Til

                      Folketinget - Skatteudvalget

 

 

L 23 - Forslag til Lov om ændring af selskabsskatteloven, fusionsskatteloven og forskellige andre love.

(Justeringer af rentefradragsbegrænsningsreglerne m.v.)

 

Spørgsmål er stillet efter ønske af Jesper Petersen.

 

Hermed sendes i 5 eksemplarer svar på spørgsmål nr. 11 af 19. november 2008

 

 

 

 

 

 

Kristian Jensen

                                                                 /  Lise Bo Nielsen

 

 

 

 

 

 

 

 

Spørgsmål: Vil et udenlandsk holdingselskab, der er stiftet ved aktieombytning af en dansk person, der har indskudt sine aktier i et dansk driftsselskab, altid være omfattet af CFC reglerne i LL § 16 H, hvis det inden for 3 år sælger aktierne i driftsselskabet, og der ikke sker lokal aktieavancebeskatning, men skal opgøres CFC indkomst i form af skattepligtig aktieavance efter danske regler, herunder reglerne for anskaffelsessum i ABL § 36 A, stk. 5?

 

Svar: Reglerne i ligningslovens § 16 H indebærer, at en person, der er fuldt skattepligtig til Danmark, og som kontrollerer et udenlandsk selskab, under visse betingelser skal medregne selskabets positive mobile/finansielle indkomst (CFC-indkomst). I så fald beskattes indkomsten hos personen med selskabsskattesatsen på 25 pct. Der gives credit for den udenlandske skat, som er pålagt det udenlandske selskab af indkomsten.

Som hovedregel udløses CFC-beskatning, når selskabets CFC-indkomst udgør mere end 50 pct. af selskabets samlede indkomst og selskabets samlede udenlandske indkomstskat er mindre end ¾ af den skat, som ville være pålagt et tilsvarende dansk selskab.

På den baggrund vil den danske person alt andet lige blive omfattet af CFC-reglerne, hvis det udenlandske holdingselskab afhænder aktierne i det danske driftsselskab inden 3 år efter aktieombytningen og der ikke sker lokal aktieavancebeskatning. Den skattepligtige avance opgøres efter danske regler - herunder reglerne om anskaffelsessum efter ABL § 36, stk. 5. Der henvises endvidere til svaret på spørgsmål 12.