Justitsministeren (Lene Espersen):
Jeg vil gerne takke for den positive tilgang, der har været til lovforslaget. Lovforslagets indhold er jo forholdsvis enkelt. Det går jo på en mulighed for den såkaldte retshåndhævelsesarrest og varetægtsfængsling i sager, der vedrører kønslig omgængelse med et barn under 15 år, blufærdighedskrænkelse over for et barn under 15 år, udbredelse af børnepornografi samt kønslig omgængelse ved udnyttelse af forurettedes sindssygdom eller mentale retardering.
Jeg skal ikke lægge skjul på, at en af grundene til, at det her lovforslag nu er blevet fremsat, er, at vi jo desværre har set, at der har været en lang række sager fremme i pressen vedrørende seksuelt misbrug af børn, hvor man altså har været i den situation, at man har sagt, at det da ikke kan være rigtigt, at den person, som politiet nu vil samle materiale imod, og som har begået en meget grov krænkelse over for et barn, kan gå på fri fod, indtil sagen kommer for retten - ikke mindst, når vi ser på, at vi jo i en lang række andre sager i forvejen benytter os af retshåndhævelsesarrest.
Det sender et signal om, at seksuelt misbrug af børn ikke er noget, man bør tage særlig alvorligt, og derfor mener jeg også, at det er helt og aldeles på sin plads, at det her lovforslag nu bliver fremsat. Det er vigtigt at give mulighed for, at den, der har krænket et barn, kan komme bag lås og slå, indtil sagen kommer for retten, således at man ikke oplever, at ofret eller pårørende skulle møde den pågældende gerningsmand, indtil sagen bliver berammet.
Det er korrekt, som bl.a. fru Karina Lorentzen har været inde på, at der under høringen er blevet rejst en kritik af, at hvis den pågældende - i gåseøjne - opbruger noget af den tid, han eller hun bliver idømt i straf, forud for forhandlingerne ved domstolene, så bliver der kortere tid efterfølgende til at få pågældende igennem et behandlingsforløb, der kan hjælpe ham eller hende med at få de syge tanker væk.
Jeg vil sige, at det jo er rigtigt, at man ikke på forhånd helt kan afvise, at det kunne have en vis påvirkning i forhold til dem, der bliver tilbudt behandling, men jeg synes dog, det er vigtigt lige at få præciseret et par ting under førstebehandlingen her i dag.
For det første er det jo sådan, at de behandlingsprogrammer, der er på det her område, kræver, at folk frivilligt selv indvilliger i at deltage. Derfor vil jeg sige, at jeg tror, man skal passe på med at drage for mange konklusioner med, at det skulle have en meget stor negativ indvirkning på, at man frivilligt indgår i et behandlingsforløb, at man starter med en retshåndhævelsesarrest.
For det andet vil jeg sige, at det jo ikke er alle, der idømmes mange års fængsel, og den problemstilling, der går på, hvordan man fastholder folk i et behandlingsforløb, har man jo uanset hvad. Der handler det jo om at bearbejde den pågældende til at forstå, at det er en hjælp til selvhjælp at få den pågældende til at indgå i behandlingsforløbet, og det bliver der arbejdet meget intensivt på. For 2 år siden valgte regeringen sammen med Dansk Folkeparti at udvide antallet af behandlingstilbud, således at Anstalten ved Herstedvester nu har flere pladser til rådighed, så der ikke er ventetid på at komme i behandling.
Endelig vil jeg gerne sige, at jeg takker meget for de positive bemærkninger, og jeg vil gerne pege på, at en af de ting, som Kriminalforsorgen som noget nyt prøver at gøre, er at tilbyde behandling allerede i arresthuset. Allerede på det tidspunkt, mens man er varetægtsfængslet eller i retshåndhævelsesarrest, tilbydes der behandling, og så er problemet med en eller anden tidsmæssig forskydelse jo i hvert fald løst, for så startes behandlingen bare så hurtigt som overhovedet muligt. Hvorvidt folk vil sige ja til det, før de er dømt, kan så altid diskuteres.
Jeg har også tilkendegivet i forbindelse med den kommenterede høringsoversigt, at jeg har tænkt mig at bede Direktoratet for Kriminalforsorgen om at følge det her område for at se på, om der bliver en problemstilling, som vi skal prøve at håndtere, når anvendelsen af retshåndhævelsesarresten begynder.
Jeg vil sige til hr. Simon Emil Ammitzbøll, at forhåbentlig er én ting sikkert, og det er, at der bliver strengere straffe på det her område. Jeg har netop modtaget en betænkning, der lægger op til en skærpelse af straffene for seksuelt misbrug af børn. Den vil blive fremsat til præsentation i starten af maj måned her i Folketinget. Jeg skal ikke dirigere med Folketinget, men vi må se på, om der så er tid til at få sagen så grundigt behandlet, så den kan vedtages inden Folketingets sommerferie. Men det er klart, at jeg godt forstår den radikale logik, nemlig at hvis man siger ja til det her skridt, så vil man også gerne have nogle længere straffe, så der er længere tid til behandlingen.
Det lovforslag bliver i hvert fald fremsat om et par uger, og så må man jo i Folketinget skønne, om det skal have lov til at oversomre, eller om det skal afsluttes, inden Folketinget går på sommerferie.
Men som sagt mener jeg, at der er nogle helt grundlæggende, bærende hensyn til offeret, offerets familie og den almindelige retsfølelse, der gør, at det er svært at forsvare, at alle mulige voldsmænd og andre, der også kan have behov for behandling, i dag får retshåndhævelsesarrest, mens de, der begår seksuelt misbrug mod børn, skal have lov til at være på fri fod. Det skulle det her lovforslag gerne rette op på.