(Ordfører for forslagstillerne)
Jeppe Kofod (S):
Først vil jeg takke alle medforslagsstillerne, som selvfølgelig også bakkede op om beslutningsforslaget. Jeg synes, der er kommet rigtig mange vigtige ting frem i den her debat om nogle vigtige principper, som det også handler om i forhold til oplysning.
Jeg vil gerne indledningsvis sige, at vi jo har en god dansk tradition for folkeoplysning om en række spørgsmål, og det støtter vi i Danmark, altså oplysningsaktiviteter i Danmark om danske forhold. Det har vi ikke noget imod at give mange penge til, og det skal vi også gøre, det ligger i vores demokratiske samfund, i vores tradition for debat, frihed osv. Det er meget, meget vigtigt.
Når man debatterer det her, vil jeg også gerne sige til Dansk Folkepartis ordfører om det her med oplysning og holdningsbearbejdning, at hvis Dansk Folkeparti virkelig mener det, de siger i dag i den her debat, så skulle man jo også være imod, at vi har folkeoplysning i Danmark om alle mulige andre forhold, og det ville være stik imod det danske demokrati og vores traditioner i Danmark, og jeg synes, det ville være meget mærkeligt, hvis Dansk Folkeparti skulle indtage en så outreret holdning på det her spørgsmål.
For os er folkeoplysning om globale forhold, fattige landes forhold, fattige mennesker og problemstillinger, som er meget komplekse, vigtig, og det er meget vigtigt, at vi hjælper med det fra politikernes, fra Folketingets og fra regeringens side, for det har vi en forpligtelse til, både for de fattige menneskers skyld, men også for at vi som danskere er godt rustede til den verden, vi skal vokse op i. Det er derfor, vi også i beslutningsforslaget peger på, at f.eks. undervisningsmateriale til folkeskolerne, som der er stor efterspørgsel efter på det her område, ikke kan blive leveret i dag, fordi der er skåret i folkeoplysningen. Det er ærgerligt, for vores børn skal være rustede til det spørgsmål her. Så jeg vil gerne sige til Dansk Folkeparti, at jeg ikke helt forstår den holdning, man indtager.
I øvrigt vil jeg også lige sige til ministeren, at vi selvfølgelig er utrolig glade for, at der bliver lavet en analyse at det her område. Det er jo en del af beslutningsforslaget. Den ene halvdel handler om, at vi skal lave en analyse af det, for selvfølgelig vil vi se på, hvordan man mere effektivt, nyskabende, anderledes og kreativt kan lave oplysning i Danmark. Det er vi helt med på.
I tillæg til det er jeg selvfølgelig ærgerlig over, at ministeren så ikke kan støtte, at der skal laves en ny oplysningspulje, for vi har et område, hvor markedet alene ikke løser problemet, og den indsats, der bliver gjort, er meget mindre end i f.eks. vores nordiske nabolande, som vi i øvrigt har meget historie og kultur tilfælles med. Så jeg er rigtig ærgerlig over, at ministeren ikke støtter den del, der handler om at få en ny pulje, hvor man får styrket oplysningen. Det er jeg også, fordi vi også har set en anden tendens, og der må vi jo være ærlige og sige, at dengang man skar i oplysningspuljen, kunne man altså få indtryk af, at det handlede om, at man skulle lave en aftale om finansloven sammen med Dansk Folkeparti. Nu siger jeg det meget direkte, for det mener jeg at der er behov for. Og hvorfor det? Jo, fordi nogle har haft den holdning, at nogle af de organisationer, som gør et kæmpe stykke arbejde, de store ramme-ngo'er, altså de store rammeorganisationer, men også alle mulige andre organisationer, når de kritiserer regeringens nedskæring af ulandsbistanden, skaber et problem for regeringen, og så vil man ligesom sige, at det vil man gerne straffe ved at give færre penge til oplysning. Der var en sammenhæng dér, og det tror jeg vi er nødt til at sige her åbent og ærligt. Det behøver vi ikke at debattere meget mere, jeg vil bare konstatere det.
