Landsforeningen for Gylleramte


 

 

                                København den 13. november 2006

 

 

Miljøminister Connie Hedegaard

Miljøministeriet

 

 

 

Landbrugets præsident, Peter Gæmelke udtalte på Dansk Landbrugs delegeretmøde 1-2.11.2006, ”Vi har fået håndslag på, at kommunerne for at lette overgangen vil fortsætte de sager, som amterne er gået i gang med, så der ikke skal startes helt forfra."

 Vil det sige, at de ansøgninger om udvidelser i dyreholdet, der er pÃ¥begyndt inden 1. januar 2007 skal behandles efter de gamle regler, eller skal de behandles efter de nye regler gældende fra 1. januar 2007.

 

Grunden til, at vi er så interesseret i dette spørgsmål er, at vi på et møde i sommer hos dig fik den opfattelse, at var udvidelsessager ikke færdigbehandlet 1. januar 2007, så var det de nye regler, der gjaldt, desuden har vi også gennem pressen fået det indtryk.

 

Du ved ligeså godt som os, at der er ”hamstret” udvidelsestilladelser i perioden 1.8.-31.12.2006, tallene fra Nordjyllands Amt taler jo deres eget sprog, da der var indkommet over 5oo ansøgninger her i efteråret og det normale var ca. 300 ansøgninger, derfor kunne både miljøet og vi kun være meget tilfredse med den holdning, du gav udtryk for i sommer.

Vi har desuden meddelt vore medlemmer din holdning i et nyhedsbrev, så derfor vil vi gerne have besked, om det er de gamle regler eller de nye regler, der gælder for påbegyndte, ikke færdigbehandlede udvidelsessager 1. januar 2007.

 

Peter Gæmelke har gang på gang sagt, at der er ca. 500 landbrugsejendomme, der ligger så uhensigtsmæssig i forhold til naboer, at de bør flyttes længere væk.

Bliver der gjort noget ved dette problem fra regeringens side? Når Landbrugets præsident, som ellers naturligt nok er fortaler for sine medlemmer, når selv han kan se, at situationen er uholdbar, så må det også være politisk muligt for regeringen at komme med et forslag til at få problemet løst. Der er jo så mange naboer, der i årevis har fået deres liv ødelagt af stank fra staldene, gylle, fluer og forurening fra den nærmeste svineproduktion.

For øvrigt mener mange mennesker, at de eksisterende svineproduktioner må ind under de samme miljøregler, som gælder for udvidelserne efter 1. januar.

Det forekommer naboer dybt uretfærdigt, at der skal gælde 2 regelsæt, hvad angår miljøet, de kunne måske acceptere det, hvis de inden for et meget kort åremål kom over på de nye miljøregler, men de vil under ingen omstændigheder acceptere en længere periode, de har i alt for mange år lidt under landbrugets udskyden af problemernes løsning og de tomme løfter, om at det nok skal blive bedre. Hvordan stiller du dig til dette?

 

Med hensyn til den nye lugtvejledning i tilknytning til husdyrbekendtgørelsen, så finder vi den ubrugelig, på os virker den forældet, inden den er blevet sat i gang, og også ganske overflødig. Landbruget er industri, som du så rigtigt har påpeget Connie, derfor er det eneste danskerne behøver, at også landbruget følger industriens miljøregler.

 

For nogle dage siden 7.11.2006 kunne man i Landbrugsavisen læse, at Landbrugscentrene søgte folk med forstand på finansiering til at tage sig af blandt andet landmændenes formuepleje, der var der blevet behov for, fordi landmændenes friværdi som følge af konjunkturstigningerne på jord og fast ejendom var vokset.

Landsforeningen for Gylleramte tænker så på vore medlemmer, deres friværdi vokser ikke, deres huse bliver tværtimod mindre værd, vi har måttet hjælpe flere medlemmer, der ville have deres ejendomsvurdering ned, fordi den var urealistisk.

I en salgssituation vil vore medlemmer i mange tilfælde slet ikke kunne få det for huset, som ejendomsværdien angav, og vi ved, at flere har med henvisning til, at de var nabo til en svineproduktion fået sat deres ejendomsværdi ned på huset, så det virker uretfærdigt på disse medlemmer, at landbruget er i en hel anden økonomisk situation, hvor deres problem er at investere penge.

 

Man skal i alle tilfælde have konjunkturstigningerne på landbruget i baghovedet, når der tales miljø, der må således være råd til både faste gyllelåg, mere plads til de enkelte dyr i stalden og bedre rensning af luften fra staldene, og i det hele taget at nedsætte forureningen og gøre noget for miljøet, vore heder, vandmiljøer og anden natur er jo ikke i for god en forfatning.

 

Så er der sygdomsrisikoen, Danmark er et af de svinetætteste lande, derfor ville det være rart med en undersøgelse af, hvordan det påvirker mennesker og specielt naboers helbredstilstand,

Landsforeningen for Gylleramte skrev til Videncentret ved Gentofte Amtssygehus, fordi vi gerne ville være med i Undersøgelsen for Duft og Kemikalieoverfølsomhed, det kunne ikke lade sige gøre, men brevet til Inga Holst Lind af 26.09.2006 fra Videncentret sluttede med følgende passus:

 

”Som du fint har skitseret det i din henvendelse synes gylleproblemet relevant med mulige uafklarede sundhedsmæssige omkostninger. Videncenter for duft- og kemikalieoverfølsomed kan beklageligvis ikke bidrage med en forskningsmæssig indsats til løsning af disse problemstillinger.

 

Med venlig hilsen fra

 

Jesper Elberling, Forskningsleder, PhD
Videncenter for Duft- og Kemikalieoverfølsomhed
Amtssygehuset i Gentofte
Ledreborg Alle 40, 2th
2820 Gentofte
Telefon (+45) 39777304”

 

Derfor vil vi gerne, om du Connie Hedegaard vil formidle, at en sådan undersøgelse bliver foretaget, andre lande har foretaget masser af dens slags undersøgelser, men så vidt vi kan se ved at gå på nettet er der aldrig foretaget en sådan undersøgelse i Danmark, hvilket er helt utroligt, når man tænker på, hvor mange grise, der produceres i Danmark. Danmark er sammen med Holland et af de svinetætteste lande i verden.

 

Da alle 3 spørgsmål er meget vigtige for os, vil vi gerne at du svarer på dem, også fordi vi gerne vil lægge både vort brev og dit svarbrev ud på vor hjemmeside www.gylleramt.dk, den er blevet fornyet og den besøges nu af mange mennesker, også folk, som ikke er medlemmer af Landsforeningen for Gylleramte.

 

Vi vil gerne have svaret i e-mail til Helle Bruun, formand e-mail [email protected], og Inga Holst Lind e-mail [email protected], sÃ¥ kommer det straks pÃ¥ hjemmesiden.

 

Med venlig hilsen

 

Helle Bruun og Inga Holst Lind

Landemærket 7

1119 København K.