Svar:

Jeg skal indledningsvist understrege, at det er en misopfattelse fra spørgerens side, atSKAT på egne vegne kan underkende afgørelser truffet af Landsskatteretten.Skatteministeriet har i de sidste 20 år administrativt praktiseret appelbegrænsning både i re-lation til indbringelse af landsskatteretskendelser for domstolene, og i relation til appel afdomme, der er gået ministeriet imod.Dette princip om appelbegrænsning er omtalt i bl.a. Skatteministeriets Redegørelse omretssikkerhed fra april 1991.Efter dette princip indbringer Skatteministeriet som altovervejende hovedregel ikke lands-skatteretskendelser for domstolene eller anker domstolsafgørelser til en højere retsinstans.Dette sker kun i ganske særlige tilfælde. Det bærende hensyn bag princippet om appelbe-grænsning er primært et hensyn til skatteyderen. Dette hensyn taler for, at en skattesag af-sluttes hurtigst muligt; det er ikke rimeligt, at en skatteyder, der har fået ret i Landsskatte-retten eller ved en domstol, skal svæve i usikkerhed om sin retsstilling i en længere årrækkei afventen af, at andre/højere instanser bedømmer sagen. Dette kan være en stor personligog økonomisk belastning for den pågældende skatteyder.Dette hensyn til skatteyderen kan også ganske undtagelsesvist føre til den situation, at Skat-teministeriet ikke indbringer en landsskatteretskendelse, der giver skatteyderen medhold,for domstolene, selvom ministeriet finder, at kendelsen er forkert; i denne situation må mi-nisteriet derfor i forlængelse af beslutningen om ikke at indbringe kendelsen for domstole-ne kommunikere til offentligheden at administrationsgrundlaget fortsat vil være uændret.Der har været en enkelt i pressen meget omtalt sag. Kernen i denne sag er, at Skatteministe-riet ved en fejl i sagsfremstillingen har henvist til §38, stk. 2 i stedet for § 38, stk. 1. Dennefejl bliver hverken LSR eller skatteministeriet opmærksom på før domsafsigelsen.Havde Skatteministeriet valgt at anke afgørelsen videre på baggrund af en forkert henvis-ning, så ville dette være til ulempe for de berørte gymnasier. Havde Skatteministeriet valgtat lade LSR’s afgørelse ændre praksis, så ville fremtidig praksis være i modstrid med lov-givningen. Derfor valgte ministeriet på LSR’s opfordring at bruge muligheden for at se bortfra den konkrete afgørelse.Jeg vil gerne understrege, at dette kun finder sted ganske undtagelsesvist, og kun hvor afgø-relsen utvivlsomt er forkert, men altså af en sådan karakter, at den ikke bør indbringes forhøjere instans, jfr. appelbegrænsningsprincippet.Jeg anser Skatteministeriets administration af princippet om appelbegrænsning for hen-sigtsmæssig.

Spørgsmål:

Svar: