Til lovforslag nr. L 82 Folketinget 2005 - 06 Tillægsbetænkning afgivet af Socialudvalget den 9. februar 2006 Tillægsbetænkning over Forslag til lov om ændring af lov om social service, lov om almene boliger m.v. og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (Krav til kommunernes sagsbehandling i visse sociale sager m.v.) [af socialministeren (Eva Kjer Hansen)] 1. Udvalgsarbejdet Lovforslaget blev fremsat den 23. november 2005 og var til 1. behandling den 1. december 2005. Lovforslaget  blev  efter  1.  behandling  henvist  til  behandling  i  Socialudvalget.  Udvalget  afgav  be- tænkning den 26. januar 2006. Lovforslaget var til 2. behandling den 2. februar 2006, hvorefter det blev henvist til fornyet behandling i Socialudvalget. Møder Udvalget  har,  efter  lovforslaget  blev  henvist  til  fornyet  udvalgsbehandling,  behandlet  dette  i  1 møde . Spørgsmål Udvalget har under den fornyede behandling af lovforslaget stillet 4 spørgsmål til socialministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret. Nogle af udvalgets spørgsmål og socialministerens svar herpå er o ptrykt som bilag 2 til tillægsbetænkningen. 2. Indstillinger og politiske bemærkninger Udvalget indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret  . Socialdemokratiets, Det Radikale Venstres, Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer af udvalget har noteret sig,  at ministeren ikke finder, der sker  diskrimination, idet forskelsbehand- lingen lovgivningsmæssigt har baggrund i,   at mennesker har forskellige behov, hvorfor disse behov skal løses forskelligt.  Partierne er enige i, at forskellige behov skal løses forskelligt,  men vi ønsker fortsat at  gøre opmærksom på den ulighed, der i realiteten opstår,  når ikke alle borgere har  formel indflydelse på det konkrete  valg af bolig. Det er f.eks. tilfældet   i forbindelse med valg af bolig op- rettet efter regelsættet i lov om social service i de situationer, hvor flere boliger kan tilgodese den pågældendes bo   - og behandlingsbehov. Partierne  ser  frem  til  den  lovede  undersøgelse  af,  hvorvidt  der  er  regler  i  lejelovgivningen, som man med fordel kan kopiere til regelsættet for § 92  -botilbud, og til den efterfølgende drøftelse af mulighederne for at øge valgfriheden for den nævnte målgruppe. Socialministerens talepapir fra samrådet den 24. januar 2006 om samrådsspørgsmål C er i den forbindelse vedlagt som bilag 3 til tillægsbetænkningen efter ønske fra partierne.

2 Siumut, Tjóðveldisflokkurin, Fólkaflokkurin og Inuit Ataqatigiit var på tidspunktet for tillægsb e- tænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i tillægsbetænkningen. En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i tillægsbetænkningen.   Hans Andersen (V)   Anne-Mette Winther Christiansen (V)   Inge-Lene Ebdrup (V) nfmd. Inger Støjberg  (V)   Pia Kristensen (DF) fmd.  Mia Falkenberg (DF)   Tina Petersen (DF) Tom Behnke (KF)   Per Ørum    Jørgensen  (KF)   Lotte Bundsgaard (S)   Hüseyin   Arac (S) Karen Hækkerup   (S)   Lise von Seelen (S)   Martin Lidegaard (RV)   Bente Dahl (RV) Villy Søvndal  (SF)   Line Barfod (EL) Siumut, Tjóðveldisflokkurin, Fólkaflokkurin og Inuit Ataqatigiit havde ikke medlemmer i udva    l- get. Folketingets sammensætning Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) 52 Enhedslisten (EL) 6 Socialdemokratiet (S) 47 Siumut (SIU) 1 Dansk Folkeparti (DF) 24 Tjóðveldisflokkurin (TF) 1 Det Konservative Folkeparti (KF) 18 Fólkaflokkurin (FF) 1 Det Radikale Venstre (RV) 17 Inuit Ataqatigiit (IA) 1 Socialistisk Folkeparti (SF) 11

