Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 9 (B 30), som Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har stillet til justitsministeren den 27. februar 2009. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Per Clausen (EL).

 

 

 

Brian Mikkelsen

/

Cristina A. Gulisano

 


Spørgsmål nr. 9 fra Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri (Alm. del):

 

”Ministeren bedes oplyse, om anvendelse af dyreforsøg er forbudt ved udviklingen af og kontrollen af andre produkter end kosmetik i Danmark?”

 

Svar:

 

Efter dyreforsøgslovens § 1, stk. 2, må tilladelse til dyreforsøg kun meddeles til forsøg, der sker med de formål, som er oplistet i lovens § 1, stk. 2, nr. 1-7. For en nærmere gennemgang af disse formål henvises til Justitsministeriets samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 8 (B 30) fra Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

 

Afgørende for, om et dyreforsøg lovligt kan udføres, er dermed, om forsøget sker til et af de nævnte formål. Dyreforsøgsloven indeholder derimod som udgangspunkt ikke regler om, at dyreforsøg ikke må anvendes til udvikling eller kontrol af bestemte produkttyper.

 

Dette udgangspunkt er dog fraveget i lovens § 1, stk. 3, hvoraf det fremgår, at der ikke kan meddeles tilladelse til udførelse af dyreforsøg med færdige kosmetiske midler, hvis forsøget udføres for at opfylde kravene til kosmetiske produkters sikkerhed.

 

Bestemmelsen i § 1, stk. 3, blev indsat ved lov nr. 315 af 5. maj 2004 om ændring af lov om kemiske stoffer og produkter og lov om dyreforsøg i forbindelse med gennemførelsen af dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/15/EF af 27. februar 2003 om ændring af kosmetikdirektivet.

 

Begrebet kosmetiske midler omfatter efter direktivet alle stoffer eller præparater, som er bestemt til at komme i kontakt med forskellige dele af det menneskelige legemes overflade (hud, hovedhår og anden hårvækst, negle, læber og ydre kønsorganer), eller med tænderne og mundens slimhinder, udelukkende eller hovedsageligt med henblik på at rense og parfumere dem, at ændre deres udseende og/eller korrigere kropslugt og/eller beskytte dem eller holde dem i god stand.

 

Dyreforsøgsloven indeholder ikke herudover regler, som forbyder anvendelse af dyreforsøg i forbindelse med bestemte produkter.

 

Kloning og genmodificering af dyr antages i dag at udgøre dyreforsøg. Denne form for dyreforsøg er imidlertid reguleret i en selvstændig lov, idet det ikke kan udelukkes, at man i fremtiden vil kunne klone eller genmodificere et dyr, uden at dette kan siges at udgøre et dyreforsøg i dyreforsøgslovens forstand.   

 

Efter § 1, stk. 1, i lov nr. 550 af 24. juni 2005 om kloning og genmodificering af dyr mv. må kloning og genmodificering af hvirveldyr kun ske med tilladelse fra Dyreforsøgstilsynet. Det samme gælder for anvendelse af allerede klonede og genmodificerede hvirveldyr til forsøg. Efter lovens § 1, stk. 2, kan en sådan tilladelse kun meddeles til følgende fire formål:

 

-         Grundforskning, dvs. forskning, hvor formÃ¥let ikke er at opnÃ¥ et konkret praktisk resultat, men en mere generel ny viden.

 

-         Anvendt forskning rettet mod at forbedre sundhed (for dyr og mennesker) og miljø.

 

-         Fremstilling og avl af dyr, der producerer stoffer af væsentlig gavn for sundhed og miljø.

 

-         Undervisning og uddannelse pÃ¥ universiteter og højere læreanstalter eller ved anden undervisning pÃ¥ tilsvarende niveau og ved undervisning af personer, der skal beskæftige sig med kloning og genmodificering.

 

Det er i forarbejderne til loven præciseret, at dyreforsøg, som indebærer fremstilling af produktionsdyr med særlige egenskaber til brug for produktionen, f.eks. mælk med en særlig proteinsammensætning eller kød beregnet til et bestemt marked, ikke kan anses som værende af væsentlig gavn for sundhed og miljø.  

 

Det anføres endvidere specifikt i forarbejderne, at der ikke med hjemmel i de formål, der er angivet i stk. 2, kan gives tilladelse til kloning eller genmodificering af dyr med det formål at genskabe uddøde dyrearter eller bevare truede dyrearter. Endvidere kan der ikke gives tilladelse til kloning eller genmodificering af kæledyr og hobbydyr.

 

Der er ikke herudover regler, som forbyder brug af dyreforsøg i forbindelse med udvikling eller kontrol af bestemte produkter. Â