Grønlandsudvalget 2018-19 (1. samling)
L 228 Bilag 2
Offentligt
13-02-2019
FM 2019/206
Udkast til Forslag til Lov om ændring af retsplejelov for Grønland (Gengivelse af
forklaringer i kriminalsager, revision af reglerne om legemsundersøgelse, normering af
Retten i Grønland m.v.)
(Naalakkersuisoq for Sundhed, Sociale Anliggender og Justitsområdet)
Forelæggelsesnotat
(Naalakkersuisoq for Sundhed, Sociale Anliggender og Justitsområdet)
1. behandling
I 2017 fremsatte det daværende Naalakkersuisut
Strategi og indsatsplan på justitsområdet.
Strategiens formål er at højne standarden på justitsområdet, så det svarer til et dansk niveau,
samtidig med at man tager højde for de grønlandske forhold. Naalakkersuisut vil arbejde videre
med strategiens indsatser og hermed arbejde frem imod et bedre justitsvæsen.
På den baggrund fremsætter Naalakkersuisut dette beslutningsforslag, der omhandler ændringer
af retsplejeloven. Lovforslaget består af fire hovedelementer.
For det første har lovforslaget til formål, at der gives mulighed for lydoptagelse i retten. Herved
skabes der bedre forudsætninger for retsledelse og retsmøders forløb, og der sker en lettelse af
processen og arbejdet med efterbehandling af retsbøger mv. i de kriminalsager, hvor
forklaringer efter ordningen ikke skal gengives i retsbogen. Desuden sikrer ordningen en
autentisk, entydig og sikker metode til at registrere forklaringer.
Lovforslaget har for det andet til formål at indføre mere tidssvarende regler for at udtage dna-
prøver fra sigtede personer med henblik på senere identifikation for at forbedre politiets
efterforskningsmuligheder, og skal derfor ses i sammenhæng med bl.a. Naalakkersuisuts
strategi mod seksuelle overgreb (2018-2022) ved navn Killiliisa.
For det tredje har lovforslaget til formål at sikre, at der kan udnævnes en yderligere dommer
ved Retten i Grønland, så det i endnu højere grad er muligt at fokusere på kortere
sagsbehandlingstider, ligesom Retten i Grønland vil kunne øge indsatsen for at
kompetenceudvikle kredsdommere og kredsdommerkandidater. Derudover styrkes
mulighederne for midlertidig beskikkelse af dommere ved Grønlands Landsret og Retten i
Grønland.
Lovforslaget har endeligt til formål at revidere sammensætningen af en række råd og nævn,
herunder Råd for Grønlands Retsvæsen, bl.a. for at styrke den samlede opgavevaretagelse og
som følge af, at KANUKOKA (De Grønlandske Kommuners Landsforening) blev nedlagt pr.
31. juli 2018.
Justitsministeriet har undtagelsesvist anmodet om, at dette lovforslag undergår en parallel
behandling i Inatsisartut og Folketinget. En parallel behandling indebærer, at lovforslaget
behandles i Inatsisartut og Folketinget på samme tid, men at processen bliver tilrettelagt således,
at Inatsisartuts endelige udtalelse foreligger senest inden tredjebehandlingen af lovforslaget i
Folketinget.
______________________
FM 2019/206
IIAN – Sags nr.: 2018 - 11315
1
L 228 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 2: Materiale vedr. lovforslaget
Denne procedure har til formål at sikre, at der kan udnævnes en yderligere dommer ved Retten
i Grønland allerede i år. Der er i justitspuljen afsat midler hertil, og det er afgørende, at disse
hurtigst muligt kan anvendes, så retterne i Grønland ikke står uden dommere i perioder. Dette
har ligeledes stor betydning for nedbringelse af de sagsbunker, der allerede eksisterer og for
ikke at skabe yderligere sagsophobning, som der har været tidligere.
Det er derfor af stor betydning, at forslaget kan vedtages i såvel Inatsisartut som Folketinget så
hurtigt som muligt, og dette vil kunne lade sig gøre ved en parallel behandling.
Med disse bemærkninger vil Naalakkersuisut overlade punktet til behandling i Inatsisartut.
2