Bilag til forsvarsministerens

skrivelse af 11. maj 2006

(L 210)

 

 

 

 

 

Spørgsmål nr. 6:

”Lovforslaget er fremsat for at effektivisere lodsvæsenet. Rigsrevisionen udtalte i 2001 kritik af Statens Lodsvæsen. Hvad har man fra Forsvarsministeriet gjort siden da for at effektivisere og optimere driften af lodsvæsenet?”

 

Svar:

Farvandsvæsenet har siden da arbejdet på at styrke Lodsvæsenets økonomistyring. Styrkelsen omfatter bl.a. en reduktion af antallet af lodserier fra syv til tre pr. 1. november 2002, tættere samarbejde om lodsvæsenets økonomi mellem lodsformændene på den ene side og Farvandsvæsenets ledelse på den anden, bl.a. på såkaldte lodsformandsmøder fire gange om året. Endvidere er i resultatkontrakterne mellem Forsvarsministeriet og Farvandsvæsenet indført et krav om »lods til tiden«. Rigsrevisionen har fulgt denne udvikling og udarbejdede den 24. januar 2005 et notat til statsrevisorerne, hvoraf bl.a. fremgår, at rigsrevisor »finder samlet set, at der nu er tilvejebragt et grundlag for at opnå en effektiv økonomistyring. Der er endvidere tilvejebragt et grundlag for at fastsætte mål for produktivitet mv. Endelig er problemerne med manglende data vedrørende lodsers og bådmænds samlede arbejdstid fordelt på aktiviteter løst med indførelsen af et tidsregistreringssystem. Jeg har ikke flere bemærkninger til punktet.«

 

Videre har Farvandsvæsenet udarbejdet et forslag til ny aflønningsform for lodser. Der er tale om et oplæg til en overenskomst, som er opbygget efter samme principper som andre overenskomster med staten som arbejdsgiverpart. Rigsrevisionen har fulgt denne udvikling og bemærkede bl.a. følgende i ovennævnte notat af 24. januar 2005: »Rigsrevisor finder, at Forsvarsministeriets initiativer på området vil kunne danne grundlag for en hensigtsmæssig revision af aflønningsformen for lodser og for en yderligere effektivisering af lodsvæsenet. Jeg har ikke yderligere bemærkninger til punktet.«

 

Farvandsvæsenet har desuden iværksat en række andre initiativer for at effektivisere og optimere driften af lodsvæsenet. I 2003-04 har Farvandsvæsenet således gennemført udbud af seks bådtjenester med henblik på at minimere omkostningerne hertil. I 2005 har Farvandsvæsenet analyseret mulighederne for at samle og automatisere lodsbestillingen, og denne undersøgelse er i 2006 fulgt op med udbud af opgaven, som forventes gennemført inden årets udgang.

 

Endelig har Farvandsvæsenet oplyst, at man internt overvejer nogle strukturelle ændringer af lodsvæsenet, der bl.a. vil kunne føre til en ændring af de nuværende tre lodserier til ét lodseri med henblik på en mere effektiv udnyttelse af de samlede ressourcer. Disse interne overvejelser er endnu ikke afsluttet, og har derfor heller ikke været forelagt mig endnu. I foråret 2006 har Farvandsvæsenet indgået kontrakt med et privat konsulentfirma for at styrke lodsvæsenets økonomistyring yderligere forud for en konkurrenceudsættelse i forbindelse med den nye lodslov. Styrkelsen består bl.a. i, at det i fremtiden skal være muligt at fastlægge omkostningerne for hver enkelt lodsning og dermed at tage flere driftsøkonomiske overvejelser med i planlægningen af lodsningsproduktionen. Økonomistyringen skal tilrettelægges bl.a. på baggrund af og ved sammenlægning med det ovennævnte nye lodsbestillingssystem.