L 46 Forslag til lov om ændring af lov om bygnings- og boligregistrering, lov om kommuners og amtskommuners samarbejde med aktieselskaber m.v., konkurrenceloven og lov om stormflod og stormfald.

(Udmøntning af kommunalreformen med henblik på præcisering af adressebetegnelser m.v.).

Af: Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (KF)
Udvalg: Boligudvalget
Samling: 2004-05 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 24-02-2005

Fremsættelsestale af lovforslag

20042_l46_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (24. februar 2005)

 

 

Økonomi- og erhvervsministeren (Bendt Bendtsen):

 

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om bygnings- og boligregistrering, lov om kommuners og amtskommuners samarbejde med aktieselskaber m.v., konkurrenceloven og lov om stormflod og stormfald (Udmøntning af kommunalreformen med henblik på præcisering af adressebetegnelser, m.v.)

(Lovforslag nr. L 46).

Lovforslaget er en del af den samlede lovgivningsmæssige gennemførelse af kommunalreformen.

Lovforslaget fastsætter regler i lov om bygnings- og boligregistrering (BBR-loven), der sikrer entydighed i adresser. I lovforslagets øvrige love foretages konsekvensændringer som følge af, at amtskommunerne nedlægges.

Af hensyn til entydighed i adresserne er den gældende regel, at et vejnavn kun må forekomme én gang indenfor hver kommune. Kommunalreformen medfører, at der i de sammenlagte kommuner vil være en hel del veje, der hedder det samme. Det betyder, at adresser ikke længere vil være entydige, når der fx er to €™Lærkevej€™ i samme kommune.

Adresserne gøres med lovforslaget entydige ved at anvende postnummeret som præciserende element. Det sker ved at indsætte en bestemmelse i BBR-loven om, at den officielle adressebetegnelse består af vejnavn, husnummer og postnummer.

Anvendelse af postnummeret som det præciserende element i adressen vil være den mest folkelige og billigste blandt mulige løsninger. Samtidig vil den være robust overfor fremtidige ændringer i den administrative inddeling, først og fremmest i form af fremtidige sammenlægninger eller delinger af kommuner.

I lovforslaget foreslås tillige en række konsekvensændringer som følge af kommunalreformen. For så vidt angår Konkurrencerådet (i konkurrenceloven) samt Stormrådet (i lov om stormflod og stormfald) bortfalder Amtsrådsforeningens repræsentanter.

Forslaget skønnes ikke at have erhvervsmæssige konsekvenser. Forslaget indeholder ikke miljømæssige konsekvenser. Forslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Med disse bemærkninger, og idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og bemærkningerne til dette, skal jeg hermed anbefale forslaget til Folketingets velvillige behandling.