Så vil jeg sige, at jeg jo håber, at den her analyse fører frem til, at vi kan prøve at se på: Hvad er det for et behov, der er for oplysning? Hvordan får vi gjort det meget bedre både fra Folketingets og selvfølgelig også fra regeringens side i det spørgsmål her?
Så vil jeg gerne vedrørende både COP15 og Afrikakommissionen sige, at det er vigtigt, at vi selvfølgelig inddrager ngo'erne i det. Det er positivt, at ministeren vil gøre det her, men det, jeg også synes er vigtigt, er, at vi ikke statsliggør oplysningen alt for meget, forstået på den måde, at det er regeringen og staten, der sådan set bruger den overvejende del af de offentlige kroner på oplysning, der jo bliver finansieret af ulandsrammen, hvorimod de private, uafhængige, kritiske, nyskabende og nytænkende ngo'er og civilsamfundsorganisationer bliver nedprioriteret. Det er for mig at se også en del af en kulturkamp. Altså, vi skal i det danske samfund også have ressourcer til at have mulighed for, at de her private organisationer kan lave oplysning, også dem, der er kritiske over for os som regering eller som Folketing. Det er et meget vigtigt princip, og det er derfor, der også står noget om det her i forslaget. Det håber jeg ministeren vil tage med, når man laver en analyse, altså behovet for en bred oplysning, hvor man respekterer, at der også er nogle, der er uenige med en, og som også skal mulighed for at skabe debatskabende oplysning for den sags skyld.
Så vil jeg sige hr. Lars Barfoed fra Det Konservative Folkeparti tak for ordførertalen, som jo også igen, synes jeg, illustrerer noget meget vigtigt, som jeg kan se at De Konservative er enige i, nemlig at der er behov for, at man laver en eller anden form for oplysningspulje. Form, indhold osv. må vi vende tilbage til. Men det var det, jeg forstod på talen, og det vil jeg gerne kvittere for; det synes jeg er rigtigt og vigtigt, og også det generelle princip om, at Det Konservative Folkeparti støtter, at oplysning om ulandsforhold generelt skal styrkes. Det må man forstå af hr. Lars Barfoeds tale.
Til hr. Jørgen Poulsen - selv om Ny Alliance er blevet en færre, også i forhold til forslagsstillerne her - vil jeg sige, at jeg synes, det er fuldstændig korrekt, og jeg er også personligt meget begejstret for al den aktivitet og kreativitet, der er på indsamlingssiden. Det synes jeg vi i det danske samfund skal hylde og glæde os over, nemlig at organisationerne gør de her ting. Det synes jeg er meget flot. Man kan købe en ged, eller man kan købe en kolonihave, eller hvad man nu vil - det er meget fint. Ved siden af det er jeg helt enig med hr. Jørgen Poulsen i, at det er vigtigt med oplysning om de meget komplekse forhold, der er i verden på globaliseringsområdet, altså både i forhold til udvikling og handel, hvorfor fattigdom skabes, og hvad vi kan gøre for at undgå det osv. Det er selvfølgelig vigtigt, at vi får debat om de ting. Det er en måde, hvorpå danskerne bliver rustet til globaliseringen, og det skal vi være langt bedre fremover.
Så lige et par punkter til afslutning: OECD's analyse af dansk bistand påpeger - som ministeren også var inde på - vigtigheden af oplysning og inddragelse af ngo'erne i oplysningen. Det nævnte ministeren også, men jeg synes, det er vigtigt at sige, at der jo implicit ligger en lille kritik af den nedprioritering, der har været af oplysningen, ved at man skriver det i DAC-rapporten på den måde. Ellers havde man jo ikke skrevet i OECD's rapport om Danmark. Så det er værd at notere sig.
Afslutningsvis håber jeg, at vi i udvalget kan få en ordentlig debat om det her. Uagtet at regeringen vil lave en analyse, synes jeg, det er vigtigt, at vi også i Folketinget Udenrigsudvalg diskuterer lidt og også får det forankret i Folketingets Udenrigsudvalg, hvad det er for en oplysningsaktivitet, vi skal have fremover. Det synes jeg kunne være et meget godt udkomme af den debat, vi har haft her i dag.