Det næste punkt på dagsordenen er:

14) 1. behandling af lovforslag nr. L 125:

Forslag til lov om ændring af universitetsloven, lov om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser, lov om videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner, lov om maritime uddannelser og lov om videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner under Kulturministeriet. (Justering af fremdriftsreformen m.v.).

Af uddannelses- og forskningsministeren (Esben Lunde Larsen).

(Fremsættelse 24.02.2016).

Forhandlingen er åbnet. Den første ordfører er fru Mette Reissmann, Socialdemokraterne.

Tak for det. I 2013 indgik den daværende regering en aftale med Venstre og Konservative om fremdriftsreformen. Det blev gjort på et helt enkelt grundlag. Der var behov for at nedbringe de studerendes gennemsnitlige gennemførelsestid; det kunne dengang konstateres, at dimittenderne i 2011 gennemsnitligt var 13,7 måneder om det ud over normeret tid. Det er et højt tal. Og fremdriftsreformen adresserede med rette denne udfordring. Konkret bad vi universiteterne om at nedbringe studietiden med 4,3 måneder i gennemsnit.

Målet er, at den gennemsnitlige overskridelse af den normerede studietid for alle universiteterne er reduceret med 9,4 måneder i 2020. Den målsætning har vi stået ved, lige siden vi indgik den oprindelige aftale, og vi er allerede godt på vej. I dag er den gennemsnitlige overskridelse af studietiden 2,9 måneder. Den udvikling skal universiteterne og de studerende have ros for. Det har krævet hårdt arbejde, det ved jeg godt, og vi ser også resultatet af det allerede nu.

Formålet med fremdriftsreformen er lige så relevant i dag, som det var, da vi indgik aftalen. Det er dog ikke ensbetydende med, at reformens mekanismer står tilbage som fejlfri. Tværtimod har vi jo også i dag anerkendt, at reformens mekanismer ikke har fungeret hensigtsmæssigt.

Det har aldrig været et ønske at skabe uhensigtsmæssigt bøvl og ballade eller bureaukratiske mure for de studerende, de ansatte og universiteternes ledelser. Nej, det har det ikke. Men set i bakspejlet har det desværre i alt for høj grad været tilfældet. Vi har hørt det fra både universiteterne, underviserne og de studerende selv. Vi lytter selvfølgelig til alle parter. Metoden har fyldt mere end målet, og i stedet for at sætte skub i processen er det, på trods af at tallene går den rigtige vej, også endt med at spænde ben en del steder, og det var ikke meningen. Det har vi erkendt, og derfor har partierne også givet hinanden håndslag på justeringer af fremdriftsreformen, og med justeringerne holder vi fast i reformens formål, men løsner den bureaukratiske spændetrøje, som har strammet lidt for meget.

Formålet med aftalen om justering af fremdriftsreformen er grundlæggende derfor at give universiteterne metodefrihed til at nå målet om at nedbringe studietiden med de resterende 2,9 måneder frem mod 2020, og det er jeg helt overbevist om også skal blive nået. Med andre ord giver vi nu med L 125 universiteterne og de studerende mere frihed til at nå den målsætning. Det er klogt. De ved bedst, hvad der fungerer på de enkelte uddannelser, hvis målet om nedsættelse af studietiden samtidig skal understøtte kvaliteten.

Med justering af fremdriftsreformen fjerner vi det centrale krav om tilmelding til fag og prøver på 60 ECTS-point pr. studieår. Samtidig får institutionerne mulighed for at fastsætte løbende studieaktivitetskrav samt karaktergivende prøver og eksamener. Igen vil jeg understrege, at vi hermed giver den enkelte uddannelse mulighed for at vælge de metoder, der giver bedst mening på deres studie.

Derudover betyder justeringen, at der kan gives dispensation til studerende, der er iværksættere eller formænd for frivillige uddannelsesorganisationer. Vi sætter dermed punktum for nogle af de helt håbløse tilfælde af automatisk overførsel af merit ved studieskift, hvilket tidligere har været fremme. Det er fremover kun faglig merit, der kan overføres ved studieskift.

Sidst, men ikke mindst, indfører vi mulighed for faglig supplering for ansøgere, der opnår betinget optagelse på kandidatuddannelserne. Det er rigtig positivt, at vilkårene for skift imellem studier fremover bliver bedre.

Vi har også med aftalen understreget, at uddannelserne skal tage hensyn til, at specialeperioden svarer til det antal ECTS-point, der rummes. Det er ikke rimeligt at bede studerende om at skrive et speciale på 3-4 måneder, som det har været tilfældet nogle steder. Derudover understreger aftalen, at uddannelserne skal tage højde for mulighed for praktik- og uddannelsesophold.

Så med aftalen om justering af fremdriftsreformen, som L 125 udmønter, holder vi altså fast i fremdriftsreformens oprindelige mål, der er lige så relevant i dag, som det var i 2013. Vi gør samtidig op med den tidligere one size fits all-tilgang. Universiteterne får langt større metodefrihed, og det synes Socialdemokraterne er en klog justering.

Lovforslaget ændrer samtidig reglerne for udbetaling af tilskud til universiteterne i forbindelse med den fastsatte dimensionering. Jeg synes først og fremmest, det er positivt, at regeringen har valgt at videreføre og fastholde den dimensioneringsmodel, den tidligere regering fastlagde. Det høster selvfølgelig stor ros fra min side.

Lovforslaget giver ministeren bemyndigelse til at fastsætte regler om at reducere tilskuddet, hvis den fastlagte dimensionering ikke overholdes. Det er også fornuftigt. Samtidig noterer jeg mig, at selv dimensioneringsmodellen skal evalueres i 2017, og det ser jeg frem til. Med andre ord får vi rig lejlighed til at drøfte modellen løbende og justere den løbende, når yderligere uhensigtsmæssigheder skulle vise sig.

Så på baggrund af de her bemærkninger kan Socialdemokraterne støtte lovforslaget.

Tak. Der er en enkelt for en kort bemærkning. Fru Eva Flyvholm, Enhedslisten. Værsgo.

Tak til ordføreren. I Enhedslisten var vi ikke med til at støtte fremdriftsreformen, og vi har set, at der er kommet mange problemer. Derfor er jeg sådan set også glad for, at partierne tog initiativ til at lave den her justering, men der er dele af den her justering, som jeg undrer mig meget over.

Det første er, at den økonomiske ramme jo fortsat er fuldstændig den samme. Så i praksis vil man se meget af den samme pressen igennem af studerende ude på universiteterne. Jeg vil gerne bede ordføreren forholde sig til, om ikke virkeligheden for de studerende kommer til at være meget den samme.

Det andet handler om, at man med den her justering simpelt hen også indfører brugerbetaling på de her suppleringskurser, og det synes jeg er en meget, meget uheldig udvikling, og jeg vil gerne høre ordføreren om, hvordan Socialdemokratiet kan støtte, at der kommer brugerbetaling på de her suppleringskurser, som jo rammer lærere, pædagoger osv., som gerne vil læse videre på universitetet.

Ordføreren.

Jeg kan godt forstå, at fru Eva Flyvholm stiller de spørgsmål, hun gør, for der er ikke nogen tvivl om, at Socialdemokraterne og jeg er meget bekymrede for det pres, som generelt hersker på universiteterne. Jeg tror ikke alene, at det skyldes fremdriftsreformen; det må jeg altså ærligt sige. Jeg tror, det lige så meget skyldes den studiekultur, der er p.t., og at der p.t. er en præstationskultur blandt de studerende – det er muligt, at det også har været sådan for 10 og 20 år siden – og jeg tror for så vidt heller ikke, at det har noget at gøre med de økonomiske rammer. I den bedste af alle verdener havde vi jo penge nok til både at have dobbeltlærere og 30 timers undervisning, og i øvrigt til, at man kunne læse 10-12 år, som man gjorde engang i gamle dage. Men sådan er det ikke længere.

Når man oplever et pres på universiteterne p.t., vil jeg sige til fru Eva Flyvholm, så handler det jo altså om, at vi alle sammen har en regering, som sparer 8,7 mia. kr. på uddannelse, og som i øvrigt har tænkt sig at fortsætte med det. Den besparelse er jo et meget trist faktum i den forstand, at vi nu bare må se på, at der er færre og færre penge. Og senest ved et samråd med uddannelses- og forskningsministeren i går, hvor fru Eva Flyvholm selv var til stede, og som hun i øvrigt var indkalder af, fik vi jo bekræftet, at man ikke har tænkt sig at prioritere uddannelse højere i fremtiden. Så jeg er bange for, at vi kun kan se frem til endnu mere af den slags.

Det sidste, jeg vil sige, er om brugerbetaling. Socialdemokraterne er rigtig kede af det, men sagen er bare, at aftalen fra 2013 jo indeholdt en udløbsdato, den 31. august 2016. Der ville vi vende tilbage til lige præcis den gamle model, om man så at sige, med netop brugerbetaling.

Spørgeren for anden korte bemærkning – så kan det være at, at der bliver svaret mere.

Tak til ordføreren. Jeg deler fuldstændig bekymringen med hensyn til de nedskæringer, der er blevet gennemført på uddannelsesområdet – det er vi jo meget enige om. Og jeg er også meget enig i, at det er det, der er hovedproblemet på uddannelsesområdet nu. Men ikke desto mindre består kravene om, at de studerende skal presses hurtigere igennem, også med den her justering af fremdriftsreformen, og det er Socialdemokratiet med til.

Jeg tror, at vi fortsat vil komme til at se rigtig mange problemer ude på universiteterne. Vil ordføreren være med til at åbne reformen op igen, hvis vi ser, at de her problemer bliver ved med at være til stede? Vil man gå ind og være med til at åbne det op igen?

I forhold til det, ordføreren siger, vil jeg da også gerne høre, om ordføreren kan garantere, at Socialdemokratiet ikke på et andet tidspunkt vil lægge stemmer til at indføre brugerbetaling på de her kurser.

Ordføreren.

