L 144 Forslag til lov om ændring af forældelsesloven.

(Forældelse af fordringer på erstatning eller godtgørelse i anledning af en erhvervssygdom).

Af: Justitsminister Lars Barfoed (KF)
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2010-11 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 23-02-2011
1. behandlet / henvist til udvalg 15-03-2011
Betænkning afgivet 26-04-2011
2. behandlet/direkte til 3. behandling 03-05-2011
3. behandlet, vedtaget 05-05-2011
Ministerområde:
Justitsministeriet
Resumé:
Forældelsesloven, der trådte i kraft i 2008, indførte en absolut forældelsesfrist på 30 år på krav på erstatning eller godtgørelse for personskade.

Den absolutte forældelsesfrist medførte bl.a., at en person, der udviklede en erhvervssygdom mere end 30 år efter ophør af det skadegørende forhold, ville være afskåret fra at kræve erstatning eller godtgørelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring eller f.eks. fra en erstatningsansvarlig arbejdsgiver.

I den offentlige debat havde der været rejst kritik af, at der gjaldt denne forældelsesfrist på 30 år i sager om erhvervssygdomme. Spørgsmålet havde navnlig været rejst i forhold til personer, der havde udviklet lungehindekræft, mange år efter at de havde været udsat for asbest i forbindelse med deres arbejde.

I lyset af det indfører loven en undtagelse fra forældelseslovens absolutte forældelsesfrist på 30 år, hvad angår erhvervssygdomme, som de er defineret i arbejdsskadesikringslovens § 7, så den almindelige forældelsesfrist på 30 år ikke skal gælde i den slags sager.

Det betyder, at krav på erstatning eller godtgørelse i anledning af en erhvervssygdom forældes, 5 år efter at den skadelidte blev bekendt med fordringen og skyldneren, eller fra den dag, hvor den pågældendes manglende kendskab kan tilregnes denne som groft uagtsomt.
Afstemning:
Vedtaget 109 stemmer for forslaget (V, S, DF, SF, KF, RV, LA, UFG) 1 stemmer imod forslaget (EL) 0 stemmer hverken for eller imod forslaget