L 59 Forslag til lov om ændring af lov om grundlæggende social- og sundhedsuddannelser.

(Praktiske indgange og sammenhængende uddannelsesforløb).

Af: Undervisningsminister Bertel Haarder (V)
Udvalg: Uddannelsesudvalget
Samling: 2005-06
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 09-11-2005

Fremsættelsestale af lovforslag

20051_l59_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (9. november 2005)

 

Undervisningsministeren (Bertel Haarder) :

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om grundlæggende social- og sundhedsuddannelser (Praktiske indgange og sammenhængende uddannelsesforløb)

(Lovforslag nr. L 59).

Lovforslaget bidrager til at opfylde regeringens målsætning om, at flere unge får en ungdomsuddannelse.

Ifølge regeringsgrundlaget »Nye mål« fra februar 2005 er det regeringens mål, at andelen af en ungdomsårgang, der gennemfører en ungdomsuddannelse, skal hæves fra ca. 80 pct. til mindst 85 pct. i 2010 og mindst 95 pct. i 2015.

På baggrund af regeringsgrundlaget nedsatte regeringen i april 2005 »Udvalget om mesterlære«, der fik til opgave at opstille og vurdere modeller for genindførelse af mesterlæren som et supplement til de eksisterende muligheder for at tilrettelægge erhvervsuddannelser og tilsvarende modeller for uddannelsen til social- og sundhedshjælper og den pædagogiske grunduddannelse (pgu).

Lovforslaget bygger på udvalgets anbefalinger om oprettelse af en praktikadgangsvej til social- og sundhedshjælperuddannelsen og den pædagogiske grunduddannelse og skal ses i sammenhæng med lovforslaget om ændring af erhvervsuddannelsesloven, som også fremsættes i dag.

Med forslaget får eleverne mulighed for på baggrund af en ansættelsesaftale med et praktiksted, dvs. vedkommende ansættelsesmyndighed eller private arbejdsgiver, at blive optaget på uddannelsen. Hermed skabes endnu en adgangsvej til de to uddannelser ved siden den hidtidige skoleadgangsvej.

For at sikre, at der bliver pladser til elever fra både praktik- og skoleadgangsvejene indføres en kvoteordning. Ansættelsesmyndighederne og de private leverandører får med denne ordning krav på at besætte indtil halvdelen af pladserne med elever fra praktikadgangsvejen. De øvrige praktikpladser, der oprettes som led i den kommunale dimensioneringsforpligtelse, skal besættes med elever, som skolerne har optaget via skoleadgangsvejen.

Regeringen ønsker at styrke mulighederne for praktiske indgange til uddannelserne ud over, hvad mesterlæreudvalget har foreslået. Derfor skabes der med lovforslaget en ny rettighed for unge og deres praktiksteder til at vælge imellem at påbegynde uddannelsen i praktik eller på skole uanset, om eleven konkret er optaget på grundlag af en indgået ansættelsesaftale eller er optaget direkte af en skole.

Lovforslaget omfatter herudover en formalisering af gennemførte forsøg i udvalgte amter og Københavns Kommune, hvorefter social- og sundhedsassistentuddannelsen er blevet udbudt som et sammenhængende uddannelsesforløb bestående af social- og sundhedshjælperuddannelsen og social- og sundhedsassistentuddannelsen og eventuelt indledt gennem et grundforløb. Evalueringen af forsøgene har netop vist, at flere unge er kommet ind på uddannelserne, og at flere fortsætter fra grundforløbet til social- og sundhedshjælperuddannelsen, hvortil kommer at flere fortsætter i assistentuddannelsen.

Det foreslås, at loven skal træde i kraft den 1. juli 2006, dog således at muligheden for at begynde social- og sundhedshjælperuddannelsen og den pædagogiske grunduddannelse med at indgå en ansættelsesaftale først får virkning samtidig med kommunalreformen den 1. januar 2007.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med tilhørende bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale lovforslaget til hurtig og velvillig behandling i det høje Ting.