I ordet fremdrift ligger der noget, som fru Eva Flyvholm jo betragter som et pres. Jeg synes faktisk, at det er et helt rimeligt pres, et venligt skub fremad til de studerende, for at de skal gå op til deres eksamener og bruge tiden på at læse, så de også kan bestå deres eksamener for derefter at komme videre på studiet; sådan er det i min verden.

Det kan som en meget naturlig del af en udvikling som studerende godt føles som et pres, det anerkender jeg fuldt ud. Jeg husker tydeligt, hvordan det var at være studerende – man føler et pres. Men jeg mener ikke, at presset er så brutalt, at det betyder, at man ganske enkelt ikke ville kunne klare det. Jeg synes, at det er et helt rimeligt krav, vi stiller, også i fremdriftsreformen – og det står Socialdemokraterne hundrede procent bag – at man skal sørge for i videst mulig omfang og som hovedregel at blive færdig på normeret tid. Der kan forekomme ting undervejs, som er udefrakommende, og som man slet ikke er herre over selv, og det er der også taget højde for i aftalen, så der er selvfølgelig også dispensationsmuligheder.

Med hensyn til om der er mulighed for at åbne det op igen, vil jeg sige, at vi er lydhøre, og at de partier, der står bag aftalen, har en indbyrdes aftale om til enhver tid at skulle se på, om der er flere uhensigtsmæssigheder, som skal justeres.

Til sidst vil jeg sige: Socialdemokratiet garanterer aldrig noget.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Og næste taler er hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Fremdriftsreformen har, siden den blev vedtaget i 2013, været diskuteret i mange sammenhænge. Den blev vedtaget af universitetsforligskredsen, som Dansk Folkeparti ikke er en del af, men jeg må indrømme, at jeg dengang som nu syntes, at der var behov for at lave den. Jeg syntes dengang som nu bestemt ikke, at det var det bedste valg, men jeg tror, det var et nødvendigt valg på det tidspunkt at gøre det på den måde, man gjorde det på. Der var et behov for at gøre op med den kultur, som var specielt på nogle universiteter, med meget lange gennemsnitlige studietider. Der var mange steder en kultur om, at man som studerende ikke behøvede at tage fuldt pensum – man kunne planlægge efter lige at bruge et par år ekstra på sit studie.

Jeg syntes dengang som nu, at det var rigtig ærgerligt, at det var herindefra, vi blev nødt til at vedtage stramme og detaljerede regler om bl.a. eksamensdeltagelse. Men jeg må også sige, at jeg ikke oplevede dengang i 2013, at man på universiteterne var klar til at tage ansvaret for at gennemføre de nødvendige tiltag. Og derfor blev de jo vedtaget herinde. Vi har også siden kunnet konstatere, at det ikke på alle områder har været de bedste løsninger, og derfor har der jo også heldigvis været en proces, hvor man i en dialog med uddannelsesstederne har set på: Hvad er det for nogle frihedsgrader, man har brug for derude for at kunne få det her til at fungere? For der er ingen tvivl om, at den bedste måde at justere kulturen på, den bedste måde at arbejde med fremdrift på, er med løsninger ude på uddannelsesstederne. Og derfor mener vi også i Dansk Folkeparti, at de justeringer, der fremgår af lovforslaget, er både fornuftige og nødvendige, for det giver uddannelsesstederne bedre mulighed for selv at tilrettelægge de krav og muligheder, der passer til de studerende. Og samtidig fastholder man jo den overordnede ramme, som handler om at sikre fremdriften.

På det grundlag mener vi faktisk det er et udmærket forslag, som vi støtter.

Der er en enkelt til kort bemærkning. Fru Eva Flyvholm, Enhedslisten.

Mange tak. Ud over de her justeringer af fremdriftsreformen, er der jo også kommet et nyt element ind, som handler om, at man åbner op for at kunne indføre generelle karakterkrav som adgang til universiteterne. Helt konkret vil det betyde, at Københavns Universitet nu får mulighed for at sætte en barriere på karakteren 6. Vi ved også, at det typisk er sværere for unge studerende, som kommer fra ikkeakademiske hjem, at få høje karakterer, som gør det nemmere at komme ind på uddannelsen.

Mener Dansk Folkeparti, at det er fornuftigt at åbne op for, at der kan være det her generelle adgangskrav, som faktisk kan være med til at hæmme den sociale mobilitet i samfundet og gøre det sværere for børn – eller unge er det jo her, må vi jo nok sige, unge, når man skal på universitetet – der kommer fra en ikkeakademisk baggrund at komme ind og få mulighed for også at få den videregående uddannelse?

Ordføreren.

Vi synes i Dansk Folkeparti, at det er rigtig vigtigt, at man på de enkelte uddannelser har nogle relevante krav og kriterier for at optage studerende, og vi tror faktisk, at det er ude på de enkelte uddannelsessteder, at man har de bedste muligheder for at finde ud af, hvad det er for nogle krav, der bør stilles.

Der gøres rundt omkring forsøg med forskellige former for kombinationer af karakterer og andre optagelseskriterier med god succes, vil jeg sige. I hvert fald på Syddansk Universitet har man på sundhedsområdet kunnet se, at man faktisk får bedre gennemførelse, hurtigere gennemførelse ved at sikre sig, at de optagne er mere motiverede.

Samtidig må jeg også sige, at vi jo kender sammenhængen mellem karakterer. Det er jo en ganske valid måde at vurdere på, og derfor kan jeg ikke se andet, end at karakterer jo som udgangspunkt er et vigtigt kriterie. Jeg ser det meget gerne suppleret med andre, men samtidig vil jeg også sige, at jeg støtter, at man på universiteterne selv har friheden til at definere, hvad det er for nogle krav, der er rimelige i forhold til de enkelte uddannelser.

Spørgeren til anden korte bemærkning.

Jeg vil sige, at jeg synes, at ordføreren lidt overser det med, at der jo er et enormt udviklingspotentiale. Hvis man først er kommet ind på universitetet, er det altså også meningen, at man skal lære undervejs. Så jeg synes, der er en fordel i ikke altid først bare at tage dem, der har de højeste karakterer, men også give andre muligheden for at lære.

Men jeg vil faktisk gerne høre Dansk Folkepartis ordfører: Hvis det viser sig, at der er en social slagside ved det her, hvis det viser sig, at det her kommer til at forhindre social mobilitet i samfundet, vil Dansk Folkeparti så være med til at se på at lave det her om?

Ordføreren.

I forhold til social mobilitet vil jeg sige, at det er et rigtig, rigtig vigtigt punkt at have fokus på, men der tror jeg bare, at det, vi skal fokus på på universiteterne og de videregående uddannelser, nødvendigvis er kvaliteten, og så må man justere og arbejde med både i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne – i høj grad gymnasierne selvfølgelig i forhold til universiteterne – hvordan man sikrer, at de unge er tilstrækkelig rustet til at kunne få de karakterer, som man skal bruge for at kunne komme ind på universitetet, og for at man har det tilstrækkelige faglige niveau, når man skal optages på universiteterne. Det er der, arbejdet skal gøres, og det er der, vi kan gøre den store forskel, nemlig ved at tage fat i børnene og de unge meget, meget tidligere.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger lige nu. Næste taler er fru Anni Matthiesen, Venstre. Værsgo.

Tak. I forbindelse med behandlingen af lovforslag L 125 om justering af fremdriftsreformen stemmer Venstre naturligvis for lovforslaget. I 2013 indgik Venstre sammen med et bredt flertal i Folketinget en aftale om en fremdriftsreform. Reformen skulle reducere studieoverskridelsen på videregående uddannelser markant. Den skulle fremme en studieaktiv kultur og understøtte de studerende i at gennemføre deres studier til tiden.

Det er et mål, som vi i Venstre holder fast i, for det er nødvendigt, at vi stiller krav til uddannelsesinstitutionerne og til de studerende. Vi fastholder altså målet om at mindske studietidsforsinkelsen på de videregående uddannelser frem mod 2020. Det er samtidig forhåbentlig også med til at bidrage til vækst og velstand i hele landet. Fremdriftsreformen har fra starten haft nogle uhensigtsmæssigheder, både for de studerende og for uddannelsesinstitutionerne. Reformen har manglet fleksibilitet, og den har manglet øje for, at uddannelsesinstitutionerne er forskellige.

Derfor indgik Venstreregeringen en aftale med Socialdemokraterne, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti i november måned sidste år, en aftale om at justere de elementer i fremdriftsreformen, som ikke fungerer optimalt, en aftale om større fleksibilitet, friere rammer for uddannelsesinstitutionerne og også for de studerende. For mens vi fortsat mener, at det er nødvendigt at nedbringe studietiden væsentligt, så er vi naturligvis åbne for at se på, hvordan det kan gøres bedst.

Vi er klar til at rette op på de dele af reformen, som stadig kan forbedres, vi er klar til at lytte og imødekomme de involverede parter, og det gør vi faktisk med det her lovforslag, som vi behandler her i dag. Ved at give institutionerne en større fleksibilitet til at nå målene om studiereduktioner, skaber vi gode rammer og også færrest mulige barrierer for de studerende i deres uddannelsesforløb. I stedet for at detailregulere stiller vi nu nogle mål og rammer til rådighed for uddannelsesinstitutionerne til selv at kunne udfylde rammen. For i Venstre tror vi på, at det er dem, der studerer og som arbejder på institutionerne, ja, i det lokale miljø, der bedst ved, hvordan man bedst når målene.

Til sidst vil jeg gerne sige, at jeg er rigtig glad for, at vi i dag førstebehandler dette lovforslag, som jeg er sikker på at mange studerende og også ansatte på uddannelsesinstitutionerne kan glæde sig over. Og på baggrund af det stemmer Venstre selvfølgelig for forslaget.

Der er en enkelt til en kort bemærkning, fru Eva Flyvholm, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg vil gerne høre, om ordføreren mener, det er realistisk, at fremdriftsreformen kan holde sig inden for de økonomiske rammer, der er forudsat. Altså, hvis vi ser på tallene, er det jo kun mellem 1 og 3 pct. af de studerende, som skal droppe ud, før økonomien overhovedet ikke hænger sammen i den her fremdriftsreform. Så jeg vil gerne høre ordføreren, om man kan regne med, at der ikke er nogen studenter, der vil falde ud som resultat af fremdriftsreformen.

