Integrationsministeriet

Dato

10-10-2006

Tanja Krabbe

Ref.

Beb/

Integrationskontoret

 

Holbergsgade 6

 

1057 København K

 

 

 

 

 



 

 Høring: Lovforslag om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring, lov om en aktiv 

 beskæftigelsesindsats, integrationsloven m.v.,  ministeriets j.nr. 2006-5000-50

 

Dansk Flygtningehjælp har modtaget udkast til ovennævnte lovforslag i høring. Høringen af Dansk Flygtningehjælp omfatter kun den del af lovforslaget, der drejer sig om ændring af integrationsloven, indførelse af en særlig løntilskudsordning for udlændinge over 55 år. 

Efter forslaget skal den særlige løntilskudsordning udelukkende bygger på objektive kriterier. Det vil sige, at kommunen ikke skal visitere til ordningen og heller ikke skal fastsætte tilskudsstørrelse og længde på tilskudsperioden som i den almindelige løntilskudsordning.

Udlændinge over 55 år, som er omfattet af integrationsloven og modtager introduktionsydelse skal have ret til at indgå aftale med en privat virksomhed ansættelse med løntilskud. Udlændingen skal have modtaget ydelsen i en sammenhængende periode på 12 måneder. Virksomheden skal opfylde betingelserne i §§54, 60, 61 og 62 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (løn, arbejdsvilkår og merbeskæftigelse).

Kommunen skal alene påse, at disse betingelser er opfyldt. Løntilskuddet fastsættes til 90,14 kr. i timen. Tilskudsperioden aftales mellem udlændingen og virksomheden med en varighed på op til 6 måneder.

Der er generelt gode erfaringer med løntilskudsordninger som redskab til integration på arbejdsmarkedet. Den foreslåede ordning er samtidig relativ enkel med hensyn til administration og procedure. Dansk Flygtningehjælp er derfor positiv over for forslaget.

I integrationslovens regi er der imidlertid tale om en målgruppe, hvor en del kun har opholdt sig kort tid i landet. Relativt nyankomne flygtninge kan savne det nødvendige kendskab til virksomheder og muligheder på arbejdsmarkedet. De har heller ikke samme netværk at støtte sig til som de ældre borgere, der er født og opvokset i Danmark, har gået i folkeskole, taget en dansk uddannelse og været beskæftiget på det danske arbejdsmarked før arbejdsløsheden. Det gælder også sammenlignet med flygtninge eller indvandrere, der har opholdt sig i Danmark i en længere årrække og tidligere været i beskæftigelse.

Personer i den 3-årige introduktionsperiode har brug for grundig oplysning og vejledning om relevante muligheder i forhold til egne erhvervskvalifikationer. I den første tid efter ankomsten til Danmark vil flygtninge også mangle de sproglige forudsætninger for at orientere sig i forhold til arbejdsmarkedet og have kontakt med virksomheder om ansættelse med løntilskud.

Efter lovbemærkningerne kan kommunen yde generel bistand og rådgivning ved ansættelse med løntilskud efter den foreslåede ordning. Det kan efter Dansk Flygtningehjælps vurdering være utilstrækkeligt, hvis flygtninge omfattet af integrationsloven skal have reelle muligheder for at udnytte den særlige løntilskudsordning. Vi vil derfor foreslå, at kommunen kan yde mere konkret vejledende og opfølgende støtte til den ledige i aktivt samarbejde med virksomheder i området.

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

 

 

 

 


Andreas Kamm


Generalsekretær

 

Dansk Flygtningehjælp

[email protected]

Direkte telefon  33735130