Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 2 (Alm. del), som Folketingets Udvalg for Forretningsordenen har stillet til justitsministeren den 10. marts 2009. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Niels Helveg Petersen (RV).

 

 

 

Brian Mikkelsen

/

 Jens-Christian Bülow

 


Spørgsmål nr. 2 fra Folketingets Udvalg for Forretningsordenen (Alm. del):

 

”Justitsministeren bedes redegøre for, om den almindelige lovtekniske gennemgang som Justitsministeriet foretager af regeringens lovforslag, gør det overflødigt, at Justitsministeriet får lejlighed til at vurdere, om spørgsmål fra et folketingsudvalg rejser nye eller andre aspekter, end de aspekter der indgik i Justitsministeriets lovtekniske bemærkninger til det fagministerium, som udformer et lovforslag, og om der derfor er behov for et uddybende svar fra Justitsministeriet til udvalget?”

 

Svar:

 

1. Justitsministeriet kan med hensyn til den lovtekniske gennemgang af regeringens lovforslag før fremsættelsen for Folketinget generelt oplyse følgende:

 

I overensstemmelse med Statsministeriets cirkulære nr. 159 af 16. september 1998 bør udkast til lovforslag så tidligt som muligt inden fremsættelsen forelægges for Justitsministeriet med henblik på en lovteknisk gennemgang. Ordningen gælder dog ikke forslag til finanslove og tillægsbevillingslove.

 

Ved den lovtekniske gennemgang foretages for det første en overordnet teknisk gennemgang af lovforslaget, hvor det bl.a. undersøges, om lovforslaget sprogligt er affattet i overensstemmelse med de gældende retningslinjer, herunder om lovforslaget er tilstrækkeligt klart og forståeligt, om opdelingen i paragraffer og kapitler er hensigtsmæssig, og om bemærkningerne til lovforslaget er fyldestgørende.

 

For det andet foretages der en indholdsmæssig gennemgang af lovforslaget, hvor dette bedømmes i forhold til f.eks. grundloven, dennes grundsætninger og almindelige retsprincipper, EU-retten og centrale tværgående love, herunder forvaltningsloven, offentlighedsloven, retsplejeloven, straffeloven og lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter. Endvidere vurderes i relevant omfang lovforslagets forhold til generelle internationale menneskerettighedskonventioner.

 

I almindelighed foretager Justitsministeriet derimod ikke en vurdering af, om lovforslaget er i overensstemmelse med de retsprincipper mv., der særligt gælder på det pågældende retsområde, som hører under det ministerium, der har udarbejdet lovforslaget, eller om et lovforslag stemmer overens med særlige folkeretlige regler og konventioner på området. Heller ikke om den konkrete tekniske udmøntning af navnlig forslag til ændringslove kan forventes undersøgt, herunder om der f.eks. er behov for konsekvensrettelser i andre dele af loven eller i tilgrænsende lovgivning.

 

Det relevante fagministerium må i almindelighed selv vurdere de spørgsmål, der særligt måtte knytte sig til det pågældende ministeriums egen lovgivning og sagsområde.

 

2. Det forhold, at et lovforslag inden fremsættelsen for Folketinget i overensstemmelse med den ovenfor beskrevne procedure har været til lovteknisk gennemgang i Justitsministeriet, udelukker ikke, at der under Folketingets behandling af forslaget vil kunne rejses spørgsmål om forhold, som i almindelighed indgår i Justitsministeriets lovtekniske gennemgang af lovforslag.

 

Ønsker et folketingsudvalg under behandlingen af et lovforslag, at Justitsministeriet foretager en vurdering af et spørgsmål, der er særligt knyttet til f.eks. lovforslagets forhold til grundloven og centrale tværgående love som bl.a. forvaltningsloven, offentlighedsloven og lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter mv., foretager Justitsministeriet naturligvis gerne en sådan vurdering.