Ordføreren.

Tak. Altså, på samme måde, som jeg kunne høre, at den socialdemokratiske ordfører sagde her fra talerstolen, at man selvfølgelig ikke fra Socialdemokraternes side stiller garantier her i salen i dag, vil jeg sige, at det også gælder, i forhold til om der kunne være nogle, der faldt ud på baggrund af fremdriftsreformen. Jeg er ikke bekymret i forhold til den økonomiske ramme. Jeg har tillid til, at det sagtens kan holde.

Spørgeren til den anden korte bemærkning.

Det er meget svært at få garantier i det her Folketing.

Jeg skal bare høre ordføreren, om ordføreren så ikke vil bekræfte, at det er rigtigt, at det faktisk skal være meget få procent af de studerende, der falder fra, før den økonomiske ramme for fremdriftsreformen ikke længere holder.

Ordføreren.

Jeg synes stadig væk, at de rammer, der er givet – også selv om vi presser fremdriften, som vi også holder fast i – er så lempelige og så gode, at man ikke behøver være bekymret, heller ikke som ung studerende, i forhold til at kunne holde sig inden for studietiden.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger lige nu. Næste ordfører er fru Eva Flyvholm, Enhedslisten. Værsgo.

Mange tak. I Enhedslisten var vi lodret imod fremdriftsreformen, da den blev vedtaget i 2013. Vi er imod den her reform, fordi vi ikke tror på, at det giver gode resultater at stresse de studerende igennem deres uddannelse.

Reformen har, som vi kan se, allerede givet store problemer på universiteterne. Det er antallet af reeksamener, der er eksploderet; det er studerende, der dropper ud og går ned med stress. Og universiteterne er presset i knæ økonomisk.

Nu vil man så justere fremdriftsreformen, og det er jo rigtig fint, hvis ikke det var, fordi resultatet af justeringen overhovedet ikke er godt nok. Det værste for mig at se er, at den her justering indfører brugerbetaling. Det er en ekstremt alvorlig ting for de studerende på de mellemlange uddannelser. Det er lærere, pædagoger og fysioterapeuter, som fremover vil skulle betale mange tusinde kroner for at få et suppleringskursus – penge, de skal have op af egen lomme for at kunne komme videre på universitetet.

Det er simpelt hen ikke rimeligt, og det strider fuldstændig imod et af de allerfineste principper, nemlig at der skal være en fri og lige adgang til uddannelse. Jeg kan simpelt hen ikke forstå, hvordan SF, Socialdemokratiet og Radikale kan lægge stemmer til den her aftale.

Et andet problem med den her justering er, som jeg har været inde på, at den økonomiske ramme stadig væk er den samme, og at studietidsmodellen er den samme. Det betyder, at forligskredsen bare har skubbet ansvaret over på universiteterne, som kan få millionbøder, hvis ikke de haster de studerende igennem. Konsekvensen kan meget let blive, at universiteterne f.eks. vil smide flere studerende ud, fordi det simpelt hen er billigere for dem.

For det tredje indeholder den her lov også muligheden for at indføre generelle karakterkrav. Københavns Universitet har allerede varslet en spærregrænse på karakteren 6. Jeg er rigtig bekymret for, hvad det kan komme til at betyde for den sociale mobilitet i vores uddannelsessystem. Altså, vi ved, at børn af ikkeakademikere og faktisk også unge fra landområderne og folk, der f.eks. har lidt ordblindhed, ofte har en lavere karakter. Det er dem, der kan blive sorteret fra af de her generelle karakterkrav, og det er noget skidt, fordi vi så mister en hel masse udviklingspotentiale. I øvrigt kan det her karakterkrav også betyde, at små fag kommer til at lukke – det er f.eks. tilfældet på Københavns Universitet. Derfor kan vi i Enhedslisten ikke støtte det her forslag.

Regeringen og forligspartierne, altså Venstre, Socialdemokraterne, Radikale, Konservative og SF, har fremstillet det, som om det er en stor forbedring af fremdriftsreformen. Jeg synes, at det da er lidt ærgerligt, at man ikke har benyttet chancen til helt grundlæggende at skrotte en reform, der er så store problemer med. Jeg er rigtig bekymret for, at problemerne vil fortsætte, for tilmeldingskravet og aktivitetskravet vil stadig væk blive brugt på skolerne, fordi de nu har ansvaret for at presse de studerende igennem.

Jeg synes ikke, at vi skal umyndiggøre eller mistænke og regulere de her unge mennesker mere end højst nødvendigt, for det er simpelt hen uværdigt, og det giver bagslag. Vi er nødt til at anerkende, at der kan være gode grunde til at bruge lidt længere tid på at gennemføre et studie – det kan være sygdom, det kan være familieproblemer eller mere glædelige afbræk som f.eks. forskning og arbejde.

Det er godt, at der er sket lempelser, så studerende, som er iværksættere, eller som har et handicap, kan gennemføre studiet på længere tid end normalt. Problemet er, at universiteterne stadig væk skal regne de her studerende ind i den samlede ramme; altså bliver de nødt til, hvis de lader nogle gennemføre på lidt længere tid, at presse de øvrige studerende yderligere. Det er jo dybt usolidarisk og heller ikke en bæredygtig løsning.

Min slutreplik her skal være, at det er et rigtig godt initiativ at se på justeringer af fremdriftsreformen, men jeg er ked af, at resultatet ikke er blevet bedre. Der er stadig rum for forbedring, og det vil vi rigtig gerne diskutere i Enhedslisten.

Så vil jeg virkelig advare imod at indføre brugerbetaling og generelle karakterkrav. Det er en meget alvorlig udvikling, synes jeg, og den går i den helt forkerte retning, i forhold til hvad jeg hvert fald ønsker mig af vores uddannelsessystem, og som jeg tror mange andre også ønsker sig, nemlig at vores samfund skal prioritere og investere i uddannelse. Vi skal sikre, at der er gode rammer for læring og udvikling, og vi skal sikre, at Danmark er et land, hvor du kan gå fra at være datter af en SOSU-hjælper til at blive kemiker eller sprogprofessor.

Jeg vil bare sige: Det er ikke for sent at besinde sig. Vi kan stadig væk nå at lave nogle bedre rammer for vores studerende og sikre, at der er uddannelse af høj kvalitet. Tak.

Der er et par korte bemærkninger. Først er det hr. Jacob Mark fra SF. Værsgo.

Tak for det. Og tak for en god tale. Jeg er sådan set meget enig med ordføreren i mange af hendes tanker om fremdriften, og hvad det har gjort ved universiteterne, men jeg er ret ærgerlig over, at ordføreren og Enhedslisten ikke stemmer for de her forbedringer. Jeg vil egentlig gerne have sådan lidt uddybet hvorfor.

For når jeg kigger ned på den aftale, vi har lavet, er det jo nogle konkrete ting, som man vil kunne mærke ude på universiteterne. Vi løsner det greb, der er på de studerende. Så er jeg helt med på, at vi ikke er i mål. Altså, jeg ser også gerne, at der kommer yderligere justeringer, men det er jo noget, som man vil kunne mærke allerede fra sommerferien ude på samtlige danske universiteter.

Så mener ordføreren virkelig ikke, at de positive elementer, der ligger i den her aftale, står over de negative elementer, der ligger i den?

Ordføreren.

Nej, det er jeg faktisk bekymret for de ikke gør. Altså, som jeg sagde, er det rigtig godt, at der er kommet noget mere fleksibilitet på nogle områder. Jeg tror faktisk, at virkeligheden for de studerende ude på universiteterne vil komme til at ligne den nuværende situation meget, fordi det bare vil være universiteterne, der skal presse de her krav ned over de studerende. Det er én bekymring. Så vi må jo vente og se, hvor meget det rent faktisk kommer til at betyde i praksis. Det er det ene.

Men det andet er, at jeg simpelt hen ikke kan se, hvordan vi fra Enhedslistens side skal kunne stemme for et lovforslag, som indeholder brugerbetaling på helt almindelig uddannelse. Det går jeg virkelig ikke ind for. Jeg synes, det er meget, meget problematisk, at der bliver åbnet op for det. Så brugerbetalingen er en meget væsentlig grund til, at vi ikke kan stemme for det her.

En anden grund, der er kommet til siden hen, er jo det, at man åbner op for at fastsætte det her generelle karakterkrav. Det er jo ikke mere end 2 dage siden, at SF og Enhedslisten havde undervisningsministeren i samråd, netop også fordi vi er bekymrede over det her karakterkrav. Jeg vil ikke være med til at åbne op for at fastsætte det generelle karakterkrav, fordi jeg frygter, hvad det kan få af konsekvenser.

Spørgeren.

Muligheden for at fastsætte karakterkrav eksisterer allerede; det er jo ikke noget, vi beslutter med det her i dag. KU kan jo indføre karakterkrav, lige så snart de vil. Altså, det er jo ikke noget, vi giver lov til.

Så jeg vil bare sige: Hvis vi nu alle sammen fulgte Enhedslistens eksempel i dag og stemte nej til det her forslag, hvilket jeg er glad for ikke er tilfældet, ville der jo ikke blive gjort op med det her bureaukratiske mareridt, der har været derude. Altså, så ville der jo stadig være de her centrale tilmeldingsregler. Der ville stadig være den evindelige fokus på fremdrift herinde på Christiansborg.

Så det her kommer til at betyde noget. Altså, meldinger til mig fra flere af universiteterne er allerede, at det kommer til at løsne op. Lige nu sidder de studerende derude og kæmper, og, ja, aben er på mange måder flyttet videre, men det kommer til at skabe forbedringer. Altså, hvis alle gjorde som Enhedslisten i dag, ville der jo ikke ske nogen forbedringer.

Ordføreren.

