BESKÆFTIGELSESMINISTERIET

Arbejdsdirektoratet

 

November 2006

Sag nr. 06-21-0006

 

 

Æ n d r i n g s f o r s l a g

til

forslag til lov om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, integrationsloven og lov om påligningen af indkomstskat til staten

(Forhøjelse af efterlønsalderen, mere fleksibel efterlønsordning, fortrydelsesordning, styrkede jobmuligheder for personer over 55 år mv.) – L 59

 

Af beskæftigelsesministeren, tiltrådt af …

 

Til § 1

 

1) Efter nr. 13 indsættes som nyt nummer:

”01. I § 66 indsættes som stk. 3:

”Stk. 3. Fuldtidsforsikrede medlemmer, som efter overgang til efterløn alene har ret til efterløn efter § 74 l, stk. 3, kan efter anmodning overflyttes til deltidsforsikring ved overgangen til efterløn eller senere. Overflytningen får tidligst virkning fra den dag, hvor kassen har modtaget medlemmets skriftlige anmodning.””

[Ændring af forsikringsstatus for fuldtidsforsikrede efterlønsmodtagere, som alene kan få efterløn med deltidssatsen]

 

2) Den under nr. 14 foreslåede affattelse af § 74 a, stk. 5, affattes således:

”Stk. 5. Et medlem, der er omfattet af stk. 4, 1. og 2. pkt., skal højst indbetale efterlønsbidrag i sammenlagt 30 år. Hvis medlemmet inden den 1. januar 2008 har indbetalt efterlønsbidrag for perioder forud for det fyldte 35. år, får medlemmet et tilsvarende antal bidragsfri perioder. Det samme gælder, hvis et medlem fra det fyldte 35. år har indbetalt efterlønsbidrag i perioden 1. januar 2007 til 1. januar 2008.”

[Udvidelse af retten til bidragsfri perioder]

 

3) Efter nr. 16 indsættes som nyt nummer:

”02. I § 76, stk. 1, ændres ”§ 77, stk. 9” til: ”§ 77, stk. 10” og ”§ 77, stk. 2-4” til: ”§ 77, stk. 2- 5”.”

[Konsekvensændringer som følge af forslaget i nr. 4]

 

4) Efter nr. 17 indsættes som nye numre:

”03. § 77, stk. 4, affattes således:

”Stk. 4. Bidrag til efterlønsordningen udgør på årsbasis 7 gange dagpengenes størrelse, jf. §§ 47 og 70, jf. dog stk. 5. Bidraget opkræves af alle medlemmer fra det fyldte 30. år, jf. dog stk. 6, som ikke skriftligt har tilkendegivet, at de ønsker at fravælge bidraget. Bidraget opkræves endvidere af medlemmer under 30 år, som skriftligt har tilkendegivet, at de ønsker at betale bidrag.”

 

04. I § 77 indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:

”Stk. 5. For fuldtidsforsikrede medlemmer, som ikke inden folkepensionsalderen, jf. lov om social pension, vil kunne opnå ret til efterløn efter § 74 l, stk. 1 eller 2, udgør bidrag til efterlønsordningen på årsbasis 7 gange dagpengenes størrelse, jf. § 70.”

Stk. 5-10 bliver stk. 6-11.”

[Ændring af efterlønsbidraget for fuldtidsforsikrede, der alene vil kunne få efterløn med deltidssatsen og ændring af den automatiske opkrævning af efterlønsbidrag]

 

 

B e m æ r k n i n g e r

 

Til nr. 1

 

     Det foreslås, at fuldtidsforsikrede medlemmer, som er overgået til efterløn, men som ikke har ret til efterløn med fuldtidsatsen, fordi de ikke opfyldte kravene til perioden med fuldtidsforsikring ved overgangen, får ret til efter anmodning at blive overflyttet til deltidsforsikring. Medlemmet skal herefter alene betale medlemsbidrag som deltidsforsikret.

     Baggrunden for ændringsforslaget er, at medlemmer, der kun har ret til efterløn med deltidssatsen, bør have mulighed for at blive overflyttet til deltidsforsikring og dermed alene betale medlemsbidrag i overensstemmelse hermed.

     Ændringsforslaget har kun ubetydelige økonomiske eller administrative konsekvenser.

 

Til nr. 2

 

      Efter forslaget til § 74 a, stk. 5, i L 59 har medlemmer, som er omfattet af forslaget til § 74 a, stk. 4, som er under 35 år pr. 1. januar 2008, og som har indbetalt efterlønsbidrag forud for det fyldte 35. år, ret til et tilsvarende antal bidragsfri perioder, som kan lægges efter eget valg inden overgangen til efterløn.

