L 123 Forslag til lov om fremgangsmåden ved anmeldelse m.v. af visse oplysninger hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Af: Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (KF)
Udvalg: Erhvervsudvalget
Samling: 2006-07
Status: Stadfæstet

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 31-01-2007
1. behandlet / henvist til udvalg 27-02-2007
Betænkning afgivet 19-04-2007
2. behandlet/direkte til 3. behandling 08-05-2007
3. behandlet, vedtaget 10-05-2007
Ministerområde:
Økonomi- og Erhvervsministeriet
Resumé:
Loven er en opfølgning på, at regeringen har placeret en række nye opgaver vedrørende anmeldelse, registrering og offentliggørelse af erhvervsoplysninger i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen de senere år.
Loven indeholder fælles grundregler om sagsbehandling, når Erhvervs- og Selskabsstyrelsen behandler disse oplysninger. Dernæst giver loven Erhvervs- og Selskabsstyrelsen mulighed for at give brugerne en samlet adgang til de oplysninger, som er offentligt tilgængelige i styrelsen om den enkelte virksomhed. I takt med udviklingen af de it-tekniske muligheder hos styrelsen vil loven endvidere reducere de administrative byrder for virksomhederne.
Desuden indeholder loven en ændring af lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v. (opkrævningsloven). Ændringen sikrer et permanent hjemmelsgrundlag til Erhvervs- og Selskabsstyrelsens varetagelse af opgaver efter skatte- og afgiftslovgivningen til erstatning for de årlige hjemler i tekstanmærkninger til finansloven. Ændringen berører ikke sagsbehandlingen i told- og skatteforvaltningen, ligesom det fortsat vil være sådan, at enhver registrering efter skatte- og afgiftslovene sker i told- og skatteforvaltningens systemer.
Loven indeholder ingen nye oplysningskrav eller registreringspligter for virksomhederne. Loven indebærer heller ikke, at flere oplysninger om virksomhederne bliver offentligt tilgængelige, end hidtil havde været tilfældet.
Afstemning:
Lovforslaget enstemmigt vedtaget med 123 stemmer.