Hvis alle gjorde som Enhedslisten, ville vi slet ikke have haft fremdriftsreformen til at starte med, kan man sige, og det ville have løst nogle af problemerne.

Men helt overordnet er jeg jo bekymret for, at det her bare er en lille lappeløsning, som slet ikke bringer os langt nok, og som med både brugerbetaling og karakterkrav medfører, som jeg sagde, en række store problemer. Og jeg kunne da godt tænke mig, at vi sagde nej til det nu og vendte tilbage og faktisk fik lavet noget, som var bedre. Det kan jeg se at vi faktisk måske godt kunne få et flertal for.

Så jeg synes, der er grund til at ryste posen igen, og det kunne jeg da godt tænke mig at ordføreren også ville være med til.

Så er det fru Anni Matthiesen, Venstre.

Tak. Jeg vil egentlig gerne benytte lejligheden i dag, hvor vi behandler det her lovforslag, til at prøve at få spurgt lidt ind til Enhedslistens holdninger i forhold til netop det med fremdriften. Jeg tror, ordføreren brugte betegnelsen, at fremdriftsreformen stresser de studerende, og der vil jeg gerne spørge: Har Enhedslisten overhovedet ingen grænse for, hvor lang tid et ungt menneske må bruge på at studere?

Ordføreren.

Altså, jeg tror, det er ret vigtigt, at man har en vis fleksibilitet, i forhold til hvor lang tid man kan være om at tage sin uddannelse. Jeg vil ikke sætte et præcist antal år på det, men det, der er lagt op til med fremdriftsreformen, hvor man vil presse de studerende så hurtigt igennem for at spare lidt penge på SU'en i den sidste ende, mener jeg i hvert fald ikke er klogt. Jeg tror simpelt hen, det kommer til at gå alt for meget ud over kvaliteten af den uddannelse, vores unge mennesker får, og jeg tror, det kommer til at bide sig selv i halen, også for os som samfund.

I øvrigt tror jeg sådan set, at de fleste studerende også har en interesse i at blive færdige, men at de jo ligesom alle andre mennesker nogle gange oplever, at der kommer lidt bump på vejen. Det kan være familieproblemer eller andet, og så har man brug for en lidt længere periode.

Spørgeren.

Så det, Enhedslisten står og siger nu her på talerstolen, er egentlig, at det vil være helt okay med evighedsstudenter, som man kalder det. Altså, der behøver ikke nødvendigvis overhovedet være en grænse for, hvor mange år der går, inden man er klar til f.eks. at tage fat på et job og bidrage på arbejdsmarkedet.

Ordføreren.

Jo, det er meget fornuftigt at have en øvre grænse, men jeg mener virkelig, det er sat for stramt i det her tilfælde, ikke mindst fordi det jo er helt tydeligt, at de studerende føler sig stressede nu. Det er det, som vi hører rundtomkring. Det giver et dårligere studiemiljø, det giver et dårligere resultat, og det synes jeg ikke der bliver lyttet nok til. Så jeg synes, det er fornuftigt at give mere fleksibilitet i uddannelsen.

Vi kan sagtens diskutere, om der skal være en øvre grænse. Det er ikke evighedsstudenter, jeg efterlyser. Men jeg tror, at ting som ordentlig studievejledning og den slags tiltag er meget bedre redskaber til at få de studerende godt og hurtigt igennem studietiden.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Den næste ordfører i rækken er hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance.

Jeg har først nogle principielle bemærkninger til lovforslaget. I Danmark har vi jo vænnet os til, at den vigtigste politiske akse er skillelinjen mellem den røde og den blå blok. Men det gælder jo ikke i uddannelsespolitikken. Uddannelsespolitikken er styret af alliancen mellem Socialdemokraterne og Venstre, og det er, hvad enten det gælder folkeskolen, gymnasiet eller – som vi snakker om i dag – de videregående uddannelser.

Det skal man have med, når man tænker over fremdriftsreformen. Den er et forsøg på at bøde på nogle problemer, som uddannelsesalliancen, som jeg vil kalde den, har skabt ved at konstruere et planøkonomisk masseuniversitet. Det første forsøg på at bøde på problemerne gjorde man i 2013, hvor Socialdemokraterne, SF, Det Radikale Venstre og Konservative indgik en aftale om en såkaldt fremdriftsreform. Det viste sig hurtigt, at den havde skavanker. Universiteterne havde bøvl med at administrere reformen, og det var et meget stort bøvl. Medierne kunne fortælle om studerende, der var så uheldige at blive tvangsmeriteret – det er jo et frygteligt ord, og indholdet er også meget frygteligt – dvs. tvunget til at kombinere ECTS-point, man havde optjent, uanset hvor absurd kombinationen så end var. Man kan altså sige, at den oprindelige fremdriftsreform var til -3 på den nye 12-skala, dvs. den helt uacceptable præstation.

Spørgsmålet er så: Hvad med den ny? Det, den gør, hvis man skal koge det ned, er, at den fastholder målene, men overlader det til de enkelte institutioner at nå frem til dem, og det er naturligvis et fremskridt. Men er vi oppe på 00, dvs. en utilstrækkelig præstation, der ikke opfylder målene, eller er vi helt oppe på 02, som er den minimalt acceptable grad af opfyldelse af fagets mål? Der må jeg sige: Det er et godt spørgsmål.

Det er jo positivt, at lovforslaget er mindre bureaukratisk og mindre absurd, for at sige det ligeud, end den gamle fremdriftsreform, men det er også negativt, at man skal bruge tid og kræfter på at afbøde virkningerne af en konstruktion, der i det hele taget er dårlig, nemlig det planøkonomiske masseuniversitet, som både Socialdemokraterne og Venstre har ønsket sig og har lavet aftaler om.

Problemerne kunne have været løst meget mere elegant. Der har været et forslag fremme om, om vi kunne fjerne det sjette år på SU og så i øvrigt gøre SU'en afhængig af, at man består sine eksamener. Det er ikke et forslag, som vi har bragt frem, men det har været nævnt offentligt, og som en ren intellektuel øvelse kunne man jo i det mindste have taget hul på diskussionen.

Så vi er altså uafklaret. Skal vi hjælpe uddannelsesalliancen med at rage sine egne kastanjer ud af ilden, eller skal vi overlade det til uddannelsesalliancen selv?

Vi ser frem til den videre behandling af L 125, men vi siger altså allerede nu til Folketinget, at sådan som sagerne står, kan det her meget nemt ende med, at vi hverken kan stemme for eller imod forslaget.

Da der ingen korte bemærkninger er, siger vi tak til ordføreren. Næste ordfører i rækken er hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Tak. Jeg har æren af at vikariere for fru Carolina Magdalene Maier, og jeg håber ikke, at min forkølelse helt ødelægger glæden, hverken for medlemmerne eller for mig.

Indledningsvis vil jeg slå fast, at vi i Alternativet er store modstandere af den fremdriftsreform, som det her lovforslag har til formål at begrænse skaderne af. Faktisk ville vi gerne afskaffe fremdriftsreformen fuldstændig. Når vi helst ville det, skyldes det især den omdiskuterede studietidsmodel, der betyder, at universiteterne er nødt til at presse de studerende så hurtigt og billigt igennem uddannelsessystemet, som de overhovedet kan. Det skal de nemlig, for ellers straffes de økonomisk, og det er jo stadig væk sådan, at universiteterne skal reducere den gennemsnitlige studietid med 4,3 måneder inden 2020, uagtet de justeringer, vi taler om i dag. Og her tæller alle studerende altså med i regnskabet, både dem, der efter i dag får dispensation, dem, der driver en virksomhed ved siden af, og dem, der af andre årsager har brug for lidt længere studietid.

Problemet med studietidsmodellen er, at den skaber en situation, hvor kvantitet og hastighed prioriteres over kvalitet og individuel læring. Det ændrer de justeringer, man indfører, ikke på. For som den tidligere minister sagde, da han og forligspartierne indgik den nye aftale: Målet er der ikke ændret på, danske studerendes overskridelse af studietiden skal stadig bringes ned. Det er ærgerligt, at ønsket om at nedbringe studietiden skal veje tungere end hensynet til at skabe den gode uddannelse. Mennesker lærer jo i forskelligt tempo, og i Alternativet mener vi derfor, at uddannelser altid bør handle om at få de studerende igennem bedst muligt og ikke hurtigst muligt.

Ikke desto mindre er det korrekt, at der trods alt er nogle bittesmå forbedringer i lovforslaget, som gør, at vi har valgt at støtte det. Det er der især to grunde til. For det første er det positivt, at universiteterne nu selv får ansvaret for at implementere reformen i praksis. I Alternativet ønsker vi jo generelt mere tillid og mindre kontrol, og derfor synes vi også, det er bedre, at det bliver op til universiteterne selv og ikke til politikerne på Christiansborg at detailstyre, hvordan opgaverne løses bedst. For det andet kan Alternativet kun bakke op om, at man med forslaget afskaffer det centrale tilmeldingskrav og kravet om, at de studerende skal have 60 ECTS-point om året. Det rigide tilmeldingskrav har især været en dum belastning for de studerende, som ønsker at starte en iværksættervirksomhed eller tage et studiejob. F.eks. måtte de to prisvindende ingeniørstuderende fra DTU i 2015 droppe ud af studiet, fordi fremdriftsreformen tvang dem til at vælge mellem deres iværksættervirksomhed eller deres uddannelse.

Derfor er det godt, hvis man kan skabe lidt mere fleksibilitet i systemet, så de studerende får lidt mere frihed til selv at tilrettelægge deres uddannelsesforløb, om end denne frihed stadig begrænses af andre dele af reformen.

Én ting ærgrer vi os dog over i Alternativet, og det er, at det stadig væk er muligt for universiteterne at indføre et krav om tilmelding. Det betyder nemlig, at det er meget uvist, hvor meget mere frihed der reelt bliver tale om for de studerende. Når vi alligevel støtter forslaget, handler det først og fremmest om, at der godt kan komme noget brugbart ud af små skridt, hvis bare de fører i den rigtige retning, og det gør de trods alt, når man afskaffer tilmeldingskravet og giver universiteterne mere ansvar for at implementere reformen.

