Med lovforslaget foreslås en ændring af bestemmelsen i færdselslovens § 92 d om forsøg med færdselsregulerende foranstaltninger. Formålet med lovforslaget er at tilvejebringe hjemmel til etablering af miljøzoner af den karakter, som bl.a. Københavns Kommune har ansøgt om.
Efter den gældende bestemmelse i færdselslovens § 92 d kan justitsministeren meddele tilladelse til udførelse af tidsmæssigt og geografisk begrænsede forsøg med færdselsregulerende foranstaltninger, der ikke kan udføres i medfør af færdselslovens eksisterende bestemmelser.
Formålet med bestemmelsen er at give mulighed for at afprøve forskellige færdselsmæssige tiltag med henblik på efterfølgende at vurdere, om der er grundlag for at gøre tiltaget permanent. Det er således i dag en betingelse for anvendelsen af § 92 d, at der er tale om en forsøgsordning, og at ordningen er både tidsmæssigt og geografisk begrænset.
Lovforslaget går ud på, at det fremover skal være muligt at tillade både tidsbegrænsede og tidsubegrænsede forsøg. I bemærkningerne til lovforslaget henvises der til Justitsministeriets afgørelse af 13. maj 2005, hvor ministeriet meddelte Københavns Kommune afslag på kommunens ansøgning til tilladelse til et treårigt forsøg med etablering af en miljøzone i medfør af færdselslovens § 92 d.
I afgørelsen fandt Justitsministeriet, at den ansøgte miljøzoneordning rejste alvorlige ekspropriationsretlige spørgsmål. Det blev i den forbindelse fremhævet, at miljøzoneordningen måtte antages at kunne få meget væsentlige økonomiske konsekvenser for de berørte virksomheder, og at ordningen for navnlig små virksomheder kunne indebære betydelige indskrænkninger i eller eventuelt ophør af virksomheden. Det skal, som også anført i afgørelsen, sammenholdes med, at bestemmelsen i færdselslovens § 92 d efter forarbejderne ikke giver hjemmel til forsøgsordningen, som indebærer indgreb af ekspropriativ karakter. Justitsministeriet pegede i afgørelsen endvidere på, at det efter ministeriets opfattelse og for så vidt uafhængigt af spørgsmålet om ekspropriation måtte anses for meget tvivlsomt, om færdselslovens § 92 d gav hjemmel til at indføre en miljøzone, der i sit indhold og omfang indebærer så betydelige byrder for transporterhvervet som den ordning, Københavns Kommune havde ansøgt om. Forslagsstillerne ønsker således at imødegå de juridiske problemer ved at lade kravet om tidsmæssigt begrænsede forsøg udgå af § 92 d. I bemærkningerne til lovforslaget redegør forslagsstillerne endelig for den miljø- og sundhedspolitiske baggrund for forslaget, herunder for dieselpartiklers sundhedsskadelige effekt. Indledningsvis vil jeg gerne sige, at regeringen naturligvis deler forslagsstillernes ønske om at nedbringe luftforureningen mest muligt, herunder den partikelforurening, som bl.a. tunge dieselkøretøjer giver anledning til. Regeringen er derfor positivt indstillet over for tiltag, som kan begrænse de betydelige sundhedsskadelige konsekvenser, som partikelforureningen indebærer, bl.a. ved etablering af miljøzoner. Men selv om jeg har stor sympati for forslaget, løser det ikke de juridiske problemer med etablering af miljøzoner af den karakter, som Københavns Kommune har ønsket. Det vil jeg godt forklare lidt nærmere. Det fremgår som nævnt af lovforslaget, at det først og fremmest skal løse det ekspropriationsretlige problem, som Justitsministeriet henviste til i afgørelsen fra maj 2005. De giver mig grund til at knytte nogle uddybende bemærkninger til spørgsmålet om ekspropriation. I den forbindelse vil jeg gerne begynde med mere overordnet at fremhæve, at det på den ene side er velkendt, at der bl.a. på miljøområdet kan pålægges det private erhvervsliv mærkbare økonomiske byrder, uden at der af den grund bliver tale om ekspropriation, men at dette synspunkt naturligvis på den anden side må have sine klare begrænsninger. Også på miljøområdet er private borgere og virksomheder jo beskyttet af grundlovens § 73, således at man ikke uden videre kan påføre dem økonomiske byrder i en hvilken som helst størrelsesorden, blot det sker med henblik på f.eks. at nedsætte forureningen.
