Det næste punkt på dagsordenen er:

9) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 15:

Forslag til folketingsbeslutning om fremme, beskyttelse og overvågning af gennemførelsen af FN's konvention om rettigheder for personer med handicap.

Af socialministeren (Benedikte Kiær).

(Fremsættelse 04.11.2010).

Forhandlingerne er åbnet. Den første, der får ordet, at Venstres ordfører, hr. Erling Bonnesen.

Tak for det. Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at bekæmpe diskrimination og for at sikre mennesker med handicap styrkede rettigheder. Derfor realiserede vi i Danmark FN’s handicapkonvention sidste år, og der er allerede sat flere initiativer i gang for at følge konventionen helt til dørs herhjemme, og i forbindelse med satspuljen 2009 blev der afsat 2 mio. kr. til at sætte fokus på handicapkonventionen.

Formålet med bevillingen var herigennem at fremme handicappede borgeres kendskab til og mulighed for udøvelse af egne rettigheder. Herudover var det formålet at yde bistand til kommunalbestyrelserne i deres arbejde med konventionen i relation til den kommunale handicappolitik.

Der blev også nedsat et embedsmandsudvalg, der skulle afdække, hvem der bedst kan varetage opgaven med at fremme, beskytte og overvåge, at gennemførelsen af konventionen finder sted. Og det er på baggrund af deres rapport, at den opgave nu foreslås varetaget af Institut for Menneskerettigheder.

Ved at placere opgaven hos Institut for Menneskerettigheder vil den indgå i sammenhæng med instituttets arbejde med de øvrige menneskerettighedskonventioner og indtænkes i alle instituttets opgaver på menneskerettighedsområdet. Det mener vi er en fornuftig placering af opgaven, og Venstre støtter beslutningsforslaget.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er den socialdemokratiske ordfører, og det er fru Yildiz Akdogan.

Danmark tiltrådte i august sidste år FN's handicapkonvention. Der er ingen tvivl om, at konventionen er det mest markante skridt på vejen mod anerkendelse af personer med handicap som ligeværdige borgere i vores samfund. I forlængelse af konventionen ser vi dog meget gerne, at Danmark ligesom lande som Sverige, Finland og Island tilslutter sig tillægsprotokollen, der sikrer, at konventionen bliver mere forpligtende for de involverede lande.

I Socialdemokratiet ser vi positivt på beslutningsforslaget. Hensigten med forslaget er at fremme gennemførelsen af konventionen. Vi ser ligeledes positivt på den fremlagte struktur, der indebærer, at det bliver Institut for Menneskerettigheder, der skal overvåge implementeringen og fortolkningen af FN's handicapkonvention i Danmark. Generelt er det dog kritisabelt, at der snart 1½ år efter konventionens ikrafttræden ikke er sket mere på området. Regeringen har været alt for passiv i bestræbelserne på at implementere konventionen, og det er ikke imponerende, at vi her 1½ år efter kun skal tage stilling til overvågningsopgaven. Vi så gerne, at der blev udarbejdet en mere konkret handlingsplan for implementeringen af konventionen, så vi sikrer, at mennesker med handicap får den tilværelse, som konventionen lægger op til.

Regeringens ageren på området har generelt ikke været befordrende for personer med handicap. Ud over den førnævnte passivitet i implementeringsprocessen har regeringens kommunale nulvækstpolitik især ramt handicappede mennesker, der oplever, at kommunerne ikke har råd til at give dem de ydelser, de ifølge loven har ret til. Ligeledes har regeringen beskåret kompensationen til tabt arbejdsfortjeneste til familier, der selv passer deres handicappede barn. Vi mener, at det skal være slut med at behandle personer med handicap som andenrangsborgere, og vi savner i den grad mere handling fra regeringens side på området.

I forhold til den konkrete opgave, som er omfattet af beslutningsforslaget, nemlig overvågningsopgaven, ser vi som nævnt fordele ved, at det bliver Institut for Menneskerettigheder, der kommer til at løse dele af opgaven, da de har erfaring og også har vist vilje til også at tage mennesker med handicap med i deres vurdering. I samme ombæring er det dog vigtigt at bemærke, at det er en stor opgave at overvåge, beskytte og fremme rettigheder for mennesker med handicap, hvilket stiller store krav til instituttet. Dette indebærer bl.a., at instituttet sikrer, at al kommunikation og dialog med patientorganisationer foregår, så alle kan deltage.