3 Bilag 1 Oversigt over bilag vedrørende  L 82 efter afgivelse af betænkning Bilagsnr.    Titel 4 Betænkning afgivet 26. januar 5 Udkast til tillægsbetænkning 6 2. udkast til tillægsbetænkning Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 82    efter afgivelse af betænkning Spm.nr. Titel 4 Spm. om den kritik, som er rejst af Institut for Menneskerettigheder i udredningen »Personer med funktionsnedsættelser i Danmark  « fra 2005, med påstand om, at s ervicelovens boligdel er diskriminerende, til socialministeren, og ministerens svar herpå 5 Spm. om en uddybning af de kritikpunkter om fravær af lejerettigh  e- der i en § 92-bolig, til socialministeren, og ministerens svar herpå 6 Spm. om, hvad det vil koste at ophæve servicebetalingen, til socia  l- ministeren, og ministerens svar herpå 7 Spm. om at arbejde hen imod medbestemmelse på valg af bolig oprettet efter § 92, til socialministeren, og ministerens svar herpå

4 Bilag 2 Nogle af udvalgets spørgsmål til socialministeren og dennes svar herpå Spørgsmålene og socialministerens svar herpå er optrykt    efter ønske fra S. Spørgsmål 5: Ministeren bedes, i forlængelse af svaret på L 82   - spørgsmål 4, uddybe i forhold til de kritikpun  k- ter i  Instituttet for Menneskerettigheders rapport om manglende medbestemmelse på valg  af bolig efter Servicelovens § 92, fravær af lejerrettigheder i en § 92  -bolig og pligt til for beboere med fø r- tidspension fra før 1. januar 2003 at betale serviceydelse, samt det forhold, at det er vilkårligt om man får sit boligbehov dækket under den ene frem for den anden lov. I hvilket omfa   ng ser ministe- ren, at disse forskelle kan medføre d iskrimination? Spørgsmål 7: Vil ministeren være med til at arbejde hen imod medbestemmelse på valg af bolig oprettet efter § -92? Ministeren bedes i den forbindelse uddybe det tilsagn om at forbedre rettighederne for denne gruppe  personer,  som  ministeren  gav  under  samrådet  den  24.  januar  2006,  jf.  SOU   –  Samråd    s- spørgsmål C. Svar på spørgsmål 5 og 7    : Medbestemmelse Når en kommune eller et amt som myndighed visiterer en borger til et tilbud efter serviceloven,  er det myndigheden, der er ansvarlig for, at borgeren får det rette tilbud. Myndigheden skal ifølge ret  s- sikkerhedsloven  inddrage  borgeren  og  sørge  for,  at  sagsbehandlingen  tilrettelægges,  så  den  giver borgeren mulighed for at medvirke ved behandlingen af sagen. De regler, som regeringen foreslår indført i den nye servicelov med L 82, vil understrege de tte. Når der indføres krav om, at kommunens afgørelse i sagen skal indeholde en beskrivelse af den konkrete indsats og formålet med indsatsen, bliver det ty deliggjort, at valget af indsats skal indgå i sagsbehandlingen, således at borgerens mulighed for at få indflydelse på valg af boform bliver sty   r- ket. Borgeren får således mulighed for at få indflydelse på de hensyn, som indgår i sagsbehandli n- gen, herunder hensynet til den rigtige metode og hensynet til borgerens tilknytning til lokalområdet. De nye regler vil også indebære, at borg   eren kan klage over kommunens afgørelse om den konkrete indsats. Borgerne får således samme adgang til at klage over de konkrete   servicetilbud uanset bo- form, selv om afgørelserne om servicetilbud kan være opdelt i flere forskellige enkeltstående afg ø- relser til borgere, som flytter til en ny  bolig. Lovforslaget  vil  således  betyde,  at  borgerne  får  den  fornødne  indflydelse  på  va lget  af  §  92- boform, da lovforslaget vil føre til åbenhed om kommunens overvejelser forud for valget af en § 92  - boform. Borgerne kan i den forbindelse udnytte alle de partsbeføjelser, som findes i forvaltningsl o- ven. Jeg er selvfølgelig enig i, at borgerne selv  skal kunne vælge, hvor de vil bo. Regeringen tog da også  initiativet  til  en  lovændring  pr.  1.  juli  2002,  der  gav  bo   rgere,  der  er  visiteret  til  bl.a.  §  92- botilbud     og     plejeboliger,     mulighed     for     at     vælge     boform     indenfor     og     på     tværs     af (amts)kommunegræ  nser. Det rette match mellem almene ældreboliger og servicelovens botilbud De  gældende  regler  sikrer  i  sig  selv  borgeren  medbestemmelse.  Jeg  vil  dog  ikke  afvise,  at  nogle borgere kan opleve, at valgmulighederne og dermed medbestemmelsen er begrænsede. Men udvi  k-