I den forbindelse kan jeg mere generelt nævne, at sådanne problemer ofte løses i lovgivningspraksis ved at indføre såkaldte overgangsordninger, således at det gives de berørte parter en nærmere frist på f.eks. nogle år til at indrette sig på de nye regler. Netop på denne måde søges der ofte undgået, at nye krav rammer så hårdt, at de efter grundloven kun vil kunne indføres mod erstatning.
I forlængelse heraf vil jeg også gerne fremhæve, at det helt grundlæggende spørgsmål, når vi taler om ekspropriation og dermed også i den foreliggende sag om Københavns Kommune, er, hvor hårdt og intensivt de berørte parter bliver ramt. Det, som grundloven skal beskytte imod, er jo netop, at de få på urimelig måde kommer til at bære den økonomiske byrde for de mange for nu at udtrykke det lidt forenklet. Det er derfor klart, at det måtte give anledning til juridisk bekymring, når det i sagen om Københavns Kommune var oplyst, at den pågældende miljøzoneordning, således som jeg var inde på før, måtte antages at kunne medføre meget væsentlige økonomiske konsekvenser for de berørte virksomheder, og at ordningen for navnlig små virksomheder kunne indebære betydelige indskrænkninger eller eventuelt ophør af virksomheden. Uanset alle gode viljer og hensigter med hensyn til beskyttelsen af miljøet er det i sådanne tilfælde, at alarmklokkerne i forhold til grundloven skal begynde at ringe. Og i den forbindelse var det så en yderligere dimension, at der kun var tale om en treårig forsøgsordning. Det måtte altså stå som en reel mulighed, at man først påførte de berørte virksomheder meget betydelige økonomiske byrder eventuelt med den virkning, at nogle af dem måtte lukke, for derefter, når forsøgsordningen var forbi, at konstatere, at ordningen ikke skulle gøres permanent.
I selve det forhold, at der er tale om en treårig forsøgsordning, lå også, at det ville være vanskeligt at operere med de overgangsordninger, der, som jeg var inde på før, ofte medvirker til at løse ekspropriationsproblemer på
f.eks. miljøområdet. Og Københavns Kommune har da heller ikke lagt op til en sådan overgangsordning. Jeg synes egentlig, at det også for den, der ikke er ekspert i jura, bør give god mening, at en sådan ordning må give anledning til væsentlige statsretlige problemer. Det gør det i hvert fald for mig selv. I det, jeg her har sagt, ligger også, at en gennemførelse af lovforslaget ikke i sig selv vil være egnet til at løse problemet i forhold til grundlovens § 73. Som det følger af det, jeg var inde på før, er det for så vidt helt korrekt, at den omstændighed, at der alene var tale om en forsøgsordning, indgik i vurderingen i sagen om Københavns Kommune, og på den baggrund forstår jeg sådan set udmærket sigtet med lovforslaget. Men som nævnt indgik den som et af flere forhold. Og at fjerne forsøgselementet, sådan som lovforslaget lægger op til, ændrer navnlig ikke ved, at der fortsat skal anlægges en samlet vurdering af, hvor økonomisk hårdt de berørte parter vil blive ramt.
I det forbindelse må det som nævnt bl.a. overvejes, hvorvidt en nærmere overgangsordning, som der som sagt ikke var lagt op til i sagen om Københavns Kommune, ville kunne medvirke til, at ordningen ikke rammer de berørte parter urimelig hårdt.