      Medlemmer, som er fyldt 35 år før 1. januar 2008, og som efter lovforslagets forslag til § 74 a, stk. 4, først skal betale efterlønsbidrag uafbrudt fra den 1. januar 2008, har mulighed for at undlade at betale efterlønsbidrag i 2007, hvis de i øvrigt kan opfylde kravet om at have betalt efterlønsbidrag i mindst 25 år. De har derimod ikke mulighed for at placere den bidragsfri periode på et andet tidspunkt.

      Det foreslås, at disse medlemmer får mulighed for at vælge, hvornår de ønsker at holde bidragsfri perioder svarende til indbetalt efterlønsbidrag i året 2007.

      Medlemmer, som efter § 74 a, stk. 4, skal have betalt efterlønsbidrag uafbrudt siden 1999, vil ikke blive omfattet af udvidelsen, idet de hverken efter de gældende regler eller L 59 ville have haft mulighed for at undlade at betale efterlønsbidrag i 2007.

      Baggrunden for ændringsforslaget er, at medlemmer, som først skal indbetale efterlønsbidrag uafbrudt fra 1. januar 2008, og som kan opfylde kravene for ret til efterløn om at have betalt efterlønsbidrag i alt 25 år, både efter de gældende regler i loven og L 59 har mulighed for at vælge at holde pause med bidragsbetalingen i 2007. Derimod har de efter forslaget i L 59 ikke mulighed for at udskyde pausen til et senere tidspunkt. Forslaget er i overensstemmelse med de intentioner, der lå til grund for aftaleteksten vedrørende bidragsfri perioder for personer, der er under 35 år pr. 1. januar 2008.

      Ændringsforslaget sikrer, at medlemmerne ligesom medlemmer under 35 år får mulighed for at holde pausen på et senere tidspunkt. Forslaget bevirker dermed også en mere smidig administration for a-kasserne, som undgår, at en stor medlemsgruppen fravælger efterlønsbidraget i 2007 og tilmelder sig betalingen igen pr. 1. januar 2008.

      Ændringsforslaget medfører ikke økonomiske konsekvenser udover de i forslaget allerede beskrevne. Forslaget medfører heller ikke administrative konsekvenser af betydning. Ændringsforslaget vil medføre mindre administrative lettelser for medlemmerne og a-kasserne.

 

Til nr. 3

 

      Der er tale om konsekvensændringer af henvisninger som følge af forslaget i nr. 4 om at indsætte et nyt stykke 5 i lovens § 77.

 

Til nr. 4

 

Til nr. 03

      Det foreslås, at a-kasser først skal opkræve efterlønsbidrag automatisk fra det tidspunkt, hvor et medlem fylder 30 år, mens medlemmer under 30 år selv skal tilmelde sig bidragsbetalingen skriftligt.

      Baggrunden for ændringsforslaget er et ønske fra a-kasserne, som har anført, at denne procedure for opkrævning af efterlønsbidrag er mere hensigtsmæssig.

      Herudover er der foretaget konsekvensændringer som følge af forslaget i nr. 04.

      Ændringsforslaget har ingen økonomiske eller administrative konsekvenser af betydning.

 

Til nr. 04

      Det er en betingelse for ret til efterløn med satsen for fuldtidsforsikrede, at et medlem har været fuldtidsforsikret i sammenlagt mindst 10 år inden for de sidste 15 år, heraf mindst 52 uger umiddelbart før overgangen, eller at medlemmet, der er fyldt før den 1. juli 1949 har været fuldtidsforsikret uafbrudt fra den 1. juli 1999.

      Det foreslås, at fuldtidsforsikrede medlemmer, som ikke vil kunne opfylde kravene for ret til efterløn med satsen for fuldtidsforsikrede inden folkepensionsalderen, skal betale samme efterlønsbidrag som deltidsforsikrede.

      Baggrunden for ændringsforslaget er, at når disse medlemmer aldrig vil kunne opfylde kravene for ret til efterløn med satsen for fuldtidsforsikrede (fuldtidsefterløn), er det ikke rimeligt, at de skal betale efterlønsbidrag med samme beløb som fuldtidsforsikrede. Det er muligt på tidspunktet for overflytning til fuldtidsforsikring entydigt at afgøre, om medlemmet inden pensionsalderen nogensinde vil kunne opfylde kravene for fuldtidsefterløn.

      Ændringsforslaget vil kræve en justering i a-kassernes opkrævningssystemer, og har dermed mindre administrative konsekvenser for a-kasserne.

      Forslaget omfatter kun en meget begrænset medlemsgruppe, og ændringsforslaget har i øvrigt ingen økonomiske eller administrative konsekvenser af betydning.