5 lingen går den rette vej, fordi tilvæksten af boformer på området i disse år sker på det almene omr å- de, jf. Amtsrådsforeningens oplysninger om, at amternes hidtidige og aktuelle ud - og ombygnings- planer på området indik  erer, at op mod ¾ af sektoren (¾ af 11. - 12.000 boliger) inden for en ganske kort årrække vil være almene æ ldreboliger. Andelen forudsætter dog, at kommunerne i forbindelse med overtagelsen af amtslige institutioner viderefører amternes ud - og ombygningsplaner på omr å- det. Udviklingsplaner indgå r i rammeaftalen.   I takt med at der kommer flere udlejningsboliger på området, vil det være nemmere for komm u- nerne at tilgodese de borgere, der måtte ønske en a  lmen handicapbolig. Jeg vil nu undersøge, om der er regler i lejelovgivningen, som med fordel  kan kopieres til regelsæ  t- tet for § 92-botilbud for at styrke retssikkerheden for beboerne. Et eksempel kunne være, at beboe  r- ne skal have et bestemt varsel, før en forhøjelse af beboerbetalingen kan opkræves. Jeg vil dog ge r- ne understrege,  at udlejningsboliger på fuldstændige lej   elovsbetingelser ikke altid er den optimale løsning for alle grupper. Det skyldes bl.a., at der i udlejning sboliger er regler for, hvordan lejeren skal behandle det lejede og for, at denne ikke må være støjende af hensyn til de andr e lejere. Over- holdes disse regler ikke, kan lejemålet opsiges. Hvis udredningen viser, at der er regler fra lejelovgivningen, som hensigtsmæssigt kan overføres til regelsættet for § 92  -botilbud, vil jeg arbejde for en ændring af bekendtgørelsen for § 92   -botilbud, så reglerne nærmer sig hina   nden. Servicebetalingen Om  servicebetalingen  kan  jeg  oplyse,  at  reglerne  før  1994  var  sådan,  at  udbetaling  af  pension  til beboere på døgninstitutioner og plejehjem blev stan  dset ved optagelsen. De pågældende fik i stedet udbetalt lommepenge. Fra 1994 har pensionister med ophold i døgninstitutioner eller plejehjem fået udbetalt pension og betaler selv for ”hu sleje”, mad, vask m.v. I den forbindelse er det bestemt, at personer med højeste og mellemste førtidspension skal b etale for den særlige service, der følger af opholdet    - servicebeta- lingen. Med vedtagelsen af førtidspensionsreformen skal personer, der tilkendes førtidspension efter de fra den 1. januar 2003 gældende regler, dog ikke betale se  rvicebetaling. Servicebetalingen vil forsvinde over tid i takt med, at stadig færre førtidspensionister vil være o m- fattet af servicelovens § 83 og i takt med, at almene boliger bliver den dominerende boligform for mennesker med handicap frem for længer  evarende botilbud efter serviceloven. Spørgsmålet om diskrimination Jeg er naturligvis ikke enig i, at bestræbelserne på at imødekomme de individuelle boligbehov sku l- le være diskrimin  erende, jf. min besvarelse af 1. februar 2006 på Socialudvalgets  spørgsmål 4 til L 82.Når vi har fors   kellige regelsæt, er det fordi mennesker ikke er ens. Der er behov for forskellige tilbud, der kan opfylde de forskellige individuelle behov, mennesker med funktionsnedsæ  ttelser har til boligen. Når det er sagt, er det samtidig vigtigt at holde et vågent   øje med, om det match af b oliger, vi har i dag,  og  som  jo  er  historisk  betinget,  kan  forbedres.  Spørgsmålet  kan  tages  op  i  satspuljesamme  n- hæng.