I øvrigt vil en ordning med permanente miljøzoner næppe harmonere med bestemmelsen i § 92 d om forsøg med færdselsregulerende foranstaltninger. Hensigten med bestemmelsen er som nævnt ifølge forarbejderne at indhøste erfaringer i praksis med henblik på eventuelle permanente ændringer i færdselsloven. En hjemmel i den retning, som forslagsstillerne ønsker, vil således forudsætte en ændring af bestemmelsen af mere grundlæggende karakter. Jeg tænker i den forbindelse navnlig på, at en forsøgsordning henset til formålet i sagens natur må være af begrænset varighed. Ellers er der ikke tale om et forsøg. Jeg har derfor vanskeligt ved at se en lovændring for mig, som kan bidrage til at opfylde forslagsstillernes ønsker inden for rammerne af færdselslovens § 92 d. Jeg kan i forlængelse heraf oplyse, at Justitsministeriet efter ministeriets afgørelse fra maj 2005 vedrørende Københavns Kommunes ansøgning har foretaget en ekspropriationsretlig vurdering af de tre modeller til en miljøzone, som er opstillet i Danmarks Miljøundersøgelsers rapport af 28. oktober 2005. Justitsministeriet finder, at de to mest indgribende af disse modeller, hvoraf den ene i øvrigt indgik allerede i Justitsministeriets afgørelse fra maj 2005, rejser ekspropriationsretlige spørgsmål af en sådan karakter, at der ikke kan antages at være hjemmel i § 92 d til at tillade de pågældende modeller. Dette skyldes bl.a., at det efter oplysninger, der har foreligget for Justitsministeriet, ville være kritisk for visse virksomheders overlevelse at gennemføre miljøzoner, som er omfattet af Danmarks Miljøundersøgelsers rapport. Med hensyn til den tredje af modellerne, der må antages at være noget mindre økonomisk byrdefuld end de to andre, har jeg forstået, at den kun har meget begrænset interesse for Københavns Kommune. Jeg vil imidlertid gerne fremhæve, at også denne model giver anledning til reelle ekspropriationsretlige overvejelser. Vi må derfor konkludere, at hjemmelen i § 92 d har vist sig ikke at være tilstrækkelig til at tillade miljøzoner af den karakter, som Københavns Kommune har ønsket. Det gælder både i forhold til den ordning, som Justitsministeriet traf afgørelse om i maj 2005, og de alternative modeller til en miljøzone, som opstilles i Danmarks Miljøundersøgelsers rapport af 28. oktober 2005. Heller ikke med den i dag foreslåede ændring af færdselslovens § 92 d ville vi kunne komme videre i retning af at tillade miljøzoneordninger af denne karakter.
Som jeg var inde på tidligere, så deler regeringen fuldt ud forslagsstillernes ønske om at nedbringe luftforureningen mest muligt, bl.a. ved etablering af miljøzoner. Og med henblik på at løse de problemer, som jeg har beskrevet, vil regeringen derfor nu igangsætte et hurtigt tværministerielt samarbejde om udformning af en ny lovregulering om etablering af miljøzoner af permanent karakter. Arbejdet skal være afsluttet så hurtigt, at der kan blive tale om et lovgivningsinitiativ til efteråret.
Når der først kan blive tale om et lovgivningsinitiativ til efteråret, skyldes det, at der skal tages stilling til flere ikke ukomplicerede problemstillinger. Det gælder for det første de ekspropriationsretlige spørgsmål, herunder spørgsmålene om en overgangsordning for de berørte virksomheder. Der må også tages hensyn til den EU-retlige regulering på området og i den forbindelse spørgsmålet om notifikation af et nyt lovgivningsinitiativ.
Det er naturligvis også vigtigt, hvilken betydning de stadig skærpede EU-krav til partikeludledning for tunge dieselkøretøjer må forventes at have for effekten af miljøzoneordninger, når der henses til tidshorisonten for gennemførelsen af sådanne miljøzoner.
Jeg kan i den forbindelse henvise til, at det fremgår af regeringens partikelredegørelse for 2003, at regulering af partikeludslip for tunge køretøjer efter indførelsen af de standardiserede EURO-normer i 1993 har medført et stort fald
i partikeludslippet. Et foreløbigt skøn tyder imidlertid på, at et nyt lovgivningsinitiativ om miljøzoner vil have en effekt også i lyset af de stadig skærpede EURO-normer. Men dette spørgsmål må naturligvis undersøges nærmere. Nu kan man selvfølgelig spørge, om ikke det ekspropriationsretlige problem kunne løses med en forsøgsordning i medfør af færdselslovens § 92 d efter en af de mere lempelige alternative modeller kombineret med en udskudt ikrafttræden. Det vil jeg ikke udelukke, men det er mit klare indtryk, at en sådan løsning næppe vil være særlig attraktiv for Københavns Kommune - også på den baggrund, at regeringen nu vil søge at udarbejde et nyt lovgrundlag, som gerne skulle give mulighed for at etablere bedre miljøzoner end dem, som eventuelt ville kunne tillades efter forsøgsbestemmelsen. Regeringen kan derfor ikke støtte lovforslaget, men vi vil gå i gang med at udarbejde et forslag til en ny ordning med henblik på fremsættelse af lovforslaget til efteråret.