Jeg noterer mig også, at fru Mette Reissmann siger, at der fortsat kan ske justeringer. Det siger man jo tit, men når det siges af en, der faktisk står og er i gang med det, giver det jo en vis troværdighed. Så vi glæder os til det videre arbejde, for der er stadig væk en del, der skal fikses. Men vi støtter forslaget, som det ligger her.

Vi har et par enkelte korte bemærkninger. Først er det fru Mette Reissmann, Socialdemokratiet.

Tak for det. Jeg synes, det er flot kæmpet af ordføreren at komme igennem trods en voldsom forkølelse. Jeg lider selv af samme, så stor sympati herfra.

Jeg er også glad for, at Alternativet støtter forslaget, uagtet at der jo er en del kritik. Dog er jeg lidt nysgerrig efter at høre, hvor mange år ordføreren synes at man som studerende skal være om at gennemføre en uddannelse, der er normeret til 5 år, bare for at tage et eksempel. Hvor mange år er det rimeligt at være om det i Alternativets ordførers øjne?

Ordføreren.

Altså, det er virkelig svært for mig at være så præcis, at jeg kan sætte år og måneder på. Men jeg er selv arbejdsgiver og ansætter folk i ny og næ, og jeg er virkelig glad for at ansætte folk, der har haft tid til at have studierelevant arbejde eller har erhvervserfaring eller har kunnet deltage i noget, måske været iværksættere. Så som arbejdsgiver har jeg haft rigtig stor glæde af, at der er noget rummelighed til at gøre det.

Spørgeren.

Jeg er jo enig med ordføreren i, at der er utrolig mange facetter i den her debat, og derfor er jeg også glad for, at vi får lov til at rulle den lidt mere ud i dag. Men det korte af det lange er jo bare, at når man som arbejdsgiver – og det har jeg også selv været – møder de dimittender, der kommer ud, så er man jo også meget glad for, at de kan møde en deadline; at de ansatte, man får ind, kan møde en deadline trods alt og levere tingene til tiden. Det er jeg helt overbevist om at ordføreren også i sit virke som erhvervsdrivende er interesseret i, og det er jo det, som det her bl.a. drejer sig om. Men det koster jo penge, hver gang man ligesom forlænger sit studie, og det er vi meget opmærksomme på; vi er som Socialdemokrater økonomisk ansvarlige. Det er jo en skattefinansieret uddannelse, man har, og det betyder, at alle borgere er med til at finansiere de videregående uddannelser. Så synes ordføreren ikke, at det er rimeligt, at vi som lovgivere trods alt stiller krav til de studerende om, at de skal fuldføre på normeret tid?

Ordføreren.

Tak for også det spørgsmål. Altså, jeg tror simpelt hen, det betaler sig økonomisk at give folk mere råderum på deres studie, bl.a. på grund af at man skaber rum for iværksætteri. Så vores regnestykke vender det lidt om. Vi tror simpelt hen, at det er en god investering at skabe ekstra plads.

Den næste korte bemærkning er fra fru Eva Flyvholm, Enhedslisten.

Jeg vil også gerne sige tak til ordføreren for de overvejelser, ordføreren kommer med, som jeg var meget enig i, men jeg er lidt ked af, at Alternativet ender med at støtte det her forslag. For jeg synes, der ligger nogle meget alvorlige ting i det, ikke mindst i forhold til brugerbetalingen, men altså også i forhold til det her med at indføre et generelt karakterkrav, kan man sige. Så det kunne jeg godt tænke mig at høre hvordan ordføreren stiller sig til, og jeg vil også gerne spørge om noget andet. Der er jo stadig væk mange, der peger på, at der er for dårlige muligheder for forskning og forskellige andre aktiviteter, du kan lave undervejs i din uddannelse, og at fleksibiliteten her stadig væk er alt for dårlig. Så kunne ordføreren ikke overveje, om ikke vi skulle slå os sammen og lægge lidt mere pres på og sige, at det her altså skulle være bedre, før vi kan støtte op om det?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg deler ordførerens bekymring om brugerbetalingen, og jeg deler den også om karakterkravet. Det er nogle af de ting, der ligger i den negative vægtskål hos os, men det er ikke nok. Altså, alt i alt synes vi, at den positive vægtskål vejer tungest. Jeg synes, det i høringssvarene lidt er, som om langt de fleste egentlig synes, det er en god nok idé, men de ærgrer sig lidt over, at man ikke er gået lidt længere, og sådan har vi det også.

Spørgeren.

I forhold til karakterkravet og sådan set også brugerbetalingen må man sige, at en ting er, at de ikke er gået længere – og det kan man jo have forskellige holdninger til om man så skal støtte eller ej – men for begges vedkommende er der jo simpelt hen tale om deciderede forringelser, i forhold til hvordan situationen er nu. Vil ordføreren ikke lige uddybe lidt mere, hvordan det kan være, at Alternativet alligevel kan støtte det?

Ordføreren.

Når jeg siger det med at være gået længere, mener jeg ikke, at man skal gå længere med karakterkravet, og jeg mener absolut heller ikke, at man skal gå længere med brugerbetalingen, det var slet ikke det, jeg mente. Jeg ville gerne have haft, at de ting var blevet skrottet, og når der bliver åbnet så godt, for at vi kan se videre på det, så er det lige præcis nogle af de ting, som vi godt vil have væk. Men det gør indtryk på mig, at de fra universiteternes side siger, at de sætter så utrolig meget pris på det ansvar, de selv får. Det betyder utrolig meget for os i Alternativet, at det er de institutioner, som findes i virkeligheden, og som drives i praksis, der bestemmer så meget som overhovedet muligt. Så det vejer altså endnu tungere.

Så er det hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Tak. Tak til ordføreren. Jeg er jo glad for at høre, at ordføreren støtter de fordele, der nu trods alt er i det her forslag. Men når jeg nu lytter til de forskellige argumenter, tænker jeg på, om man i Alternativet slet ikke mener, at der skal være optagelseskriterier på universiteterne, og om man heller ikke mener, at der skal være en endelig længde på studierne. Altså, når man nu også argumenterer med, at det er godt, at universiteterne får større frihedsgrader til selv at bestemme, burde det så ikke være noget, de bestemte derude, i forhold til at få de rigtige studerende ind på de rigtige uddannelser?

Ordføreren.

Med hensyn til optagelseskriterier så vi gerne, at der kom mange flere parametre ind i billedet. Vi synes, det tal er alt, alt for snævert. Hvad var det andet spørgsmål? Men det kan ordføreren måske stille, for der er jo to spørgsmål.

Spørgeren i anden omgang.

Jamen jeg skal gerne supplere med det. Det andet spørgsmål handlede egentlig om studietiden, altså om det ikke er rimeligt at have en forventning til studerende om, at de bliver færdige inden for et eller andet givet tidsrum, præcis som fru Mette Reissmann anførte før. Jeg tænker også, at man som arbejdsgiver har en eller anden forventning om, at en given opgave kan blive afleveret til en given tid, hvis man har en kunde i den anden ende. Så er det vel også fair nok, at man via sit studie bliver trænet i at afslutte noget og blive færdig med noget til en eller anden given tid.

Ordføreren.

Jeg ved ikke, om det, at man har en given tid til at afslutte sit studie, giver en en en-til-en-læring om, at man lærer at overholde deadlines generelt. Det kan være, at man har brugt rigtig lang studietid til at skabe rigtig mange resultater, f.eks. som iværksætter. Så jeg ved ikke, om der er den en-til-en-sammenligning.

Vi takker ordføreren og ønsker god bedring. Vi går videre i ordførerrækken, og den næste ordfører er hr. Emrah Tuncer, Radikale Venstre.

Tak for det, og jeg vikarierer i fru Ida Aukens fravær, da hun er i Indien.

Lovforslag 125 handler grundlæggende om at bløde lidt op for fremdriftsreformen, men samtidig støtte op om reformens formål om at få vores studerende lidt hurtigere gennem deres studier. Forslaget er en udmøntning af den aftale, som vi indgik i november måned med regeringen, Socialdemokratiet, SF og De Konservative.

Jeg kan starte med at sige, at Radikale Venstre støtter forslaget, og det gør vi, fordi vi mener, at det giver god mening at droppe nogle af de krav, man har stillet til uddannelsesinstitutionerne fra centralt hold. I stedet vil vi i højere grad lade det være op til uddannelsesinstitutionerne selv at fastlægge nogle interne regler for, hvordan de studerende eksempelvis tilmelder og framelder sig undervisning og eksamener, så de når de 60 ETCS-point på et år. For vi er helt med på, at fremdriftsreformen måske i visse tilfælde er blevet udformet lige lovlig rigidt.

I den forbindelse glæder det os, at nærværende forslag eksempelvis indeholder muligheden for, at universiteterne kan afvige fra reglerne om studieaktivitet og give dispensation til de studerende, som er formænd i frivillige foreninger, der henhører under DUF, eller som er iværksættere. Forslaget indeholder endvidere mulighed for fagligt relevant merit ved studieskift samt bedre muligheder for faglig supplering for ansøgere til kandidatuddannelser.

På den baggrund mener vi i Radikale Venstre, at lovforslag 125 sikrer de nødvendige justeringer i forhold til fremdriftsreformen, så institutionerne gives større fleksibilitet og friere rammer til at imødegå de konkrete udfordringer, som den enkelte institution oplever. Samtidig får institutionerne større frihed til at sikre en aktiv og indbydende studiekultur samt at nå de fastsatte mål om at reducere de studerendes studietidsoverskridelser.

Vi mener dermed, at dette forslag på fornuftig vis balancerer forholdet mellem på den ene side at sikre friere rammer til uddannelsesinstitutionerne i forhold til implementering af fremdriftsreformen og på den anden side fastholder ambitionen om at få de studerende lidt hurtigere igennem uddannelsessystemet.

Så Radikale Venstre støtter nærværende lovforslag.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken. Den næste er hr. Jacob Mark, SF.