6 Bilag 3 Samrådsspørgsmål C samt socialministerens svar på spørgsmål 93 Samrådsspørgsmål C: Ministrene bedes redegøre for indholdet i Institut for Menneskerettigheders rapport om personer med funktionsnedsættelser i Danmark, herunder ministrenes holdninger til rapportens konklusioner, samt  hvilke  initiativer  regeringen  påtænker  i  forlængelse  af  de  proble mstillinger,  som  rapporten rejser. Spørgsmål 93: Ministeren bedes oversende sit talepapir fra samrådet den 24. januar 2006 om samråds- spørgsmål C. Samrådsspørgsmål C: Der er navnlig 2 temaer i Menneskerettighedscenterets rapport, som vedrører mit område: Det første drejer sig om de handicappedes bo -muligheder. Hvorfor, spørges der, får ikke alle ha  n- dicappede mulighed for  at bo i en almen handicapbolig? Hvorfor henvises nogle til en kommunal eller amtskommunal handicapbolig, som ikke altid er lige så attrakti v som en almen bolig? Det  andet  drejer  sig  om  det  kommunale  serviceniveau.  Her  spørges,  hvorfor  kommunerne  selv kan fastsætte deres serviceniveau f.eks. på handicapområdet frem for at der lovgives om standard i- serede ydelser? Jeg er  grundlæggende  enig med M  enneskerettighedscentret i, at handicappede skal kunne vælge boligform på samme måde som alle andre og på samme vilkår. Og jeg vil klart slå fast, at målet for alle mennesker – – olig. Vi er imidlertid ikke ens. Nogle handicappede har - midlertidigt, eller måske over en længere p   e- riode, - nogle specifikke behov, som gør, at de ikke kan profitere af en almen bolig. Til dem har vi en række forskellige boformer, som kan imødekomme deres b   ehov. For kun 25 år si den var sovesale og nul privatsfære det almindelige vilkår for mange handicapp   e- de, f.eks. udviklingshæmmede. Sådan er det heldigvis ikke mere, men det er faktisk kun ca. 25 år siden, at amterne fik til opgave at afvikle de store centralinstitutioner og flytte beboerne ud i mindre enheder. Udlægningen af særforsorgen var en historisk milepæl i dansk handicappol itik.   I forbindelse med udlægningen af særforsorgen fik kommunerne og amterne sammen forsyning s- ansvaret for boliger til handicappede. Ansvaret løfte s i dag, dels ved at der bygges ældre  - og handi- capboliger efter almenboligloven, dels ved at der bygges boliger efter serviceloven. Det er sådan, at vi har en bred palet af boligformer. Vi har først og fremmest almene boliger. K  a- rakteristisk for almene boliger er, at der er klare  krav til indretning og klare rettigheder og pligter forbundet med lejekontrakten. Herudover  har  vi  en  række  af  forskellige  boformer  efter  serviceloven.  Vi  har  midlertidige  boti  l- bud, vi har akuttilbud som fx forsorgshjem, vi har læ  ngereva  længerevarende botilbud og som det nyeste skud på stammen har vi i 2005 indført en ny boform i form af udslusningsboliger. Karakter  i- stisk for disse forskellige boformer er, at der ikke er specifikke kriterier til boligens indretning, og der indgås  ikke en egentlig lejekontrakt med en udlejer.

