Folketingets Skatteudvalg

Christiansborg

1240 København K

 

Vedr.: L 204 Forslag til Lov om ændring af affalds- og råstofafgiftsloven (fritagelse for forbrænding af fiberfraktioner, der stammer fra afgasning og separering af husdyrgødning).

 

Indledningsvis vil Dansk Landbrug gerne kvittere for, at man med lovforslaget erkender, at afbrænding af husdyrgødning er en energi- og miljømæssig bæredygtig løsning. Vi konstaterer også med tilfredshed, at man med lovændringen og godkendelsen i EU skaber mulighed for, at projekter som Måbjerg Bioenergi kan komme i gang.

 

Vi finder det imidlertid skuffende, at man ikke ved håndtering af alle typer af fiberrig husdyrgødning får mulighed for at anvende teknologiske løsningsmuligheder. Teknologien med afbrænding af fiberrig husdyrgødning bør også være til rådighed for de landmænd, som ikke har mulighed for at levere husdyrgødning til et biogasanlæg. 

 

Derfor bør fjernelsen af affaldsafgiften også omfatte fiberrig husdyrgødning, som ikke nødvendigvis har været igennem et biogasanlæg, idet der også ved afbrænding af fiberrig husdyrgødning er miljø-, energi- og samfundsmæssige gevinster. Det er også vigtigt, at der er et økonomisk incitament til at afbrænde sådanne gødningstyper. Afgiftsfjernelsen bør derfor også omfatte fiberfraktionen efter alene en separering af gylle samt fiberrige gødningstyper som fjerkræ-, mink- og hestegødning samt dybstrøelse.

 

Vi vil derfor bede Folketingets Skatteudvalg om støtte til, at fjernelsen af affaldsafgiften også kommer til at omfatte fiberrig husdyrgødning, som ikke nødvendigvis har været igennem et biogasanlæg.

 

Vi har på ovennævnte baggrund bedt om foretræde for Folketingets Skatteudvalg den 3. maj 2006 med henblik på en uddybning af vores synspunkter.

 

Med venlig hilsen

 

 

Anne Marie Zinck

Dir. tlf. 33 39 46 54

E-mail: [email protected]