kommune har fremlagt sammen med Århus Amt.

Det er også afgørende for SF, at letbanesystemet kædes hensigtsmæssigt sammen med det øvrige banenet i regionen, herunder Grenåbanen, Odderbanen og nærbanen mod Skanderborg.

SF foreslår derfor en samlet finansieringsplan for etableringen af sporveje i Århus:

€" Halv statslig finansiering og halv kommunal finansiering af anlægsudgifterne.

€" Den statslige finansiering tages fra trafikforligets reservepulje.

€" Der ydes statslån til den kommunale del af finansieringen.

€" Lån til projektet fragår ikke kommunens låneramme, og der skal ikke deponeres for lånet.

€" Anlægsprojektet fritages for moms.

Det skal understreges, at dette alene er SF€™s oplæg til de videre drøftelser om letbaneudbygningen. Det foreliggende forslag lægger sig ikke fast på, hvilken model der skal vælges.

Lokal opbakning

Både Århus Byråd og Århus Amtsråd har bakket enstemmigt op om ideen om etablering af et letbanesystem i Århus. I 2002 tog Århus Byråd en €" enig €" principbeslutning om, at der på sigt skal etableres sporvogne i Århus.

Konkret gælder opbakningen såvel den seneste, simple model €" senest har både by- og amtsråd således vedtaget oplægget »Vision om letbaner i Århus-området« fra 2005 €" som de mere ambitiøse forslag, som bl.a. fremgik af projektet fra 2000.

Beslutningsforslagets indhold samlet set

Uanset SF€™s foretrukne modeller og overordnede visioner for udbygningen af den kollektive trafik i Århus og i resten af landet er det foreliggende forslag ganske åbent. Formålet med beslutningsforslaget er ikke at pege på endemålet for processen med at skabe et sammenhængende letbanesystem i Århus, men at sætte processen i gang. Forslaget indeholder således blot følgende tre elementer:

€" En konstatering af, at et letbanesystem i Århus er et rigtigt og nødvendigt projekt, og af, at det er en opgave, der både er et lokalt og et statsligt ansvar.

€" Der afsættes et beløb på minimum 500 mio. kr. €" men efter SF€™s vurdering og afhængigt af det konkrete projekt gerne væsentligt mere €" til statslig medfinansiering af et letbanesystem i Århus.

€" Regeringen forpligtes til snarest muligt at indlede drøftelser med Århus Kommune om den konkrete udformning af letbanesystemet.

SF har i ovenstående afsnit peget på en mulig finansiering af projektet, men det vil selvsagt være op til en nærmere drøftelse, hvorledes de 500 mio. kr. skal finansieres. SF ser dog med fortrøstning på denne opgave. SF har som nævnt ikke alene selv forslag til finansiering og vil fordomsfrit drøfte alternative forslag, men har også noteret sig, at partier repræsenterende et flertal i Folketinget offentligt har givet tilsagn om, at staten bør yde mindst de 500 mio. kr. til projektet.

Skriftlig fremsættelse

Morten Homann (SF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om etablering af et letbanesystem i Århus.

(Beslutningsforslag nr. B 72).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.