7 Men spørgsmålet er, om vi har det rigtige match antalsmæssigt mellem almene boliger og boti l- bud efter serviceloven? Og hvor mange personer, der bor i et længerevarende botilbud, fordi amt  s- kommunen ikke har haft kapacitet i den almene sektor til at give dem en almen bolig? Da regeringen kom til i 2001, blev vi klar over, at området trængte til et løft. Min forgænger i e m- bedet fik derfor lavet en undersøgelse af boligstandarden for kommunale og amtskommunale hand i- capboliger. Og ganske rigtigt. Det så ikke for godt ud! Undersøgelsen viste, at hele 59 pct. af de amtskommunale boliger var på me  llem 11-20 m², mens kun 18 pct. af disse boliger var større end 30 m². Hertil kom i nogle tilfælde fælles boli garealer. Det så lidt bedre ud i kommunerne. 80 pct. af de kommunale ha ndicapboliger var større end 30m², når man så bort fra fælles boli garealer. Selvom kommuner og amter var nået et pænt stykke for at skabe bedre boligforhold for handica   p- pede i forhold til, hvordan området så ud før 1980, havde regeringen altså overtaget et efte rslæb på den front. Vi besluttede derfor at indarbejde en bolighandlingsplan for handicappede i kommuneaftalerne for 2004. Her var og er det målsætningen, at der i perioden frem til udgangen a   f dette år skal nyo pføres eller renoveres 700-1200 boliger til handicappede. For at nå målsætningen har regeringen taget en række initiativer: Med satspuljeaftalen for 2004-2006 er der afsat i alt 546 mio. kr. til forbedring og udbygning af amtskommunale handicapboliger m.v. Det er en betingelse for at få støtte fra puljen, at boligerne enten etableres eller ombygges til a  l- mene boliger eller, hvis der er ønske om at videreføre boliger som § 92  -botilbud, at renoveringen er gennemgribende,  og  at  boligerne  efter  renoveringen  kan  sammenlignes  med  almenboliger  indret- ningsmæssigt. Med ansøgningsrunderne for 2004 og 2005 er der allerede givet tilsagn om støtte til 600 renov  e- rede eller nyopførte bol iger. Mht. ansøgningsrunden for 2006 kan jeg fortælle, at Socialm   inisteriet netop nu er i gang med at behandle ansøgni ngerne. Jeg forventer, at vi kan sende bevillingsbreve ud i næste måned. Hvis vi forudsætter, at ansøgningsrunden for 2006 vil indebære tilsagn til mindst 100 boliger, vil vi derfor med denne pulje nå vo res målsæ   tning om de 700 - 1200 nye boliger. Endvidere er den særlige tilskudsordning til boliger for yngre fysisk handicappede blevet vider  e- ført med satspuljeaftalen for 2004. Efter ordningen dækker staten kommunernes udgifter til grun   d- kapital ved nybyggeri af almene boliger, som forbeholdes  yngre fysisk handicappede under 60 år. Hermed  har  kommunerne  fået  et  kra ftigt  incitament  til  at  få  bygget  det  fornødne  antal  boliger  til denne gruppe. Det reducerer de kommunale ventelister, og der skabes bedre muligheder for, at yng- re handicappede kan bo steder, hvor der også bor andre yngre me nnesker. Endelig er der skabt mulighed for lånefinansiering af kommunernes udgifter til renovering og n y- opførelse af handica pboliger. I Indenrigs- og Sundhedsministeriet er der i perioden fra 1. juli 2003 til udgangen af i år afsat en lån  eramme på i alt 350 mio. kr. til dette formål  . Det foreløbige resultat af disse initiativer er, at vi allerede nu kan konstatere, at vi når målsætni n- gen fra bolighandlingsplanen. Og det er naturligvis et stort skridt i den rigtige retning.

