L 220 Forslag til lov om uddannelsen til professionsbachelor som lærer i folkeskolen.

Af: Undervisningsminister Bertel Haarder (V)
Udvalg: Uddannelsesudvalget
Samling: 2005-06
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 05-04-2006

Fremsættelsestale af lovforslag

20051_l220_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (5. april 2006)

 

Undervisningsministeren (Bertel Haarder):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om uddannelsen til professionsbachelor som lærer i folkeskolen

(Lovforslag nr. L 220).

Lovforslaget er en udmøntning af det forlig om en reform af læreruddannelsen, som regeringen (Venstre og Det Konservative Folkeparti) den 28. marts 2006 indgik med Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre.

Formålet med lovforslaget er at sikre en læreruddannelse, som lever op til de nuværende og kommende krav til lærerprofessionen, og at styrke fagligheden, herunder de pædagogiske fagområder, med fokus på de kompetencer, de færdiguddannede lærere skal have for at kunne varetage de mange forskellige opgaver i folkeskolen.

Fagligheden i uddannelsens linjefag styrkes bl.a. ved, at linjefagene dansk og matematik aldersspecialiseres mod henholdsvis skolens begynder- og mellemtrin og mellem- og sluttrin. Fagligheden i linjefagene styrkes yderligere ved, at alle linjefag øges i omfang €" de aldersspecialiserede fag, dansk og matematik, samt fagene natur/teknik, fysik/kemi, historie, engelsk og idræt øges markant €" og at den studerende kun skal vælge to eller tre (mod i dag fire) linjefag. Hertil kommer, at der skabes mulighed for opbygning af en tydelig faglig profil, og at der vil blive stillet krav til de studerendes kvalifikationer som betingelse for optagelse på linjefag.

Uddannelsens pædagogiske fag styrkes ved dels at integreres i de obligatoriske linjefag, hvor de vil udgøre et supplement til den didaktik, der i forvejen findes i alle linjefag, dels at tildeles 0,55 årsværk alene og 0,2 årsværk i sammenhæng med de obligatoriske linjefag. I de pædagogiske fællesfag skal blandt andet indgå grundlæggende specialpædagogik, undervisning af tosprogede, klasserumsledelse og skole-hjemsamarbejdet. Der skal fortsat være et samarbejde mellem linjefagene og de pædagogiske fag.

Det nuværende fag kristendomskundskab/ livsoplysning skifter navn til kristendomskundskab/ livsoplysning /medborgerskab. Tilføjelsen af medborgerskab skal sikre, at alle lærerstuderende gennem uddannelsen får kendskab til grundlæggende demokratiske værdier og dansk folkestyre og bliver i stand til at videregive disse værdier til folkeskolen.

Lovforslaget indeholder bemyndigelsesbestemmelser til administrativt at fastsætte de nærmere regler om uddannelsen, bl.a. fagenes indhold, deltagelsespligt, herunder mødepligt på første årgang, indførelse af vejledende timetal, de nærmere krav til kvalifikationer for optagelse på linjefag, faglige suppleringskurser og styrkelse af praktikken ved øget samarbejde med linjefagene, professionsbachelorprojektet og de pædagogiske fag samt ved opstramning af praktikkens bedømmelse.

Lovforslaget indebærer, at der skal etableres et evalueringsprogram, der sikrer, at forligskredsen kan vurdere den reformerede uddannelses elementer, deres samspil og den overordnede målopfyldelse, og at forligskredsen vil blive indkaldt til drøftelser af behovet for at foretage justeringer i loven. I vurderingen af reformen skal bl.a. indgå, hvorvidt de nyuddannede lærere ved ansættelse i folkeskolen underviser i deres linjefag, og hvorledes reformen implementeres i form af ændrede prioriteringer og nye tiltag på uddannelsesinstitutionerne.

På baggrund af de indgående drøftelser i forligskredsen, som først den 28. marts 2006 udmøntede sig i et bredt forlig, har det ikke været muligt at fremsætte lovforslaget for Folketinget inden den 1. april 2006. Af samme grund kunne lovforslaget ikke sendes i høring før den 31. marts 2006. Jeg ser gerne, at Folketingets førstebehandling af lovforslaget først finder sted, når høringssvar og høringsnotat foreligger. Det bemærkes, at lovforslaget gerne ses endeligt behandlet i denne folketingssamling

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med tilhørende bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale lovforslaget til hurtig og velvillig behandling i det høje Ting.