Tak for det. Jeg vil gerne starte med at kvittere over for ministeren og forligskredsen for et rigtig godt samarbejde om at få lavet den her reform om. Selv om vi ikke altid er helt enige om, hvordan uddannelse bør være i Danmark, synes jeg faktisk, det har været en fornøjelse at arbejde sammen, og jeg håber, det er første skridt af justeringer af den her reform.

Nogle gange træffer man nogle beslutninger, der viser sig at være uhensigtsmæssige ude i virkeligheden. Der synes jeg ikke man som politiker skal være for fin til at sige, at det var det, man gjorde, altså at man har lavet en fejl eller truffet beslutning om noget, der ikke fungerede. Og jeg synes helt åbent og ærligt, at den måde, reformen har haft sin start på, har vist, at det ikke fungerede. Det fungerede ikke med de centrale tilmeldingsregler.

Fremdriftsreformen har indtil nu skabt et bureaukratisk mareridt ude på uddannelsesinstitutionerne, både for de studerende og også for underviserne og for rektorerne. Den har betydet, at mange af de studerende har set sig nødsaget til at spekulere i blanke eksamener, droppe eksamener og vente med dem. Den har mindsket mange unges lyst til at tage et studiejob, den har mindsket mange unges lyst til at tage en praktikperiode. Den har altså haft mange utilsigtede konsekvenser, og derfor synes jeg, det er godt, at vi gør op med nogle af tingene nu.

Vi gør op med de centralt besluttede tilmeldingskrav og giver universiteterne mulighed for selv at fastlægge de krav, som de synes er rigtige, og det kan de gøre sammen med de studerende.

Forleden dag var jeg på besøg på Aarhus Universitet. Der havde de gang i en stor studienævnskonference, hvor man både havde inddraget de studerende og underviserne. Der sad de sammen og diskuterede, at når man nu skal have fremdrift og ligesom har en idé om, at unge skal hurtigere igennem deres studie, hvordan kan vi så gøre det, uden at det bliver så slemt? Altså, hvordan kan vi gøre det i god ro og orden. Det så ud til at fungere godt, selv om det også var hårdt.

Der er nogle universiteter, som jeg hører slet ikke vil beholde de centrale tilmeldingskrav, eller de tilmeldingskrav fortsat, og så er der nogle universiteter, der går en anden vej.

Under alle omstændigheder er jeg glad for, at man nu har givet dem mulighed for selv at vælge, hvilken vej de vil gå. Det har været en hjertesag for SF og for mig allerede før valget.

Vi var rigtig glade for, først og fremmest at ministeren faktisk kom med et udspil, der handlede om gøre op med de her centrale tilmeldingskrav. Det synes vi var en god erkendelse.

Men vi var også rigtig glade for, at vi fik forhandlet igennem, at man ikke lavede et studieaktivitetskrav på 60 ECTS-point. Det var jo det, der lå i det første udspil fra ministeriet, og det var en SF-sag fra dag et at få forhandlet det ned. Det er blevet 45 ECTS-point i lovforslaget, og det synes jeg er vigtigt.

Hvorfor er det vigtigt? Det er det jo, fordi livet er en foranderlig størrelse, og det er studielivet også. Der kan ske ting, man ikke har planlagt, når man studerer: Man kan blive syg, man kan miste nogen, man holder af, man kan komme ud for et uheld, man kan opleve, at et fag er svært og være nødt til at tage det om.

Derfor var det også afgørende, at vi fik sendt et signal om at, ja, selv om vi har forventninger om, at man studerer og prøver at komme igennem på normeret tid, så kan der altså ske ting for en i ens liv, der gør, at der kommer forsinkelser, og det er okay.

Det skal ikke være muligt at stille krav om, at de studerende skal bestå med samtlige ECTS-point hvert år for så at smide dem ud, hvis det ikke er tilfældet, at de kan det.

Med de her justeringer af fremdriftsreformen mener jeg ikke, vi har løst alle problemer med reformen. Jeg synes faktisk stadig, at man på mange måder sender aben videre ud til universiteterne, men man får løsnet de centrale krav, og det synes jeg er rigtig, rigtig vigtigt.

Det tror jeg også vil betyde, at det bureaukrati, man har set rundtomkring, vil forsvinde, og jeg tror bare, at det at skabe en dialog mellem rektorer og studerende vil være rigtig godt. Og med de her justeringer vil der fortsat være plads til 9,4 måneders forsinkelse i gennemsnit blandt de studerende

I SF mener vi ikke, vi er i mål med justeringerne. Økonomien er i vores øjne stadig for stram. Vi er imod brugerbetaling, hvilket vi også fik skrevet ind med både Radikale og Socialdemokraterne i aftaleteksten, altså at det synes vi ikke var godt. Jeg synes faktisk, det er et latterligt lavt beløb. Det svarer til 8 mio. kr. – dem kunne jeg have fundet, selv da jeg var byrådspolitiker.

Men det er jo på grund af forskellige politiske veje, altså forskellige politiske prioriteter, og jeg må bare sige, at det, vi har fået igennem, er så langt bedre end det, man får ud af at stemme nej i dag. Så jeg er rigtig glad for det her forslag.

Der er et par korte bemærkninger. Først er det fru Eva Flyvholm, Enhedslisten.

Tak til ordføreren. Først vil jeg sige, at det undrer mig, at selv om både SF og Socialdemokratiet har været ude og sige, at man ikke er glad for den her brugerbetaling – det er jeg glad for bliver sagt – så er man fra SF's side alligevel med til at indgå en aftale, der betyder brugerbetaling på uddannelse. Det vil jeg gerne høre om.

Det andet, jeg vil høre om, er det med karakterkravet, og om ikke SF vil være med til i løbet af den her udvalgsbehandling at se på, om man måske kunne ændre på det.

Det tredje, jeg ligesom gerne vil høre ordføreren forholde sig til, er, at der i høringssvarene er flere, bl.a. Dansk Handicap

Forbund, der i deres høringssvar har peget på, at de er bekymrede for, at det i praksis vil blive meget svært at få de her dispensationer til at få en længere studietid. Er det ikke noget, der bekymrer ordføreren?

Ordføreren.

I forhold til brugerbetaling kan jeg ikke sige så meget andet, end at vi sådan set har meldt klart ud, at vi er imod det. Og hvis jeg kan lave det om, når vi en dag får magten, så vil jeg gøre det. Jeg synes, det er et meget, meget lille beløb, der gør, at man lige pludselig indfører brugerbetaling i vores uddannelsessystem.

Hvad karakterkrav angår, er det ikke en del af fremdriftsaftalen. Det er en del af det her lovforslag. Og jeg ser sådan set gerne, at man på en eller anden måde under lovbehandlingen får forhindret universiteterne i at lave de der meget rigide karakterkrav.

Problemet ved det er jo, at det allerede er en mulighed i dag. Altså, det er ikke os med, der med den her lovjustering giver universiteterne mulighed for at stille karakterkrav. Den mulighed er der allerede.

Det, vi giver mulighed for, er, at man på kvote 2 kan have et mindre karakterkrav eller slet ikke have et karakterkrav. Hvis vi siger nej til det, kunne man jo forestille sig en situation, hvor der lige pludselig både var karakterkrav på kvote 1 og kvote 2.

Så jeg synes, det er et stort problem, og jeg vil meget gerne diskutere, hvordan vi i den videre lovbehandling kan komme karakterkravene til livs, for det ser jeg heller ikke som en del af fremdriftsaftalen.

Spørgeren.

Det er jeg glad for at ordføreren siger. Det synes jeg vi skal gå videre med at diskutere, altså spørgsmålet om karaktererne. Jeg synes, det er meget, meget vigtigt for at sikre den sociale mobilitet i samfundet, at vi ikke får det her generelle karakterkrav for kvote 1.

Men jeg vil gerne høre, om ordføreren vil forholde sig til de høringssvar, der siger, at man f.eks. på handicapområdet er bange for, at folk ikke kan få lov til at få en længere studietid, altså få dispensationerne, fordi det i sidste ende så går ud over nogle andre studerende, der skal hurtigere igennem, altså ikke at det går ud over dem, men det, at der er den samlede ramme. Bekymrer de her høringssvar ikke ordføreren?

Ordføreren.

Jo, det gør de. Jeg synes også, jeg sagde i min ordførertale, at jeg stadig ikke synes, vi er i mål. Altså, der er plads til at dispensere, og der er plads til, at universiteterne i forhold til en studerende, der har et særligt handicap eller særlige behov, og sige: Hov, der skal altså være plads til dispensation. Og der er jo altså stadig plads til 9,4 måneders gennemsnitlig forsinkelse.

Så jeg har det sådan, at det her kommer vi til at følge tæt i samarbejde med de studerende og dem, der arbejder derude. Og så er jeg jo som sagt altid klar til at kigge på det igen, hvis det ikke fungerer.

Den næste korte bemærkning er fra fru Mai Mercado.

Jeg kan jo ikke lade være med at smile, når hr. Jacob Mark siger, at han snildt lige kan finde 8 mio. kr. i en kommune, for det må jo alt andet lige love godt, hvis man skal ud og lave besparelser lokalt.

Men jeg har et spørgsmål om studieaktivitetskravet. Det er jo nok ikke nogen hemmelighed, at vi var lidt uenige om det undervejs i processen. Det, vi jo lægger op til nu, er, at det er institutionerne selv, som kan fastsætte det her studieaktivitetskrav. Noget af det, der var vigtigt for Det Konservative Folkeparti, var, at vi nu gav friheden til, at man ude lokalt kunne indrette sig. Jeg hørte egentlig også ordføreren sige, at det var vigtigt. Men hvorfor havnede man så på de 45 ECTS i stedet for de 60 ECTS? For hvis man virkelig mener, at der skal gives frihed lokalt til, at de selv kan indrette sig, så burde man jo sige, at det skulle være op til de 60 ECTS, og stole på, at de så vælger den løsning, som er bedst ude lokalt.

Ordføreren.