8 At udviklingen går den rigtige vej, kan vi også se af udviklingen i amterne. Amtsrådsforeningen har således opgjort, at op mod ¾ af de 11    -12.000 amtskommunale boliger inden for en ganske kort årrække  forventes  at     blive  omdannet  til  almene  ældreboliger.  Det  forudsætter  naturligvis,  at  ko m- munerne i forbindelse med kommunalreformen viderefører amternes hidtidige ud - og ombygnings- strategi. Og intet tyder på, at de i kke vil gøre det. De alt for mange små boliger, som d ominerede for få år siden, er altså hastigt under afvikling. Jeg er enig i, at vi endnu ikke har det rette match mellem kommunale boliger og almene boliger, men udviklingen går klart i den rigtige retning  - godt hjulpet af regeringens initiativer på område  t. Menneskerettighedscenteret argumenterer for, at forskelle i boligstandard er diskriminerende. Det er da en ret interessant argumentation, som fører helt ud i det absurde. Der skal vi ikke ud, så lad mig bare sige, at tager man den argumentation for pål ydende, må man faktisk afstå fra at forbedre boligstandarden noget sted, hvis man ikke kan forbedre alle boliger. Der er en udvikling på vej i retning af, at almene boliger gradvist bliver den mest almindelige b o- ligform for handicappede. Vi kan overveje, om vi skal speede op for denne proces og evt. tage nye initiativer op i forbindelse med satspuljeforhandlingerne. Men noget  andet er, at  Centret da har ret i,  at vi i så stort omfang som  muligt kan og skal  give handicappede og andre, der bor i længerevare  nde botilbud, så mange rettigheder fra lejeloven, som der meningsfuldt kan overføres. Det kunne f.eks. være at indføre varslingsregler om huslejestigni n- ger eller regler om, at udgifterne til el specificeres eller helt andre ting. Det afgørende må være, om vi mener, at det kan udgøre en reel fo rbedring. Jeg vil derfor sætte ministeriet i gang med at lave en udredning om det. Jeg vil orientere Socialu  d- valget, når vi har ko nkrete forslag, og så må vi i fællesskab se på, hvad vi kan gennemføre, og om vi kan finde finansiering i sat s puljen. Instituttet fremfører, at de længerevarende kommunale og amtskommunale botilbud efter servic   e- loven helt skal afskaffes, fordi der ikke er behov for dem. Det er jeg helt uenig i. For der er handicappede, som i perioder ikke kan bo i en almen bolig med de deraf følgende pli g- ter efter lejereglerne. Jeg tænker f.eks. på pligten til at behandle det lejede pænt og overholde hu s- reglementet og udlejers ret til at smide de folk ud, som ikke overholder deres pligter. Disse  pligter  kan  ikke  efterleves  af  alle  handicappede  i  alle  perioder  af  deres  liv.  Det  kan  f.eks. gælde  for  en  gruppe  yngre  stærkt  udadreagerende  udviklingshæmmede  eller  sindslidende.  Hvad skal der ske med dem, hvis det bliver nø dvendigt at ophæve lejemålet, hvis de i en p   eriode har en for stærkt udadreagerende adfærd? Hvad skal der blive af P eter, som i perioder har det så dårligt, at han råber og truer af andre menn esker? Jeg synes, at det vil være ansvarsfo  rflygtigelse fra det offentliges side, hvis vi forventer, at de til enhver tid kan tilpasse sig vilkårene i en udle jningsbolig. Der er også behov for et antal kommunale boliger til dømte hand  icappede, der på grund af f.eks. udviklingshæmning ikke kan anbringes i fængsel under afsoningen. For den gruppe giver det ikke mening at tilbyde en lejekontrakt, som de kan opsige dagen efter, de er flyttet ind. Jeg finder det altså nødvendigt at opretholde et antal § 92  -boliger for at tilgodese disse gruppers særlige behov. Men jeg vil samtidig understrege, at det ikke betyder, at   de nødvendigvis skal opre t- holdes, som de er. Også her må vi naturligvis arbejde for at sikre en rimelig boli  gstandard. Og så til sidst til det andet centrale emne på Socialministeriets o  mråde, som rapporten omtaler.

