L 107 Forslag til lov om ændring af udlændingeloven.

(Ændringer som følge af direktiv om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (udsendelsesdirektivet) m.v.).

Af: Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V)
Udvalg: Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik
Samling: 2010-11 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 12-01-2011
1. behandlet / henvist til udvalg 25-01-2011
Betænkning afgivet 02-03-2011
2. behandlet/direkte til 3. behandling 15-03-2011
3. behandlet, vedtaget 22-03-2011
Ministerområde:
Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration
Resumé:
Loven gennemfører de nødvendige ændringer i udlændingeloven som følge af et EU-direktiv om fælles procedurer for at tilbagesende tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold.

Direktivet forpligter medlemslandene til at træffe afgørelse om tilbagesendelse i forhold til tredjelandsstatsborgere, der opholder sig ulovligt i medlemsstaterne. Desuden skal medlemslandene ifølge direktivet træffe alle nødvendige foranstaltninger til at fuldbyrde afgørelsen om tilbagesendelse, herunder eventuelt tvangsmæssigt udsende de pågældende tredjelandsstatsborgere. Afgørelsen om tilbagesendelse skal indeholde en udsendelsesfrist på normalt mindst 7 dage. Udrejser udlændingen ikke inden for udrejsefristen, skal den pågældende meddeles et indrejseforbud.

Loven indeholder bl.a. også nye regler om, at personer i udsendelsesposition ikke må frihedsberøves mere end 6 måneder. Folketingets Ombudsmand skal føre tilsyn med tvangsmæssige udsendelser.

Baggrunden for forslaget var Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold. Desuden fulgte lovforslaget op på enkeltelementer i regeringens (Venstre og Det Konservative Folkeparti) aftale med Dansk Folkeparti fra den 15. marts 2010.
Afstemning:
Vedtaget 104 stemmer for forslaget (V, S, DF, SF, KF, LA) 7 stemmer imod forslaget (RV, EL) 0 stemmer hverken for eller imod forslaget