I forhold til de 8 mio. kr. vil jeg sige: Nej, jeg vil ikke finde 8 mio. kr. som kommunalpolitiker, slet ikke under de forhold, som de har nu. Men jeg siger bare, at da jeg sad som kommunalpolitiker, var det de beløb, vi sad og diskuterede, når vi skulle spare penge. Så det var helt vildt lige pludselig at sidde i Folketinget, der styrer hele landets økonomi, og ikke kunne finde de penge. Det var så, hvad det var.

I forhold til studieaktivitetskravet er det rigtigt, at det sandsynligvis i hvert fald bl.a. var SF skyld, at man ikke satte et studieaktivitetskrav på 60. Det er simpelt hen, fordi jeg som politiker er klar til at give frihed under ansvar. Det vil sige, at der også er noget frihed, jeg ikke er klar til at give, og det er f.eks. med hensyn til universiteternes mulighed for at kræve, at man skal have 60 ECTS-point om året. Og ved ordføreren hvorfor? Det er, fordi man har sat dem så stramt økonomisk, at der er nogle universiteter, som måske ikke synes, at det her vil være verdens bedste idé, men som vil sige: Okay, det er en måde, vi kan få studerende hurtigere igennem på og forbedre vores økonomi få. Så der er det rigtigt; der ændrede jeg lige deres frihed. Det var jeg ikke klar til at give dem.

Spørgeren.

Okay, så det er frihed under ansvar, men alligevel ikke helt frihed under ansvar, kan vi så høre. Men hvorfor havnede man så på de 45 ECTS, altså hvorfor ikke 40 eller 50? Og hvor lidt eller hvor meget frihed får man for 45 ECTS sammenlignet med de 60? Altså, for os var det vigtigt, at vi lagde den beslutning ud til institutionerne selv, så det er dem, der står på mål for det. Det var jo egentlig også med i de drøftelser, vi havde med hinanden. Det er dem, der står på mål for, hvad studieaktivitetskravet skal være. Så jeg forstår egentlig ikke hr. Jacob Marks bekymring for, at man lige pludselig kommer til at presse de studerende for hårdt, for det er ude på den enkelte institution, man selv kan vælge det. Så hvad er det, der gør, at frihed under ansvar lige pludselig er lig med 45 ECTS-point?

Ordføreren.

Det er først og fremmest, fordi økonomien ude på universiteterne er så presset, at selv om universiteterne måske ikke synes, det er verdens bedste idé at kræve, at de studerende skal bestå 60 ECTS-point, så vil de jo godt kunne se, at det gavner deres pengepung. Det vil jeg ikke risikere, for det, det kan have af konsekvenser, vil være øget frafald; det vil være, at der er nogle studerende, der ikke får taget den uddannelse, som de kunne have taget. Og når nu fru Mai Mercado spørger mig, hvorfor det ikke landede på noget andet, kan jeg godt sige, at SF's udspil jo var 30 point. Men nu er SF jo et indflydelsesparti, der går ind og forhandler og får det bedste ud af forhandlingerne, og så landede vi på 45 point.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Mai Mercado.

Med justeringen af fremdriftsreformen får vi nu taget hånd om en række af de problemer, som den tidligere reform skabte. For lad os bare erkende det: Fremdriftsreformen var for stram. Og jeg tror, at alle vi ordførere har fået rigtig, rigtig mange mails fra både uddannelsesinstitutioner og studerende og andre interessenter, som i detaljer har forklaret, hvor stramt det har været. Det vigtige for os er, at målet om hurtigere færdiggørelse sådan set består, og derfor skal universiteterne stadig væk leve op til målet om, at de studerende skal 4,3 måneder hurtigere igennem studierne. Det er faktisk ikke et urimeligt mål.

En central del af den reviderede reform er så også et opgør med kravet om tilmelding til fag på 60 ECTS-point om året, for nu bliver det op til institutionerne selv at fastsætte, om de vil have sådan et krav, og dermed også, om de vil bruge det som et redskab til at få de studerende hurtigere igennem uddannelsessystemet. Det synes vi er meget positivt.

Det er også positivt, at uddannelsesinstitutionerne kan fastsætte løbende studieaktivitetskrav, og der finder vi jo fastsættelsen af de 45 ECTS-point lidt besynderlig. For når man giver frihed, kan man lige så godt give reel frihed. Og hvis der er uddannelsesinstitutioner, som finder det vigtigt at have et fuldt studieaktivitetskrav på 60 ECTS-point, havde det også været meget fint for os.

Det er også meget, meget positivt, at uddannelsesstederne nu kan fravige reglerne for studerende, der er iværksættere. For der er ingen tvivl om, at de rigide regler har forhindret nogle iværksættere i at forfølge deres drøm og forretningseventyr, fordi det har været vigtigt for dem at få den der uddannelse. Nu kan de forfølge deres drømme uden at smide hele uddannelsen på gulvet.

Så er det også lige før lukketid, at overgangsordningen for faglig supplering udløber, og det ville have betydet, at det kun ville være muligt med faglig supplering efter optagelse på en kandidatuddannelse og kun med 15 ECTS-point. Med det her lovforslag vil uddannelsesinstitutionerne altså kunne anvende betinget optagelse, og suppleringsmulighederne udvides til 30 ECTS-point. Vi vil dog gerne understrege, at det er vigtigt, at der ikke skabes et incitament til en utilsigtet stigning i suppleringen.

Med det her lovforslag bliver der altså givet en del af friheden tilbage til uddannelsesinstitutionerne, og det er vi stærkt tilfredse med. Generelt har der under hele forhandlingsforløbet været et ønske i forligskredsen om at lytte til interessenterne for at sikre, at vi får lavet nogle justeringer, som kan bruges af uddannelsesstederne.

Så jeg vil slutte, hvor hr. Jacob Mark sådan set indledte. Jeg vil gerne takke for et godt samarbejde partierne imellem og for den gode, konstruktive ånd, der har været undervejs. Vi kan selvfølgelig støtte lovforslaget.

Vi har et par korte bemærkninger. Først er det fru Eva Flyvholm, Enhedslisten.

Tak til ordføreren. Det, jeg godt kunne tænke mig at sige, er lidt specifikt. Jeg har fået en henvendelse fra de lægestuderende sammenslutning, som netop siger, at rammerne for fremdriftsreformen ikke er ændret så meget. Det betyder altså, at du som lægestuderende heller ikke efter justeringen har mulighed for at holde orlov og forske. Det er noget, som er meget almindeligt at lægestuderende gør, og som der er en kæmpestor samfundsmæssig gevinst ved, for det kommer der en masse gode resultater ud af.

Vil ordføreren være med til at kigge på, om man kunne øge mulighederne for, at de her lægestuderende har mulighed for at holde orlov og forske til vores alle sammens fordel?

Ordføreren.

Jeg er utrolig glad for at få det spørgsmål. Jeg vidste næsten, hvad fru Eva Flyvholm ville sige. Jeg har jo faktisk så sent som i dag svaret på en mail fra netop den samling af studerende, som bliver ramt af det her, og som lige præcis præciserer, at det er en udfordring, hvis man tager orlov for netop at forske. Jeg tror, at de oven i købet skrev om, i hvor høj grad de afleverer artikler, som publiceres efterfølgende. Så jeg har sagt, at jeg gerne vil rejse det under udvalgsbehandlingen.

Jeg synes, det er godt, at vi kan diskutere det, men jeg har ikke givet noget tilsagn om, at det går enten i den ene eller anden retning. Jeg tror, det er vigtigt for os at sige, at når vi justerede den fremdriftsreform her, var det med en ønske om at gøre det mere fleksibelt og komme nogle af de barrierer til livs, som vi kunne se at den tidligere fremdriftsreform skabte. Hvis det her er et område, som vi ikke har fået set nok på eller fået vurderet tilstrækkeligt, så synes jeg, at vi i hvert fald under udvalgsbehandlingen skal sætte os ned og diskutere det.

Spørgeren.

Det er jeg rigtig glad for at ordføreren siger. Jeg vil også se meget frem til, at vi kan diskutere det her under udvalgsbehandlingen. Det er jo også et rigtig godt signal at sende til andre organisationer, der måske også måtte have input til den videre proces.

Ordføreren.

Man kan glæde sig over timingen, da jeg lige præcis har fået spørgsmålet på den dag, hvor jeg har besvaret en mail på lige præcis det her område. Og så beklager jeg, at jeg var lidt for flyvsk med hensyn til ordførerens efternavn.

Så er det hr. Jacob Mark, SF.

Tak. Nu har ordføreren jo afsløret, at det ikke er alt, Konservative og SF er enige i. Så kunne jeg jo godt lige tage en ting mere, selv om vi stort set var enige. Det er der her med brugerbetaling. Vi fik lavet beregninger, der viste, at de her suppleringskurser med delvis brugerbetaling nu vil koste mellem 8.000 kr. og 20.000 kr. Tror ordføreren, at det er noget, som de unge bare kan punge op med? Tror ordføreren ikke, det vil være ret svært for de unge at få råd til de her suppleringskurser?

Ordføreren.

Nu skal man altid passe på med at afsløre, når Konservative SF bliver alt for enige. Det plejer sjældent at være noget, som vi udbreder meget. Men det er jo rigtigt nok, at vi har haft et godt forløb. Det er også derfor, at vi med den her aftale får en status årligt, hvor vi kan følge, hvordan udviklingen er. Det er sådan set også derfor, jeg sagde i min ordførertale, at vi ikke har noget ønske om, at den her stigende supplering finder sted, altså at der bliver meget mere supplering, end man har i dag.

Når det er sagt, vil jeg sige, at jeg har det ønske og den opfattelse, at når man studerer, så har man også ansvaret for sit eget studie, og hvis det betyder, at man bliver nødt til at tage nogle fag, som koster penge, fordi man kan se, at det lige præcis er drømmestudiet, det, som man gerne vil ind på, så tror jeg også, at man som studerende vil være parat til at foretage de prioriteringer.

Spørgeren.