9 Kommunernes  har  vide  rammer  for  fastsæ  ttelse  af  serviceniveauer,  også  i  forhold  til  handica p- kompenserende ydelser, Ifølge Menneskerettighedscenteret skaber det en risiko for, at nogle hand i- cappede begrænses alvorligt i deres mulighed for at deltage i samfundsl  ivet på lige fod med andre. Centret ønsker derfor,  at lovgivning og kommunal administrativ praksis  om handicapkompens e- rende  ydelser  granskes  for  at  se,  om  det  kommunale  selvstyre  bør  begrænses  for  at  sikre  en  mere effektiv beskyttelse af handicappedes rettigheder. Det er rigtigt, at vi i Danmark i lovgivningen har lagt vægt på det kommunale selvstyre, og de   r- med, at der er forskellige serviceniveauer i de enkelte kommuner. Det er regeringens opfattelse, at det kommunale selvstyre er uhyre vigtigt, og at det er med til at give de handicappede et bedre liv, end mekaniske standardlø sninger kan. Udgangspunktet for den sociale lovgivning er og bør være, at ethvert menneske er unikt. Det e   n- kelte  menneske  skal  derfor  også  mødes  af  systemet  med  en  individuel  vurdering.  At  det  enkelte menneske  er  unikt  vil  også  sige,  at  det  er   nødvendigt  med  skønsfastsæ ttelser  af  ydelser,  som  det praktiseres i dag. Jeg mener ikke, at standardiserede ydelser vil medføre en bedre ydelsesp olitik. Der er ikke tvivl om, at det at leve med et handicap og få en dagli gdag til at fungere er vanskeligt. Vi ved, at en del af vanskelighederne opstår i mødet med den o  ffentlige sektor. Derfor har jeg iværksat projektet ”Nye og nemmere veje”, som skal stå for en mere serviceorie n- teret handicappolitik, hvor der tænkes mere på t   værs og i he  lheder.   Et centralt redskab er fokus på én indgang til den offentlige sektor og ét stop til den rigtige løs- ning. Målet er også, at der skal ske en holdningsændring, så vi i højere grad fokuserer på løsninger frem for problemer. At vi ser ressourcer i stedet for begrænsninger. Der er på satspuljen for 2006 afsat 34 mio. kr. til projektet. Vi vil inden for den nærmeste fremtid gå i gang med at konkretisere og formulere de enkelte projekter og tiltag. Det skal ske i sama rbejde med organisationerne – primært De Samvirkende Invalideorganisationer og KL - og de øvrige min i- sterier. Jeg håber, at vi med dette bredtfavnende projekt vil finde frem til måder, som kan vise, hvordan det kan blive lettere at få sine handicapkompenserende ydelser og derm ed lette hverdagen for man- ge handicappede.   Til slut vil jeg sige, at også kommunalreformen bringer os i den rigtige retning på handicapomr  å- det. Det sker ved At kommunerne nu får forsyningsforpligtelsen for alle handicapydelser, og dermed er der kun én myndighed, som den handicappede skal henvende sig til om sin sag.

10 At  vi  etablerer  handicapråd  i  alle  kommuner,  så  vi  sikrer,  at  relevante  synspunkter  på  området indgår i rådgivningen af komm  unen, og At vi etablerer en landsdækkende ti  lbudsportal, hvor alle interesserede kan finde oplysninger om bl.a. botilbud for handicappede. Jeg synes derfor, at vi med alle de nævnte tiltag er på vej i den rigt   ige retning. Jeg forventer, at vi på sigt får den rigtige antalsmæssige fordeling mellem almene boliger og de læ ngerevarende botil- bud til handicappede, og at de, der ikke kan magte en almenbolig og derfor bor i et kommunalt bo- tilbud, får sådanne rettigh  eder, som reelt vil stille dem bedre.