Vi mener i tråd med Danske Handicaporganisationer, at ministeren skal arbejde på, at bestyrelsen for Institut for Menneskerettigheder også kommer til at indeholde en eller flere repræsentanter fra de organisationer, der repræsenterer personer med handicap. Hvorvidt opgaven kræver flere ressourcer, som Danske Handicaporganisationer fremfører i deres høringssvar, må vi nødvendigvis tage løbende stilling til, efterhånden som vi får erfaring med det arbejde, der bliver udført.

Men når alt det her er sagt, er det også vigtigt at fremhæve, at vi fra Socialdemokratiets side stemmer for beslutningsforslaget. Trods de nævnte bemærkninger er det et skridt i den rigtige retning. Vi håber bare blot, at ministeren tager de bemærkninger, der blev nævnt i talen, til sig.

Tak til ordføreren. Så er det Dansk Folkepartis ordfører, og det er fru Tina Andersen. Undskyld, fru Tina Petersen. Det er ikke sådan med alle de folketingsmedlemmer, man kender. Undskyld.

Jeg kan jo så starte med at sige, formanden er tilgivet.

Lad os springe ud i det. Danmark ratificerede den 24. juli 2009 konventionen, som omhandler rettigheder for personer med handicap, og hermed forpligtede man sig til at etablere overvågning af gennemførelse af konventionen. Forpligtelserne indebærer en række tiltag vedrørende den nationale gennemførelse af overvågning. Bl.a., som der står i artikel 33, stk. 2, skal delstaterne opretholde, styrke, udpege eller opstille rammer, herunder, hvor det er mest hensigtsmæssigt, en eller flere uafhængige funktioner, med henblik på at fremme, beskytte og sågar overvåge gennemførelsen af konventionen.

Baggrunden for det fremsatte forslag fra ministeren står i bemærkningerne til B 194, som nogle ganske få af os var med til at behandle den 13. december 2006. Her lagde Dansk Folkeparti ikke skjul på, at vi ønskede en national ordning om, hvorledes vi kunne fremme og overvåge og ikke mindst beskytte de handicappede borgere i Danmark. Efterfølgende nedsatte ministeriet et tværfagligt embedsmandsudvalg bestående af repræsentanter for Socialministeriet, Finansministeriet, Justitsministeriet og Udenrigsministeriet. Konklusionen i dag af den fremlagte rapport fra april 2010 beskriver nøje de krav og muligheder, man har for at handle nationalt.

Med forslaget vælger man, at Center for Ligebehandling af Handicappede skal nedlægges pr. 31. december 2010. En del af medarbejderne fra centeret overføres til Institut for Menneskerettigheder, og dermed styrker man så handicapområdet. Den resterende del af medarbejderne i Center for Ligebehandling af Handicappede udgør så et nyt sekretariat for Det Centrale Handicapråd. Dermed udgør Institut for Menneskerettigheder og Det Centrale Handicapråd sammen med Folketingets Ombudsmand kernen i den her overvågning af gennemførelsen af konventionen i fremtiden. De skal selvfølgelig videreføre det nuværende arbejde med at følge og selvfølgelig overvåge og arbejde med at udvikle og skabe ligebehandling og skabe de rammer, som er med til netop at fremme og beskytte og overvåge FN's handicapkonvention i Danmark.

Dansk Folkeparti kan tilslutte sig det fremsatte forslag.

Tak til fru Tina Petersen. Så går vi videre i ordførerrækken til SF's ordfører, og det er fru Anne Baastrup.

Jeg skal ikke komme ind på selve beslutningsforslaget. Det har vi jo haft lejlighed til at diskutere løbende. Vi synes, det er en god model, som vi i fællesskab har fundet frem til.