Ordføreren siger, at ordførerens parti ikke nødvendigvis er så interesseret i, at der kommer flere, der supplerer, men kan ordføreren ikke se en værdi i, at f.eks. lærere og andre, der er professionsuddannede, netop videreuddanner sig og bliver klogere på deres felt og kommer ud og bidrager til samfundet med ekstra viden, og vil det ikke blive sværere at gå den vej, når vi har sådan en brugerbetaling?

Ordføreren.

Når jeg siger, at jeg ikke er så meget for den her mersupplering, så handler det jo om, at vi gerne vil have, at de studerende vælger rigtigt fra starten. Det skal ikke være sådan, at man shopper rundt og trækker fag ned i en uendelighed. Når det er sagt, vil jeg også sige, at vi faktisk var enige i kredsen om, at der skal gøres noget på suppleringsområdet, og at vi godt kunne se, at der er en udfordring med den aftale, som jo vil træde i kraft her til efteråret. Det var derfor, vi lavede den, for vi kunne se, at den var for stramt snørret sammen. Så jeg synes faktisk, at vi har fået en rigtig god aftale i stand. Det er en aftale, med hvilken vi følger udviklingen, og vi har sagt, at det ikke er hensigtsmæssigt, at man skal ud og have en masse supplering for at kunne fortsætte.

Tak til ordføreren. Så er det uddannelses- og forskningsministeren.

Jeg vil indledningsvis gerne sige tak for den, synes jeg, rigtig gode debat, vi har haft i Folketingssalen her om L 125, og ikke mindst vil jeg gerne sige mange tak til det brede flertal her i Folketinget, som jeg har hørt bakke op om forslaget. Det er også et flertal, der rækker ud over selve aftalepartierne. Så tak for det. Lad mig fortsætte rosen, for på vegne af regeringen vil jeg også gerne kvittere for de forhandlinger, der førte frem til aftalen den 20. november 2015 om justering af fremdriftsreformen. Jeg har forstået, at det var en god og konstruktiv proces. Derfor er jeg også rigtig glad for den opbakning, som er kommet frem i dag.

Formålet med fremdriftsreformen fra 2013 var, som det allerede er blevet nævnt flere gange, at fremme en aktiv studiekultur og samtidig stille øgede krav til både de studerende og institutionerne om hurtigere fremdrift på studierne. Der har imidlertid vist sig nogle uhensigtsmæssige konsekvenser af nogle af elementerne i fremdriftsreformen. Derfor tog min forgænger initiativ til at igangsætte et forhandlingsforløb om justering af reformen. Det er så det, vi forhandler om i dag.

Med de foreslåede justeringer får institutionerne mere frihed og mere fleksible rammer til at tilrettelægge uddannelserne efter de konkrete udfordringer og behov. Institutionerne får samtidig større fleksibilitet til at nå målene om studietidsreduktion. Med forslaget ophæves det centrale krav om tilmelding til fag og prøver på 60 ECTS-point pr. studieår for universiteter og videregående uddannelsesinstitutioner under Kulturministeriet. Disse institutioner skal herefter selv fastsætte interne regler om tilmelding til fag og prøver inden for en centralt fastsat ramme. Institutionerne får mulighed for at fastsætte løbende studieaktivitetskrav samt løbende karaktergivende prøver og fremlæggelser. Endvidere får institutionerne mulighed for at give dispensation til studerende, der er iværksættere eller formand i frivillige ungdomsorganisationer, og vi giver bedre mulighed for faglig supplering for ansøgere til kandidatuddannelser. De universiteter, som også udbyder professionsbacheloruddannelser, som f.eks. diplomingeniøruddannelser, kan følge de samme regler for studiefremdrift, som skal gælde til universiteternes bacheloruddannelser.

Der er enighed blandt aftalepartierne om at fastholde målet med økonomien bag fremdriftsreformen. Omfanget af studietidsforsinkelserne på de videregående uddannelser skal mindskes. Derfor fastholder vi det overordnede mål om, at universiteterne skal reducere studietidsoverskridelsen med 4,3 måneder ud over normeret tid frem mod 2020, når reformen er fuldt indfaset, i forhold til niveauet for 2011. Med de reduktioner, der allerede er sket, indebærer det, at målet frem mod 2020 er en yderligere reduktion på 2,9 måneder. Med de foreslåede justeringer giver vi flere værktøjer til at fremme studieaktiviteten på de videregående uddannelsesinstitutioner. Vi overlader også mere frihed og mere ansvar til både institutionerne og de studerende. Herudover foreslås det, at karakterkrav på bacheloruddannelse kan anvendes for en afgrænset del af ansøgerne. Endelig foreslås det at gøre det muligt at reducere udbetaling af tilskud til universiteterne, hvis der sker overskridelse af dimensioneringen af uddannelserne.

Jeg ser frem til den videre behandling af lovforslaget. Tak.

Der er en enkelt kort bemærkning. Fru Eva Flyvholm, Enhedslisten.

Tak til ministeren. Jeg kunne godt tænke mig at spørge om – nu løftede ordføreren for SF allerede lidt på sløret før – hvor meget man kan forvente de her brugerbetalinger vil komme til at ligge på. Altså, hvor meget vil f.eks. en lærer skulle betale for et suppleringskursus til at kunne komme til at læse videre på universitetet? Hvad er det for en størrelsesorden, vi snakker om?

Det andet, jeg godt kunne tænke mig at spørge ministeren om, er: Hvor stort eller lille et frafald mener ministeren der skal til, før den økonomiske ramme for fremdriftsreformen simpelt hen ikke længere holder og man ikke opnår den besparelse, som regeringen og forligspartierne har forudsat at man vil få ud af det her?

Ministeren.

Som det er fremgået af debatten og måske særligt af fru Mai Mercados indlæg, er der jo tale om, at man med aftalen her ændrer på suppleringsmodellen. Man giver faktisk bedre mulighed for at supplere. Men som fru Mai Mercado klart understregede det, er hele pointen jo sådan set at reducere behovet for supplering, fordi supplering alt andet lige jo er studietidsforlængende. Så det er jo et særskilt mål med hele reformen, at vi undgår og mindsker brugen af supplering.

For så vidt angår den konkrete brugerbetaling, har jeg ikke de konkrete tal, og det beror formentlig på, at der jo ikke er lavet en endelig model. Det skal aftales med institutionerne. Men aftalen, som partierne har indgået, betyder, at der er en delvis statslig finansiering, og så kommer der en brugerbetaling, deltagerbetaling. Det hænger sammen med, at vi ikke ønsker at vende tilbage til situationen, før man lavede fremdriftsreformen, hvor vi kunne se, at der var en uhensigtsmæssig brug af suppleringsfag. Så det er i det lys, ændringerne skal ses.

Hvad angår økonomien, så er det jo ikke meningen, at man skal falde fra studierne – det er ikke det, der er pointen med fremdriftsreformen. Pointen med fremdriftsreformen er, at man skal gennemføre sit studie allerhelst inden for normeret tid, men med mulighed for visse overskridelser. Så det er ikke meningen, at de studerende skal falde fra deres studier – tværtimod.

Tak. Spørgeren.

Tak til ministeren. Det kan godt være, at det ikke er meningen, at de studerende skal falde fra, men det er, kan man sige, jo trods alt en ting, vi ikke har mulighed for at styre herfra. Danske Studerendes Fællesråd har f.eks. lavet en stor undersøgelse blandt studerende, som netop siger, at de studerende bliver stressede og har svært ved at gennemføre deres studier, og at det her vil komme til at give et øget frafald. Deres tal tyder på, at hvis bare mellem 1-3 pct. af de studerende falder fra – det er jo på nogle uddannelsessteder meget få studerende – så vil det altså fuldstændig underminere det økonomiske grundlag for den her fremdriftsreform, og så har man sådan set presset folk uden at opnå den økonomiske effekt af det.

Hvis det her viser sig at være tilfældet, vil ministeren så være med til at genåbne diskussionen om den økonomiske ramme for fremdriftsreformen? Det var det ene spørgsmål.

I forhold til brugerbetalingen vil jeg stille nogle flere spørgsmål under behandlingen. Tak.

Værsgo til ministeren.

Jeg synes, det er en god idé at stille spørgsmål under udvalgsbehandlingen, for så kan vi tage det mere detaljeret dér. Jeg vil gerne understrege, hvad jeg netop sagde, nemlig at pointen jo ikke er, at de studerende skal falde fra. Pointen er, at de studerende skal gennemføre uddannelsen på normeret tid med muligheder for dispensation og forlængelse, som det også er fremgået af debatten, og som det fremgår af både aftalen og også lovforslaget.

Jeg har lyst til lige at knytte en bemærkning – det burde jeg selvfølgelig have gjort i min besvarelse – til diskussionen omkring karakterkrav, som jeg forstår at fru Eva Flyvholm også er meget optaget af. Jeg vil imidlertid sige, at jeg ikke mener, det tjener debatten til ære, at fru Eva Flyvholm på den måde, som jeg har lyttet mig til her undervejs i debatten, fordrejer det, der rent faktisk er lagt op til med lovforslaget her. For det, der er lagt op til, er nøjagtigt, som jeg tror hr. Jacob Mark nævnte det, at give universiteterne en fleksibilitet, som de ikke har i dag.

Hvis man som universitet i dag ønsker at indføre et karakterkrav, skal det gælde både for kvote 2- og kvote 1-ansøgninger. Det er det, Københavns Universitet har meldt ud. Lovforslaget her giver mulighed for, at universiteterne kan beslutte sig for at bruge et karakterkrav for visse afgrænsede ansøgergrupper, altså typisk enten kvote 2 eller kvote 1.

Så når fru Eva Flyvholm på den måde, som jeg har lyttet mig til her, frygter, at der nu vil være et generelt karakterkrav for alle svarende til det, som f.eks. Københavns Universitet har annonceret, så er sagen faktisk den, at lovforslaget her giver mulighed for større fleksibilitet og dermed noget andet end det, fru Eva Flyvholm har givet udtryk for undervejs i debatten. Undskyld, formand.

Tak til ministeren. Vi er meget large her sidst på dagen en torsdag.

Der er ikke er flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Uddannelses- og Forskningsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.