(Ordfører)
Karina Lorentzen (SF):
Efter Tjernobylulykken i 1986 blev man klar over, at den eksisterende konvention i forhold til erstatningsansvar for atomskader var utilstrækkelig. De største udgifter var faktisk ikke dem, som vedrørte tab af liv eller person- eller tingskader - de var nemlig allerede dækket - men snarere sådan mere uhåndgribelige ting som miljø og forringede indtjeningsmuligheder.
Forslaget her udvider kredsen af ofre, som har mulighed for at få erstatning, men også den erstatningsum, der er til rådighed, hvilket er en klar forbedring i forhold til den eksisterende lovgivning. SF kan umiddelbart støtte forslaget, som der er flere positive ting at sige om.
For det første er det fornuftigt, at de, der har ansvaret for et nukleart anlæg, får begrænset deres mulighed for at overdrage ansvaret til en anden anlægsindehaver. Det betyder, at man bedre kan undgå, at der indgås aftaler, hvor transport af nuklear substans overdrages til andre med det formål at udnytte, at loven i et andet land stiller lempeligere krav til forsikringspligten.
For det andet udvides forældelsesfristen fra 10 til 30 år for krav vedrørende tab af liv og personskade, hvilket er meget tilfredsstillende, under hensyntagen til at skaderne først får virkning efter mange år.
For det tredje er det fornuftigt, at den fælles erstatningspulje delvis finansieres af bruttonationalproduktet, men også at finansieringen i større grad afhænger af, i hvilket omfang den enkelte stat har nukleare anlæg. Man kan selvfølgelig have et naivt håb om, at det tilskynder til at satse mere på risikofri energityper og omlægning til vedvarende energi. I hvert fald er det med en vis tilfredsstillelse, vi noterer, at ordningen medfører, at den mulige forurener betaler mest.
Der er mulighed for at gøre erstatningsansvaret ubegrænset. Det har Tyskland gjort, og SF vil opfordre til, at alle andre lande følger den indgangsvinkel.