Men jeg synes, diskussionen omkring dette beslutningsforslag, det, at vi nu laver en overvågning af gennemførelsen af FN's konvention om rettigheder for personer med handicap, må give os alle sammen en anledning til lige at overveje, hvordan det egentlig er, det ligesom går for tiden. Forleden kunne man læse i en avis, hvordan mennesker med handicap bliver overfaldet, får smadret vinduer i deres bil, på alle mulige måder oplever en chikane og en ubehagelig tone, når de er i det åbne rum. Det, der er ved at ske, er simpelt hen så forfærdeligt, at vi må stå sammen om at standse den meget ubehagelige udvikling.

Vi havde i formiddags en deputation i anledning af det lovforslag, hvor man skal spare, jeg ved ikke hvor mange hundrede millioner kroner, på dækning af tabt arbejdsfortjeneste til forældre, der får et barn med et handicap, får et barn, der udsættes for en ulykke, får et barn med en alvorlig sygdom. Der fortalte man, at organisationen fik henvendelser fra forældre, der oplevede, at når de var ude at handle med deres barn, blev de mødt med ubehagelige tilråb og besked på, at de kunne gå hjem og vugge. Det var meget ubehageligt for de her forældre, som har fået et barn med et handicap.

Hvordan vi får sat en positiv debat i gang, ved jeg ikke helt, men jeg tror, det er frygtelig vigtigt, at de partier, der er aktive her i Folketinget og deltager i den handicappolitiske debat, er på vagt over for den udvikling, der er ved at ske. Derfor må vi jo også se frem til, at den her overvågningsinstitution, som vi nu får lavet omkring handicapkonventionen, er opmærksom på den udvikling, der er ved at ske, og at den i sine beretninger og i sin praksis konstant holder øje med, hvordan tonen er i debatten. Det at få et barn med et handicap er alvorligt nok. Hvis man så oven i købet udsættes for hån og det, der er værre, så hører alt op.

Men vi støtter naturligvis beslutningsforslaget.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er den konservative ordfører, fru Vivi Kier.

Fra konservativ side kan jeg fortælle, at vi også støtter det her forslag. Som det er blevet sagt, nedlægges Center for Ligebehandling af Handicappede, en del af centeret omdannes til sekretariat for Det Centrale Handicapråd, og varetagelse af opgaven med at fremme, beskytte og gennemføre handicapkonventionen kommer til at ligge i Institut for Menneskerettigheder.

Fremover er det både Institut for Menneskerettigheder, Det Centrale Handicapråd og Folketingets Ombudsmand, som følger udviklingen, således at FN's konventioner efterleves.

I forlængelse af det, som fru Anne Baastrup lige har sagt, vil jeg gerne sige, at vi som politikere selvfølgelig fortsat skal arbejde videre med den danske handicappolitik. Vi har et ansvar for, at flere handicappede får en uddannelse, at flere handicappede får adgang til arbejdsmarkedet, at tilgængeligheden bliver gjort bedre, at omsorg og pleje er i orden, og selvfølgelig har vi også et ansvar for tonen i den debat, der med jævne mellemrum dukker op; det er noget, vi fortsat skal arbejde med, og det ansvar vedkender jeg mig som konservativ. Vi behøver jo bare tænke tilbage på sommerens debat om hjemmehjælpere i en del af Københavns Kommune, hvor man må sige at stort set alle landets hjemmehjælpere blev lagt for had. Der har vi også et ansvar for, at vi får talt ordentligt med hinanden om at turde sætte det her tema til debat.

Fra konservativ side tilslutter vi os forslaget.

Tak til ordføreren. Så er det den radikale ordfører, fru Anne Marie Geisler Andersen.

Det her lovforslag er en konsekvens af, at Danmark den 24. juli 2009 ratificerede FN's handicapkonvention, og dermed forpligtede vi os til at etablere en funktion til overvågning af gennemførelsen af konventionen.

Med forslaget giver Folketinget sit samtykke til, at opgaven med at fremme, beskytte og overvåge gennemførelsen af FN's handicapkonvention om rettigheder for personer med handicap varetages af Institut for Menneskerettigheder.

Opgaven med at fremme, beskytte og overvåge implementeringen af handicapkonventionen består bl.a. i at informere om og uddanne i menneskerettigheder, forme holdninger, skabe aktivitet på området, rådgive generelt om rettigheder og klagemuligheder, lave udredninger og undersøgelser, gennemgå eksisterende og kommende lovgivning, rådgive regeringen om dennes forpligtelser efter konventionen, lave høringssvar og meget mere.

Ifølge konventionens artikel 33 skal det civile samfund og især mennesker med handicap samt disses organisationer inddrages og deltage fuldt ud i overvågningsprocessen. Dette skal ifølge lovforslaget ske via Det Centrale Handicapråd, hvilket vi undrer os lidt over. Hvorfor skal dette ikke også ligge under Institut for Menneskerettigheder? Måske socialministeren kan opklare det.

Radikale Venstre støtter lovforslaget; høringssvarene er generelt positive. Vi bakker desuden også op om Danske Handicaporganisationers ønske om, at handicaporganisationerne får en fast repræsentant i Institut for Menneskerettigheders bestyrelse, og vi noterer os, at regeringen på baggrund af dette snarest vil ændre lovgrundlaget for Institut for Menneskerettigheder.

Til sidst vil jeg nævne, at vi i Radikale Venstre ser meget frem til, at konventionens indhold for alvor kommer til at afspejle sig i den danske lovgivning. Og i forlængelse af SF's indlæg vil jeg sige, at det jo netop er en af opgaverne for Institut for Menneskerettigheder, at de skal være med til at forme holdninger på området, og det er der mere end nogen sinde brug for.

Tak til ordføreren. Så er det Enhedslistens ordfører, og det er fru Line Barfod.

I Enhedslisten er vi selvfølgelig også positive over for forslaget, men ligesom SF’s ordfører og andre er vi dybt bekymrede over den udvikling, vi ser i øjeblikket, med hensyn til behandlingen af handicappede. Man er begyndt at have en offentlig debat, hvor man udråber de handicappede til at skulle være dem, der er skyld i, at der mangler penge rundtomkring – det er højst ubehageligt, at man kan finde på at komme frem med en sådan debat – og vi har hørt fra handicappede og deres familier, at det betyder, at de oplever at blive udsat for tilråb på gaden osv. Det burde alle politikere være enige om at få sat en stopper for. Men vi kan godt blive bange for, hvor udviklingen går hen på handicapområdet, når vi ser lovforslag som f.eks. det, vi har behandlet for nylig, og hvorom vi i dag har haft en række deputationer i Socialudvalget, om, at man, med den begrundelse at man skal spare penge, vil sænke kompensationen til forældre, der påtager sig at gå hjemme og tage sig af deres handicappede barn, så de fremover kommer til at få mindre end dagpenge. Derfor er der altså virkelig behov for, at vi begynder at få nogle forbedringer på det her område i stedet for forringelser. Det ville forhåbentlig også kunne være med til, at man igen behandler handicappede ordentligt.

Med hensyn til selve indholdet i forslaget forstår jeg simpelt hen ikke spørgsmålet om tilgængelighed eller rettere ministerens kommentar i høringsnotatet. Jeg synes, det er fuldt ud relevant at sige, at det sted, hvor man lægger spørgsmålet om ligebehandling af handicappede, skal der også være tilgængelighed for handicappede. Det skal være muligt at komme derhen og komme ind og snakke med dem, der sidder med området. Men så er man da nødt til at sætte nogle penge af til at sikre den tilgængelighed, og så nytter det ikke noget at sige: Jamen vi har et princip om, at alle offentlige bygninger skal være tilgængelige. Det er alle offentlige bygninger ikke – man kan bare se på Folketinget. Derfor mener jeg, at det må være et minimum, at man i hvert fald får sikret, at den ene offentlige bygning, hvor handicappede fremover skal kunne henvende sig, bliver gjort tilgængelig.

Jeg er så lidt usikker på det her med omdannelsen af det tidligere Center for Ligebehandling af Handicappede til nu at være sekretariat for Det Centrale Handicapråd. Jeg håber, at vi under udvalgsarbejdet kan få en afklaring af, om man sikrer, at Det Centrale Handicapråd fortsat har den samme uafhængighed som i dag; at de medarbejdere, der bliver overflyttet, ikke kommer til at være underlagt instruktionsbeføjelser fra ministeren, men er sikret en uafhængighed, så Det Centrale Handicapråd fortsat kan være et råd, der kan tage sager op, og som også kan give os den rådgivning, vi som politikere har behov for.

Jeg er også fuldstændig enig med Danske Handicaporganisationer i, at det altså er et problem, at man ikke fra regeringens side laver en plan for, hvordan vi egentlig får implementeret handicapkonventionen, og hvad vi gør for at sikre, at vi lever op til konventionen. Det er noget af det, som jeg mener vi bliver nødt til at arbejde på at få, så vi er sikre på, at vi ikke bare i ord skriver under på en konvention, men rent faktisk også vil leve op til den.

Tak til ordføreren. Så er det socialministeren.

Lad mig begynde med at sige tak for en meget positiv modtagelse af beslutningsforslaget om, at Institut for Menneskerettigheder får tillagt opgaven med at fremme, beskytte og overvåge gennemførelsen af FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap.

Jeg vil så lige knytte nogle kommentarer til de bemærkninger om tonen i debatten, der er faldet fra fru Anne Baastrup. Jeg kan ikke være mere enig i, hvor vigtigt det er, at vi sikrer, at der er en god tone i handicapdebatten. Jeg bliver også rigtig ked af det, og det rører mig også meget dybt, når jeg hører eksempler på, at personer med handicap har prøvet at blive stoppet på gaden og har fået tilråb. Det er vores ansvar som politikere at være med til at bane vejen for, at der er en ordentlig og en god tone i debatten, og jeg er glad for at høre, at fru Anne Baastrup også har stort fokus på det. Vi må alle sammen samles om at sørge for, at tonen bliver ordentlig, for vi skal behandle alle med respekt og ordentlighed i det her samfund.

Der kom så nogle bemærkninger fra fru Anne Marie Geisler Andersen om at inddrage handicaporganisationerne i den her overvågningsopgave. Det, der kan siges med hensyn til det her beslutningsforslag, er, at vi ikke med beslutningsforslag kan inddrage Danske Handicaporganisationer i bestyrelsen for Institut for Menneskerettigheder. Det er noget, vi bliver nødt til at løse, efter vi har vedtaget dette beslutningsforslag, ved at vi går ind og ændrer lovgrundlaget for instituttet. Men det er noget, vi må se på, efter vi har fået vedtaget det her beslutningsforslag.

Baggrunden, for at vi har fremsat beslutningsforslaget, er, at Danmark i sommeren 2009 ratificerede FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap. Ifølge konventionen skal der nemlig etableres en funktion til overvågning af gennemførelsen af konventionen. Jeg mener, at det er en rigtig beslutning at placere opgaven i Institut for Menneskerettigheder. Det betyder også, at Danmark lever op til FN's anbefalinger om at bruge et nationalt menneskerettighedsinstitut, hvis et sådant findes. Institut for Menneskerettigheder fungerer i en dansk sammenhæng som et nationalt menneskerettighedsinstitut, og instituttet er tillige akkrediteret i henhold til Parisprincipperne, som først og fremmest skal sikre instituttets uafhængighed.

Samtidig med at vi placerer opgaven i Institut for Menneskerettigheder, styrker vi instituttet på handicapområdet, ved at det nuværende Center for Ligebehandling af Handicappede opdeles, således at cirka halvdelen af medarbejderne i centeret overføres til Institut for Menneskerettigheder. Den anden halvdel af medarbejderne overføres til et nyt sekretariat for Det Centrale Handicapråd, som får en vigtig rolle som dialogforum. Institut for Menneskerettigheder, Det Centrale Handicapråd og Folketingets Ombudsmand kommer herefter sammen til at udgøre rammerne for at fremme, beskytte og overvåge gennemførelsen af FN’s handicapkonvention.

Endelig kan jeg oplyse, at der i den indgåede satspulje for 2011 er enighed om at afsætte midler til en styrkelse af overvågningsindsatsen i Institut for Menneskerettigheder samt Det Centrale Handicapråds virksomhed.

Lad mig her til slut sige, at jeg også ser meget frem til udvalgsbehandlingen af forslaget, og jeg kan give tilsagn om, at vi fra Socialministeriets side vil bidrage til en god og grundig udvalgsbehandling.

Tak til socialministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Socialudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.